Årets Toronto Film Festival blev afsluttet i går med uddelingen af publikumsprisen, People’s Choice Award. Prisen gik i år til filmen ‘Green Book’, der har Mahershala Ali (‘Moonlight’) og Viggo Mortensen i hovedrollerne. Ali spiller den anerkendte jazzpianist Don Shirley, der skal på turné i de amerikanske sydstater, der dengang var præget af racisme. Derfor hyrer han en kombineret bodyguard og chauffør (Mortensen) til at hjælpe ham igennem turnéen.
Det er altid med stor opmærksomhed, at filmbranchen følger vinderen af Torontos publikumspris, da prismodtageren ofte ender med en Oscar-nominering for bedste film eller bedste udenlandske film. Man skal faktisk helt tilbage til 2011 for at finde den seneste vinder, der ikke også blev Oscar-nomineret – det var den libanesiske film ‘Where Do We Go Now?’.
I de seneste 20 år er det blot sket seks gange, at vinderen af prisen ikke har opnået en Oscar-nominering. De seneste tre år har vinderne af publikumsprisen været ‘Room’, ‘La La Land’ og ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
Derfor tegner det utroligt godt for ‘Green Book’, der også lever op til mange af Oscar-akademiets favoritemner. Filmen er baseret på en virkelig historie, omhandler den evigt aktuelle racekonflikt og har tidligere Oscar-nominerede i hovedrollerne.
Det er ikke første gang, at Mortensen spiller hovedrollen i en vinder af publikumsprisen. Det skete også i 2007 med David Cronenbergs gangsterdrama ‘Eastern Promises’, men lige netop den film var dog en af de få, der ikke fik nogen ‘bedste film’-kærlighed af Oscar-akademiet.
‘Green Book’ er instrueret af Peter Farrelly, der sammen med sin bror førhen har instrueret slapstick-komedier som ’Dum og dummere’, ’Hals store kærlighed’ og ’Me, Myself and Irene’.
Publikumsprisens anden- og tredjeplads har i tidens løb også opnået mange Oscar-nomineringer, selvom det dog ikke er lige så sikkert som med selve vinderen. I år er de to runner ups Berry Jenkins’ (‘Moonlight’) ‘If Beale Street Could Talk’ og Alfonso Cuaróns (‘Gravity’) ‘Roma’, der i sidste uge vandt Guldløven på årets filmfestival i Venedig.
‘Green Book’ har dansk premiere den 21. februar næste år – lige i tide til Oscar-showet.
Læs også: Alfonso Cuaróns Netflix-film ‘Roma’ vinder Guldløven i Venedig – se alle årets vindere her