‘The Haunting of Hill House’: Hvad er der bag den røde dør i fantastisk ny Netflix-horrorserie?
Få ting kan få fantasien til at løbe løbsk som et gammelt knirkende hus. Bevæger skyggen i det yderste af din øjenkrog sig, eller er det din hjerne, der spiller dig et puds? Paranoiaen kan drive dig til randen af vanvid.
Netflix’ foretrukne horrorinstruktør Mike Flanagan (’Before I Wake’, ’Gerald’s Game’) står bag den nyeste udgave af Shirley Jacksons bog ’The Haunting of Hill House’, som tidligere har været filmatiseret i 1963 og 1999.
I stedet for at være en direkte adaption har Flanagan kastet kildematerialet i blenderen, tilsat lidt ekstra ingredienser og serverer os nu denne udsøgte horror-cocktail.
I centrum står de fem Crain-søskende Steven, Shirley, Theo, Nell og Luke, som sammen med deres forældre tilbragte en grum sommer i det titulære hjemsøgte hus. Vi følger dem både under hin sommer, men også i nutiden, hvor de er blevet voksne, men stadig bærer rundt på skrækkelige følelsesmæssige ar. Steven har skrevet en bog, hvor han har taget sig kunstneriske friheder, som har skabt splid i søskendeflokken og er en af flere grunde til, at de ikke er så tætte, som de engang var. Og når de er alene, spøger fortiden.
Hvor ’Haunting of Hill House’-filmene udelukkende beskæftiger sig med her-og-nu-gyset, er det her eftervirkningerne, der fylder mest, og det er seriens helt store styrke. Især tvillingerne Nell og Luke er hårdt ramt. Førstnævnte lider af terrorindgydende søvnparalyse, sidstnævnte er narkoman. Hvert afsnit koncentrerer sig hovedsageligt om én af de fem søskende, og tvillingernes afsnit er de hårdeste.
De få glimt af håb bliver i næste øjeblik udslettet, så de fem søskende efterlades i fortvivlelse, desperat søgende efter en flugt fra det levende mareridt, de befinder sig i – et mareridt, der har forfulgt dem, siden de var børn. ’Damen med den knækkede nakke’, der er den direkte årsag til Nells psykiske kvaler, vender for eksempel tilbage i hendes bevidsthed.
Børneskuepillerne leverer alle pragtpræstationer. Julian Hilliard som den unge Luke besidder en særlig sårbarhed og uskyld, der gør desto mere ondt, når han vågner om natten, og et-eller-andet bevæger sig ind på hans værelse, mens han ligger under sengen og ryster af skræk. Hvis man ikke får lyst til at give ham et kram og sige, at alt nok skal gå, er man en kold skid.
Det er modbydelige ting, søskendeflokken har oplevet. I starten får vi det kun i glimt, men efterhånden skruer serien mere og mere op for de skrækindjagende syn. Især når børnene er alene. Her er både jumpscares og snigende, nærmest kvælende gys – og hvad er der mon bag den røde dør for enden af en af husets myriader af gange?
Carla Gugino, der var intet mindre end fænomenal i ’Gerald’s Game’, har som børnenes mor Olivia igen fået en lækkerbisken af en rolle. Hun er meget mere end en scream queen, en psykisk sygdom lurer som en mørk sky over hende, og da hun begynder at se mystiske ting i huset, intensiveres hendes frygt for, at forstanden er ved at gå fløjten. Det ene øjeblik er hun den kærligste mor, det næste kold, krævende og afvisende. Hvordan kan hun være der for sine børn, når hun ikke engang kan stole på sin egen hjerne?
Selvom det blot er en birolle, er det overdådigt karakterarbejde af en slags, der sjældent vægtes højt i andre horrorserier, hvor de simple stereotyper råder.
Endnu en lille genialitet er, at vi, i bedste ’The Affair’-stil, ser den samme historie flere gange fra forskellige synsvinkler. Hvad der i et afsnit virker som en ubetydelig bagatel, kan i det næste blive en livsforandrende begivenhed. Enkelt, men uhyre effektivt.
Indimellem træder serien vande og holder tilbage med de rendyrkede gys. Men ’The Haunting of Hill House’ er til gengæld ikke kun for hardcore gyserfans. Med et plot, der strækker sig over flere årtier, sublimt skuespil og en klassisk, men virkelig godt udført, kerne morale om sammenhold og familie, er det en af de bedste serier i år.
Kort sagt:
’The Haunting of Hill House’ mikser horror og familiedrama i perfekt balance – og krydret med exceptionelle skuespilpræstationer er serien den hidtidige krone på horror-guruen Mike Flanangans oeuvre.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.