‘You’: Stalker-serie på Netflix har den mest usympatiske hovedperson i nyere tid
Fiktion har en fantastisk evne til at vække sit publikums empati, selv når den skildrer forstyrrede og morderiske personligheder. Tænk bare på krimiserien ‘Dexter’, hvor man følger den sympatiske seriemorder og retstekniker Dexter Morgan, der hver nat rydder ud i Miamis uudtømmelige beholdning af løsgående pædofile og psykotiske mordere.
Dexter handler ud fra et stramt moralsk kodeks, der gør, at man som publikum kan acceptere ham. I Netflix’ nye young adult-krimiserie ‘You’ har hovedpersonen Joe Goldberg kun et kodeks. Han er bedre end alle andre, så derfor kan han gøre, lige hvad helvede der passer ham.
‘You’, der er forfattet af Greg Berlanti (‘Supergirl’ og ‘Arrow’) og Sera Gamble (‘The Magicians’), er baseret på bogen af samme navn. Her følger vi Joe Goldberg, spillet af Penn Badgley fra ‘Gossip Girl’, der tilfældigt støder ind i den unge aspirerende forfatterinde Guinevere Beck i neworker-bogbutikken, han bestyrer. Beck (Elizabeth Lail fra ‘Once Upon a Time’) er sød mod ham, og det mener Joe giver ham carte blanche til at stalke hende på de mest creepy måder, man kan forestille sig. Lige fra sociale medier til at stå i hendes brusebad, når hun kommer hjem.
Det er det bizarre udgangspunkt for ‘You’, der undervejs udvikler sig til blandt andet kidnapning og mord. Ligesom Dexter har Joe et traume fra sine tidlige teenageår, som man får oprullet via sporadiske flashbacks. Man ser blandt andet, hvordan Joe spærres inde i et lydisoleret kælderrum af den tidligere butiksbestyrer og tvinges til at læse litterære klassikere i dagevis.
Det hele er mildest talt mærkeligt, men det er også serien største force, da det medvirker til, at man aldrig ved, hvor man har Joe, til trods for at man hører hans arrogante voiceover nærmest uafbrudt. I én scene indespærrer han en hipster, mens han i en anden donerer sin aftensmad til nabodrengen, der har søgt tilflugt i opgangen, mens forældrene skændes.
Den konstante voiceover afslører dog også Joe som en af de mest selvfede, bedrevidende og helt igennem usympatiske hovedpersoner i nyere tid. Man er konstant indlagt til at høre, hvor overlegen han føler sig, og hvordan han mener, at Beck burde føre sit liv.
Om det er bevist, at seriens skabere har valgt at sætte fokus på mænds nedværdigende kvindesyn via Joe, er ikke til at sige, men det fungerer i hvert fald ikke. Joe er ganske enkelt utålelig.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Kort sagt:
Hovedpersonen i Netflix’ young adult-krimiserie har hovedet så langt oppe i røven på sig selv, at han er umulig at holde af.