Claire Denis er med titler som ’Beau Travail’, ’35 Shots of Rum’ og ‘White Material’ en af moderne europæisk filmhistories mest anerkendte instruktører. Sidste år fik hun kritikerros for ’Luk solskinnet ind’, franskmandens første komedie, og senere i år er Denis igen klar til at udvide repertoiret med sin første engelsksprogede film.
’High Life’ har Robert Pattinson i spidsen for et interessant cast, og den distribueres i samarbejde med selskabet A24, som de seneste år har sat standarden for indiefilm med udgivelser som ’Moonlight’ og ’The Florida Project’. Filmen har allerede opnået anerkendelse ved flere internationale festivaler, og den nye amerikanske trailer er endnu et tegn på, at vi har noget helt særligt i vente.
Et rumskib, der styrer mod et sort hul, er beboet af menneskehedens udskud og ledes af en læge med skumle motiver. Blandt dem er den unge mand Monte (Robert Pattinson), der med sit barn forsøger at overleve en tilværelse i total isolation. Der er lagt op til en ildevarslende fortælling om den menneskelige psyke, i hvad Variety har kaldt en »sexet rumthriller«.
Ud over Pattinson, der senest kunne ses i ’Good Time’, ses Juliette Binoche, der vender tilbage efter sit samarbejde med Denis i ’Luk solskinnet ind’, Mia Goth (’Suspiria’, ’Nymphomaniac’) og André Benjamin, bedre kendt som Andre 3000 fra Outkast.
’High Life’ har endnu ingen dansk premieredato.
Læs også: De 30 mest ventede film i 2019