’Weird City’: Jordan Peele tiltrækker stjerner på stribevis til gakket og genkendelig fremtidssatire på Youtube Premium

’Weird City’: Jordan Peele tiltrækker stjerner på stribevis til gakket og genkendelig fremtidssatire på Youtube Premium
Michael Cera i 'Weird City'.

Mens ’Black Mirror’ er blevet mere og mere opslugt af at spejle sig i sig selv, og aspiranten ’Philip K. Dick’s Electric Dreams’ på Amazon bakser med at bringe forfatterikonets tanker i dialog med vores tid, kommer Youtube Premiums lille, upåagtede ’Weird City’ og vender tilbage til udgangspunktet for blandingen af dystopisk og satirisk science fiction-antologi: Genkendeligheden.

’Marshmallow IPA’, lysdiæter og fodtøj med luft til midtertåen for god chakraenergi. Kender du typen? Hvad hvis jeg siger, at der i seriens ikke så fjerne fremtid er opstillet en grænse, der deler de rige og de fattige. Den sociale opdeling og medfølgende climbing danner ramme for de seks kvalitets- og væsensforskellige afsnit. Det er let satire over et pastelfarvet luftrige af millennial-generationens egocentrismer og åndelig stagnation a la Trump.

Skaberen Charlie Sanders har brugt år på at udtænke universet med nok mest symbolsk og pr-venlig støtte fra travle Jordan Peele, som Sanders samarbejdede med på det glimrende sketchshow ’Key and Peele’. Om ikke andet har Peeles navn medvirket til, at de 20-25 minutter lange afsnit har prominente udskejelser fra blandt andre Michael Cera, Rosario Dawson, Laverne Cox, Awkwafina, Gillian Jacobs og Steven Yeun.

‘Weird City’

Som i første afsnit, hvor en dating-app fører den unge hjerteknuser Dylan O’Brien (’Maze Runner’) og bedstefar Ed O’Neill (’Modern Family’) sammen til begges store overraskelse. Det udvikler sig til en sødmefyldt historie af samme romantiske lalleglæde som Farrelly-brødrenes 90’er-film og slutter som en befriende modgift til de opsplittende mørke kræfter i nutidens USA.

Ideen virker mindre klar i det følgende afsnit. Michael Cera spiller en øretæveindbydende rigmandssøn og social taber, hvis narcissisme og misforståede økofanatisme får lov til at udfolde sig i en fitnesskult. Det bliver klamt og grotesk, men er der nogen mening med galskaben?

I det hele taget bærer Sanders’ univers præg af forskellige verfremdungseffekter med karakterer, der belejligt dukker op ud af det blå eller bevidst overspiller, som var de taget ud af en soap eller politiserie. Det er fremmedgørende, ikke altid lige sjovt og sikkert røvanstrengende for nogle.

‘Weird City’

Trods den korte længde – cirka 25 minutter per afsnit – kører flere af historierne i ring eller afrundes forhastet uden bid. Seriens styrke ligger i den samlede universtænkning og de nedslag, der ved at afspejle vores kultur gør serien til et ofte interessant og binge-oplagt bekendtskab.

Bifigurer såsom den uduelige Dr. Negari (LeVar Burton) glider ind og ud af afsnittene og op og ned mellem de neonbelyste skyskrabere i overklassen og den brune almindelighed i underklassens forstadskvarterer.

Satiren bevæger sig ligeledes frem og tilbage mellem polariserende tendenser i det amerikanske samfund. I overklassen er fysisk samkvem på college erstattet med digital ’sexting’ med aubergine-emojis, og frat-lømlernes hazing består af komplimenter. Et mandebesjælet luksushus kan tolkes som toxic masculinity. Og så er der den privilegerede vennegruppe, som i afsnit fem afbryder deres selvsmagende brunchetiketter for at ’frelse’ en dreng fra den fattige side.

Undervejs ser vennegruppen ’Prestige TV’ – selvfølgelig en blanding af ’The Wire’ og ’Game of Thrones’ – der varsler sidste afsnit: Et meta-smørrebrød med Awkwafina og Yvette Nicole Brown fra ’Community’ som to seriekarakterer, der langsomt opdager, at deres liv er fiktion. Sanders udforsker med syrede reklameindslag et territorium, som plejer at være forbeholdt Adult Swim-genialiteter som ’Too Many Cooks’ og ’Rick and Morty’.

Her ender Sanders dog også i samme navlepillende opvisningsstil som ’Black Mirror’s Charlie Brooker.


Kort sagt:
Universopbygningen overgår de enkelte fortællinger i Youtubes fremtidssatire med stor nutidsforankring.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Læs også: De 15 bedste komedier på Netflix

Tv-serie. Hovedforfattere: Charlie Sanders og Jordan Peele. Medvirkende: Dylan O'Brien, Ed O'Neill, LeVar Burton, Rosario Dawson, Michael Cera, Laverne Cox, Steven Yeun, Gillian Jacobs, Awkwafina. Spilletid: 6 afsnit af cirka 25 min.. Premiere: Kan ses på Youtube Premium – de to første afsnit gratis, de resterende kræver abonnement
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af