Oscar-uddelingen holder Netflix inde i varmen trods Spielberg-pres

Oscar-uddelingen holder Netflix inde i varmen trods Spielberg-pres
Foto: Carlo Allegri/Getty Images

Det vakte debat, da ‘Roma’ tidligere på året kørte sig i stilling som en af favoritterne til en Oscar for bedste film. Alfonso Cuarons mesterværk var distribueret af Netflix, der gjorde en undtagelse fra deres gængse procedure og sendte filmen i udvalgte amerikanske biografer, før den udkom på deres egen tjeneste.

Det gjorde de blandt andet for at imødekomme Oscar-akademiets krav om, at en film skal køre i en kommerciel biograf i Los Angeles i mindst syv dage, før den får premiere online, for at kunne komme i betragtning til prisen.

Bag kulisserne blev det diskuteret, om akademiet fremover bør ændre reglerne for at presse Netflix, der ved at sende deres film direkte på streaming ikke tilpasser sig det vante Hollywood-økosystem, ud i kulden. Ingen ringere en Steven Spielberg, der sidder i akademiets såkaldte Board of Governors, blev via en talsperson citeret for, at han ville kæmpe for biografernes forrang og finde opbakning til et nyt blik på reglerne. Han har tidligere sagt, at film udgivet på streaming bør kandidere til tv-prisen Emmy frem for Oscar.

Nu har The Board of Governors så holdt deres ventede møde, og beslutningen blev, at man… ikke ændrer noget. Lige nu i hvert fald.

Således undlod bestyrelsen, hvori også danske Susanne Bier sidder, at forlænge kravet til, hvor længe en film skal køre i biografen for at komme i spil til en Oscar.

»Vi støtter biografoplevelsen som integreret i oplevelsen af film, og det vejede tungt i vores diskussioner«, sagde akademiets præsident John Bailey efter mødet ifølge Deadline.com.

»Vores regler kræver lige nu biografvisninger og tillader også et bredt udvalg af film at blive tilmeldt til Oscar-overvejelse. Vi planlægger at undersøge de dybe forandringer, der sker i vores industri, yderligere og fortsætte vores diskussioner med vores medlemmer omkring disse emner«, fortsatte han.

Steven Spielberg var ikke til stede ved mødet. I en udtalelse til New York Times siger han, at han støtter streaming, men at han også anser det for utroligt vigtigt, at biograferne overlever og bliver ved med at være en relevant del af vores kultur.

Ved næste års Oscar kan Netflix dog så uden problemer fortsætte modellen fra sidste succesen med ‘Roma’. Mere tvivlsomt er det, om de vil have en film med lige så stor tilslutning i Hollywood, om end de utvivlsomt håber på, at Martin Scorseses ‘The Irishman’ vil blive en stærk Oscar-kandidat.

Læs også: Steven Spielberg går i Oscar-krig mod Netflix – men han har en tabersag

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af