OBS: Artiklen blev i sin tid publiceret før premieren på ‘Luca’ i sommeren 2021, der dermed ikke optræder på listen.
I begyndelsen af 1980’erne blev animatoren John Lasseter fyret af Disney, fordi de konservative kræfter, der trak i trådene, følte sig truet af hans ambitioner om at revolutionere den klassiske tegnefilm ved hjælp computeranimation.
I 1995 lavede han verdens første computeranimerede spillefilm, ’Toy Story’.
Resten er, som man siger, historie. Og mens Lasseters egen siden er blevet plettet af en MeToo-sag, der kostede ham jobbet, har Pixars været et regulært eventyr. Der har været bølgedale undervejs, men 26 år senere og 23 film senere, og på bagkant af det jazzede syretrip ‘Sjæl’, ligner Pixar et filmstudie på toppen af deres kreative kræfter.
At forsøge at rangordne samtlige Pixars film er et vovet foretagende, dels fordi niveauet er så tårnhøjt, at det vil være marginaler og subjektive skøn, der afgør de enkelte placeringer, dels fordi mange har stærke følelser for deres favoritfilm, som man let kan komme til at træde på.
Betragt derfor ikke det følgende som en facitliste, men som en kærlighedserklæring til Pixars forunderlige filmunivers og en invitation til at diskutere, genkalde og gense disse elskede film. Jeg lavede oprindeligt listen tilbage i 2015, og siden er den blevet revideret flere gange – senest med en ny etter. Undervejs er listen desuden vokset fra en top 10 til en komplet rangering af alle 23 Pixar-film.
Lad os begynde.
23. ‘Biler 2’ (2011)
Opfølgeren til den undervurderede ‘Biler’ (2006) er et kunstnerisk lavpunkt i Pixars portfolio, en film hvis primære eksistensberettigelse øjensynligt er at sælge endnu flere legetøjsbiler og andet merchandise. Det var samtidig den første – og til dato heldigvis eneste – direkte dårlige film fra Pixars hånd.
Til instruktør og Pixar-grundlægger John Lasseters forsvar skal det siges, at filmen ikke blot følger blindt i etterens hjulspor – tværtimod. Det begynder med et sceneskift, da racerbilen Lynet McQueen (Owen Wilson) rejser til Japan og Europa for at deltage i et verdensomspændende grandprix, da hans joviale sidekick Bumle (Larry the Cable Guy) bliver fedtet ind i en speget spionagesag, som forvandler filmen til en slags James Bond-pastiche.
Det er ikke ukreativt for en film, som ellers mest er lavet af kommercielle hensyn, men originalitet og kvalitet er som bekendt to forskellige ting, og ‘Biler 2’ kører helt af sporet i en rodet og retningsløs historie, som i øvrigt (ligesom etteren i øvrigt) er mindst 20 minutter for længe om at komme i mål. Og så er Bumle, der i etteren balancerede lige på den rigtige side af den tynde sti mellem underholdende og enerverende, øretæveindbydende irriterende i en rolle, der er alt for stor til en comic relief-karakter, hvis jokes og ordspil er så onkelagtigt platte, at det til tider næsten er pinligt.
‘Biler 2’ fulgte efter den mesterlige ‘Toy Story 3’, der på mange måder havde føltes som en cirkelslutning for animationsstudiet, og den indvarslede en langt mindre inspireret epoke, hvor film som ‘Modig’, ‘Monsters University’ og ‘Biler 3’ såede tvivl om, hvorvidt Pixar havde mistet magien. Heldigvis viste de dystre forudsigelser sig ikke at holde stik.
22. ‘Modig’ (2012)
Den første kvindelige hovedperson og Pixars første regulære eventyr med en historie dybt forankret i skotsk middelalderfolklore. På papiret lød ‘Modig’ (2012) som et tiltrængt frisk pust.
Desværre er der ikke ret meget i selve filmen, som fungerer. Den modvillige prinsesse Merida er en fyrig, flammehåret heltinde, men hun er det i en historie, som både er tynd og temmelig bizar: en skovheks forvandler Meridas mor til en umælende bjørn ved hjælp af en forhekset kage, og Merida er nu i et kapløb mod uret for at omgøre forbandelsen ved hjælp af, du gættede det, kærlighedens magi.
Pixar excellerer i at skabe film, der både taler til børn og voksne, men ‘Modig’ rummer hverken de følelsesmæssige dybder eller den varme humor, som har gjort Pixars bedste så skattede.
21. ‘Biler 3’ (2017)
‘Biler 3’ (2017) er bedre end sit rygte og bedre end den mislykkede toer i Pixars mest malkede franchise. Bumle er tilbage i en birolle, hvor han hører hjemme, og historien returnerer til racerbanen, hvor en efterhånden aldrende Lynet McQueen har svært ved at følge med sin nye rival Jackson Storm (Armie Hammer), og hvor McQueens kvindelige træner Cruz Ramirez ender med at spille en uventet hovedrolle.
‘Biler 3’ er langt fra peak Pixar, og der bliver ikke taget mange chancer i filmen, som lægger sig i etterens plotspor og nostalgiske rytme. Men den fræser drevent igennem sit plot som en rutineret racerbil, og slutningen har en melankolsk klangbund, der binder en net sløjfe på trilogien.
20. ‘Græsrødderne’ (1998)
‘Græsrødderne’ var Pixars svære toer efter ‘Toy Story’, og skønt den langt fra nåede samme klassikerstatus (endsige kvalitet), så beviste den, at Pixar ikke var noget one-hit wonder.
Det mest mindeværdige ved ‘Græsrødderne’ er måske historien bag filmen, som var en del af en bitter fejde mellem filmstudierne Pixar og DreamWorks, der blot en måned forinden udgav ‘Antz’, som havde en næsten identisk historie om det usynlige liv i en insektkoloni.
Hvis man skal tro Pixar-grundlægger John Lasseters udlægning, så stjal DreamWorks-grundlægger Jeffrey Katzenberg idéen, som han havde overhørt i sin tid som højtstående Disney-medarbejder. Lasseter og Pixar-medstifter Steve Jobs var begge rasende på Katzenberg, og som en hævnakt nægtede Disney at skubbe premieren på ‘Græsrødderne’ for at undgå direkte konkurrence med DreamWorks-filmen ‘Prinsen af Egypten’ – noget som ellers er kutyme, når to film henvender sig til den samme veldefinerede målgruppe.
Selvom ‘Antz’ kom ‘Græsrødderne’ i forkøbet, så endte sidstnævnte alligevel som den klart største box office-succes, der beseglede Pixars position som de nye konger af animationsfilmen. Personligt foretrækker jeg ‘Antz’, der er lidt mere voksen og kantet i komikken, mens ‘Græsrødderne’ er en af de mere børnede film i Pixars katalog.
19. ‘Den gode dinosaur’ (2015)
Børnet er også ‘Den gode dinosaur’ (2015), som finder sted i en alternativ virkelighed, hvor dinosaurerne aldrig uddøde.
Hovedpersonen er en lille langhals ved navn Arlo, som mister sin far i en ulykke i begyndelsen af filmen, men i stedet møder en huledreng. De knytter et bånd og må sammen forsøge at klare sig i den farefulde verden.
Det er en sød, simpel og familievenlig historie, men ser man bort fra de fantastisk flotte landskaber, er det også en ret forglemmelig film.
‘Den gode dinosaur’ blev i øvrigt Pixars første box office-flop. Hvis man medregner marketingudgifterne, mistede Disney over en halv milliard kroner på filmen, inden den kom på dvd og streaming og reddede lidt af det tabte hjem.
18. ‘Monsters University’ (2013)
Pixars guldalder i slutningen af 00’erne blev efterfulgt af deres hidtil eneste kreative dødvande. Efter ‘Toy Story 3’ var det pludselig, som om den kreative tænketank, den såkaldte Brain Trust, endelig var tømt for idéer.
Derfor var kritikerne på forhånd på vagt over for ‘Monsters University’, en prequel til ‘Monsters, Inc.’. Og måske derfor fik filmen en lidt hårdere medfart, end den fortjente.
‘Monsters University’ er ikke nær så god som ‘Monsters, Inc.’, men det er en sjov, hyggelig og kulørt film, som udvinder noget af den samme nostalgi som ’Toy Story 3’ i gensynet med skræmmekumpanerne Mike og Sulley.
Inden de gjorde karriere hos Monsters Inc., var de to monstre bitre rivaler på college. Sulley (en veloplagt John Goodman) er naturtalentet med det respektindgydende efternavn, mens Mike (en endnu mere veloplagt Billy Crystal) er den dedikerede stræber, der kan al teorien baglæns, men som har et uoverstigeligt handicap: Han er bare ikke særlig skræmmende.
Plottet, centreret om en ‘Revenge of the Nerds’/’Goblet of Fire’-agtig campuskonkurrence, er uoriginalt, men velfungerende, og mens bifigurerne står svagt, står budskabet til de små stærkt: Du får ikke alting forærende her i livet, og det er ikke altid, dine drømme går i opfyldelse.
17. ‘Fremad’ (2020)
Magiske væsner, der lever kedelige forstadsliv og har droppet at lave magi, fordi teknologien alligevel har overflødiggjort den. Det er omdrejningspunktet i ‘Fremad’, hvor vi følger to alfebrødre, Ian og Barley, der drager ud på det, man i spilverdenen ville kalde et fetch quest: De skal finde og hente en magisk genstand, som måske kan bringe deres afdøde far helt tilbage, nu hvor de allerede har genoplivet halvdelen af ham (jep).
‘Fremad’ føles som sådan en film, der kunne være blevet fremragende, men næsten symbolsk udebliver den særlige Pixar-magi for det meste. Filmen har både idérigdom og humor, men hverken historien eller figurerne løfter sig helt derop, hvor man kunne have håbet.
Filmen udkom få uger, før corona lukkede det meste af verden ned, og blev derfor Pixars suverænt største box office-skuffelse.
16. ‘Biler’ (2006)
‘Biler’ har fået et dårligt ry, muligvis på grund af de to underlødige efterfølgere. Men den første film er altså en aldeles underholdende affære med en spændende historie, gode bifigurer og noget så sjældent i Pixar-regi som en usympatisk hovedperson, der lærer en lektie eller to om ydmyghed og værdien af venskaber, som filmen skrider frem.
Lynet McQueen (Owen Wilson) er en talentfuld, men også vildt arrogant og selvisk racerkører i en menneskeforladt verden befolket af antropomorfe biler (man venter stadig på den dystopiske prequel, hvor de kunstigt intelligente biler pludselig vender sig mod menneskene og kører os alle sammen ned).
På vej til sæsonens sidste løb i den prestigiøse Piston Cup triller han sovende ud af den lastbil, der skal transportere ham og befinder sig pludselig i en øde ørkenby, Radiator Springs. Byens indbyggere, som blandt andre tæller bryske Doc Hudson (Paul Newman) og underfrankerede Bumle (Larry the Cable Guy), lægger forhindringer på McQueens vej, men de giver ham også de indsigter, han har brug for, hvis han skal hjemtage pokalen.
Det midterste akt i Radiator Springs kører en lille smule i tomgang og gør filmen lidt længere, end den behøvede at være, men ellers er der ikke meget at udsætte på ‘Biler’. Det er dog ikke filmmagi, som når Pixar er allerbedst.
15. ‘Find Dory’ (2016)
Hvor sjov Ellen DeGeneres’ glemsomme kirurgfisk Dory end var i ‘Find Nemo’ (og hun var rigtig sjov), så var hun aldrig nogen oplagt hovedperson. Så da hun fik sin egen film i en efterfølgertil ‘Find Nemo’, der ellers ikke behøvede nogen, lugtede det lidt af, at Disney gerne ville sælge bamser ved at genoplive nogle af Pixars mest elskede karakterer. Men Andrew Stanton, som også instruerede ‘Find Nemo’, fandt usete dybder i Dory, som samtidig var nøjagtigt lige så skæg som i den første film.
‘Find Dory’ vinder ikke point for originalitet. Plottet minder til forveksling om historien i ‘Find Nemo’. Dengang skulle Marlin og Dory finde Nemo – og nu skal Marlin, Nemo og Dory finde Dorys forældre. Og hvor Nemo blev taget til fange i den første film, så bliver Dory det i denne. Samtidig har den fantastisk smukke undervandsverden ikke helt samme wauw-effekt ved gensyn.
Men især takket være Ellen DeGeneres hører filmen ligesom etteren til blandt Pixars sjoveste, og så er den langt mere rørende, end jeg havde forventet.
‘Find Dory’ overgik i øvrigt sin forgænger i biograferne, hvor den indtjente over en milliard dollars som en af kun fire Pixar-film (de andre er ‘Toy Story 3 og 4’ samt topscoreren ‘De Utrolige 2’).
14. ‘Monsters, Inc.’ (2001)
Jeg ved det: Det er langt nede at placere en animationsklassiker, men vi er på vej ind i Peak Pixar, og konkurrencen om pladserne er ubønhørlig.
‘Monsters, Inc.’, vores første møde med skræmmeduoen Mike og Sulley, var Pixars fjerde film og den første, der etablerede sit helt eget univers efter mikrokosmosset i ’Toy Story 1 og 2’ og ’Græsrødderne’.
Her er Sulley, med Mike som træner, topskræmmeren hos Monsters Incorporated, som specialiserer sig i at sende monstre ind i børns soveværelser for at skræmme dem, så man kan udvinde deres skrig og omsætte dem til elektricitet.
En dag får Sulley uforvarende lukket en lille pige ind i Monsters Inc., som dermed bliver sat i højeste alarmberedskab. For der er intet, monstre frygter lige så meget som mennesker. Sulley opdager dog efterhånden, at pigen ikke er spor farlig og sætter sig for at hjælpe hende sikkert hjem. Men den listige rival Randall har skumle planer.
Ligesom ’Toy Story’ sprudler ’Monsters, Inc.’ af idéer og fortælleglæde og er fyldt med sjove gags. Men skal man være pernitten – og det er man nødt til for at rangordne disse lutter herlige film – så lever den først og fremmest højt på sin lidt letkøbte babynuttethedsfaktor, og der opstår ikke de samme øjeblikke af ren filmmagi, som der gør højere oppe på listen. Til gengæld er Billy Crystal hylesjov som Mike.
‘Monsters Inc.’ tabte i øvrigt til ‘Shrek’ i kampen om den første Oscar nogensinde for bedste animationsfilm.
13. ‘Toy Story 4’ (2019)
Det var med afmålte forventninger, at jeg gik ind i biografsalen for at se ‘Toy Story 4’. På den ene side syntes jeg, at treeren havde bundet en så perfekt sløjfe på trilogien, og faktisk hele Pixars filmografi indtil da, at det var en skam at binde den op igen. På den anden side tænkte jeg også, at Pixar aldrig ville lave en dårlig ‘Toy Story’-film.
De forventninger blev, på godt og ondt, bekræftet. Nej, selvfølgelig ville Pixar aldrig lave en dårlig ‘Toy Story’-film. Og nej, ‘Toy Story 4’ formåede aldrig at overbevise mig om, at der var brug for den.
Det er en fin film. Forky/Gafli, en levendegjort spork, der stadig opfører sig som affald (et callback til Buzz, som i den første film nægtede at indse, at han var et legetøj), er en sjov tilføjelse til slænget, som sammen med Woody bliver taget til fange i en antikvitetsforretning af porcelænsdukken Gabby Gabby og hendes supercreepy håndlangere. Og så er scenen ellers sat for endnu en redningsmission.
På den måde ender plottet med at følge det samme fodspor som de tre forgængere, og det samme gælder for den bittersøde slutning, som – hvor rørende den end er – på mange måder bliver en reprise af de følelser, som ‘Toy Story 3’ vakte. ‘Toy Story 4’ ender således som den klart svageste af ‘Toy Story’-filmene, men selv den svageste ‘Toy Story’-film er stadig langt bedre end de fleste film.
12. ‘De Utrolige 2’ (2018)
Længe før Marvel overtog verdensherredømmet, lavede Brad Bird noget nær den ultimative superheltefilm med ‘De Utrolige’ (2004). 14 år senere vendte han tilbage og beviste, hvor skabet skal stå.
‘De Utrolige 2’ er en imponerende efterfølger, der bærer alle etterens kvaliteter: Medrivende actionsekvenser, en tempofyldt historie, der vender om på vores forventninger og et opbud af veltegnede figurer, som alle bringes i spil på en måde, der føles sømløs og naturlig.
I hvad, der føles som et friskt pust for filmen, bliver husmoder Elastigirl (Holly Hunter) forfremmet til plottets omdrejningspunkt, da hun bliver bedt om at medvirke i en række propagandafilm, som (officielt) skal genoprette superheltenes ry, efter at deres heltedåd er blevet ulovliggjort, men som selvfølgelig dækker over et langt mere lyssky forehavende. Imens giver Mr. Incredible den som søvnig stay-at-home dad, der kommer på sit livs styrkeprøve i skikkelse af den balstyriske baby Jack-Jack, som er leveringsdygtig i nogle af Pixars sjoveste scener til dato.
Ligesom sin forgænger er ‘De Utrolige 2’ blandt de bedste superheltefilm nogensinde, også selvom skurken står en smule svagere end Syndrome fra den første film, ligesom plottet ikke helt har etterens ekstra gear.
11. ‘Coco’ (2017)
Efter en nærmest mirakuløs stime i slutningen af nullerne med ‘Ratatouille’, ‘WALL-E’, ‘Up’ og ‘Toy Story 3’ var det noget mere hit-and-miss fra Pixar i 10’erne. Prequels og sequels af varierende kvalitet prægede portfolien, og selv de originale film havde ikke samme træfsikkerhed som tidligere – som placeringerne af ‘Modig’ og ‘Den gode dinosaur’ på denne liste vidner om.
Og da ejerne Disney, under den nu fyrede Pixar-grundlægger John Lasseters ledelse, samtidig var kommet særdeles stærkt igen med succeser som ‘Vilde Rolf’, ‘Frost’ og ‘Vaiana’, var Pixars stjerne falmet en smule.
Men ingen kan få voksne til at vræle som Pixar, og de fik mig igen med ‘Coco’, en næsten-musical om den 12-årige Miguel, der drømmer om at blive musiker ligesom sin berømte tipoldefar, men ikke må spille for sin brøsige bedstemor.
Under fejringerne af den mexicanske højtid De Dødes Dag sniger han sig ind og stjæler en guitar fra sin berømte tipoldefars gravmæle, så han kan deltage i et talentshow. Men så snart han slår strengene an, bliver han transporteret til de dødes parallelverden. Her møder han sine skeletterede forfædre og må nu opklare et mørklagt mord og forsone en stædig familiefejde mellem levende og døde for at komme hjem igen.
Plottets centrale twist er ikke spor overraskende, men sangene er catchy, billederne smukke, og det respektfulde og farvemættede portræt af mexicansk kultur gør Miguels deroute i dødsriget til en spillevende fornøjelse. Og slutningen, hvor Miguel ‘vækker’ sin demente oldemor med den sang, hendes far plejede at synge for hende, er vintage Pixar.
10. ’Toy Story’ (1995)
‘Toy Story’, Pixars første film, blev en veritabel game-changer, da den udkom i 1995. De tredimensionelle animationer gav liv og dybde til billederne, og figurernes mimik og gestik blev langt mere detaljeret. Med DreamWorks i hælene lykkedes det Lasseter og Pixar at revolutionere genren og udkonkurrere den klassiske tegnefilm.
Med nogen forsinkelse lagde også Disney sig i Pixars slipstrøm i begyndelsen af nullerne, og siden opkøbte man animationsstudiet, som man hidtil havde været distributør for. John Lasseter blev kreativ leder for begge studier, indtil han forlod Disney på grund af en MeToo-sag i 2018.
26 år senere er ‘Toy Story’ mindre visuelt overrumplende. Tidens tand har sat sig tydeligere end i nogen andre af Pixars film, og billederne fremstår ikke helt så sprøde og levende som i filmens efterfølgere – selv i forhold til den fire år yngre toer er forskellen tydelig.
’Toy Story’ var imidlertid ikke blevet den klassiker, den er i dag, hvis den ikke også bød på en uimodståeligt fantasifuld, velfortalt og original historie befolket af nogle af de mest ikoniske animerede karakterer i filmhistorien. Og dén historie er præcis lige så gribende som dengang.
Cowboyen Woody (Tom Hanks) er Andys yndlingslegetøj, og alt ånder fred og idyl på børneværelset, indtil Andy i fødselsdagsgave får en space ranger ved navn Buzz Lightyear (Tim Allen), som i modsætning til sine nye værelseskammerater ikke aner, at han er et legetøj.
Woodys status som Andys favorit er nu truet, og hans plan om at sætte Buzz ud af spillet slår grueligt fejl, da de begge ender i kløerne på Andys sadistiske nabo Sid, der får et kick ud af at lemlæste sit legetøj. Woody og Buzz må nu arbejde sammen for at flygte i et mindeværdigt klimaks, hvor Buzz må erkende, at han som legetøj ikke kan flyve, men så kan han til gengæld falde … med stil!
’Toy Story’ introducerer det fantastiske univers med legende overskud, og det vidner om Pixars fabelagtige track record, at jeg må placere den helt hernede. Men det er, som om alle filmens kvaliteter bliver forfinet og forædlet i de to første efterfølgere.
9. ’Find Nemo’ (2003)
Pixar har aldrig været bange for at tackle tunge temaer, og vi skal kun få minutter ind i ’Find Nemo’, før idyllen brister for de to forelskede klovnefisk Marlin og Coral. En barracuda går til bagholdsangreb og slår Marlin bevidstløs, og da han vågner igen, er Coral væk sammen med alle på nær ét af de æg, hun havde lagt.
Det lille beskadigede æg bliver til Nemo, som fødes med en underudviklet finne og følgelig bliver en svag svømmer. Klog af skade er Marlin ekstremt overbeskyttende over for det eneste, han har tilbage, og en tidlig, kær scene mellem de to gør det endnu mere hjerteskærende, når han uvægerligt støder sin eventyrlystne søn fra sig.
Da Nemo i trods svømmer væk fra det trygge koralrev, bliver han fanget af en gruppe dykkere og ender i et akvarium. Hans frygtsomme far sætter efter og teamer op med Dory (en edderskæg Ellen DeGeneres), en godhjertet kirurgfisk med korttidshukommelsestab. Undervejs på deres fantastiske redningsmission støder de blandt andet på en terapigruppe for tre hajer, der forsøger at undertvinge deres blodtørst.
Da filmen udkom i 2003, var den Pixars mest visuelt imponerende siden ’Toy Story’. Den har siden vist sig at være en af deres mest populære, og med både en af de sødeste (Nemo) og sjoveste (Dory) karakterer i portfolien, medrivende actionsekvenser og en rørende far/søn-fortælling om at miste og komme videre, forstår man godt hvorfor.
8. ’Ratatouille’ (2007)
På papiret er ’Ratatouille’ en af Pixars mindst børnevenlige film: Den har en rotte i hovedrollen og er først og fremmest en hyldest til Paris og dens kunst, kultur og køkken.
Men som bevis på, at Pixar slet og ret ikke kunne træde forkert i denne periode, blev filmen et hit hos både kritikere og biografgængere af alle aldre, fordi den med sin fusion af fysisk humor og høje tanker er et skoleeksempel på Pixars mesterskab: Evnen til at vikle et ekstra, indforstået ’voksenlag’ uden om en lettilgængelig, sjov og charmerende børnefilm.
Rotten Remy er ikke som sine artsfæller – han går rundt på bagbenene af hygiejniske hensyn, og så er han stærkt fascineret af finere madlavning, ikke mindst den afdøde mesterkok Auguste Gusteau og hans mantra: Alle kan lave mad.
Da Remy og hans slæng må rømme deres rotterede, bliver han skilt fra sin familie og ender ad omveje i køkkenet på Gusteaus restaurant, hvor han redder en suppe, som den nys ansatte køkkenkarl Alfredo Linguini har forpurret.
Linguini opdager og fanger Remy, men de to indgår et samarbejde og finder ud af, at Remy kan styre Linguinis bevægelser som en marionet ved at sidde under kokkehuen og hive ham i håret. Snart er Linguini det hotteste gastronomiske navn i hele Paris, men desværre er det ikke alle, der bryder sig om at få sin ratatouille tilberedt af en rotte.
Hvis man skal kritisere Pixar for noget, er det, at deres film har det med at ligne hinanden, men ’Ratatouille’ er en af de mest særegne i bunken både visuelt og narrativt. Det er også en af de flotteste, fra de hæsblæsende actionscener til de pittoreske Paris-portrætter, og så er slutningsmonologen rørende flot skrevet: »Not anyone can become a great artist, but a great artist can come from anywhere«.
7. ’De Utrolige’ (2004)
Der er mange bejlere til titlen som historiens bedste superheltefilm. På mange måder føles Brad Birds ’De Utrolige’ med sin cocktail af kæk komik og buldrende actioncrescendo faktisk som en forløber for Marvels Cinematic Universe, og instruktør Brad Bird klarede siden overgangen til live-action-action i overlegen stil med ’Mission Impossible: Ghost Protocol’.
Bird, Lasseters klassekammerat fra California Institute of the Arts, var den første instruktør, Pixar hentede ind udefra, og hvor de fleste af deres film bliver til i en kollektiv udviklingsproces, var ’De Utrolige’ i høj grad Birds eget projekt og hjertebarn. Han er eneste krediterede instruktør og forfatter på den (ligesom på toeren, i øvrigt), og resultatet er en mindre nuttet og mere satirisk film, som ikke bruger den samme dramaturgiske støbeform, der kan blive lidt gennemskuelig, når man høvler 14 Pixar-film af på en uge, sådan som jeg har gjort til denne artikel.
Superheltene er især inspireret af De Fantastiske Fire tilført prægnant familiesymbolik – den overbebyrdede mor til tre kan forlænge sine arme, manden i huset er stærk som en bulldozer, den humørsyge teenagedatter kan gøre sig usynlig, og spirrevipsønnen er rap som lynet. Til plottet har Bird især skelet til ’Watchmen’: Regeringen har iværksat et resocialiseringsprogram for superhelte, efter at staten var blevet overlæsset med erstatningssager for følgeskader, så nu leger Mr. Incredible og Elastigirl far, mor og børn med kedeligt kontorjob og hverdagstrummerum.
Ikke et liv for en superhelt, så Mr. Incredible springer til uden tøven, da den mystiske Mirage tilbyder ham en mission. Men han vader direkte ind i en fælde, og inden længe må også Elastigirl og børnene Dash og Violet trække i den stramme røde dragt og komme farmand til undsætning.
’The Incredibles’ er proppet med udstyrsstykker, der gør ’The Avengers’ rangen stridig. Specielt scenen hvor Dash flygter fra en gruppe håndlangere er vanvittigt flot eksekveret. Og så har Brad Bird et imponerende greb om sine mange karakterer, hvis kræfter og karaktertræk introduceres timet og taktfast i en historie, der suser af sted en skæg og spændende rutsjebanetur. Men som måske ikke har heeelt samme emotionelle vægt som Pixars aller-allerbedste.
6. ’Toy Story 3’ (2010)
11 år efter at vi forlod Woody, Buzz og alle de andre er en næstenvoksen Andy på vej på college. Han pakker Woody i sin kuffert (og dømmer dermed sig selv til mange års mobning), mens resten af legetøjet ryger i en kasse tiltænkt loftet.
Andys mor misforstår ham imidlertid og stiller kassen med Buzz, Jessie og kompagni ud til skrald. Vrede over at blive vraget flygter de og drager mod børnehaven Sunnyside Daycare, hvor de møder den vennesæle teddybjørn Teddy/Lotso.
Ved første øjekast ligner Sunnyside Daycare et legetøjets utopia – man bliver leget med dagen lang og bliver aldrig kasseret, fordi der hele tiden kommer nye børn til. Men Teddy viser sig at være en koldhjertet tyran, der i virkeligheden holder Buzz og de andre som gidsler på legerummet for de mindste børn, som er alt for voldsomme ved legetøjet. Woody kommer vennerne til undsætning og sætter endnu en flugtplan i værk.
Treerens plot suser ikke helt så sømløst af sted som toerens, men filmen emmer af varme, opfindsomhed og en ægte kærlighed til materialet, og figurerne og er samtidig seriens sjoveste med Barbie og Ken samt en spansktalende Don Juan-Buzz som komiske pletskud.
Og slutningen! Fra øjeblikket hvor Woody og Buzz tager hinanden i hænderne og går døden i møde i smelteovnen, og frem til den sidste, lange blikudveksling mellem Woody og Andy, sagde en hel generation af næstenvoksne, der var vokset op med ’Toy Story’-filmene, endegyldigt farvel til deres barndom. Mens de flæbede som en lille baby. Det kan godt være, at nostalgi er noget, vi selv fylder i ting, men ’Toy Story 3’ vrider hver eneste lille tåre ud af den.
Da jeg oprindeligt lavede denne liste, inden ‘Toy Story 4’ udkom, havde jeg ‘Toy Story 3’ helt oppe i top-3, og det er uretfærdigt at degradere filmen på den baggrund. Men at treerens perfekte finale ikke længere er det sidste punktum for Woodys, suger i mine øjne en smule kraft ud af den. Desværre.
5. ‘Sjæl’ (2020)
Pixar har før udfordret både de små og store seere med alvorlige temaer og filosofisk tankegods, men ‘Sjæl’ er måske studiets dristigste projekt til dato: En jazzet, psykedelisk og eksistentialistisk meditation over livet og døden med en midaldrende jazzpianist i hovedrollen.
Ligesom i ‘Inderst inde’ demonstrerer instruktør Pete Doctor en uforlignelig evne til at sætte billeder på abstrakte fænomener, og det spraglede syretrip, der begynder, da Joe (Jamie Fox) dratter i døden, bedst som han havde fået sit big break, byder på nogle af de mest originale og finurlige scener, Pixar har kreeret. Joe bliver gjort til sjælelig vejleder for den spæde sjæl 22, som lider af akut livslede, og et senere sjælebytte mellem de to giver mange grin tilbage på Jorden.
Det er en af de film, hvor man næsten kan mærke, hvordan brainstormen bag er eksploderet i idéer, som alle bliver bragt til live på opfindsom, morsom og eftertænksom vis. Karaktererne er ikke blandt Pixars mest uforglemmelige, og måske er det dét, der ved flere gensyn vil få ‘Sjæl’ til at glide lidt længere ned ad listen. Men når det handler om filmens koncept, budskab, idéer og visuelle stil, har Pixar aldrig været mere ambitiøse. Og sjældent bedre.
4. ‘Inderst inde’ (2015)
‘Inside Out’ føles som en film, som kun Pixar kunne have lavet.
Den er bygget op over et simpelt tankeeksperiment: Hvad foregår der inde i hovedet på et barn?
I hænderne på mange andre filmselskaber ville det sikkert være blevet en fortænkt og alt for konceptuel øvelse. Men Pixar forløser filmen med den empati, varme og fortælleglæde, som de nærmest har patent på.
Idéen er lige så enkel, som den er genial: Inde i hovedet på pigen Riley bor hendes fem legemliggjorte følelser: Glæde, Triste, Vrede, Frygt og Afsky. De administrerer Rileys humør og minder, og det kører bare. Men da den før så tilbageholdende Triste pludselig begynder at formørke Rileys sind, udbryder der en magtkamp mellem Glæde og Triste, som får alvorlige konsekvenser.
For at rette op på den skade, de har forvoldt, må Glæde og Triste nu arbejde sammen. Undervejs lærer de en vigtig livslektie: Uden sorg, ingen glæde.
‘Inside Out’ minder en del om ‘Toy Story’ i måden, den omsætter en klar og ren idé til en sjov, vedkommende og fantasifuld historie. Og trods deres i sagens natur begrænsede følelsesregister holder man både af og med Glæde, Triste og de elskelige bifigurer. Hver gang jeg ser scenen, hvor Bing Bong ofrer sig selv, så tudbrøler min indre Triste.
Bonusinfo: Filmen er blandt andet inspireret af den ensomhed, som instruktøren Pete Doctor oplevede, da han som barn flyttede til Danmark sammen med sine forældre.
3. ’Toy Story 2’ (1999)
’Toy Story 2’ var oprindeligt tænkt som en af de ’direkte-på-dvd’-efterfølgere, der plejer at blive noget bras, men Disney, som distribuerede filmen, var imponerede af Pixars arbejde og besluttede at forlænge og forstørre filmen til biograferne. Pixar selv var dog ikke nær så begejstrede, og med kun ni måneder til deadline valgte de nærmest at starte forfra. Folk arbejdede 60+ timer om ugen, og en tredjedel af de ansatte gik ned med stress, men filmen blev lige nøjagtigt færdig i tide. Og nærmest mirakuløst havde Pixar formået at sammenflikke en film, der overgik den ekstremt populære forgænger.
Toeren bryder med etterens buddy film-koncept ved at skille Woody og Buzz ad. Woody bliver kidnappet af den skruppelløse legetøjssamler og -sælger Al McWhiggin, der planlægger at sælge ham til et legetøjsmuseum i Tokyo. Woody viser sig nemlig at være et værdifuldt samlerobjekt, som i 1950’erne havde sin egen tv-serie. Seriens andre karakterer, Jessie, Stinky Pete og Woodys trofaste hest Bullseye, er ligeledes en del af Als samling og glæder sig til at skulle på udstilling, og efterhånden bliver også Woody tændt på ideen om at være til evig skue og beundring frem for at blive gemt væk i en kasse, når Andy bliver voksen.
I mellemtiden drager Buzz, Mr. Potato Head, Hamm, Rex og Slinky af sted mod Als legetøjsforretning for at befri Woody. Her opstår der forviklinger, da både en ny Buzz Lightyear og hans ærkefjende Zurg slippes ud af deres æsker, hvilket kulminerer i et par lårklaskende ’Star Wars’-referencer.
Det er det bedst pacede og tilrettelagte plot i trilogien, og filmen formår at udbygge universet uden at give afkald på etterens nærhed og tematiske tyngde. Ikke mindst birollerne vokser i toeren, og Jessies dybfølte sang ’When Somebody Loved Me’ om at blive glemt og forladt af den, man holder af, fremført med sagte sarte knæk af Sarah McLachlan, har fået mangt en familie til at slås om kleenexerne.
2. ’Op’ (2009)
De første 10-15 minutter af ’Op’ er det bedste, Pixar nogensinde har skabt. Simpelthen. De små og store øjeblikke i et livs parløb kondenseret til fire minutters montage: Brylluppet og husbyggeriet, picnic og dagdrømmeri under skyerne, hyggelæsning hånd i hånd i hver sin lænestol, drømme der tager form, drømme der brister, og endelig sygdommen der river Carl Fredricksens elskede Ellie fra ham. Akkompagneret af Pixars hofkomponist Michael Giacchinos lette, vuggende vals, og med et slutteligt sugar punch i form af Ellies afskedsbrev til Carl: “Thanks for the adventure – now go have a new one.”
’Find Nemo’ åbnede på en lignende måde, men her tør Pixar vise, hvad man selv måtte inferere dengang: Døden. Her ikke som en pludseligt indtruffen tragedie, men som en naturlig følge af livets forgængelighed. Ikke en sjæl går uberørt fra ’Op’s anslag.
Der er dem, der mener, at filmen taber højdemeter, så snart den gnavne gamle mand stiger op mod skyerne og sætter kurs mod vivens drømmedestination Paradise Falls med den ukuelige spejderdreng Russell som ubuden gæst.
Og selvfølgelig kan det kun gå ned ad bakke efter en af de fineste (animerede) scener i filmhistorien, men så drastisk er faldet slet ikke. Historien er særdeles godt skåret med mange sjove indslag, ikke mindst fra hundeflokken med stemmebånd, der gengiver deres tanker helt ufiltreret. Man undrer sig måske over, at Charles Muntz kan være så rørig i en alder af mindst 90-100 år, men okay, hvis man kan tro på flyvende huse og talende hunde…
Som alle Pixars film er ’Op’ en fryd for øjet, og man fornemmer en særlig kælen for detaljen i kompositionerne. Hvor mange animationsfilm tænker på at lade hovedkarakterens skægstubbe gro igennem filmen uden at føle behov for at påpege eller gøre en pointe ud af det?
Filmens dialog er dejligt subtil, hvad angår Russells fraværende far, og selvom temaet om døden og dens spøgelse også blev behandlet i ’Find Nemo’, skete det langt fra lige så direkte som i ’Op’. Carl slæber helt bogstaveligt en mental bagage efter sig i form af det hus, han og Ellie byggede sammen. Og i filmens spektakulære finale må han endelig give slip på huset og sin elskede Ellie og se hende svæve langsomt til himmels.
1. ’WALL-E’ (2008)
Efter at have lykkedes med en film om en rotte, der bliver mesterkok, kunne Pixar nærmest gå på vandet i 2008. Så høj var selvtilliden i animationsstudiet, at de omsider fik realiseret et projekt, som Andrew Stanton havde gået og ruget over lige siden 1994.
Det var et projekt, der krævede mod: En ’Rumrejsen år 2001’-inspireret stumfilm om en robot ladt alene tilbage på Jorden, som er blevet gold og ubeboelig på grund af en ophobning af gift- og affaldsstoffer. Fortalt med artfilmens dvælende rytme og billedpoesi og med et budskab om faren ved overforbrug og digitalisering.
Pixars film blev i denne periode stadigt mere modne og dristige, og ’Wall-E’ er måske filmen, som har mere at sige til forældrene end til deres børn. Jeg forestiller mig, at poderne har haft svært ved at fastholde fascinationen ved den vægtløse historie, og mon ikke også øko-budskabet er gået hen over hovedet på de mindste.
Til gengæld byder ’Wall-E’ på en stribe af de smukkeste og mest originale scener, Pixar har kreeret. Den første halve time er stort set ordløs og leder tankerne hen mod Chaplin og Buster Keaton, men billederne siger vitterligt mere end tusind ord og sætter den reneste stemning, Pixar endnu har ramt.
Et eminent lyddesign og vidunderlige animationer gør skrumlebunken Wall-E med de sørgmodige kikkertøjne og den Apple-strømlinede Eve, hvis blålysøjne bliver til tynde buer, når hun klukler, til to af de mest bedårende figurer i Pixar-kataloget. At kærlighedshistorien mellem to robotter er den mest rørende, Pixar har fortalt, er i sig selv en stor bedrift, og deres florlette rumdans må være studiets mest poetiske scene.
Jeg havde tidligere placeret ‘Wall-E’ som nummer tre på denne liste, bag ved både ‘Toy Story 3’ og ‘Op’. Men efter et nyligt gensyn gik det op for mig, at filmen ikke blot byder på flere magiske øjeblikke end nogen anden Pixar-film; samlet set står ‘Wall-E’ som et helstøbt og originalt kunstværk, en animations-artfilm med et ambitionsniveau lige så uendeligt som det univers, Buzz Lightyear længtes mod i 1995, og som ‘Wall-E’ nåede 13 år senere.