Man skal ofte tage det med et gran salt, når Hollywood-stjerner med ophøjet alvor annoncerer deres snarlige pension fra filmediet. Blandt de mange instruktører, der har ombestemt sig, finder man således blandt andre Steven Soderbergh, Hayao Miyazaki og Kevin Smith – men ét ikon virker sikker i sin sag:
Quentin Tarantino, hvis niende film ‘Once Upon a Time in Hollywood’ lander i biograferne til august, har alle dage bedyret, at han vil takke af som filmmager efter sit 10. værk, og i et nyt interview med australske GQ understreger instruktøren igen sine intentioner:
»Når det kommer det biograffilm tror jeg, at jeg er nået til vejs ende. Jeg ser mig selv skrive filmbøger og teater, så jeg vil stadig være kreativ. Men jeg tror, at jeg har givet alt, hvad jeg havde at give til filmen«.
Til selvsamme GQ siger Brad Pitt, der har arbejdet sammen med Tarantino på både ‘Hollywood’ og ‘Inglorious Basterds’, at han tror på sin instruktørs pensionsplaner:
»Jeg tror ikke, at han bluffer. Jeg tror, at han er fuldstændig seriøs. På en måde bebrejder jeg ham, men han kender spillet og kan selv mærke, når instruktører falder af på den. Han har andre planer, og vi kommer ikke til at sige farvel for altid«.
‘Once Upon a Time in Hollywood’ med Pitt og Leonardo DiCaprio er en nostalgisk og melankolsk ode til La La Land i 60’erne, og filmen høstede overvejede positive anmeldelser ved verdenspremieren i Cannes tidligere på året. Vores filmredaktør kvitterede med fire stjerner og skrev:
»’Once Upon a Time in Hollywood’ er ikke Tarantinos mest vitale film, men det er muligvis hans mest modne. Med små metakommentarer til hans eget ouevre (Manson-familien latterliggøres på et tidspunkt gennem deres raseri mod vold på film) og gennemsyret af en varm kærlighed til de billige film og tv-serier, Tarantino elsker, og til byen, hvor han selv startede som videoekspedient i 80’erne«.
Senere i GQ-interviewet åbner Tarantino døren på klem for, at filmen måske kunne blive hans svanesang – forudsat, at den bliver et publikumshit:
»Hvis ‘Hollywood’ bliver virkelig vel modtaget, så er det ikke sikkert, at jeg fortsætter til nummer 10. Måske stopper jeg bare nu, mens legen er god. Vi får se«.
Det er lige før, at man krydser fingre for en fiasko…
‘Once Upon a Time in Hollywood’ får dansk premiere den 15. august.
Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’: Quentin Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage