Den næste James Bond-film har fået en meget James Bond-agtig titel

Den næste James Bond-film har fået en meget James Bond-agtig titel
Daniel Craig som James Bond.

Der har været rigeligt med drama i kulissen forud for den næste James Bond-film – fra udskiftning på instruktørposten til Daniel Craigs ankelskader – men nu synes 007-skibet på ret kurs mod sin premieredato 2. april næste år.

Cary Fukunaga (‘True Detective’ sæson 1, ‘Beasts of No Nation’) instruerer, Craig er klar til sin sidste tørn i tux, Rami Malek er skurk, og dansk-svenske David Dencik er på rollelisten.

Og mens vi hidtil blot har måttet kalde filmen ‘Bond 25’ i mangel af bedre, har vi nu endelig en rigtig titel at gå med, trommehvirvel…: ‘No Time to Die’.

Det er en rigtig 007-titel, der naturligvis klinger lidt af både ‘Die Another Day’ (2002), ‘Tomorrow Never Dies’ (1997), ‘Live and Let Die’ (1973) og på en måde også ‘You Only Live Twice’ (1967). Døden er evigt present i franchisen om den udødelige agent.

I ‘No Time to Die’ har Bond forladt tjenesten og nyder et roligt liv på Jamaica. Men otiummet afbrydes, da hans gamle CIA-ven Felix Leiter (Jeffrey Wright) som Bond mistede sin 007-licens på at hævne i ‘License to Kill’ fra 1989) dukker op og beder om hjælp til at redde en kidnappet videnskabsmand – en mission, der naturligvis leder ham på sporet af et større komplot.

Udgangspunktet med Bonds pension fik mange til at koge over af ophidselse over, at en sort kvinde skulle være den nye 007. Men som plotbeskrivelsen indikerer, er James nok hurtigt tilbage på sin vante placering i MI6.

På rollelisten ses også Léa Seydoux, Ben Whishaw, Naomie Harris, Billy Magnussen, Ana de Armas, Lashana Lynch, Rory Kinnear, Jeffrey Wright og Ralph Fiennes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af