’Systembryder’: En af de mest intense barnepræstationer, jeg har set
Mød Benni. Hun er ni år gammel, en hidsigprop uden lige og en intens lille rod med en galoperende angst for ansigtsberøring.
Hvorfra dette lidt særlige traume kommer, finder man aldrig rigtigt ud af. Jo, det var vist noget med, at hun fik tværet bleer ned i ansigtet, da hun var spæd. Sådan lyder historien i hvert fald fra hendes svagelige mor, der dog ikke just er den pålidelige type.
Om Benni har lidt direkte vanrøgt eller ej, står altså en anelse uklart i den tyske Oscar-kandidat ‘System Crasher’. Men sikkert er det, at hun hungrer efter en kærlighed, som hendes udskuds-mutter er for svag til at give. Bennis sult kommer til udtryk i raserianfald så voldsomme, at kun de færreste kan holde hende ud mere end en uge ad gangen. Så hun må springe frem og tilbage mellem plejefamilier og institutioner, der alle giver op, så snart den unge naturkraft trækker kniven eller banker en eller andens hoved ind i en væg.
Tingene ser dog ud til at lysne for Benni, da hun støder ind i sin nye skoleledsager, Micha (Albrecht Schuch). Som én, der selv lidt for ofte har været på den givende ende af en knytnæve, ved Micha godt, at der skal alternative metoder i brug, hvis den uregerlige pige skal lære at gebærde sig. Han tager hende med på opdragende hyttetur i skoven, og for en stund tegner filmen sig til at udfolde sig til en klassisk feelgood-fortælling med lejrbål, glimtvise hyggestunder og montager med Nina Simone i baggrunden.
Men helt så nemt slipper vi måske alligevel ikke. Vreden stikker dybt, og snart bliver vi igen hevet ind i en af de lyserøde eksplosioner, som er filmens effektfulde udtryk for Bennis fortvivlede sind under anfald.
En holdbar løsning synes til tider umulig, og man forstår godt Bennis socialhjælper, den søde og tålmodige Frau Bafané, da hun på et tidspunkt bryder sammen i afmagt og gråd. Og faktisk kom jeg også til at fælde et par tårer flere gange undervejs. Ikke fordi det er en film, der med sit filmsprog kalder på tårer og store følelser. Men fordi jeg, ligesom både Micha og Frau Bafané, taber mit hjerte til Benni (og filmen), der jo altså også, mellem anfaldene, kan være både sjov, varm og kærlig.
Den charmerende hidsigprop inkarneres af en purung Helena Zengel, og hold kæft hvor hun kan! Med et vildt spektrum og et gennemborende faretruende blik leverer hun en af de mest intense barneskuespiller-performances, jeg har set. Så overbevisende utilpasset ung-/barndom har jeg vist ikke oplevet på film, siden jeg blev blæst bagover af Xavier Dolans ‘Mommy’.
Og faktisk er der en hel del fællestræk mellem canadiske ‘Mommy’ og den tyske Nora Fingscheidts debutfilm, der dog i netop den sammenligning kommer lidt til kort. Men altså, fuck sammenligninger. ’System crasher’ er en rørende film, et hårdt slag i ansigtet og en eksplosiv cocktail af lyserødt håb, varm, humoristisk tragedie og kraftfuldt hårdtslående skuespil. Se den, eller jeg sender Benni efter dig.
Kort sagt:
Varm, sjov og tragisk fortælling om den purunge, utilpassede system crasher Benni slår hårdt og rammer lige i hjertekulen.
Oprindeligt publiceret under CPH PIX 2019.
Læs også: Netflix’ nye eksperiment er en fornærmelse