‘Aladdin’-hovedrolle har ikke været til en eneste audition siden Disney-filmen

‘Aladdin’-hovedrolle har ikke været til en eneste audition siden Disney-filmen

Selvom Disneys liveaction-version af ’Aladdin’, instrueret af ’Snatch’-instruktør Guy Ritchie, fik hug af anmelderne, har den alligevel tjent en milliard dollars på verdensplan.

Det mærker skuespilleren, der spiller Aladdin i filmen, Mena Massoud, dog ikke meget til.

Den 28-årige Massoud, som er født i Cairo, men vokset op i Canada, blev castet som en ud af 2000 skuespillere fra forskellige lande til rollen, men har efterfølgende ikke fået et eneste jobtilbud.

I et interview med The Daily Beast udtrykker Massoud stor skuffelse og frustration over det for ham antiklimatiske efterspil:

»Jeg er ret træt af ikke at sige noget om det. Jeg vil have, at folk skal vide, at det ikke altid er en dans på roser at arbejde på noget som ’Aladdin’. ’Han må have tjent millioner. Han må få en hel masse tilbud’. Det er ingen af de ting. Jeg har ikke været til en eneste audition, siden ’Aladdin’ kom ud«.

Skuespilleren forventer ikke pludselig at blive indlemmet i Hollywoods elite, men er skuffet over stilheden:

»(…) Jeg sidder her og har det sådan: Ok, ’Aladdin’ har lige ramt en milliard. Kan jeg i det mindste få en audition? Altså, jeg forventer ikke, at du skal tænke, her er den nye Batman. Men kan jeg bare få lov at komme indenfor? Kan jeg i det mindste få en chance? Så det er altså ikke altid, som man tror«.

Inden han spillede over for Will Smiths blå lampeånd Genie, var Mena Massoud relativt ukendt, men havde medvirket i forskellige film og tv-serier siden 2011, heriblandt Amazon-serien ’Jack Ryan’.

På trods af de manglende tilbud efter filmen medvirker han i den kommende hævnserie ’Reprisal’ produceret af Hulu, hvor han spiller over for Abigail Spencer (’Grey’s Anatomy’), og animationsfilmen ‘Lamya’s Poem’, hvor han lægger stemme til den persiske digter Rumi.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af