‘Aretha Franklin: Amazing Grace’: Halleluja! 47 år gammel koncertfilm sitrer af nærvær
I betragtning af den kommercielle triumf ‘Amazing Grace’ har været som album, er det pudsigt, hvorfor filmoptagelserne, der dokumenterer tilblivelsen, først ser dagens lys nu.
Aretha Franklins gospelalbum er ikke alene genrens bedst sælgende livealbum, men også den ikoniske sangerindes egen største kommercielle triumf (to millioner solgte albums i USA alene), ligesom pladen indbragte hende en Grammy.
Nu foreligger filmoptagelserne langt om længe, og det virker, som om instruktør Sydney Pollack godt var klar over, at han var i færd med at dokumentere en historisk begivenhed.
Optagelserne fra de to optrædener i New Bethel Baptist Church i Los Angeles sitrer af stemning, så man føler sig saliggjort og bjergtaget i en sådan grad, at man hurtigt abstraherer fra de tekniske aspekter, der i ny og næ afbryder de højtidelige hymner. En boomstang, der justeres, spontane zooms og et nummer, der må startes forfra grundet et mindre teknisk sammenbrud, bidrager såmænd blot til filmens nærvær.
Disse aspekter var efter sigende blandt årsagerne til, at Pollack skrinlagde filmprojektet, som ellers var sat til udgivelse simultant med albummet i 1972. Moderne teknologi, heriblandt en bedre balance mellem lyd og billeder, har muliggjort, at vi nu endelig får indblik i, hvordan Franklins store gospel-opus blev til.
Selvom det er The Queen of Soul, der utvetydigt er stjernen (hendes entré er en sand diva værdig), indtager pastor James Cleveland så absolut også en hovedrolle. Som baptistkirkens korleder udstråler han en naturlig myndighed, og i kraft af sit eget virke som gospelmusiker spiller han ligeledes en aktiv rolle i fremførslen, både på pianoet og i en indfølt duet med Franklin på ‘Precious Memories’.
Sangudvalget er mestendels religiøse hymner, hvor særligt ‘Wholy Holy’ og ‘Amazing Grace’ folder Aretha Franklins imponerende vokalformåen ud. Et overraskende medley, der implementerer samtidens store pophit, Carole Kings ‘You’ve Got a Friend’, er også et stort øjeblik, som desuden vidner om, at de valg, som Franklin traf i udvælgelsen af dette materiale, var personlige og velovervejede.
Det personlige aspekt belyses yderligere, da Arethas far, pastor Clarence L. Franklin, går på prædikenstolen og lovpriser datterens vokale formåen og samtidig understreger, at selvom Aretha på dette tidspunkt er en superstjerne inden for populærmusikken, »har hun aldrig forladt kirken«.
En udmelding, som forventeligt udløser tordnende bifald fra den henførte forsamling, som også tæller Mick Jagger og Charlie Watts. Særligt Rolling Stones-frontmanden er synligt imponeret
af Franklins fraseringer, hvilket ses i flere close-ups, foruden panoreringerne på de andre dybt berørte tilstedeværende.
Tårerne triller, stemmerne gjalder, armene strækkes mod himlen, og der indtræffer flere gange impromptu dans. Som en ikke-indviet i gospelverdenens fortræffeligheder kan man godt trække på smilebåndet, når det momentvis bliver lige vel højtideligt og eksalteret. Men man anerkender samtidig også begejstringen og føler sig som en del af denne musikhistoriske begivenhed.
Og netop det faktum, at filmen i så høj grad formår at inddrage sin tilskuer, er dens helt store force. Med sin død i 2008 nåede Pollack ikke at opleve færdiggørelsen af ‘Amazing Grace’, men mon ikke han et sted i det hinsides sender et dybfølt Amen over dette fornemme resultat.
47 år efter albummet blev Aretha Franklins store kommercielle og personlige triumf, er filmen ‘Amazing Grace’ et tilsvarende flot og bevægende vidnesbyrd om denne store sangerindes tilstedeværelse og talent.
Kort sagt:
Filmdokumentationen af Aretha Franklins gospelopus emmer af nærvær og stemning, så man føler sig dybt inkluderet og revet med. Uagtet om man er tilhænger af genren eller ej.