James Bond-producent slår fast: 007 er en mand – men ikke nødvendigvis hvid

James Bond-producent slår fast: 007 er en mand – men ikke nødvendigvis hvid
Daniel Craig i hans fjerde film som James Bond: 'Spectre' (2015)

Daniel Craig går efter sigende ud med et brag og et budget på 1,6 milliarder kroner, når han for sidste gang iklæder sig James Bonds jakkesæt i den kommende ’No Time To Die’. Filmen markerer Craigs femte og sidste portræt af den kølige folkekære spion i Dronningen og Englands tjeneste. Men dårligt nok er den 51-årige brite ude af døren, før det uundgåelige spørgsmål bliver stillet: Hvem skal fremover spille 007?

Trods flittige diskussioner om muligheden for en kvindelig Bond, også antændt af ’No Time To Die’s nye 00-agent Nomi (Lashana Lynch), er de spekulationer nu én gang for alle skudt ned. I et interview med Variety fortæller de garvede Bond-producenter Barbara Broccoli and Michael G. Wilson, at Bond under deres ledelse ikke kommer til at skifte køn – til gengæld åbner de døren for, at agenten ikke nødvendigvis behøver være hvid.

»Han kan blive spillet af hvem som helst, uanset etnicitet. Men han er en mand«, siger Broccoli. »Jeg mener, at man bør skabe nye karakterer til kvinder – stærke karakterer! Jeg er ikke interesseret i at tage roller skrevet som mænd for så at få kvinder til at spille dem. Jeg synes, kvinder er alt for interessante til det«.

Udtalelsen åbner op for, at manges favorit til rollen, Idris Elba, stadig kan være en mulighed. Som englænder lever han nemlig også op til det andet kriterium fra Bond-producerne.

»(James Bond, red.) er naturligvis fra England eller The Commonwealth, og det er jo et stort og mangfoldigt sted«, tilføjer Wilson i interviewet med Variety.

Set med danske øjne er det selvfølgelig ikke helt gode nyheder, da det er dødsstødet for vores rødhvide forhåbninger om danske Claes Bang i rollen som Agent 007.

‘No Time To Die’ kommer i biograferne den 2. april

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af