Ruben Östlund gjorde danske Claes Bang til en international stjerne med Guldpalmevinderen ‘The Square’, hvor også Christopher Læssø havde en stor birolle.
Og med sin næste film foretager den eftertragtede instruktør igen en overraskende dansk casting. ‘Triangle of Sadness’ har nemlig både Zlatko Buric og Vicki Berlin på rollelisten.
‘Pusher’-stjerne Buric har været med i flere internationale film, heriblandt katastrofefilmen ‘2012’, mens man må sige, at det er lidt af en chance for 42-årige Berlin, hvis filmerfaring er meget begrænset, men som altså nu træder direkte ind på den helt store scene med en film, der må formodes at få verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2021.
Rollebesætningen på svenske Östlunds ventede film er i det hele taget international. Det britiske talent Harris Dickinson (‘Beach Rats’) og sydafrikanske Charlbi Dean indtager hovedrollerne, ligesom verdensstjernen Woody Harrelson også er på plakaten.
Mens ‘The Square’ foregik i kunstverdenen, er det denne gang modeverdenen, der bliver filtreret gennem Östlunds nådesløse satiriske blik.
I ‘Triangle of Sadness’ bliver modelparret Carl (Dickinson) og Yaya (Dean) inviteret på et luksuscruise. Men da yachten synker, strander de på en øde ø med en gruppe milliardærer og en rengøringskone. I kampen om overlevelse bliver hierarkiet vendt på hovedet, da det viser sig, at rengøringskonen er den eneste, der ved, hvordan man fisker.
Det lyder som et udsøgt Östlund’sk plot.
»Jeg blev opdraget til, at det ikke var det ydre, men det indre, der talte. Allerede som barn indså jeg dog, at dette var en velmenende løgn. I ‘Triangle of Sadness’ vil jeg gerne udforske betydningen af udseendet gennem vores to modeller Carl og Yaya sat i tre meget forskellige miljøer – modeverden, på en luksus yacht blandt milliardærer og på en øde ø«, fortæller instruktøren i en pressemeddelelse.
Optagelserne på ‘Triangle of Sadness’ starter 19. februar i Trollhättan og flytter til sommer til Grækenland og en yacht i Adriaterhavet. Den er co-produceret af danske Per Damgaard.