De bedste serier på Netflix

Vi guider til de største serieoplevelser på Netflix-streaming – og går uden om de allermest oplagte, som du nok allerede har set. Vi opdaterer listen cirka hver anden måned.
De bedste serier på Netflix
Netflix' horrorserie 'Marianne'.

Spørgsmålet om, hvad man skal se på Netflix lige nu, er evigt påtrængende, men det bliver blot mere og mere uoverskueligt at navigere i de rekordmange friske titler, der lander hver eneste uge. Så denne guide er et værn mod spildtid og ubeslutsomhed – en direkte pil mod serier, der med garanti holder højt niveau. Vi forsøger at opdatere den jævnligt.

Vi forventer, at de fleste læsere af denne guide er rimeligt velverserede ud i seriekunstens herligheder Vi har derfor valgt at gå uden om de allermest oplagte kandidater ud fra devisen: Har man ikke allerede set dem, er der nok en grund til det. Det gælder nyklassikerne ’House of Cards’, ‘Black Mirror, ’Orange Is the New Black’, ‘Homeland’, ‘Breaking Bad’, ‘Mad Men’, ‘Stranger Things’, ‘The Crown’, ‘Sherlock’, ‘Arrested Development’ og ‘Making a Murderer’. I har nok hørt om dem – og hvis ikke, ja, så er anbefalingen hermed givet videre.

Nedenfor kan du forhåbentligt finde inspiration til serier, du endnu ikke kender eller har givet en chance. De er listet i alfabetisk rækkefølge.

Første sæson af ‘American Crime Story’.

‘American Crime Story’

Over to løsrevne sæsoner har den Ryan Murphy-producerede ’American Crime Story’ holdt os i et jerngreb med en kulørt iscenesættelse af virkelige begivenheder tilsat subsantielle tematikker som race og homofobi. Den formidable første sæson tager udgangspunkt i O.J. Simpson-sagen med skuespillere som Cuba Gooding Jr., Sarah Paulson, John Travolta og Sterling K. Brown, og selv hvis man følte, man kendte sagen rimeligt godt, er dens skildring af alle undertonerne i den opsigtsvækkende retssag vanvittigt velforløst.

Anden sæson handler om mordet på Gianni Versace, og ikke mindst Darren Criss’ præstation som den hyperintelligente psykopat, der slog modeskaberen ihjel, er dybt gruopvækkende. En tredje sæson, med udgangspunkt i Monica Lewinsky-affæren, er på vej.

Gus Fringe og Mike Ehrmantraut i ‘Better Call Saul’.

’Better Call Saul’

Når man tænker på, at alle har set ’Breaking Bad’, er det stadig forbløffende, at så få er sprunget med på ’Better Call Saul’-karavanen. Måske bærer mediernes omtale en del af skylden. Vi har nemlig i flæng behæftet termer som »tålmodig« og »dybt karakterstudie« på denne origin story til Saul Goodman, og selvom det i anmelderjargon er lutter lovord, har mange nok læst mellem linjerne og tænkt: Lyder dødkedeligt.

Men ’Better Call Saul’ er også for alle, der elskede det konstant overraskende, sublimt suspenserige narkodrama i ’Breaking Bad’. Narkoelementet spiller en stor rolle fra første færd, særligt gennem evigt-seje Mike Erhmantraut, og serieskaberne Vince Gilligan og Peter Gould holder fuldt ud ’Breaking Bad’-niveauet i forhold til originalitet og uforudsigelighed.

‘BoJack Horseman’ sæson 3.

‘BoJack Horseman’

I det boblende festfyrværkeri af opfindsomme animationsserier, der er blevet skudt til himmels de senere år med alt fra ’Big Mouth’ til ’Tuca and Bertie’, er Netflix-serien om den fallerede tidligere barnestjerne BoJack stadig et højdepunkt. For ud over den hektiske postmoderne humor, der vitterligt også er i højsædet her, udvikler den sig til en overraskende rørende saga om et mentalt plaget menneske (nå nej, hest), som kæmper for at finde balance i sit liv i Hollywoo(d). Og så er dens fænomenale enkeltafsnit – som et helt afsnit under vand eller BoJack’s ubrudte begravelsestale i sæson 5 – exceptionel.

‘Cheer’.

‘Cheer’

Dokumentarserien om elite-cheerleaderholdet på Navarro College i Texas blev et snigende fænomen. Det skyldes de utrolige optagelser af cheerleading-sporten, som vil få alle, der troede, det kun var et spørgsmål om smækre kroppe og et par pomponer, til at komme på helt andre tanker. Men også portrættet af de unge kvinder og mænd, for hvem cheer er deres eneste vej ud af en socialt plaget baggrund, gør stort indtryk. Og så er træneren, som de alle forguder, selvom hun kører dem hårdt, en forrygende seriekarakter.

Greg Whiteley (’Last Chance U’) har skabt en nyklassisk sportsdokumentar, der kulminerer i neglebidende spænding, når vor helte skal konkurrere ved årets altafgørende stævne.

‘Dark’ sæson 2

‘Dark’

I kølvandet på anden sæson ’Stranger Things’ ramte ’Dark’ Netflix, og sammenligningerne faldt prompte. Begge serier opererer i sci-fi/gyser-genren og slår rødder i 80’erne, men her hører lighederne også op, for ’Dark’ er både mørkere (…), uhyggeligere og ikke så lidt forvirrende at hitte hoved og hale i – uden at det dog forhindrer ens engagement i plottet. Tænk ’Twin Peaks’ møder ’The OA’.

Afsættet er Einsteins ord om, at vores skelnen mellem fortid, nutid og fremtid er en stædig illusion. ’Dark’ konkretiserer teorien ved at bygge bro fra nutid til fortid – fra 1986 til 2019. I begge årstal forsvinder nogle børn i en tysk provins, mens deres forældre og søskende stakåndet forsøger at finde dem. Er der en morder på spil, eller er de ofre for de højere magter?

Zazie Beetz og Dave Franco i ‘Easy’ sæson 2.

‘Easy’

Forsvindende få herhjemme er hoppet med på antologiserien ‘Easy’, hvis tredje og sidste sæson landede sidste år som en funklende lille perle proppet med pissesvær og uimodståelig forelskelse, storby-eksistentialistiske hverdagsudfordringer, Tinder-dating og mikrobryggeris-hipstere. Sågar skabt af Skabt af Joe Swanberg, der har givet os en af nyere tids bedste anti-romcoms, ’Drinking Buddies’.

 Marc Maron, Dave Franco, Zazie Beetz (‘Joker’) og Elizabeth Reaser (‘Twilight’) med mange flere indtager hovedrollerne på skift i seriens korte, enkeltstående episoder, hvoraf højdepunkter inkluderer ’Blank Pages’, der viser en MeToo-sag fra mandens (Marons) synspunkt, ‘Lady Cha Cha’, hvori den lesbiske hovedperson er ved at gå til af jalousi over kærestens frække dansehobby (»Jeg er en dårlig feminist!«), mens dobbeltafsnittene ’Swipe Left/Swipe Right’ rummer en uforglemmelig ærlig dialog om det åbne forholds op- og nedture, som du med garanti aldrig har set emnet italesat før.

Alison Brie i ‘Glow’.

‘Glow’

Vi har givet fem stjerner til alle de tre første sæsoner af den stærkt underholdende dramedy-serie om et kvindeligt wrestlinghold med folk som Alison Brie og Marc Maron i uimodståelige roller. Udgangspunktet er det kuriøse 80’er-eftermiddags-tv-programmet Gorgeous Ladies of Wrestling (GLOW), og som vores anmelder skrev om første sæson:

»På overfladen syner serien af letbenet udklædningsparodi på 1980’ernes touperede hårspray-hår, valley-stil og tossede wrestlingkultur, men under alt det summer serien af søsterskab, opgør med kønsstereotyper og intelligent samfundssatire«.

‘Marianne’.

‘Marianne’

’The Haunting of Hill House’ smadrede for alvor gyserglasloftet for Netflix, men færre har tilsyneladende opdaget denne franske perle af en gyserserie, der fulgte små to år senere. Serien handler om den sky Camille, der er assistent for den alkoholiserede succesforfatter Emma Larsimon, som fortrænger heksen Marianne ved at skrive om hende i sine gyserbøger. Men da Emmas barndomsveninde begår selvmord, tvinges hun tilbage til barndomshjemmet, og her går det for alvor løs i Samuel Bodins serie, der er spækket med brillante skrækscenarier. Måske den uhyggeligste serie på streamingtjenesten.

Aziz Ansaris ‘Master of None’.

‘Master of None’

Aziz Ansaris serie falder på overfladen ind i en kategori, der ellers har nået mæthedspunktet: Den semiselvbiografiske skildring af den kreative klasses navlepilleproblemer i New York. Men mod alle odds har den amerikanske komiker med indiske rødder skabt en serie, der føles forfriskende, ikke mindst ved at forholde sig selvrefleksivt til sine egne privilegier, som i afsnittet ’Parents’, der handler om, hvad hovedkarakteren Devs forældre gik igennem for at komme til det forjættede land i USA.

Serien er tematisk bygget op, og afsnittene tager med kløgt og humor fat på et nyt emne hver gang, der spænder vidt over Tinder-eskapader til tabuiseret homoseksualitet i minoritetskulturer. Særligt første sæsons ’Indians on TV’ og ’Old People’ og den noget nær mesterlige anden sæsons ’New York, I Love You’, ’Religion’ og ’Thanksgiving’ rammer en perfekt balance mellem urkomisk dialog og spidende socialpolitik. Man griner af ’Master of None’, men der er absolut også stof til eftertanke.

Jonathan Groff og Holt McCallany i ‘Mindhunter’.

’Mindhunter’

Joe Penhalls og David Finchers serie om de to FBI-agenter, der udviklede psykologiske profiler af seriemordere i 70’erne, dyrker en langsom, klaustrofobisk suspense, der er mere gennemført end i nogen anden krimiserie, og som i den grad slægter et Fincher-hovedværk som ’Zodiac’ på.

I første sæson skaber duoens møder med seriemorderne isnende fascinerende scener, mens anden sæson excellerer, når efterforskernes teorier pludselig møder virkeligheden i en efterforskning af en række virkelige barnemord i Atlanta. ’Mindhunter’ er et stilistisk uovertruffet dyk ned i den menneskelige psykes mørkeste afkroge og en sjældent troværdig skildring af FBI’s arbejde.

Cillian Murphy som Thomas Shelby i ‘Peaky Blinders’.

‘Peaky Blinders’

Gangstersagaen om familien Shelby og deres håndfaste – men ofte truede – greb om Birmingham i England er hårdkogt, djærv underholdning med Nick Cave og PJ Harvey på lydsiden og glimrende psykopat-præstationer fra blandt andre Cilian Murphy og Tom Hardy.

Murphy har hovedrollen som den ambitiøse Tommy Shelby, en Første Verdenskrig-veteran, der i mistro til systemet har valgt at omsætte sin ærgerrighed til en kriminel løbebane. I hver sæson er Shelby-familien truet af nye magtspillere, og det er aldrig mindre end medrivende. Mere for husarerne end store gangsterfortællinger a la ’The Sopranos’, men mindre kan også gøre det.

Aden Young i ‘Rectify’.

‘Rectify’

Alt for få mennesker har set den mesterlige serie om Daniel Holden, der efter 18 år på dødsgangen bliver løsladt og skal forsøge at finde sin plads blandt lillebymennesker, hvoraf mange stadig tror, at han er skyldig i voldtægten og mordet på sin daværende kæreste.

’Rectify’ er poetisk nysgerrig på menneskets kryptiske sind og formår at formidle det underfundigt uden svulmende retorik og letkøbte paroler. Og så har serien et meget velfungerende spændingslag: er Daniel virkelig uskyldig, og hvor længe varer hans frihed? Det egentlige scoop er DOG portrættet af en mand, der i én forstand stadig er en teenager fanget i en voksen mands krop, men samtidig er den mest livsforstandige af dem alle. Aden Young leverer en dybt underkendt præstation i hovedrollen – i samme serieliga som James Gandolfini og Bryan Cranston.

‘Rick and Morty’ sæson 4.

‘Rick and Morty’

Ved første øjekast ligner ‘Community’-skaber Dan Harmons animationsserie en stærkt forsinket parodi på ‘Tilbage til fremtiden’. Hovedrollerne besættes af Rick, en genial og excentrisk videnskabsmand, og Morty, hans naive barnebarn. Men serien twister figurerne voldsomt – Rick er kynisk og fordrukken, Morty borderline udviklingshæmmet. Og duoen begrænser sig ikke til at rejse i tiden, de krydser galakser og dimensioner i jagten på det næste eventyr, der snildt kan involvere både uplanlagte apokalypser, grænseoverskridende sex og koldblodigt mord.

De opfindsomme science fiction-påfund står i kø, det ene vildere end det næste. Tag for eksempel episoden, hvor Rick grundlægger en forlystelsespark i en hjemløs tiggers krop. Eller den, hvor Morty får fingre i en sexrobot og bliver far til en menneske/rumvæsen-bastard. Dan Harmons hjertebarn er en begavet, velskrevet serie fuld af tankevækkende sci fi-indfald og sylespidse replikker.

Natasha Lyonne i ‘Russian Doll’.

‘Russian Doll’

Hvad fuck er det her, tænker man måske under den første episode af ‘Russian Doll’, hvori Natasha Lyonne (som også har produceret serien) spiller en rapkæftet, storrygende kvinde, der gennemlever sin fødselsdag igen og igen. Men hvad der lægger jævnt ud som en kæk, men ikke synderligt original nyfortolkning af 90’er-filmhittet ‘Groundhog Day’, afslører lag for lag sine sande intentioner i en overraskende dyster mareridtsfabel med et budskab, der transcenderer forbilledets dannelsesrejse.

Matthew Rhys og Keri Russell i ‘The Americans’.

‘The Americans’

Fortællingen om to sovjetiske agenter, der lever undercover i USA som ægtepar med to børn, der er uvidende om deres sande identiteter, er en af de sidste mesterlige, klassisk karakterbårne dramaserier med hele seks sæsoner i bæltet. Joe Weisbergs FX-sag er en drønspændende thriller- og spionhistorie, men først og fremmest er den et grundigt, sjælerystende studie i to mennesker, der har valgt at leve på en løgn – og om de konsekvenser, det får for deres familie. Den runder af med en af de bedste serieafslutninger nogensinde.

‘The Haunting of Hill House’

’The Haunting of Hill House’

Det har lignet en umulig opgave at lave en gyserserie, der var uhyggelig hele vejen igennem og havde en stærk nok fortælling til, at man gider bliver hængende i afsnit efter afsnit.

Men med ’The Haunting of Hill House’ viste Netflix’ hushorrormester Mike Flanagan, at det kan lade sig gøre. Forankret i en velkendt gyserformular – det hjemsøgte hus – skabte han (baseret på Shirley Jacksons bogklassiker) en rørende fortælling om, hvordan traumer hjemsøger mennesker på meget forskellig vis. Og traumer, ja, dem forstår man godt, at Crain-børnene kæmper med efter den skæbnesvangre sommer, hvor deres forældre har sat sig for at renovere det dunkle Hill-hus. ’The Haunting of Hill House’ vil spøge længe i bevidstheden på enhver, der har set den med øjnene halvt dækket af sofapuderne.

Michael Peterson i ‘The Staircase’.

’The Staircase’

Blandt de utallige true crime-serier, der har set dagens lys de seneste år, er den allerbedste serien, som skabte rystelser, længe før genren blev et modefænomen. Allerede i 2004 startede Jean-Xavier Lestrade sin serielle dækning af sagen om den umiddelbart vældigt sympatiske krimiforfatter Michael Peterson, som blev anklaget for mordet på sin kone.

I 2018 gav Netflix så Lestrade mulighed for at runde fortællingen af, så vi nu står med et samlet storværk, der på tætteste hold følger sin hovedperson gennem 15 års helvede. På den måde transcenderer ’The Staircase’ den klassiske true crime-opklaring af en sag og bliver til et dybdegående karakterportræt.

Michael Ward i ‘Top Boy’.

’Top Boy’

Drake spillede en nøglerolle i at få genoplivet den britiske narkoserie ‘Top Boy’, der blev lukket efter to korte sæsoner i 2013. Og tak for det! Serien følger kampen om narkotronen i Londons Hackney-kvarter og er ikke blot en autentisk oplevelse på linje med ‘The Wire’. Den giver også et sjældent autentisk indblik i de unge drugdealers familieliv, på godt og ondt. Hjertet er i den grad med.

På Netflix ligger kun den nye sæson under navnet ‘Top Boy’ – og man kan sagtens se den uden at have nuppet de første to sæsoner forinden. De to gamle sæsoner ligger under navnet ‘Top Boy: Summerhouse’, og dem bør man bestemt også se, enten først eller bagefter. Rappere som Dave og Little Simz dukker op undervejs.

Merritt Wever og Toni Colette i ‘Unbelievable’.

’Unbelievable’

Er det ikke alt for deprimerende at se en serie om et voldtægtsoffer, der bliver anklaget af politiet for at lyve om overgrebet? Det kan man godt tænke, når man umiddelbart læser om ‘Unbelievable’, men efter et knugende barskt første afsnit bliver serien til en stærkt medrivende, moderne og uhørt realistisk krimi, hvor de to politikvinder Rasmussen og Duvall – spillet helt fænomenalt af Toni Colette og Merrit Wever – er umanerligt godt selskab: Knalddygtige og empatiske.

‘Unbelievable’ viser, hvordan systemet nærer mistro til kvinders fortællinger, men også hvordan forandring er muligt. Den falder i ingen af de vante krimifælder, mens den samtidig er elementær neglebidende spænding.

Penn Badgley som stalker i ‘You’.

‘You’

Stalkerfortællingen ’You’ er sådan en serie, hvor man hele tiden er bange for, at den afslører sig selv i sit syn på køn og overgreb med den provokerende historie om bogormen Will, der mildest talt går all in i sine forelskelser. Men gang på gang overrasker serien med progressive vinkler på magt og kærlighedsforhold midt i den svært binge-bare historie spækket med effektive cliffhangers og uforudsete twists. Konceptet med voiceover og en moralsk tvivlsom hovedperson minder meget om ’Dexter’, men ’You’ leger endnu mere snarrådigt med publikums sympati. Anden sæson holder på mirakuløs vis niveau.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af