Alt, hvad den tyske instruktør Werner Herzog (‘Grizzly Man’) foretager sig, bliver på den ene eller anden måde episk.
I et interview med manden og myten mindede The New York Times den 77-årige tysker, der har stået centralt på filmscenen siden 70’erne, om dengang han reddede Joaquin Phoenix’ fra at brænde sig selv ihjel. Men sådan som Werner Herzog fortæller det, var det bare en helt almindelig dag i livet som Werner Herzog.
I 2006 kørte Herzog for sin fornøjelses skyld rundt i L.A., da Phoenix ræsede forbi ham og et par meter forude kørte galt og roterede sin bil 180 grader i luften. Herzog skyndte sig hen til bilen for at få den fastklemte chauffør ud.
»(Jeg vidste, red.), at det var ham. Også selvom han var vendt på hovedet inde i bilen og lå klemt mellem airbags, imens han desperat var i gang med at få ild i en cigaret«, fortæller Herzog The New York Times.
»Men det var klart, at han ikke måtte tænde cigaretten, for der dryppede benzin ned over ham, og han ville være endt som en ildkugle. Så jeg prøvede meget klart at styre ham hen imod ikke at gøre det, men jeg var samtidig ret bekymret for at kommandere med ham, for så ville han nok bare havde presset endnu hårdere på lighteren. Så jeg snuppede den ud af hans hånd, og på det tidspunkt var der slet ikke nogen tvivl om, at det var Joaquin«.
Og hvad gjorde Joker-skuespillerens redningsmand så efter at have trukket Phoenix ud af bilen? Det mest Herzog’ske i verden:
»Jeg talte ikke med ham bagefter. Jeg så, at han var på vej over for at takke mig. Men jeg kørte bare væk«.
Denne version af historien er tidligere blevet bekræftet af Joaquin Phoenix. Kort efter ulykken i 2006 fortalte han netop, at han prøvede at takke instruktøren, som imidlertid hurtigt forlod åstedet.
Dengang fortalte skuespilleren sådan her om episoden ifølge The Guardian:
»Der var den her tyske stemme, der sagde: Bare slap af«, sagde han.
»Der er noget så beroligende og smukt ved Werner Herzogs stemme. Jeg var helt ok og tryg«.
Tyskerens nyeste film, ‘Family Romance, LCC’ kan i disse dage og frem til 4. april ses på det digitale CPH:DOX.