Det er årets varmeste dag, og Brad Pitt, i rollen som altmuligmanden Cliff Booth, går i sin ven Rick Daltons (Leonardo DiCaprio) skur for at finde det, der skal til for at fikse en antenne på taget af et hus i den rigeste ende af Hollywood.
Der er skuet godt op for lyden, som i en intens westernsekvens, idet Pitt går over tagryggen med klirrende værktøjsbælte og stramme jeans. Sveden begynder langsomt at pible frem på hans pande, og så smider han ellers t-shirten.
Sekvensen er (for nogle) en af de mest mindeværdige i Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, og faktisk er det mere skuespillerens end instruktørens fortjeneste, at den endte, som den gjorde, fortæller Tarantino, da han i Amy Schumers podcast ’3 Girls, 1 Keith’ blev bedt om at genkalde sig, hvordan det havde været at instruere en halvnøgen Pitt:
»Det er lidt sjovt, for i virkeligheden er Brad egentlig ret genert omkring den slags ting, men samtidig ved han også præcis, hvad klokken er slået«, fortæller Tarantino.
Da scenen skulle i kassen, forsøgte den 57-årige instruktør at give Pitt instruktion i, hvordan tøjet skulle smides, men han måtte hurtigt give fortabt:
»Jeg sagde til ham: ’Jeg havde forestillet mig, at du måske skulle knappe Hawaiiskjorten op og så tage den af for så at pille den hvide t-shirt af.’ Men han kiggede bare på mig og sagde: ’Virkelig? Vil du have mig til at gå igennem alt det knappe-bullshit? Jeg tager da bare det hele af på én gang. Go!’«, fortæller Tarantino grinende.
»Jeg tænke, ’Okay, den her fyr ved præcis, hvad han laver (»he knows what time it is«, red.). Bare hold kæft og lad mesteren gøre sit job! Jeg mener, når man ser ham i arbejdsskuret og kigger på måden, han tager læderhandskerne på og putter ståltråden i munden, helt macho, så ved man, at han ved præcis, hvad han laver«.
Resultatet kan ses her. Selv tak: