Superhelteserien ‘Batwoman’ fik en hård start længe før første afsnit rullede over skærmen sidste år, i høj grad grundet det enorme backlash, hovedrolleindehaver Ruby Rose (‘Orange Is the New Black’) blev mødt på sociale medier.
‘Batwoman’ sprang ud som tv’s første lesbiske heltinde, mens Ruby Rose selv er gender fluid, og skuespilleren fik så drøje hug for alt fra sin seksualitet til sit udseende, at hun til sidst slettede sin Twitter-konto.
Nu har Rose så meddelt, at hun helt forlader serien forud for sæson 2, hvorfor moderkanalen CW pludselig står uden hovedrolleindehaver.
Rose har endnu ikke angivet sine personlige bevæggrunde for at smide Batwoman-kappen, men siger i en pressemeddelelse, at hun er taknemmelig for at have medvirket i serien – der dog fik drøje anmelderhug ved premieren.
»Jeg har truffet den svære beslutning, at jeg ikke vender tilbage til ‘Batwoman’ i næste sæson. Det var ikke en nem beslutning, for jeg har stor respekt for castet, holdet og alle involverede i serien i både Vancouver og Los Angeles (hvor serien er optaget, red.). Jeg er dybt taknemmelige til Greg Berlanti (producer), Sarah Schechter (producer) og Caroline Dries (showrunner), ikke blot for at have givet mig denne fantastiske chance, men også for at byde mig velkommen i DC-universet, de så smukt har skabt…. Tak til alle, der gjorde sæson 1 til en succes. Jeg er virkelig taknemmelig«, siger Rose.
‘Batwoman’ blev tvunget til at indstille optagelserne af sæson 1 da coronakrisen ramte, og må derfor i denne uge runde af med afsnit 20 i stedet for 22, som ellers planlagt.
CW fastholder, at sæson 2 stadig bliver en realitet.
‘Batwoman’ kan ses på HBO Nordic herhjemme.