Fem film fra 40’erne, du skal (og kan) streame lige nu

Er Netflix og co. allergiske overfor klassikere ældre end ’Taxi Driver’? Det indtryk får man, hvis man går på jagt efter Hollywoods old school mesterværker – så vi har gjort benarbejdet for dig og fundet fem filmperler fra 40’erne, der har influeret alle fra Nolan til Waititi.
Fem film fra 40’erne, du skal (og kan) streame lige nu
Cary Grant og Katharine Hepburn i 'The Philadelphia Story'.

FILMHISTORIE FOR BEGYNDERE – DEL 1. I en streaming-æra, hvor Netflix alene dropper læssevis af nyt indhold hver uge, og man aldrig er mere end få clicks fra sidste års Oscar-vinder, er der ikke noget at sige til, at vi ofte glemmer at skue længere bagud i filmhistorien.

Og det gavner selvsagt ikke incitamentet, at selvsamme Netflix, HBO og co. hellere fylder bagkataloget op med tvivlsomme 90’er-‘hits’ end reelle klassikere, som var yngre generationer indifferente over for at se levende billeder i sort-hvid (sig det til fans af ‘Roma’, ‘Frances Ha’, ‘The Lighthouse’ …).

Adskillige af storfilmene fra oldschool-Hollywood holder imidlertid endnu – og ved gennemsyn af titler som ‘Citizen Kane’ og ‘Double Idemnity’ står det klokkeklart, hvor nogle af vor tids mest toneangivende instruktører a la Scorsese, Waititi og Nolan har hentet fanboy-inspiration fra.

Desværre er det langt fra alle ældre mesterværker, der er til at opstøve online, især herhjemme, og det er noget nær en forbrydelse at eksempelvis italienske Vittorio de Sicas ’Cykeltyven’ fra 1948 og Carol Reeds toneangivende noir-thriller ‘Den tredje mand’ fra 1949 således må tage til takke med et stille liv på dvd.

Herunder anbefaler vi fem fantastiske oplevelser, du kan streame lige nu – og selvom det er en noget nær umulig kamp at koge et så skelsættende Hollywood-årti som 40’erne ned til bare fem titler, har vi ikke desto mindre gjort forsøget, inden vi i næste uge retter fokus mod 50’erne.

Barbara Stanwyck og Fred MacMurray i ‘Double Indemnity’.

Noir-ikonet: ’Double Indemnity ’

Det er ikke for ingenting, at ’Double Indemnity’ (’Kvinden uden samvittighed’ på dansk) ofte bliver kaldt den bedste film noir nogensinde. Instruktør Billy Wilders krimi er et skarpt studie i klaustrofobisk noir-æstetik og forbudte følelser, der selvfølgelig kulminerer i et mord, ingen slipper afsted med. Og filmen har inspireret et hav af senere instruktører og fiktive karakterer, fra Christopher Nolan til David Lynch og Marvel-figuren Jessica Jones.

Historien bygger på en virkelig sag fra 1920’erne, hvor to elskende, en mand og en kvinde, blev dømt og henrettet for mordet på sidstnævntes mand. I Wilders version skrues der godt op for femme fatale-erotikken, legemliggjort af Barbara Stanwyck (hvis blikke alene kan dræbe), som manipulerer den kyniske forsikringsmand Walter (Fred MacMurray) med lovning om penge og kærlighed (læs: sex). »Yes, I killed him. I killed him for money, and for a woman. I didn’t get the money and I didn’t get the woman«, knurrer Walter i filmens begyndelse, hvorefter begivenhederne udruller sig i flashbacks.

’Double Indemnity’ var en modig film for tiden, hvor Hollywoods notoriske Hays Code (mere om den i denne artikel) slog hårdt ned på film med kriminelle hovedpersoner og antydninger af utroskab. Men Billy Wilder (som senere instruerede Marilyn Monroe-klassikerne ’The Seven Year Itch’ og ’Some Like it Hot’) og stod fast – og filmhistorien takker ham.

Kan ses på iTunes.

Jon Howard, Cary Grant, Katharine Hepburn og James Stewart i ‘The Philadelphia Story’.

Romcom-perlen: ’The Philadelphia Story’

For dem, der har set Ryan Murphys semi-historiske Netflix-serie ’Hollywood’ om filmbyen 40’erne, vil navnet George Cukor formentlig ringe en lille klokke. I serien inviteres hovedpersonerne nemlig til en saftig søndagsfest med nøgenbadning og fri lej hos instruktøren Cukor, der selv var homoseksuel og »hemmeligt kendt« for at afholde private meet and greets mellem homoseksuelle stjerner og labre unge mænd.

Sideløbende hermed skabte Cukor imidlertid også nogle af Hollywoods mest hyldede boxoffice-succeser, hvoraf ’The Philadelphia Story’ fra 1940 står som kronen på værket. Den romantiske komedie har tre af årtiets suverænt største stjerner i front i form af brandkarismatiske Cary Grant (datidens George Clooney), det feministiske ikon Katharine Hepburn (datidens Cate Blanchett, om man vil) og James Stewart (hvis status som Hollywoods mest sympatiske mandlige stjerne sidenhen kun er matchet af Tom Hanks).

Hepburn spiller rigmandsdatteren Tracy, der har ladet sig skille fra sin mand Dexter (Grant), fordi de to skændtes som hund og kat (og nå ja, han drak – ifølge ham på grund af hende). Nu skal hun giftes igen, og tabloidavisen Spy sender journalisten Mike (Stewart, som vandt en Oscar for sin præstation) afsted som undercover-gæst. Samtidig melder Dexter også sin ankomst, og snart har vægelsindede Tracy huset fyldt med bejlere op til brylluppet.

’The Philadelphia Story’ er løst baseret på en virkelig socialite fra Philadelphia og hendes udskejelser, og til trods for et par af de mandlige karakterers (med moderne øjne) grelt antifeministiske holdninger til »besværlige selvstændige kvinder« er historien smittende kæk og hovedrollernes ping-pong knuselskelig. Hvor bliver de ambitiøse blockbuster-komedier af i dag?

Kan ses på Rakuten TV.

Charlie Chaplin i ‘Diktatoren’.

Taika Waititis forbillede: ’Diktatoren’

Nej, her er ikke tale om Sacha Baron Cohens spooffilm fra 2012, men derimod om Charlie Chaplins sydende Hitler-satire, der fik premiere i 1940.

’Diktatoren’ var kongen af stumfilmkomediens første rigtige talefilm, og Chaplin både skrev, producerede, instruerede, co-komponerede musikken og spillede en dobbelthovedrolle som henholdsvis Hitler-figuren Adenoid Hynkel og en forfulgt, jødisk barber. Chaplin fik ideen efter at have set den tyske instruktør Leni Riefenstahls nazipropagandafilm ’Viljens triumf’, og ’Diktatoren’ blev optaget i månederne op til krigens start – hvor USA altså stadig var på »fredelig« fod med Tyskland, og filmen derfor blev set som en sprængfarlig provokation.

I ’Diktatoren’ er det en stående joke, at Hynkel/Hitler og jøden ligner hinanden så meget, at de nemt forveksles, og det er ikke svært at se, hvor Taika Waititi fik en stor del af sin ’Jojo Rabbit’-inspiration fra. Virkelighedens Hitler skulle ifølge øjenvidner have set filmen hele to gange, skønt det blev benægtet fra officiel side, og ’Diktatoren’ står i dag som et stærkt skrift over vigtigheden af uafhængig politisk satire i populærkulturen.

Kan ses på Rakuten TV.

Humphrey Bogart og Ingrid Bergman i ‘Casablanca’.

Den citatværdige: ’Casablanca’

De fleste vil kunne genkende udvalgte replikker fra ’Casablanca’, hvad end de har set filmen eller ej. Men den mest kendte af dem alle, »Play it again, Sam«, er faktisk et fejlcitat: I virkeligheden lyder replikken blot »Play it, Sam«, sagt af Humphrey Bogarts livstrætte natklubejer Rick til huspianisten Sam (musiker Dooley Wilson). Bum!

Rick driver spillebulen Rick’s Café Américain i Casablanca i Marokko under Anden Verdenskrig og bliver viklet ind i et trekantsdrama, da hans tidligere kæreste Ilsa (svenske Ingrid Bergman) dukker op med sin nye mand ­– en tjekkisk frihedskæmper på flugt fra nazisterne. Ilsa har desperat brug for Ricks hjælp til at komme til USA, men det kræver sin mand at sende sin elskede afsted i armene på en konkurrerende kamphane.

’Casablanca’ fik premiere i 1942 og har et stort internationalt cast, hvoraf de to tyske stjerner Peter Lorre og Conrad Veidt rent faktisk selv var flygtninge fra Hitlers styre, og instruktør Michael Curtiz var fra Ungarn. Bogart og Bergmans kemi er elektrisk (knudemænd kan også få ondt i løvehjertet!), og filmen er lige så melankolsk, som den er håbefuld på menneskehedens vegne, når den – vel og mærke midt i en krigstid både på foran og bag kameraet – flyver flaget for fællesskab og frihed på tværs af nationaliteter.

»You must remember this…«, synger Sam i evergreenen ’As Time Goes By’ på soundtracket. Og ’Casablanca’ fortjener at blive husket for altid.

Kan ses på Blockbuster og Rakuten TV.

Orson Welles i ‘Citizen Kane’.

Mesterværket over dem alle: ’Citizen Kane’

Der er ingen vej udenom om denne episke Hollywood-klassiker fra 1941, der af mange filmaficionadoer slet og ret stadig regnes for den bedste film nogensinde.

’Citizen Kane’ blev skrevet og instrueret af Orson Welles, som også selv spiller hovedrollen som Charles Foster Kane – en slet skjult fiktionaliseret version af datidens magtbegærlige mediemogul Randolph Hearst (en ægte Rupert Murdoch-type), der blev så rasende over filmen, at han forbød sine aviser at nævne den eller Welles med ét ord.

Utroligt nok var ’Citizen Kane’ Welles’ første spillefilm: Tre år forinden var han blevet lettere notorisk for at have stået bag radiodramatiseringen af sci-fi-fortællingen ’War of the Worlds’, hvis realistiske oplæsning havde fået tusindevis af lyttere over hele USA til at panikke i den tro, at landet rent faktisk var under angreb af aliens. Welles blev skældt hæder og ære fra, men Hollywood så ikke overraskende et stort lys i ham.

Historien i ’Citizen Kane’ centrerer sig om et mysterium: Da Kane dør foran sin pejs i pragtvillaen Xanadu (et navn kopieret i adskillige film siden), berygtet og forbitret, knuger han en snekugle i hånden og udånder med et eneste ord: »Rosebud«.

Men hvem eller hvad er Rosebud?

Det vil journalisten Jerry (William Alland) finde ud af og interviewer derfor modvillige venner og elskere af Kane, hvorfor filmen langsomt folder rigmandens liv og karriere ud i kalejdoskopiske flashbacks fra forskellige vinkler og mere og mindre troværdige perspektiver.

Det er en fortælling om magt og korrumperende moral, der borer kniven i det mørke hjerte af landets elite – og filmen skrev historie igennem sin visionære billedside (fotograf Gregg Tolands knivskarpe deep focus-skud var banebrydende) såvel som snedige special effects (budgettet rakte ikke til enorme kulisser og et hav af extras, så crewet måtte tænke kreativt for at skabe illusioner med blandt andet spejle og miniaturesets).

’Citizen Kane’ blev nomineret til ni Oscars og begravet i anmelderroser, om end datidens publikum ikke tog filmen til sig (mediekrigen mod den kan have påvirket billetsalget). Det har senere generationer heldigvis rådet bod på, og instruktører som Martin Scorsese, Stanley Kubrick og Sam Mendes (og mange, mange flere) har igennem årene hentet stor dramaturgisk såvel som teknisk inspiration fra Welles’ mesterværk.

Har du endnu ikke selv oplevet Kanes storhed og fald, er det bare med at rydde en aften på sofaen asap.

Kan ses på iTunes, Blockbuster og Rakuten TV.

Læs også med, når vi i næste uge sætter fokus på 1950’ernes største filmklassikere på streaming.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af