’The Eddy’: Damien Chazelles musikdrevne Netflix-debut får én til at føle, at man sidder på første række
’The Eddy’ er på mange måder et frisk pust, men på særligt ét punkt skiller Netflix’ nye satsning sig ud.
Seriens fortælling blev nemlig først skrevet, efter dens musik kom til verden.
Den amerikanske sangskriver og musikproducer Glen Ballard (bedst kendt for at producere Alanis Morissettes ’Jagged Little Pill’) troppede i 2013 op på tv-produceren Alan Pouls kontor med en ordentlig bunke sange og en ide om en serie, der foregik på en jazzklub i Paris.
Oscar-vinderen Damien Chazelle (’La La Land’) og Jack Thorne (’His Dark Materials’) blev efterfølgende involveret, og et manuskript blev sidenhen til. Soundtracket kom først – plottet derefter.
Og det kan i den grad mærkes i ’The Eddy’.
Vi følger den verdensberømte jazzpianist Elliot Udo (André Holland), der af tragiske årsager ikke har optrådt i flere år. Han er flygtet fra New York til Paris, hvor han har åbnet jazzklubben The Eddy sammen med sin ven Farid.
Her leder Elliot husbandet med hård hånd. Det er tydeligt, at han elsker bandet, men hans personlige kriser går gentagende gange ud over musikerne. The Eddys økonomi skranter, gæsterne bliver væk, og de ansatte frygter for deres fremtid.
Ikke nok med det er bandets frontkvinde Maja (polske Joanna Kulig fra ’Cold War’) dybt forvirret, efter hendes forhold med Elliot er kuldsejlet.
Da Elliots datter Julie flytter til Paris for at bo med sin far, rusker det for alvor op i Elliots liv, der bliver tvunget til at se sin fortid i øjnene. Måske kan en pladekontrakt med Benicio del Toro-lookalike Franck Levy (Benjamin Biolay) være jazzklubbens redning?
Jazzmusikken er i centrum i ’The Eddy’, og serien er også bedst, når bandet giver den gas på scenen.
I hvert afsnit zoomer vi udover Elliot ind på ét af menneskene omkring ham.
Julie storflirter med bartenderen Sim, der selv drømmer om at blive musiker. Bassisten Jude kæmper hver dag for at undgå at vende tilbage til sit liv som heroinmisbruger. Trommeslageren Katarina passer sin syge far og skurer toiletter, mens hun konstant drømmer sig tilbage til scenen.
Bipersonerne giver fortællingen luft og nuancer, men når et mordmysterie og en kriminel organisation pludselig trækkes ind over, virker det mest af alt som et desperat forsøg på at skabe spænding.
Damien Chazelle er executive producer og har instrueret de to første afsnit, og hans aftryk på serien er tydeligt.
Under de musikalske optrædener følger kameraet performernes bevægelser og rytmer tæt, og det er, som om man selv sidder på første række i klubben med en øl i hånden og en intens lugt af cigaretrøg, der går direkte i næsen.
Flere af scenerne virker også som direkte referencer til Chazelles fantastiske ’Whiplash’ om en jazztrommeslagers kamp for at slå igennem. Da Elliot ser sig om efter en ny trommeslager og afholder audition, er det uundgåeligt ikke at blive mindet om den ypperlige scene fra ’Whiplash’, hvor musikunderviseren Fletcher (J.K. Simmons) tester Andrew (Miles Teller) og to andre trommeslagere til det yderste.
’The Eddy’ skal også have ros for sit portræt af Paris. Der er ikke et glimt af Eiffeltårnet eller Triumfbuen. I stedet udforsker serien udkanten af Paris med multikulturelle minisamfund og det hårde liv i betonblokkene. Samtidig skifter karaktererne elegant mellem fransk, engelsk, polsk og arabisk.
André Holland (’Moonlight’) og Amandla Stenberg (’The Hate U Give’) er fremragende som far og datter, der forsøger at genfinde forbindelsen. Chazelle og Glen Ballard har også gjort et fund i jazzorkestrets cast, der hovedsageligt består af professionelle musikere.
Kort sagt:
Damien Chazelles tv-debut halter en smule i fortællingen, men stråler i optrædenerne på jazzklubben.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.