Charlize Theron fortæller om »fornærmende« forskelsbehandling på Mark Wahlberg-produktion

Den storhittende Netflix-film ‘The Old Guard’ har cementeret Charlize Theron som tidens hotteste action-heltinde. Da hun fredag deltog i en talk på årets Comic Con, der grundet coronapandemien udelukkende foregår digitalt, kunne hun imidlertid berette om kønsbetinget forskelsbehandling på vejen dertil.

Skuespillerindens første actionrolle var i F. Gary Grays ‘The Italian Job’ fra 2003, hvor hun delte plakaten med blandt andre Mark Wahlberg, Donald Sutherland, Jason Statham og Edward Norton. Tidligt i produktionen oplevede hun, at hun blev udsat for anderledes forhold end sine mandlige kollegaer:

»’The Italian Job’ var en fantastisk oplevelse i den forstand, at det gik op for mig, at der stadig fandtes en så forkert opfattelse af kvinder i genren«, fortæller hun i interviewet, der kan ses i videoen ovenfor.

»Der forløb en meget uretfærdig proces på grund af det. Jeg var den eneste kvinde sammen med en gruppe fyre, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg modtog et skema i vores præproduktion, og at de havde planlagt seks uger mere hård træning til mig end til nogen af fyrene. Der var så fornærmende. Men det var også en ting, som virkelig gav mig krudt i røven«.

»Jeg gjorde det til en pointe at overgå alle de fyre«, fortsætter hun. »Jeg husker tydeligt, hvordan Mark Wahlberg halvvejs gennem en af vores træningssessioner holdte pause og kastede op, fordi han havde så meget kvalme fra at lave 360’ere«.

Det er ikke første gang, Theron beretter om dårlige forhold i filmbranchen. Sidste år fortalte hun således, at hun tidligt i karrieren blev chikaneret af en berømt instruktør. Vedkommendes navn nævnte hun tilmed i flere interviews, men journalister valgte ikke at afsløre det for omverdenen.

Hun oplevede desuden den aldersdiskrimination, som kvindelige skuespillere i Hollywood ofte mødes med, da hun blev tilbudt rollen som Wonder Womans mor i Patty Jenkins’ superheltefilm fra 2017.

I fremtiden kan Charlize Theron ses i endnu flere actionfilmroller. Foruden næste film i den tilsyneladende endeløse ‘Fast & Furious’-franchise, indtager hun også atter hovedrollen i efterfølgeren til ‘Atomic Blonde’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af