’Black Panther’-stjerne stråler i første trailer til Steve McQueens højaktuelle antologiserie ’Small Axe’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Oscar-vinderen Steve McQueens antologiprojekt ’Small Axe’ er et af efterårets mest ventede serieprojekter. ’Small Axe’ har fundet vej til de store filmfestivaler, heriblandt Cannes Film Festival, og med McQueens tredobbelte Oscar-vinder ’12 Years a Slave’ i baghovedet, er det svært at undgå at have store forventninger til det kommende projekt.  

Amazon har offentliggjort traileren til ’Mangrove’, som er ét af seriens i alt fem afsnit, der alle er i spillefilmlængde. Centralt i traileren optræder ’Black Panther’-stjernen Letitia Wright som den slagkraftige kvinde Altheia Jones, der står i spidsen for en historisk raceprotest i Londons vestindiske kvarter.

’Mangrove’ bygger på historien om en aktivistgruppe, som senere fik navnet Mangrove 9, der i august 1970 deltog i en demonstration mod politichikane i deres lokalsamfund. Under demonstrationen blev de ni aktivister på uretfærdig og brutal vis arresteret og tiltalt for opfordring til oprør.

Den voldsomme politiaktion medførte en historisk retssag, hvor de ni aktivister, som de første nogensinde, blev frikendt på baggrund af det dokumenterede racehad begået af Londons politistyrker.

Kampen mod racisme er det overordnede tema i ‘Small Axe’. De enkelte afsnit er baseret på sande historier fra Londons vestindiske kvarter i perioden fra 1968 og frem til starten af 1980’erne. Hver enkelt film i serien følger en ny synsvinkel og foregår i forskellige tidsperioder.

I ‘Mangrove’ spiller Wright desuden over for Shaun Parkes (’Lost in Space’) og Malachi Kirby (’Black Mirror’).

Amazon har endnu ikke annonceret en officiel premieredato for ’Small Axe’, men serien forventes at blive tilgængelig på streaming i løbet af efteråret.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af