De 20 bedste film på Netflix lige nu

Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 20 bedste titler på streamingtjenesten lige nu – og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller et sci-fi-mindfuck af de helt store. God fornøjelse!
De 20 bedste film på Netflix lige nu
Joaquin Phoenix som Arthur Fleck i 'Joker'.
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

Listen er senest opdateret 25. august 2020.

‘Uncut Gems’

»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.

Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter  Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.

Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.

Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.

(Foto: Netflix)

‘Okja’

Oscar-sejren til ‘Parasite’ er en god anledning til at dykke ned i Bong Joon-hos bagkatalog, og her finder man blandt andet Netflix-filmen ‘Okja’, der måske ikke er så god som hans koreanske mesterværker, men alligevel mere end seværdig – og hyperaktuel.

Supersvinet Okja vokser op i landlig idyl hos pigen Mija i Sydkorea, men kidnappes og udsættes for ikke så få uhyrligheder af selvsamme grumme kødindustri, der har fremavlet grisebassen.

Ganske vist er Okja ikke mere virkelig end Gollum og E.T., men Joon-hos barske og excentriske ’familiefilm’ og skildringer af slagterier som veritable koncentrationslejre vil få selv den mest hardcore kødæder til at tænke en ekstra gang, inden der bestilles en skovlfuld Jagger-bugere til søndagstømmermændene. ’Okja’ er en film om en verden besat af infame vækstideologier og samvittighedsløs voldtægt af naturressourcer for profit, men det er – heldigvis – også en rørende og tidløs fortælling om et barn og hendes elskede dyrefølgesvend, der går lige i hjertet.

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

’Marriage Story’

Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.

Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.

’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.

Kleenex påkrævet.

Joaquin Phoenix i ‘Joker’.

’Joker’

Joaquin Phoenix vandt fuldfortjent sin første Oscar for sin pragtpræstation som titelfiguren i Todd Phillips’ mørke origin story om Batmans ærkefjende, Jokeren.

Phoenix går planken ud, når han med hysterisk grinegråd skildrer den mentalt forstyrrede hospitalsklovn, Arthur Fleck, der antænder et oprør mod magteliten i Gothams virkelighedsnære gader, hvor de allerrigeste har trådt samfundets udskudte under fode alt for længe.

’Joker’ er fyldt med referencer til ikoniske 70’er-klassikere som Martin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’King Comedy’. Ligesom i disse hovedværker handler ‘Joker’ om en desillusioneret, forvitret sjæl, fanget i storbyens isolerende mørke. Det er tungt og dystert – og en helt ny retning for tidens altdominerende superheltefilm.

Michael Keaton i ‘Birdman’.

‘Birdman’

Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf. Og blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.

Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Men omkring antihelten begynder virkeligheden at kollapse, idet hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.

Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet svæver over hustagene, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.

Michael Keatons meta-præstation er modig, men instruktør Alejandro Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er i lige så høj grad en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.

Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

‘Roma’

Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.

Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.

Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.

Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.

Natalie Portman i ‘Annihilation’.

’Annihilation’

’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.

Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.

En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.

Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal i ‘Zodiac’.

’Zodiac’

’Zodiac’ minder formelt set ganske meget om ’Seven’ i den forstand, at den handler om mænds besættelse af at aflure mønsteret bag en seriemorders luner. Jake Gyllenhall er den oprigtige og godtroende, Robert Downey Jr. den kyniske og Mark Ruffalo den anspændte, men metodiske. Hvor ’Seven’ munder ud i en finale, der lægger alt mørket ulideligt klart frem i lyset, forbliver ’Zodiac’ i mørket. Her er ingen opklaring, ingen form for forløsning (hvor mørk den end måtte være).

‘Zodiac’ handler ikke om at forløse et plot, den handler om besættelsen ved at bevæge sig dybt ind i en gåde, uden man nødvendigvis bliver klogere af det. På den måde bevæger vi os som publikum ind i de besattes psykologi snarere end i gådens kerne. Fincher bearbejder sin seer langsomt og med en så knusende ro, at han netop på paradoksal vis gør os urolige og anspændte (blandt andet fordi man er så vant til at se film, der griber mere demonstrativt fat i nogle enkelte plottråde).

Dermed er tilværelsens grundlæggende paradoksalitet eller uafgjorthed trukket skarpt op. Som publikum forlader vi filmen lige så konfuse, frustrerede og/eller besatte som karaktererne, vi følger.

Den dybere pointe er måske, at jagten efter mening er selve meningen med eksistensen, og på den måde er ’Zodiac’ Finchers filosofisk og eksistentielt mest radikale og gennemførte film, fordi han her finder en form, der på besættende vis lever op til sit eget credo. ’Zodiac’ er Finchers underkendte mesterværk, en af de mest gennemførte amerikanske film i 00’erne.

‘Atlantique’

’Atlantique’

Et forarmet Afrika, unge elskende, mænd, der driver afsted mod Europa, men kommer tilbage som zombier. Det er noget artsy shit, det her, er det ikke?

Til dels – man skal bestemt ikke vente sig konventionel fremdrift af den unge, kvindelige fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops debutfilm, der vandt Juryens Pris ved årets Cannes-festival. Det er en mystisk og drømmerisk film, men også gudesmuk og et flimrende billede af håb og aspiration i en ulige verden.

Så hvad laver sådan en film på Netflix? Det kan bestemt overraske, at lige netop Netflix nuppede distributionen af en så udpræget festivalfilm, men det siger noget om, at tjenesten også vil markere sig på artfilmområdet, og ’Atlantique’ havde sikkert ikke været tilgængelig i Danmark – ud over enkelte festivalvisninger – uden streamingtjenesten. Se den en dag, hvor du har overskud til at sætte pris på, hvordan filmsproget også kan formuleres.

Javier Bardem i ‘No Country for Old Men’.

’No Country for Old Men’

Coen-brødrene skabte deres mindst Coen’ske film med Oscar-vinderen ’No Country For Old Men’, der spidder amerikansk senkapitalisme og grådighed med sit isnende portræt af et åndsforladt USA, hvor ondskaben svæver over de asfalterede ørkenveje ved højlys dag.

Josh Brolin spiller den fåmælte cowboy af i går, Llewelyn Moss, der falder over en kuffert med to millioner dollars midt ude i ørkenen, hvor en narkohandel er gået grueligt galt. Han nupper pengene, men hans bedagede retskaffenhed tvinger ham til at vende tilbage til gerningsstedet, hvor han får den nådesløse lejemorder Anton Chigurgh (en uforglemmelig Javier Bardem) på nakken.

Hvad der følger, er et åndeløst spændende spil katten-efter-musen, der ville gøre salige Hitchcock stolt.

‘Spirited Away’ på dansk ‘Chihiro og heksene’.

’Spirited Away’

Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.

Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.

Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.

Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.

’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.

Milly Shapiro i ‘Hereditary’

’Hereditary’

Slutningen deler vandene og er nok mere for hardcore-gysernørderne end for dem, der kun stiger på de mest anmelderhittende art-horrorfilm, hvis bølge ’Hereditary’ red oven på med overvældende succes.

Men uanset hvad: Hold nu op for et gennemført creepy og velkomponeret psykologisk horror-drama, der går forud. Toni Colette har sit livs rolle som Annie, der netop har mistet sin mor – et efter alt at dømme forfærdeligt kvindemenneske med kontakt til det okkulte. Denne forbindelse lever dog videre og sætter traumatiske spor i forholdet mellem Annie og hendes to børn, hvilket afstedkommer flere allerede nyklassisk foruroligende scener.

At ’Hereditary’ er en debutfilm, er forbløffende, for Ari Aster mestrer sine virkemidler og formår at dosere den oprigtige, udtryksfulde granskning af sorg med en konstant overraskende fortælling og udsøgte billedkompositioner med dukkehuset som uhyggelig, gennemgående metafor. En af de absolut bedste gyserfilm fra de senere år.

Adam Driver og John David Washington i ‘BlacKKKlansman’.

’BlackKklansman’

Veteranen Spike Lee er i topform med denne lige dele hysterisk sjove, tragiske og indignerede film om ekstrem racisme i USA. Filmen er løst baseret på den virkelige kriminalbetjent Ron Stallworths selvbiografi om, hvordan han som ung sort undercover-betjent i Colorado Springs i 1979 infiltrerede den lokale Ku Klux Klan-afdeling.

John David Washington spiller veloplagt Ron, der i en indskydelse svarer på en annonce for KKK ved at ringe op til den lokale formand og erklære sig enig i organisationens højreekstremistiske dagsorden. Da han åbenlyst ikke kan møde op til en forsamling selv, sender han sin hvide, jødiske (!) kollega Flip (Adam Driver) af sted. Sammen – Ron via telefon og Flip personligt – overbeviser de medlemmerne helt op til klanlederen David Duke (Topher Grace) om deres dedikation til sagen og opnår indsigt i KKK’s lyssky planer.

Især de fysiske møder udvikler sig til nervepirrende, men også absurd humoristiske situationer, og det er fornøjeligt at overvære parret snøre de ubegavede racister. Lees nedslående pointe er dog, at deres anstrengelser i sidste ende ikke havde en effekt. White supremacy lever i bedste velgående.

Leonardo DiCaprio i ‘The Wolf of Wall Street’.

’The Wolf of Wall Street’

Er Scorseses film om Wall Street-milliardæren Jordan Belfort en apologi for amoralsk opførsel? Det mente mange, da ‘The Wolf of Wall Street’ ramte biograferne i 2014, men filmen er immervæk en tour de force i rytme, klipning og fortælleenergi, der er noget nær umulig at modstå.

Skildringen af Belfort gav hovedrolleindehaver Leo mulighed for at spille på alle tangenter (endnu en film, han burde have fået en Oscar for), hvor kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Og han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte. Der er en rytme og et energisk svaj i Leos diktion filmen igennem, og han tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen. Fornemt suppleret af Jonah Hill, Margot Robbie og Matthew McConaughey på sidelinjen.

Det er en af instruktør Martin Scorsese bedste og mest ublu underholdende film siden ’Goodfellas’ – og absolut den sjoveste til dato.

Robert Pattinson i ‘Good Time’.

‘Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

Kumail Nanjiani og Zoe Kazan i ‘The Big Sick’.

’The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i 2017 af hylende morsomme ’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist. Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selv hovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.

Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre – scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano – og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tage aktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid – ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’ – og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA. ’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellem blomstrende fordomme og politisk korrektheds-pavernes tyranni – og den mest ærlige romance i årevis.

Leonardo DiCaprio i ‘The Departed’.

‘The Departed’

Martin Scorsese begik endnu en karriereklassiker med Oscar-vinderen ’The Departed’, der griber seeren om struben i to en halv times nærmest ulideligt neglebidende spænding, mens Leonardo DiCaprio og Matt Damon giver to af karrierernes stærkeste præstationer på hver sin side af loven.

DiCaprio er undercoveragenten Billy, der skal infiltrere den frygtindgydende irske godfather Frank Costellos (djævelske Jack Nicholson) kriminelle miljø, men missionen kompliceres fatalt, da det viser sig, at politiets nye gulddreng Colin Sullivan (Matt Damon) har lidt for nære forbindelser til Costello. Mark Wahlberg, Martin Sheen og Alec Baldwin yder vægtig birollesupport (Wahlberg blev sågar Oscar-nomineret) i det brutale univers, der leverer det ene chok-twist efter det andet.

Et moderne krimimesterværk af allerhøjeste kaliber baseret på den i øvrigt lige så anbefalelsesværdige Hong Kong-thriller ’Internal Affairs’.

Bradley Cooper og Lady Gaga i ‘A Star Is Born’.

‘A Star is Born’

Bradley Coopers debuterede som instruktør med en (fjerde!) genindspilning af Hollywoods mest elskede kønspolitiske skæbnefortælling om den unge kvinde Ally, hvis sangtalent opdages og coaches af den fallerede rockstjerne Jack. Sød musik opstår, men harmonierne bliver stadigt mere skingre, i takt med Allys popularitet begynder at overskygge elskeren og mentorens falmende spotlys.

Filmens tematikker omkring underholdningsbranchens patriarkalske magtstrukturer føles mindst lige så relevante i 2018, som da den første film fik premiere i 1937 – om noget kan man gyse over, hvor lidt ligestillingen i Hollywood udviklede sig i årtierne efter – og Lady Gaga uden kødkjole-couture og makeup er en åbenbaring af et Oscar-værdigt skuespiltalent.

’A Star Is Born’ er en klassisk tragikromantisk tåreperser, der hepper på den unge kvindes stjernefart, samtidig med at den ikke dæmoniserer manden, hvis maskuline selvbillede eroderer over for en ny virkelighed, hvor the future is female, men som giver plads til begges eksistentielle udfordringer i en brydningstid.

Soundtracket? Et af årtiets bedste, naturligvis.

Rutger Hauer i ‘Blade Runner’.

‘Blade Runner’

Ridley Scotts ikoniserede sci-fi-klassiker fra 1982 behøver næppe nogen nærmere introduktion, men har du alligevel endnu ikke oplevet Harrison Ford som replikantjægeren Rick Deckard (en såkaldt ’blade runner’) og Rutger Hauer som replikanten Roy Batty, der tager brutale metoder i brug i kampen for sin frihed, venter der dig en stor filmoplevelse i det futuriske år… 2019.

Deckard har Roy og dennes kæreste Pris (Daryl Hannah) i søgelyset, men da han møder gudesmukke og skarpe Rachael (Sean Young) – der ikke selv er klar over, at hun er en replikant – udfordrer følelserne ham til at granske den eventuelle diskrepans mellem at være menneskelig, at besidde menneskelighed og ikke mindst at udvise medmenneskelighed.

’Blade Runner’ stiller eksistentialistiske spørgsmålstegn ved vores forhold til teknologi (mere relevante i dag end nogensinde) og accept af ’de fremmede’ i samfundet, samtidig med at Ridley Scotts stemningsfyldte fremtidsverdensopbygning blæser en bagover med sin detaljerigdom og smægtende, noir-stilistiske fotografering.

Al Pacino og Robert De Niro i ‘The Irishman’. (Foto: Netflix)

’The Irishman’

’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge Martin Scorsese, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.

Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Frank ’The Irishman’ Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede.

Sikkert er det dog, at Sheeran (Robert De Niro) qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa (Al Pacino), en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne.

Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande går an, men langt vigtigere får de to kæmper Pacino og De Niro lov til at kappes om kameralinsens gunst, mens Joe Pesci er tilbage fra pensionen med et fantastisk underspillet portræt af en venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden.

Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre, hvor vi følger de leverplettede gangstere til alderdommens yderste kant, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller i ugedoseringsæsker. Muligheden for tilgivelse berøres, og ’The Irishman’ bliver en fornem elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen.

God streaming!

Artiklen er senest opdateret 25. august 2020.

Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix lige nu

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af