De 20 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden barsk superhelteaction og skæve indiekomedier også gemmer på en række af de seneste års suverænt bedste film, fra ’Ex Machina’ og ’Us’ til ’Free Solo’ og ’Her’. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund.
De 20 bedste film på Viaplay lige nu
KiKi Layne i 'If Beale Street Could Talk'.

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

Listen er senest opdateret 25. august 2020.

‘The Favourite’

Den græske særling Yorgos Lanthimos håndterede for første gang en andens manuskript, men resultatet bærer alligevel umiskendeligt instruktørens kulsorte humor og skæve repliklevering. Rachel Weisz og Emma Stone duellerer sprudlende om Olivia Colmans gunst i 1700-tallets engelske kongehus, og alle tre er svidende fornøjelige med Colmans ynkværdige dronning som fortjent Oscar-vindende højdepunkt.

The Favourite‘s kostumer er forrygende over the top-pompøse, Robbie Ryans kamera skaber feberhed surrealisme med sin fiskeøjelinse, og magtspillet er uimodståeligt intrigant.

Alicia Vikander i ‘Ex Machina’.

’Ex Machina’

Kærlighed, ensomhed og vores komplekse forhold til kunstig intelligens. Det er de helt store temaer, den amerikanske instruktør Alex Garland kaster sig over i den ambitiøse debutfilm ’Ex Machina’, der allerede har fået status som science fiction-nyklassiker.

Filmen lægger sig i slipstrømmen på Spike Jonzes ’Her’ med en ny form for science fiction, der skildrer en ikke så fjern fremtid, hvor kunstig intelligens er så veludviklet, at mennesker er tilbøjelige til at udskifte deres personlige relationer med AI’s.

Domhnall Gleeson er perfekt castet i rollen, som den lidt for godtroende Caleb, der småforelsker sig i menneskerobotten Ava (sublimt spillet af Alicia Vikander), mens Oscar Isaac leverer endnu en af sine kraftpræstationer i rollen som det lunefulde supergeni, Nathan, som det ene øjeblik er venskabelig og i det næste er mistænkeligt hemmelighedsfuld.

De tre karakterer er alt, vi behøver i Garlands dvælende men alligevel dybt medrivende kammerspil, hvor alle – ja, selv robotten – har hemmelige planer for og med hinanden. Garland er ligeledes tilbageholdende med informationer til seeren, der ligesom Caleb-karakteren må prøve at finde hoved og hale i, hvad Nathan i virkeligheden pønser på i det hemmelige forskningsanlæg.

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

’Once Upon A Time In Hollywood’

Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.

Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).

Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.

Lupita Nyong’o i ‘Us’.

’Us’

 Det siger ikke så lidt, at Jordan Peele allerede står som et af Hollywoods varmeste instruktørnavne efter kun to spillefilm. Amerikaneren er noget så sjældent som en horrorinstruktør, hvis film både appellerer til mainstreampublikummet og de kulturelle feinschmeckere med sin dybt originale blanding af samfundskritik, humor og iskolde gys.

I den mesterlige debutfilm ’Get Out’ blotlagde instruktøren den strukturelle racisme, der fortsat hærgede USA under Obama – og som for alvor har set dagens lys over de seneste måneder. I ’Us’ vender Peele i stedet blikket indad: Rædslerne er ikke forankret i det ydre samfund, men i de mørke afkroge af karakterernes sind.

Alt ånder lutter idyl, da Adelaide (Lupita Nyong’o) og Gabe (Winston Duke) tager på strandferie med deres to børn. Men håbet om en solrig og fredfyldt familieferie knuses, da familien snart bliver terroriseret af deres dybt forstyrrende, zombieagtige dobbeltgængere.

’Us’ er fyldt med referencer til klassiske gysere og popkultur, der i Peeles hænder føles både originale og forfriskende. Lupita Nyong’o leverer den mest frygtindgydende dobbeltpræstation længe, mens Elisabeth Moss står for en af nyere tids mest ikoniske dødsscener – perfekt orkestreret til tonerne af ’Fuck tha Police’.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

’Free Solo’

 Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

Hovedpersonen Miles Morales i ‘Spider-man: Into the Spider-verse’.

‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’

»A leap of faith – that’s all it is«, lyder det i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, og det er et fantastisk ét af slagsen, der tages med animationsfilmen over den populære edderkoppehelt. Et friskt pust, som forhåbentligt vil vække genklang i superhelteuniverserne.

Siden 2002 er vi blevet hevet igennem hele tre forskellige versioner af Spider-Man. Og selvom Tom Holland gjorde et glimrende stykke arbejde i ’Spider-Man: Homecoming’ fra 2017, har det været svært at mønstre samme begejstring, hver gang den vægkravlende gavtyv er vendt tilbage på skærmen. Det ændrer sig her.

Det fantastiske team bag den nye film respekterer nemlig seeren nok til at udelade en alt for detaljeret opsummering af historien om Peter Parker, som vi alle sammen kender. I stedet giver den plads til den nye stjerne Miles Morales (Shameik Moore), der skinner soleklart igennem.

Miles er i filmens begyndelse en helt almindelig dreng, der lever sit gængse liv i et parallelt univers med sin far (Brian Tyree Henry) og sin mor (Luna Lauren Velez) og med sin onkel Aaron (Mahershala Ali) på sidelinjen.

I stil med den Peter Parker, vi kender, har Miles en nørdet side, der har fået ham ind på en prestigefyldt skole. Men i den rette teenageånd vil han meget hellere være en normal dreng på sin gamle skole. Hvilket han dog hurtigt kan glemme, for også i dette univers er der radioaktive edderkopper, og før Miles – og vi – ved af det, hvirvles han ind i et multivers af Spider-People og superskurke over de blot to dage, fortællingen udspiller sig over.

Det er rasende originalt og smittende frækt.

‘Dronningen’. (Foto: Rolf Konow)

‘Dronningen’

Det siger ikke så lidt, at Trine Dyrholm har en af karrierens allerstærkeste roller som den velbjergede overskudsadvokat, der indleder et forhold til sin 17-årige stedsøn (Gustav Lindh) i May el-Toukhys dristige ’Dronningen’.

Filmen vender og drejer publikums sympati på sublimt pirrende facon, mens den skaber både psykologisk troværdighed i den ulige relation og natursymbolsk lyrik gennem billederne af den vildtvoksende skov og Jon Ekstrands enigmatiske score. En sjældent overbevisende og politisk ukorrekt dansk film om drifter og moral.

Kirsten Dunst i ‘Melancholia’.

‘Melancholia’

Få filmskabere deler vandene lige så meget som Lars von Trier, der gennem fire årtier har markeret sig som en af Europas vægtigste auteurs med sine provokerende formmæssige nyskabelser. Men med ’Melancholia’ fra 2011 skabte han sin mest menneskelige film til dato – en gudesmuk dommedagsvision om kunsten og jordens forfald, som ingen ringere end USA’s førende humanist Bernie Sanders har som sin favoritfilm.

Filmen står som en perfekt samfundsallegori over menneskets depressive afmagt i en dybt uoverskuelig tid, hvor destruktive klimaforandringer har lagt sig over vores tilværelse og coronapandemien har blottet samfundets skrøbelighed.

Kirsten Dunst leverer sin bedste præstation længe i rollen som Justin, der bevæger sig gennem sin bryllupsnat i en depressiv døs, ledsaget af sin formanende, neurotiske storesøster (Trier-darlingen Charlotte Gainsbourg). Men i takt med at det stort anlagte bryllup går i vasken, vågner Justin op til dåd, da den faretruende og mystiske planet Melancholia nærmer sig Jorden. Vil den kollidere eller passere? Trier giver på vanligt provokerende vis svaret i filmens allerførste minutter, men alligevel sidder man som på nåle frem mod den gåsehudsfremkaldende slutning.

’Melancholia’ er dog ikke nær så tung, som den måtte lyde, når Trier hudfletter alt fra reklamebranchen til tidens (manglende) personlige relationer – tilsat en god portion af sin karakteristiske galgenhumor – og samtidig brænder igennem med en stærk hyldest til familiebåndet og medmenneskelighed. Når Jorden brænder sammen, har vi kun hinanden.

‘Booksmart’.

‘Booksmart’

Skuespiller Olivia Wilde debuterer som instruktør med en øjeblikkelig ungdomsklassiker. I sin trippende struktur – to venners tour de force gennem fester og mærkelige møder på sidste nat i highschool – er den åbenlyst beslægtet med ’Superbad’, men den er også forrygende veldirigeret mod tidens zeitgeist anno 2019 og spiller på den måde efter sine helt egne regler.

Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever har gnistrende kemi som de tunnelsynede stræbere Amy og Molly, der må tage revanche, da de opdager, at alle deres festglade klassekammerater også er kommet ind på de bedste universiteter.

Wilde overrasker med filmisk veloplagte sekvenser, der bryder højtempo-fortællingen med velgørende overskud, mens birolleensemblet har den der uimodståelige kvalitet, der gør, at man kan se en film igen og igen. Og så rummer ’Booksmart’ bare et befriende progressivt blik på alt fra teenageliv til venskab og seksualitet. Meget mere kan man ikke bede om.

‘If Beale Street Could Talk’

’If Beale Street Could Talk’

Barry Jenkins fik sit store gennembrud med den mesterlige Oscar-vinder ’Moonlight’, en poetisk coming of age-fortælling om homoseksualitet i et utilgivende ghettoområde i Miami.

Af uransagelige årsager gik hans opfølger, den lige dele smukke og hårde ’If Beale Street Could Talk’, totalt under radaren herhjemme. Men selvom filmen ikke tangerer samme mesterværksstatus som ’Moonlight’, er den bestemt en varm anbefaling værd.

Jenkins’ medrivende og højaktuelle drama, som bygger på James Baldwins roman af samme navn, følger det nyforelskede par Tish (Kiki Layne) og Fonny (Stephan James), hvis grænseløse kærlighed udfordres, da Fonny anklages for en voldtægt, han ikke har begået i 1970’ernes New York.

’If Beale Street Could Talk’ indrammer perfekt den evigt aktuelle historie om systematisk undertrykkelse af sorte i USA og den magtesløshed, sorte oplever i kampen mod den bundracistiske retsstat. Det er indigneret, samfundskritisk filmkunst af bedste skuffe – med glimt af håb og kærlighed.

‘Ternet Ninja’.

’Ternet Ninja’

Med ’Terkel i knibe’ skabte Anders Matthesen et uendeligt citerbart folkeklenodie, der har gjort sig fortjent til sin plads på enhver folkeskoleelevs filmpensum. Og mon ikke ’Ternet Ninja’ kan siges at gøre sig fortjent til samme ære?

Filmen, der skrev historie med over 928.000 solgte billetter (det højeste danske billetsalg siden 1985), samler op på de udødelige karakterer fra ’Terkel i knibe’, men fra en lidt anden vinkel: Denne gang er fokus på den helt almindelige teenagedreng Aske – Terkels fætter, no less – der kæmper med genkendelige hverdagsproblemer som mobning, ulykkelig kærlighed og uforstående forældre, men som får vendt sit liv på hovedet, da han møder en magisk ternet ninja-dukke, som er på en blodig hævnmission.

Plottet er gakket på vanlig Matthesensk vis og skubber da også grænser for, hvor grove (og sjove!) jokes man kan slippe afsted med. ’Ternet Ninja’ er glimrende underholdning for både store og små og skriver sig ind i en fin dansk tradition for politisk ukorrekt underholdning. Samtidig leverer Matthesen en meningsfuld historie om retfærdighed og at turde stå ved sig selv.

Anders Danielsen Lie i ‘Reprise’.

’Reprise’

 Norske Joachim Trier markerede sig som en af Nordens største nye filmstemmer med debutfilmen ’Reprise’, et eksistentielt coming of age-drama om to forfatterspirer, der drømmer om at slå igennem på den litterære scene i Oslo.

Med sit legesyge portræt af ungdommelig ambition og eksistentielle kriser inspirerede filmen blandt andet tv-sensationen ’Skam’, mens den også selv bærer sine referencer til klassikere som Truffauts ’Jules and Jim’ uden på tøjet.

’Reprise’ er dog helt sin egen, når den følger de to unge venner Erik (Espen Klouman-Høiner) og Philip (Triers faste leading man Anders Lie Danielsen), der på samme tid kaster manuskriptet til debutromanen i forlagets postkasse med håb om en stor forfatterkarriere. Verden ligger for deres fødder og alt kan ske. Tror de. Men da Erik får afslag og Philip opsluges af en stormombrust forelskelse, brister den ungdommelige naivitet og energi i mødet med virkelighedens borgerlige realiteter.

Filmen balancerer poesi og melankoli i sin rørende fortælling om venskab og kærlighed, og hvad det vil sige at være ung og sårbar, når virkeligheden ikke altid realiserer sig i henhold til forventningerne.

Thomasin McKenzie og Ben Foster i ‘Leave No Trace’.

‘Leave No Trace’

Der skulle gå otte år, fra Debra Granik hjalp Jennifer Lawrence til et gennembrud med det stærke udkantsportræt ’Winter’s Bone’, til hun udkom med sin spillefilmopfølger. Men den var værd at vente på.

Ligesom ‘Winter’s Bone’ er ’Leave No Trace’, der herhjemme blev vist på CPH PIX-festivalen, en film om de mennesker, der lever på vrangen af det amerikanske samfund: Frivilligt udstødte fra den gængse civilisation. Ben Foster spiller nærmest umælende krigsveteranen Will, der opfostrer sin datter Tom i skoven uden for lov og ret. En dag opdager en løber dem dog og slår alarm, og Will tvinges nu til at forholde sig til det etablerede samfund.

Den sjældne kvalitet i ’Leave No Trace’ er, at den ikke fordømmer hverken Will eller de myndigheder, der truer med at tage hans datter fra ham. Alle vil familien det bedste. Men spørgsmålet melder sig, om Wills livsvalg – skåret af hans psykologiske ar – også er det rigtige for datteren. Svaret er dybt rørende i en film, der holder blikket fast med lavmælt suspense og to skuespilpræstationer i absolut topklasse.

Joaquin Phoenix i ‘Her’.

‘Her’

Spike Jonzes film om en mand (eminente Joaquin Phoenix), der forelsker sig i sit avancerede styresystem (sensuel stemme af Scarlett Johansson) er slet og ret uforglemmelig.

Jonze formår noget meget usædvanligt med filmen: At ramme lige ned i en hyperaktuel tematik – vores nærmest patologisk tætte forhold til vores elektroniske devices – og samtidig forløse en universel fortælling: En kærlighedshistorie og en historie om en ensom, vingeskudt mand, der søger bekvemt nærvær uden de risici for at blive såret, et almindeligt forhold uundgåeligt fører med sig.

Når man dertil lægger et fuldstændigt gennemført visuelt univers, hvor storbymiljøet i den nære fremtid er blevet tweaket nøjagtigt så meget, at det virker fremmed og genkendeligt på én gang, et kongenialt melankolsk score fra Arcade Fire og en række pirrende filosofiske refleksioner lige under overfladen – ja, så har man en sci fi-klassiker.

Will Poulter i Kathryn Bigelows ‘Detroit’.

’Detroit’

Kathryn Bigelows ’Detroit’ er kun blevet mere og mere aktuel siden premieren i 2017. Filmen er en brutal skildring af de voldsomme raceprotester i Detroit anno 1967, hvor en nærmest borgerkrigslignende tilstand udspillede sig mellem de (hovedsageligt) sorte demonstranter og politiet.

I fokus er den hjerteskærende tragedie, der udfoldede sig på Algier Motel, hvor tre ubevæbnede sorte mænd blev dræbt af politiet. Det skildres på uafrystelig vis med et nærgående kamera, der aldrig vender blikket væk fra den umenneskelig tortur begået af politiet – anført af den modbydeligt racistiske Krauss (en forfærdende Will Poulter).

Som vores anmelder skrev: »Jeg kan ikke anbefale filmen nok, hvis man gerne vil tættere på at begribe USA’s evigt aktuelle racekonflikt, konsekvenserne af racisme, der bestemt ikke er specifikt for USA, og følelsen af at være undertrykt og bange for sit liv på grund af sin hudfarve«.

Frances McDormand i ‘Fargo’.

’Fargo’

 Går du også utålmodigt og venter på fjerde sæson af ’Fargo’-serien, så er ventetiden godt givet ud ved et gensyn med Coen-brødrenes filmforlæg fra 1996.

Filmen handler kort fortalt om pushoveren Jerry Lundegaard (William H. Macy), der i desperat pengenød hyrer et par håndlangere (Steve Buschemi og Peter Stormare) til at kidnappe hans kone (Kristin Rudrud) med en aftale om at dele findelønnen på 80.000 dollars. En plan, der selvfølgelig ender helt galt.

’Fargo’ er Coen-brødrene, når de er bedst. Vold og suspense går hånd i hånd med satire og (tragi)komik, og så foregår filmen i det iskolde og snedækkede Minnesota – de to auteurinstruktørers hjemstavn ­­– hvilket giver filmen et mindeværdigt æstetisk udtryk. Man kommer heller ikke uden om Frances McDormands Oscar-vindende pragtpræstation som den ihærdige gravide politikvinde Molly Gunderson, der langsomt men sikkert opruller mordkomplottet.

‘Apocalypto’.

’Apocalypto’

 Mel Gibson instruerede sin bedste og mest ambitiøse film med ’Apocalypto’, der skildrer mayaernes sidste tid i 1500-tallets Mexico.

Gibson portrætterer et samfund, der kollapser om sig selv, hvor simple traditionelle liv korrumperes af storpolitik, blodtørst og grådighed. Det er helt i tråd med den anti-imperialistiske dagsorden, Gibson lagde for dagen i sit instruktørgennembrud ’Braveheart’, men som i ’Apocalypto’ virker så meget desto mere ægte – særligt fordi hele filmen foregår på det originale Yucatez Maya-sprog, mens flere centrale roller spilles af amatørskuespillere.

Der er tilstræbt en højnet realisme, men Gibson trækker samtidig på konventionelt Hollywood-filmsprog i dette sansebombardement af frodige regnskove, smukke kyststrækninger og blodig gore.

‘Children of Men’.

‘Children of Men’

Længe før han barslede med Netflix-mesterværket ‘Roma’, stod Alfonso Curarón bag en af de bedste dommedagsfilm fra det 21. århundrede, der er lige så neglebidende, som den er velspillet af Clive Owen, Julianne Moore, Michael Caine, Chiwetel Ejiofor og Charlie Hunnam.

I en ikke så fjern fremtid i 2027 står menneskeheden på grænsen til total udryddelse, da ingen længere kan få børn og antibiotikaresistent pest raser over hele verden. Flygtningestrømme valfarter mod England, der som et af få lande i verden forsøger at opretholde en funktionel regering midt i kaosset (oh, hvilken Brexit-ironi). Men da en gravid kvinde dukker op under vingerne af en barsk menneskerettighedsmilits, spirer et spinkelt håbet i mørket.

Ud over de spektakulære, nyklassiske onetakes er ’Children of Men’ overraskende kompromisløs i sin skildring af menneskeligt armod, og retter en skarp samfundskritisk finger mod vestlige armslængdeprincipper i akutte spørgsmål om flygtningekriser, der føles lige så aktuel nu som ved premieren i 2006.

Viola Davis og Cynthia Erivo i ‘Widows’.

‘Widows’

Steve McQueen fulgte op på sin Oscar-succes med ’12 Years a Slave’ med den hårdtslående ’Widows’, der kredser om instruktørens faste temaer som klasseskel, racisme og systemisk uretfærdighed.

Filmen udfolder sig som lige dele slow burn-karakterdrama og hæsblæsende action-ridt, når McQueen følger fire kvinder – anført af fænomenale Viola Davis – der sætter sig for at udføre et kup for at betale deres afdøde kriminelle mænds gæld til den lokale mafiaboss (Brian Tyree Henry fra ’Atlanta’).

McQueen åbenbarer et Chicago blottet for medmenneskelighed, hvor livsglæde måles i iskolde kontanter, og målet helliger midlet i alle samfundets lag. ’Widows’ er en eksplosiv og åndeløst spændende kupfilm med et all star-cast i front, der samtidig diagnosticerer det pilrådne samfund – gennemsyret af systemisk korruption – som gør nogle samfundslag til konger og andre til hjælpeløse bønder.

Elsie Fisher i ‘Eighth Grade’.

’Eighth Grade’

Hvor mange coming of age-film har vi ikke set om den amerikanske highschool- og college-tid?

Hvor mange film har vi så til gengæld set om at gå i middle school, om tiden som ung teenager? Ikke særligt mange. Men det er netop den tid, som komikeren Bo Burnham behandler med udsøgt følsomhed i sin første, overraskende film som instruktør.

Da vi først møder hovedpersonen Kayla, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla – på hendes usikkerhed og desperation efter at blive en del af flokken. Hun spilles med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.

Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som en af de bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet, men ikke uden håb.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af