De 15 bedste film på Disney+

Hvordan vælger man mellem sine børn? Eller rettere: De film, man elskede som barn? Streamingtjenesten Disney+ er et overflødighedshorn af nostalgi og superheltefavoritter, men her gør vi alligevel et bravt forsøg på at plukke de 15 bedste titler, du kan se lige nu.
STREAMING TOGETHER
Johnny Depp i ‘Edward Saksehånd’.

’Edward Saksehånd’

Tim Burtons suverænt bedste film markerede starten på samarbejdet med Johnny Depp, der her minder om, hvorfor han var en af 90’ernes mest solide og sjælfulde skuespillere. Et usvigeligt stortalent, der med ganske få melankolske blikke knuser ens seerhjerte.

Foruden at være et tragikomisk juleeventyr om menneskerobotten Edwards forelskelse i pigen Kim (Winona Ryder i karrierens bedste rolle) er ’Edward Saksehånd’ også et stykke sindigt forstadssatire over det konservative USA, hvor snorlige villaveje, religiøs fanatisme og pastelfarvede huse fremstår mindst lige så creepy som Edwards gotiske slot. Det er sjovt, grumt og slutteligt så brandsørgeligt, at tonerne af Danny Elfmans legendariske score for evigt vil rive i tårekanalerne.

‘Thor: Ragnarok’.

’Thor: Ragnarok’

Det kom bag på mange, da den newzealandske indie-filmmager Taika Waititi (’What We Do in the Shadows’) landede jobbet som instruktør på Marvels tredje ’Thor’-kapitel. Men satset viste sig som intet mindre end en genistreg, da Waititi rebootede den nordiske (well…) gud med gakket situationskomik, 85 procent improviseret dialog (ganske uhørt i kontrolleret Disney-regi) og psykedeliske farveeksplosioner til tonerne af 80’er-synth-rock.

Under Waititis instruktion sprang vennen Chris Hemsworth ud som herligt selvironiserende komisk begavelse, hvis kemi med Tom Hiddlestons lumskebuks Loki og Tessa Thompsons drukfældige Valkyrie slår veloplagte gnister (når skuespillerne da ikke forsøger at undertrykke deres grin). Alt imens Jeff Goldblum bringer al sin umiskendeligt quirky Goldblumness til rollen som den über-forfængelige skurk Grandmaster.

’Thor Ragnarok’ er ikke bare et af de mest underholdende actionbrag på Disney+, den er en af Marvels allerbedste film.

‘Toy Story 3’.

’Toy Story 3’

John Lasseters vidunderlige ’Toy Story’ fra 1995 kickstartede Pixar-æraen, der gav mangen en Disney-topchef sved på panden i et årti, hvor kvaliteten af Disneys egne originalfilm begyndte falme. Hvorfor det kom som en overraskelse for lige præcis nul mennesker, da Disney i 2006 købte Pixar for, hold nu fast, 7,4 milliarder dollars.

’Toy Story’-hovedrolleindehaverne Tom Hanks og Tim Allen har siden lagt stemme til henholdsvis cowboydukken Woody og space ranger-sidekicket Buzz Lightyear i tre efterfølgere, hvoraf ‘Toy Story 4’ landede så sent som i 2019. Etteren er selvsagt en udødelig klassiker, men det er imidlertid den tredje film i franchisen, der står som det knuselskelige, bitterligt livskloge og hjertevridende hovedværk. Her kastes Woody og co. ud i en akut eksistentiel krise, da »deres barn« Andy vokser fra dem, og fortællingen kan ses som både en melankolsk ode til det øjeblik, navlestregen endeligt kappes mellem forældre og voksne børn, såvel som en lettere brutal hudfletning af midtvejskrisens sortsyn, når al mening synes at sive ud mellem fingrene på én.

Børn vil (heldigvis) givetvis først og fremmest se et neglebidende eventyr om at finde »hjem«, når man føler sig glemt, mens vi voksne reduceres til en flæbende pøl af feels.

‘The Nightmare Before Christmas’.

’The Nightmare Before Christmas’

Ingen Halloween uden Tim Burtons stop-motion-mesterværk, der har været svær at finde på streaming, men som nu kan kalde Disney+ for hjem. ’The Nightmare Before Christmas’ er en – i børneunderholdningsregi – vidunderligt dyster, men ikke desto mindre livsbekræftende film om en levende død, Jack Skellington, der forelsker sig i byen Christmas Town. Jack er egentlig konge over sin egen by, Halloween Town, men hans nyfundne julefetich eskalerer i en grad, at han kidnapper selveste Julemanden.

Glem alt om Grinchen, der stjal julen: Det er Jack, der for alvor og på bedste Burton’sk sortkomiske vis skaber ravage i en film, der er usvigeligt gakket, helt unik og charmerende – men som også vil kunne give de mindste unger halve mareridt (sig ikke, at titlen ikke har advaret dig). Der var en grund til, at Disney i sin tid sendte den ud igennem Touchstone Pictures for at undgå et ramaskrig fra forargede forældre.

Historien udspringer af et digt, instruktøren skrev i 1982, mens han arbejdede som animator for Disney, og komponist Danny Elfman har både skrevet musikken og lægger stemme til Jack.

‘The Empire Strikes Back’.

’Star Wars: The Empire Strikes Back’

Diskussionerne om, hvilken ’Star Wars’ film der er den bedste, vil formentlig rase til evig tid, men den film i franchisen, de fleste kan blive enige om, er den oprindelige trilogis anden film, den storladne, men medrivende ’The Empire Strikes Back’ fra 1980 (nummer fem i kronologisk rækkefølge, når man tager alle filmene med).

Historien udspiller sig tre år efter forgængeren, hvor prinsesse Leia (Carrie Fisher) nu har stablet en rebelbase på benene på isplaneten Horth og for alvor falder for Han Solo (Harrison Ford). Denne bliver dog ’lagt på køl’, mens Luke kommer i træning hos Yoda og mister sin hånd i duel med Darth »Luke, I am your father« Vader.

Jep, der sker rigtig meget i ’The Empire Strikes Back’, der kaster en række af de mest ikoniske øjeblikke i franchisen af sig, og instruktør Irvin Kershner styrer slaget med en sikker balance mellem melodramatisk rumopera, visionære actionsekvenser og lommefilosofi i en galakse langt, langt væk. Det siger sig selv, at du selvfølgelig skal have set ’Star Wars’ før ’Empire’, men det er sidstnævnte, du efterfølgende vil gense igen og igen.

‘Bambi’.

’Bambi’

’Bambi’s arv er mere og andet end filmhistoriens mest chokerende geværskud, og set med 2020-briller er tegnefilmen fra 1942 sågar decideret højaktuel i sin kritik af menneskets ringeagt for naturen og vigtigheden af at værne om et sundt miljø for dyr og planter.

Der lægges ikke mange fingre imellem, når jægerne indtager skoven og skræmmer vildtet op for dødssportens skyld, men ’Bambi’ er samtidig en af Disneys smukkeste klassikere, hvis tegnede dyre- og naturbilleder stråler af den form for nænsomme detaljer og David Attenborough-observationer få moderne animationsfilm uden for Pixars drømmestudie kan matche (’Bambi’ bærer flere tonale ligheder med ’Wall-E’, der ligeledes sætter børnevenlig klimaaktivisme i højsædet).

Man kan ikke andet end føle sig som en lidt mere mindful og slutteligt opløftet seer efter en skovtur med favorithjorten og Frank Churchills drømmeriske, Oscar-nominerede score. Men det der skud? Stadigt lige chokerende.

‘Op’.

’Op’

De første 15 minutter af ’Op’, hvor vi følger et par fra bryllup til den enes død, er slet og ret det bedste, Pixar til dato har skabt. Der er husbyggeriet, hjemmeidyllen, dates og knuste drømme og til sidst, i ordløse scener, der rammer som en mavepuster, sygdommen, der river Carl Fredricksens elskede Ellie fra ham. Alt sammen til tonerne af komponist Michael Giacchinos fine lille vals.

Det er en død, der i sin naturlighed står i kontrast til Disneys dramatiske aflivninger af forældreskikkelser, og som her ser livets forgængelighed lukt i øjnene på en måde, børneunderholdning meget sjældent tør. Men er der noget, Pixar og i særdeleshed ’Op’ har greb om, så er det netop hverdagslivets bakketoppe og skyggedale.

Bevares, filmen holder måske ikke helt sit episke momentum, da plottet tager fart: Gnavne Carl binder balloner til villaen og flyver mod Ellies drømmedestination, Paradise Falls, med spejderdrengen Russell som passager. Men filmen er stadig både sjov og rørende, med tilpas skæve indslag a la talende hunde, hvis tanker gengives totalt ufiltrerede.

Og skildringen af, hvordan Carl bogstaveligt talt slæber sit livs tunge bagage med sig for ikke at give slip på Ellies minde, føles uendeligt menneskelig.

Lin-Manuel Miranda i ‘Hamilton’.

’Hamilton’

‘Hamilton’ tog USA med storm som den mest succesfulde Broadway-musical i nyere tid: et populærkulturelt fænomen uden sidestykke, hvis overvældende succes fik Disney til at kaste svimlende 500 millioner kroner efter rettighederne til en videooptaget version, så alle kan opleve multitalentet Lin-Manuel Miranda på scenen fra sofaen.

Fortællingen bygger på historien om den virkelige Alexander Hamilton – en af USA’s grundlæggere – og hans rejse fra tilværelsen som forældreløs dreng i New York i 1776 frem til udnævnelsen som USA’s første finansminister under George Washington. »The ten-dollar Founding Father without a father / Got a lot farther by working a lot harder / By being a lot smarter /By being a self-starter / By fourteen, they placed him in charge of a trading charter«, rapper en karismatisk Anthony Ramos knivskarpt i rollen som Hamiltons soldaterkammerat John Laurens, mens manden i centrum selvfølgelig spilles af Miranda selv.

Opsætningens moderne musikalske univers svinger dermed over fra alt fra freestyle rap og R&B til jazz og klassiske musicalnumre, og castet er forfriskende diversificeret hele raden rundt. Vores anmelder Freja Dam kvitterede med fem begejstrede stjerner med ordene: »Der er en kæmpe fornøjelse at nyde Lin-Manuel Mirandas mesterligt komponerede og fremførte hiphophistorie, der giver akut trang til at sætte cast-albummet på repeat«.

‘Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl’.

’Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl’

Piratfilmens storhedstid i Hollywood lå en menneskealder tilbage i tågerne, da Gore Verbinski (instruktøren bag Brad Pitt-dramaet ’The Mexican’) fik grønt lys fra Disney til at hejse sørøverflaget. Til gengæld krævede det en vis ihærdig sweet-talking at få musestudiet overbevist om, at det var en fremragende ide at hive Johnny Depp med om bord som fordrukken boheme-pirat. Depp var på daværende tidspunkt hovedsageligt associeret med indieproduktioner (nogle mere obskure end andre) og skæve Burton-roller såvel som kendt for at være lidt af et wildcard i privaten.

Men Verbinski fik sin vilje and the rest is history. Depps Jack Sparrow – et kuriøst miks af Keith Richards og gadedrengs-Don Juan – blev et øjeblikkeligt filmisk ikon, der i veloplagt pingpong med Geoffrey Rushs forbandede Captain Barbossa stjal filmen for næsen af de unge polerede stjerner Orlando Bloom og Keira Knightley.

Senere gik der franchiseforstoppelse i ’Pirates’-brandet, men den første film i rækken er en af de mest ublu festlige blockbusters, det 21. århundrede har set.

‘Inderst inde’.

’Inderst inde’

Kan en animationsfilm gøre verden til et bedre sted? Måske ikke med et trylleslag. Men den kan gøre dig lidt lykkelig i forsøget. Pixars idérige »depressionsfabel« ’Inderst inde’ zoomer ind på det spektrum af farverige følelser, der udgør livets forvirrende ulogiske rutsjebaneturer. Hvorfor er vi lykkelige det ene øjeblik og triste det næste? Det er da, fordi et kontrolpanel af små væsner trykker på knapperne i hjernen!

Hovedpersonen Riley på 11 år ’styres’ dermed af optimisten Glæde (Amy Poehler), pessimisten Sorg (Phyllis Smith), snobben Afsky (Mindy Kaling), bangebuksen Frygt (Bill Hader) og bissen Vrede (Lewis Black). Men så forvilder Glæde sig ud af kontroltårnet…

Pixar orkestrerer mesterligt skildringen af barnets splittelse mellem desperat at ville please sine omgivelser og trangen til – til Glædes forfærdelse – at græde hjertet ud i erkendelse af, at livet ikke er lutter leg og trygge rammer.

Det er en klog og tankevækkende film, der taler til både børn og deres voksne. For nok er glæde en livsvigtig drivkraft, men det er først, når vi anerkender sindets regnvejrsdage som en uomgængelig del af livet, og tør tale om sorgerne, at vi for alvor bliver hele mennesker.

‘Aladdin’.

’Aladdin’

Ganske vist gjorde Guy Ritchie et hæderligt job med live action-versionen fra 2019, men hverken ’Snatch’-instruktøren (i sig selv et interessant valg) eller Will Smiths blå lampeånd kunne udfordre tegnefilmklassikerens magi – om end de da slog et ihærdigt slag for at give prinsesse Jasmin mere tidssvarende selvstændighed.

Disneys tegnefilm udviklede sig i rivende fart i starten af 90’erne, hvor ’Aladdin’, ’Skønheden og Udyret’ og ’Løvernes konge’ alle præsenterede visuelle landevindinger inden for CGI. Særligt de hæsblæsende scener, hvor Aladdin på sit flyvende tæppe ræser ud af den smuldrende skattegrotte, giver kriller i maven dengang som nu, men med tanke på, hvordan tempoet i børnetegnefilm i dag spiller ud, er det lidt spøjst at tænke på, at ’Aladdin’ i sin tid modtog nogen kritik for at være for »larmende«.

Mere end nogen anden visuel effekt var det imidlertid den nu tragisk afdøde Robin Williams, der med med sin larger than life-stemmepræstation som ånden Genie fik ’Aladdin’ til at svulme af ekstravagant legesyge og slet skjulte voksen-jokes – og den dag i dag gør den til en ubetalelig juvel i Disney-kataloget.

‘Guardians of the Galaxy’.

’Guardians of the Galaxy’

En talende vaskebjørn, et træ, der kun kan sige sit eget navn, en blå kriger og en grøn heltinde. Og ja, Chris Pratt med walkman i bæltet. Præmissen for Marvels ’Guardians of the Galaxy’ lød mildest talt lettere fjoget oven på ’rigtige’ superheltebrag á la flagskibet ’Iron Man’, ’Captain America’ og ’Avengers’-franchisen, men med instruktør Tim Gunn ved roret fløj de umage rumhelte overlegent ind i en top tre over Marvels mest originale film.

Bradley Cooper og Vin Diesels duo Rocket Rackoon og Groot stjal hver en scene, de var med i, og filmens tilbagelænede komiske timing blandet op med nostalgisk smægtende rum-scenografi og 80’er-musik (Hollywoods favorit-referenceårti i 10’erne) var et friskt pust blandt studiets mere bombastiske helteeposser.

En mindre vellykket toer plus et styks tweet-skandale omkring Gunn fulgte i årene efter, men i skrivende stund er treeren på tegnebrættet med hele det oprindelige crew og instruktør – og, måske, Chris Hemsworths opblæste tordengud. Håbet om en ’Asguardians of the Galaxy’-hybrid lever.

Jon Favreaus ‘Løvernes Konge’.

’Løvernes konge’ x 2

Makværk! Mesterværk! Møg! Magisk! Bølgerne gik lige vel højt, da Jon Favreaus storladne live action-version af ’Løvernes konge’ brølede på lærredet i 2019, men undertegnede Soundvenue-anmelder var ikke et sekund i tvivl: Seks fuldfede stjerner blev det til med lovsangen:

»Hvis du tror, at du kender ’Løvernes konge’, så tro om igen: Jon Favreaus formidable live-action-savannefest får det simpelthen til at føles som om, du oplever historien på ny. Og dét er den fornemmeste ros, et Disney-remake kan få«.

De to kattedyr får dermed også lov til at dele pladsen her på listen som to alen af ét Disney-klassisk stykke, der i den ene form leverer mere børnevenlig underholdning, mens den anden slægter ’Vor fantastiske planet’ på med skarpere kløer og mere realistisk gru i de voldsomme scener. Den oldschool-teknologiske bølgebryder møder fotorealistiske CGI-nybrud i én samlet pakke, der showcaser det bedste, Disney før og nu har at byde på.

Robert Downey Jr. i ‘Iron Man’.

’Iron Man’

Robert Downey Jr. blev ikke just set som blockbuster-materiale, da han nappede titelrollen i ’Iron Man’ – hvorfor forventningerne til filmens succes lå på et moderat, ’Daredevil’-nervøst niveau i offentligheden. Men vennen Jon Favreau var ikke et sekund i tvivl om, at den tidligere 90’er-bad boy havde præcis den intense nerve og skråsikre charme, der ville sælge manden med jernmasken og sikre en ny æra for Marvels superheltefilm.

Ikke alene fik Favreau som bekendt ret, Downey Jr. blev en skattet publikumsdarling og superheltelegende over night, hvis succes ekkoede det bragende karrierereboot, Depp havde fået et lille årtis tid forinden i ’Pirates of the Caribbean’.

’Iron Man’ kastede to inferiøre fortsættelser efter sig såvel som den gennemgående hovedrolle i ’Avengers’-franchisen (sorry, Cap!), men det er den første film, hvor rigmands-douchebag Tony Stark bogstaveligt talt får et nyt hjerte og slår sig i tøjret over for superheltens evigrønne dogmer (»With great power…«), der har størst klassikerpotentiale og sprudler af fandenivoldsk fortællerglæde. Tony, vi savner dig allerede.

Lily James og Cate Blanchett i ‘Cnderella’.

’Cinderella’ (‘Eventyret om Askepot’)

Den mest undervurderede titel i rækken af Disneys live action-remakes fik ikke et fingerbølmål af den opmærksomhed, der blev tildelt ’Skønheden og Udyret’, ’Junglebogen’, ’Løvernes konge’ og alle de andre. Og det er synd og skam, idet instruktør Kenneth Branagh (i sit romantiske, ikke ’Tenet’-skurkagtige hjørne) har begået en fortryllende fabel, der formår at bibeholde originalens nostalgiske magi, samtidig med at Askepot i centrum har fået betydeligt mere ben i næsen end forgængeren.

Der er ingen syngende mus, desværre, men scenen, hvor græskar bliver til karet, er blændende, og selveste Cate Blanchett er formidabelt sadistisk som stedmoren, der har et horn i siden på vor heltinde – glimrende spillet af Lily James. Richard Madden (’Bodyguard’, ’Game of Thrones’) giver den som prisen på den hvide hest, der hurtigt indser, at Askepot er udmærket i stand til at redde sig selv, mens Helena Bonham Carter er perfekt castet som den gode fe, og Stellan Skarsgård dukker op i en nøglebirolle.

En overset perle, der fortjener at leve lykkeligt til sine dages ende på Disney+.  

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af