I den nye true crime-dokumentar ’The Mystery of D. B. Cooper’ ruskes der op i den eneste uopklarede flykapringssag i USA’s historie, der i knap 50 år har skabt hovedbrud hos FBI.
En forvirring, som i den grad også lever i dokumentarens netop offentliggjorte trailer.
I 1971 kaprede en mand, der senere er blevet identificeret som Dan B. Cooper, et fly, der fløj fra Portland til Seattle. Her krævede han 200.000 dollars og fire faldskærme for ikke at udløse den bombe, han var i besiddelse af. Da hans krav hurtigt blev indfriet, sprang han ud i en af faldskærmene et sted i staten Washington, hvorefter han aldrig er blevet fundet.
Dokumentarfilmen er lavet på baggrund af genskabt arkivmateriale og inderholder interviews med de personer, der påstår, at de kendte den ægte D. B. Cooper – lige fra en kvinde, der hævder, at hendes mand er gerningsmanden, til en yngre kvinde, der fastholder, at det er hendes onkel, der har begået forbrydelsen.
Derudover går filmen også i dybden med, hvordan Cooper efterfølgende har opnået en form for legendestatus, der har inspireret en række andre til at begå lignende kapringer, som dog har været mislykkede.
Den Emmy-nominerede John Dower (’Thrilla in Manila’) har skrevet og produceret, mens scenerne er blevet genskabt af Peter Caulfield og skuespildebutanten Hannah Pauley.
Det er endnu uvist, om filmen får dansk premiere.