‘This is Going to Hurt’
Sådan har du aldrig set en hospitalsserie før! Britiske ‘This is Going to Hurt’ fra Adam Kay – baseret på Kays egen selvbiografiske roman af samme navn – er intet mindre end en fænomenal, sorthumoristisk og svigende barsk rundtur på et faldefærdigt, offentligt hospital i London, hvor den unge læge Adam (Ben Wishaw i topform) forsøger at hænge sammen i et kaotisk miljø af manglende ressourcer og akut travlhed.
Der er ikke plads til fejl, når menneskeliv hænger i en tynd tråd på operationsbordet, men fejl bliver der begået, når manden med skalpellen dårligt har sovet i flere døgn. ‘This is Going to Hurt’ gør ondt på flere planer, men til trods for de barske tematikker hen over de syv, perfekte timede afsnit, går der sjældent ti minutter uden at man også griner højt på sofaen. Et helt unikt bæst af en mesterserie.
‘Euphoria’
Hver amerikanske generation har sin ’Kids’: Det ungdomsværk, der smider fløjlshandskerne og stikker sin flossede negl direkte ned i tidsåndens trusser for at tage temperaturen på, hvem og hvad teenagerne dyrker bag lukkede døre til deres forældres skræk og rædsel.
HBO’s Drake-producerede ’Euphoria’ udstiller en generations forkvaklede og ofte isnende kyniske forhold til seksualitet, selvværd, hævnporno, stoffer og død, hvis rus spejles og forvrænges igennem sociale medieplatforme, der forvandler lovende unge til forråede overlevende på highschool-gangenes minefelter.
Zendaya brager igennem i sin mest kontroversielle rolle til dato som Rue, hvis appetit på stoffer har fået forældregrupper i USA op i det røde felt over, hvorvidt serien glorificerer misbrug, mens Hunter Schafer spiller kæresten Jules, der får knust sit hjerte i slowmotion ved at betragte Rues deroute, og Sydney Sweeney slår fast, at hun er mere og andet end den bitchy teenagedatter fra ‘The White Lotus’.
Æstetisk er ’Euphoria’ desuden en neonsmægtende gamechanger for amerikanske ungdomsserier – ja, serier i det hele taget.
‘True Detective’
De fleste ved det nok allerede, men: Se sæson 1 og 3, spring sæson 2 over.
Nic Pizzolatto blev et fænomen, da han som uprøvet forfatter slog stort igennem med fortællingen om politimakkerparret Matthew McConaughey og Woody Harrelsons jagt på en brutal seriemorder over 17 år i Louisiana.
Højt at flyve, dybt at falde: Lige så rost første omgang blev, lige så latterliggjort blev opfølgeren og ikke helt uden grund: Serien flyttede til Californiens uendelige motorveje og føltes som én lang monoton monolog fra en lidt for selvhøjtidelig kunstnertype.
Sæson 3 bragte serien tilbage på rette spor med efterforskerne Mahershala Ali og Stephen Dorffs opklaring af kidnapningen af to børn i landområderne i the Ozarks. Mens sæson 1 vekslede mellem to tidsperioder, udvidede Pizzolatto det i sæson 3 til tre forskellige planer i en sommetider lidt for omstændelig og dialogtung, men også ambitiøs og spændende sæson. Men han kan noget med cool replikskifter og ildevarslende stemninger, og ’True Detective’ ligner nu efter tre sæsoner et mere fuldendt værk.
‘Girls’
Lena Dunhams newyorkerserie har mødt megen kritik gennem tiden: Den er for hvid, for nøgen, for irriterende, for selvoptaget, for selvdestruktiv, for quirky, for Marnie.
Det er naturligt, at en serie, der bliver et fænomen, allerede før første afsnit er løbet over skærmen, bliver set ekstra efter i sømmene. Men skræller vi al palaveren væk og lader serien stå for sig selv, er der ingen tvivl om, at Dunham har skabt et enestående værk.
’Girl’ satte sammen med ’Louie’ standarden for, hvor alvorlig og punchline-ligeglad en komedieserie kunne være, og den er til stadighed et præcist generationsportræt af en flok unge mennesker, der føler sig entitled og mindreværdige på én og samme tid.
Det gik op og ned for serien, men den sluttede sublimt. I historiens lange løb vil ’Girls’ stå tilbage som en milepæl.
‘Starstruck’
Mens filmbranchen ikke spytter romantiske komedier ud med samme kraft som omkring årtusindskiftet, er der på seriefronten mere håb.
Et af de seneste års mest lysende er komedieserien ‘Starstruck’, der tager ‘Notting Hill’-fortællingen om superstjernen og lægmanden op til morsom revision.
Jessie er en ung og temmelig retningsløs kvinde, der forsøger at overleve i megadyre London med to lortejobs. Ved et tilfælde finder hun dog sammen med en fyr til en fest, der viser sig at være up and coming-filmstjerne Tom Kapoor. Deres forsøg på at blive kærester på tværs af penge, ambitioner og meget millennial-agtige kommunikationsvanskeligheder er et medrivende og oftest anti-romantisk generationsportræt, man alligevel ikke kan lade være med at heppe på. Serien er skrevet af den newzealandske komiker Rose Matafeo, der også spiller hovedrollen på irriterende og charmerende vis.
‘Dave’
Hvis Woody Allen og Lena Dunham fik et barn, der besluttede sig for at bruge sin Bar Mitzvah-opsparing på et hiphop-gennembrud, ville det nok minde ret meget om Dave Burd, der satirerapper under alter egoet Lil Dicky.
I den semi-selvbiografiske serie ‘Dave’, har han gennem tre sæsoner givet sit komedieformat større og større dybde som kommentar over musikbranchen og celebritytilværelsens virale tomhed. Det hele i kombination med mere alvorlige emner som mandlige mindreværdskomplekser, psykisk sygdom og en perlerække af celebrity-gæster fra Kareem Abdul-Jabbar til Brad Pitt.
Mens mange fejede serien af bordet som et one hit wonder på grund af den mere selvhøjtidelige sæson to, er den aktuelle tredje sæson vendt storslået tilbage med humoren i højsædet. ‘Dave’ er intet mindre end en af tidens bedste komedieserier.
‘Hacks’
Fortællingen om den pensionsmodne, Las Vegas-residerende mainstream comedy-legende Deborah Vance (fantastiske Jean Smart fra ‘Watchmen’ og ‘Mare of Easttown’), der flyver den 25-årige kontrære komedieforfatter Ava (Hannah Einbinder) ind fra L.A. for at give sine jokes et moderne, woke pift, er både stærk og livsklog.
Indledningsvist stirrer de to kvinder olmt og hånligt på hinanden hen over en kilometerdyb generationskløft, men langsomt udvikler de et, om end stadig spydigt konfliktfyldt, mor-datter-agtigt forhold, imens de arbejder på Deborahs store comebackshow.
Undervejs er de omgivet af originale karakterer, der aldrig helt siger og gør, som man forventer af en showbiz-serie. Alle forhold er komplekse, der er ingen ægte skurke. Men alle overstråles af Jean Smart i hovedrollen, der både kan levere dybsorte abortjokes og i et enkelt blik formidle et levet liv pakket med kompromiser. Anden sæson er næsten endnu bedre end den første.
‘How To With John Wilson’
Hvordan deles man om regningen? Hvordan finder man en parkeringsplads? Hvordan interesserer man sig for sport?
Når man er i selskab med den akavede, humoristiske og oprigtigt interesserede dokumentarist John Wilson, kan man aldrig gætte svarene på de ellers banale spørgsmål.
Den essayistiske serie blev et uforudset kæmpehit under pandemien, hvor den ramte plet med sit portræt af bylivets små vanvidsscenarier og filosofiske hverdagsgrublen. Men hvis du ikke kom om bord dengang, har du noget af det mest originale og morsomme moderne dokumentar-tv til gode.
‘How To John Wilson’ indtages bedst et afsnit ad gangen, og man skal helst ikke se på sin telefon imens, da man så går glip af det komisk medfortællende billedspor. Til gengæld kan man plukke frit fra samtlige sæsoner, da alle afsnit kan ses uafhængigt af hinanden.
Start for eksempel med ‘How To Put Up Scaffolding’, der fortæller om Manhattans vanvittige renovationslove – og en bizar forhudsopfindelse! Eller ‘How To Watch the Game’ fra sæson tre der rummer et lige dele livsbekræftende og afskyvækkende besøg hos en sammenslutning for fanatiske støvsuger-entusiaster.
‘Mare of Easttown’
Der er krimiserier – og så er der HBO-krimiserier, når HBO er bedst.
I mesterlige ’Mare of Easttown’ brillerer Kate Winslet som den trætte efterforsker Mare fra Pennsylvania-lillebyen Easttown, hvor alle er enten i familie med hinanden eller har gået i folkeskole sammen. Mare bor sammen med sin mor (Jean Smart fra ’Watchmen’), datter og barnebarn efter en skilsmisse og sønnens selvmord, og hjemsøges af en uopklaret sag, hvori en lokal pige forsvandt sporløst.
En sag, der optrevles på ny, da en teenagepige findes død i skoven.
Evan Peters (’American Horror Story’, ’X-Men’) dukker op som Mares nye, unge partner, mens Guy Pearce (Winslets medspiller i HBO-serien ’Mildred Pierce’) spiller en one-hit-wonder-forfatter med et godt øje til vor antiheltinde. Det lugter af krimikonventioner på papiret, men ’Mare of Easstown’ er så bragende godt håndværk, at troperne eleveres til det pureste serieguld – med seriøst neglebiddende undertoner.
Serien er skabt af Brad Ingelsby (’Out of the Furnace’), som selv er fra området omkring Easttown, og alle syv afsnit er instrueret af Craig Zobel, som i 2020 stod bag den politiske gysersatire ’The Hunt’.
‘The Last of Us’
Hånd i hånd gennem dystopien blev fortællingen om det umage makkerpar Ellie (‘Game of Thrones’-barnestjerne Bella Ramsey) og Joel (Pedro Pascal) det serieguldkorn, der brød den lange forbandelse, som har hvilet over skærmadaptationer af spil.
Svampevirussen cordyceps har forvandlet USA til et afstumpet krater af en civilisation, hvor et rigidt millitærstyre forsøger at regere, og folk lever forgrenet i oprørsgrupper eller helt alene. Den hårdkogte smugler Joel får til opgave at fragte pigen Ellie gennem landet, da hun muligvis er den eneste mulige løsning på problemet. Undervejs bekæmper de både farvestrålende og mega creepy zombier, og gør i fællesskab op med deres egne dæmoner fra fortiden.
Craig Mazin bag den kritikerroste ‘Chernobyl’ formåede sammen med ‘The Last of Us’-spillets skaber Neil Druckmann at slå i med syvtommersøm, at spilforlæg snildt kan være ensbetydende med både gribende, hæsblæsende og rørende histoirefortælling.
Soundvenues anmelder kaldte det »en noget nær perfekt spilfilmatisering«.
‘Station Eleven’
Seriefilmatiseringen af den canadiske forfatter Emily St. John Mandels storroste pandemi-bestseller ‘Station Eleven’ er så uhyggeligt skræddersyet til corona-æraen, at det er lettere syret, at romanen udkom helt tilbage i 2014.
Da en ekstremt smitsom virus med høj dødelig bryder ud i først Asien og dernæst resten af verden, tømmer arbejdsløse Jeevan (Himesh Patel) hylderne i det lokale supermarked i Chicago og hjemmeisolerer sig sammen med sin bror og en lille pige, han møder ved en tilfældighed den aften, kaosset bryder ud.
Jeevan vil ride stormen ud. Men snart bliver klart, at pandemien kun går én vej.
‘Station Eleven’ springer mellem fortid og nutid, og følger en række vidt forskellige karakterer, der hver især bliver berørt af tragedien – fra de »heldige«, der forsøger at føre civilisationen videre til dem, der bliver smittede i de første katastrofale uger. Det er en fragmenteret fortælling, men et stærkt cast og den gåsehudsinducerende præmissen holder en fængslet foran skærmen.
‘Normal People’
Adaptationen af Sally Rooneys on and off-romance gør på papiret ikke væsen af sig. Teenagerne Marianne og Connell forelsker sig som teenagere i den lille irske flække Sligo og genforenes som studerende på Trinity College i Dublin. En will they won’t they-romance der viste sig at kunne holde en hel generation i et hjerteknusende jerngreb.
Der var mange fans af Sally Rooneys øjeblikkelige klassiker ‘Normal People’, der tvivlede på, om det kunne lade sig gøre at forløse bestselleren på skærmen. Lenny Abrahamsons BBC-serie lykkedes dog med at forløse historien på skærmen med suveræn fingerspidsfornemmelse for Rooneys karakteristiske beskrivelse af bittesmå følelser, tvivl og mærkelig miskommunikation. Ej, at forglemme sexscenerne i deres akavede intensitet.
‘The White Lotus’
‘The White Lotus’ er mareridtsferien på Hawaii, du virkelig gerne vil med på. For den amerikanske manuskriptforfatter Mike White (‘School of Rock’, ‘Enlightened’), tager hvert eneste redskab i sin dramatiske værktøjskasse i brug for at gøre miniserien til et fantastisk tåkrummende og underholdende bekendtskab.
Første afsnit lægger ud med at fortælle os, at en person er død på luksusresortet The White Lotus, og herefter følger vi en række galoperende dysfunktionelle gæster og personale i ugen, der ledte op til tragedien. Hvem dør? Det er slet ikke så vigtigt. For ‘The White Lotus’ er først og fremmest et sortkomisk karaktermord på USA’s øverste overklasse og den amerikanske turist.
Anden sæson tog os i nye, men mindst lige så interessante, retninger med en storslået finale under den sicilianske sol.
‘Barry’
Bill Haders sorthumoristiske fortælling med ham selv i titelrollen startede som en umage krydsning mellem Hollywood-satire og gangsterdrama, men svingede skridt for skridt ud i en både dybt absurd og kompromisløst mørk fortælling om moral, arv og traumer med udgangspunkt i ekssoldaten Barrys nødtvungne engagement i en teatertrup.
Hader tog os hele vejen frem til målstregen ud af ruter, som man aldrig havde set komme. Flere afsnit har leveret nogle af de mest forrygende og overraskende actionsekvenser i en halvtimesserie nogensinde, og man har nemt ladet sig rive med af både seriens suspense og deadpan-energi.
Uden at afsløre noget tog serien også en kæmpe chance i finaleafsnittet. Det aftvinger respekt – om man kunne lide det eller ej.
‘The Staircase’
Har vi virkelig brug for at vide mere om Michael Peterson?
I true crime-dokumentaren over dem alle, ’The Staircase’, kom vi forbløffende tæt på den excentriske forfatter, der i 2001 enten fandt sin kone død på trappen i sin North Carolina-villa eller selv placerede hende der. Alligevel er det lykkedes instruktør Antonio Campos og holdet bag den nye fiktionsserie at sige noget nyt om den mystificerende sag.
Peterson er spillet af Colin Firth, der bedriver en af de mest imponerende imitationer i mands minde. Hans sprøde, sprælske stemme, spøjse talemønstre og ekspressive øjne er totalt som den Peterson, vi mødte i dokumentaren.
Serien holder sig lødigt fra at vælge side i spørgsmålet om Kathleens død (hun spilles til topkarakter af Toni Collette, som sjældent sætter en tå forkert). I stedet finder den sin substans i fiktive opsætning af de scener, som selv den oprindelige dokumentars påtrængende fotografer blev udelukket fra. Og især får vi et tragisk indblik i konsekvenserne for Petersons familie, der sætter livet på pause i flere år for den elskede patriarks skyld.
‘Tokyo Vice’
Michael Mann, mesterinstruktøren bag ‘Heat’ og ‘Miami Vice’ står bag denne ambitiøse, stærkt atmosfæriske krimiserie om organiseret kriminalitet i Tokyo.
Ansel Elgort (‘West Side Story’) spiller den unge amerikanske journalist Jake, som takket være sit flydende japanske får job på en stor avis i Tokyo i 1999. Jake vil dække kriminalstof, og har næse for opsøgende journalistik – ig det viser sig at være lidt for fristende at grave ned i den dødsensfarlige yakuzas ugerninger.
Ken Watanabe (‘Inception) er efterforskeren Hiroto, som sammen med Jake øjner en mulighed for at fælde en af de helt store mafiabosser, og serien er forrygende rig på detaljer og storspillende bikarakterer, der suger én ind i det klaustrofobiske univers.
‘Patrick Melrose’
Benedict Cumberbatch har Oscar-nominerede roller på cv’et som Netflix-filmen ‘The Power of the Dog’, men karrierens anden største præstation finder du i miniserien ‘Patrick Melrose’ fra 2018.
Serien er en filmatisering af Edward St. Aubyns anmelderroste, semiautobiografiske romanserie, og Benedict Cumberbatch spillede sig helt ud i hjørnerne af sit talent som en britisk overklasse-playboy, der kæmper med et galoperende stofmisbrug og fortidens dæmoner igennem fire årtier.
Over fem visuelt forførende kapitler følger vi Patricks svømmetag mod overfladen af en hverdag, der synes ubærlig uden rusens sanselige eskapisme til at sløre traumerne af, at hans far (en isnende uhyggelig Hugo Weaving) forgreb sig på ham som barn – komplet med gæsteoptrædener fra en alkoholiseret mor (Jennifer Jason Leigh), og en række kvindelige bekendtskaber, der splitter vor antihelt mellem længslen efter tryg normalitet og sanselig storvildtsjagt i en moderne verden. En verden, der føles mere kaotisk i ædru tilstand end på et LSD-trip …
Serien er skrevet af bestsellerforfatteren David Nicholls (’One Day’, ‘Us’) og instrueret af Edward Berger (’The Terror’). Og den er lige så sporadisk urkomisk, som den er gribende med en snert af ’Requiem for a Dream’-tragedie lurende i skyggerne.
‘2 døgn’
Otto står og forbløder foran en plakat for Valbyhallens Erotic World-messe, inden han og fætter Christian søger ly på en Shell-tanks nussede toilet.
Det kan noget særligt.
Som seriens titel indikerer, foregår handlingen over to døgn, hvor vi følger fætrene Otto (Oscar Dyekjær Giese) og Christian (Kasper Løfvall Stensbirk), der havner i noget af en suppedas i den kriminelle underverden. Efter en bytur tager drengene med to piger, som viser sig at være prostituerede, pludselig trækker den ene pige ikke vejret, og så står Otto og Christian ellers i gæld til hendes skumle alfons, den serbiske gangsterboss Vaso (Dejan Čukić).
Den lækre introsekvens med grynede stillbilleder og en melankolsk Jamaika-sang på soundtracket viser ganske tydeligt, at instruktør Nicolai Achton har kælet for det æstetiske udtryk. Hele turen gennem Storkøbenhavns underverden er konsekvent præget af neonfarvede billeder og et skiftevis bastungt og drømmerisk synthscore, der vækker mindelser om Safdie-brødrenes to seneste filmperler, ’Uncut Gems’ og ’Good Time’.
‘Succession’
Tag zingerne fra ‘Veep’ og kombiner det med et højdramatisk, Shakespeare’sk familiedrama, og du har Jesse Armstrongs serie om den superrige mediefamilie The Roys er så usandsynligt godt skrevet, at det halve kunne være nok. Det tager måske lidt tid at komme ind i første sæson, hvor patriarken Logan får et hjerteanfald, og hans voksne børn lister om arven som kyniske mus om den varme grød, men når man først lærer dem lidt at kende, vil man hurtigt sætte høj pris på deres kulsorte verdenssyn og de intriger, der følger i kølvandet herpå.
‘Succession’ gik fra at være et oversete mesterværk til at blive hypet folkeeje gennem fire sæsoner. Men den førte sin fortælling mesterligt til dørs i den fjerde og sidste sæson, som netop er løbet over skærmen.
‘It’s a Sin’
Serieskaber Russell T. Davies gav os med ’Years and Years’ et dystopisk sneak-peak af en nær fremtid præget af Trumpism. Med miniserien ’It’s a Sin’ tager han os med tilbage til en tilsvarende kritisk og udsat tid blandt homoseksuelle under 80’ernes eskalerende aids-epidemi.
Davies, der selv er homoseksuel, er bannerfører for nuancerede (re)præsentationer af homoseksuelles livsverden og decideret banebrydende med den britiske ’Queer as Folk’. Alligevel går han med ’It’s a Sin’ et personligt spadestik dybere i en livfuld hyldest til de mange venner, hvis smertefulde døde blev fortiet i deres samtid.
’It’s a Sin’ pumper i gang som en parafrase over Bronski Beats homo-hymne ’Smalltown Boy’: Purunge Ritchie (Olly Alexander fra synth-pop-gruppen Years & Years) har i 1981 travlt med at komme væk fra den kommunefarvede forstadstilværelse på øen Isle of Wight. Crossdressende Roscoe (Omari Douglas) med den nigerianske afstamning flygter fra homouddrivende familieinterventioner. Frisindet og frelsen findes i London.
Roscoe og Ritchie bliver del af en sammentømret vennegruppe i storbyen, men tragedien lurer, og ‘It’s a Sin’ skyer ikke væk fra at vise de hjerteskærende realiteter og uhyrlige samfundsredaktioner, HIV-smittede blev mødt med for blot få årtier siden.
‘His Dark Materials’
Du snyder dig selv for en af de mest karismatiske fantasyserier til dato, hvis du melder pas på ’His Dark Materials’, baseret på forfatteren Philip Pullmans bedst-sælgende trilogi.
Nogle vil måske svagt huske flop-filmatiseringen af første bog, ’The Golden Compas’ med Nicole Kidman, men serieskaber Jack Thorne har vasket tavlen helt ren for at bygge et imponerende overbevisende univers op med forrygende effekter og flerfacetteret, emotionel slagkraft bag hver en karakter. Og anden sæson tog på fornem vis de mange plottråde fra etterens fortælling op for at spinde et endnu mørkere eventyr om kampen mellem videnskab og religion.
Man falder pladask for hovedpersonernes daemons – de talende sjæledyr, der kommer i alle afskygninger. Og scenen, hvor heltinden Lyra (Dafne Keen) taber næse og mund over at se den ditto fortryllende ’Paddington’ i biografen, indkapsler på fineste meta-vis essensen af briternes uforlignelige evne til at skabe spillevende, magiske verdener på film. Og så spiller Ruth Wilson som isdronningen Miss Coulter bagdelen ud af pencilskørterne på alt andet end børnevenlig vis.
‘I May Destroy You’
Serieformatet har de seneste år taget på sig at skildre overgreb i alle dets facetter, fra Roger Ailes magtdemonstrationer i ’The Loudest Voice’ til ofrenes møde med de ubehjælpelige myndigheder i ’Unbelievable’.
Men det mest mangefacetterede blik på seksuelle overgreb og deres ofre kom i 2020 med Michaela Coels svimlende gode ’I May Destroy You’, baseret på Coels egen smertelige oplevelse med en drug rape. Coel spiller Annabella, der kun meget gradvist må erkende, hvad der er overgået hende, selvom alt i hende stritter mod at skulle kvalificeres som et offer. Serien skildrer med hårdtslående ærlighed og uden løftede pengefingre Annabellas modstridende følelser, samtidig med at den kaster vigtigt lys over andre såkaldte gråzoner i overgrebssammenhæng.
Fik vi sagt, at den er sjov? Coels pen er forførende skarp, komisk og rørende på de helt rigtige tidspunkter, kulminerende i et slutafsnit, der står som et af de skarpeste længe.
‘Carnivale’
’Carnivale’ undergik et af de mest ærgerlige forløb i HBO’s historie. Hovedforfatter Daniel Knauf havde seks sæsoner i hovedet, men serien blev aflyst allerede efter sæson 2 med en myriade af ubesvarede spørgsmål som resultat. Tilmed blev de tiltænkte 16 afsnit til sæson 2 nedbarberet til 12, og man mærker tydeligt, at tempoet her skrues voldsomt i vejret i forhold til første sæson.
Man kan dog kun tage hatten af for, at HBO tog chancen med ’Carnivale’ i første omgang, deres på det tidspunkt mest ambitiøse serie: En mytologisk, metafysisk, horror-inspireret historie om en cirkustrup, der turnerer rundt i 30’ernes depressionstid på den støvhærgede prærie, udelukkende filmet på location, hvilket giver et meget distinkt, på én gang autentisk og drømmerisk udtryk.
Cirkusset er naturligvis en farverig forsamling, men en del af Knaufs store præstation er at gøre de stereotypiske freaks til mennesker: Heriblandt den skæggede dame og – især – dværgen, der er den daglige leder af cirkusset, spillet sublimt af Michael J. Anderson fra ’Twin Peaks’. Den centrale konflikt handler om det gode og det onde, intet mindre: Mellem præsten og radiodemagogen Justin Crowe (spillet af Clancy Brown i en svimlende dæmonisk præstation), og den undseelige bondedreng Ben.
Man har ikke set en serie som ’Carnivale’, hverken før eller siden. Mystisk, storladen, skæv, sjov. Man bør med andre ord ikke lade sig skræmme af, at serien blev afhugget fire sæsoner for tidligt.
‘Chernobyl’
Hvad siger det om vores tid, at en gråmeleret dokudramatisk serie om en historisk atomkraftulykke, hvor alle russerne taler engelsk, skulle blive et af de helt store samtaleemner på tværs af alder og almen seriesmag? Utvivlsomt en hel masse (tænk klimafrygt og Ruslands-paranoia), men først og fremmest skyldes successen formentlig den minutiøse grundighed i genskabelsen af 80’ernes Sovjet samt den fintunede forståelse for horrorbeslægtet suspense, som hovedforfatter Craig Mazin (inden da bedst kendt for sin glimrende manuskriptnørdpodcast ’Script Notes’) & co. excellerede i.
’Chernobyl’ taler effektivt til angsten for det, vi ikke kan se – og fik gennem skildringen af disse uanseelige, underspillede helte, der prøver at formindske skaden fra ulykken, os til at gruble over, hvordan vi selv ville have handlet i et kvælende bureaukratisk system, hvor individuel heroisme ikke just bliver belønnet.
‘The Leftovers’
Mange havde bange anelser, da ’Lost’-forfatter Damon Lindelof begav sig ud i endnu en gådefuld fortælling med en uanet mængde af potentielt løse ender. Men Lindelof havde lært af sine fejl. For nok stiller man sig selv spørgsmålet, hvorfor to procent af verdens befolkning pludselig er forsvundet fra jordens overflade. Men det viser sig hurtigt, at det hverken er det vigtigste eller mest interessante at finde ud af. Det er i stedet, hvordan vi mennesker selv søger svar.
Første sæson udspillede sig i New York-staten Mapleton med udgangspunkt i den jordbundne politichef Kevin Garvey og hans to teenagebørn samt ekskone, der nu lever i en kult. Det var en stemningsfuld, visuelt gennemført og følelsesmæssigt stærk sæson om, hvordan vi reagerer vidt forskelligt sat over for en uforklarlig katastrofe: Nogle fortrænger, nogle søger ind i nye fællesskaber, nogle slås alene med magtesløsheden indeni.
Anden sæson flyttede en række af karaktererne til Miracle, kendt som byen hvor ikke et eneste menneske forsvandt, og som nu er kombineret turistattraktion, helligdom og magnet for både plattenslagere, drømmere og fanatikere. Og med udgangspunkt i Miracle løftede serien sig fra glimrende til mesterlig. Der er en beundringsværdig lyst til at eksperimentere med dramaturgi og plot, uden at det bliver leflende, og modsat sæson 1 sneg der sig en forfriskende absurd humor ind i de vilde metafysiske twists.
’The Leftovers’ er både eksistentielt tankevækkende og filmisk ambitiøs, og den er underholdende nok til, at man nemt kan overse, hvor eksperimenterende den faktisk er.
‘The Outsider’
Stephen King-mystik møder jordnær krimi i skandinavisk tradition i Richard Prices serie baseret på Kings halvnye roman. Fortællingen tager udgangspunkt i et barnemord umiddelbart begået af den lille amerikanerbys vellidte baseballtræner (Jason Bateman), der hurtigt anholdes under stor fanfare. Men efterforskningchef Ralph Anderson, der selv har ar på sjælen, finder hurtigt ud af, at sagen er mere kompliceret, og han må få hjælp fra den dygtige Holly Gibney (Cynthia Erivo), der mere end ham har hang til overnaturlige forklaringer.
Det er både elementært spændende og uhyggeligt – og uden mange af de klassiske faldgruber, man ellers normalt finder i såvel krimi- som King-genren.
‘The Wire’, ‘The Deuce’ og alt andet af David Simon
‘The Wire’ er verdens bedste serie, og har man endnu ikke set David Simons komplekse, medrivende, rørende, naturalistiske og gennemført seje portræt af Baltimores gangstere, politifolk og politikere, er det bare om at komme i gang. Serien gjorde noget, ingen anden serie endnu har formået, nemlig at skabe uforglemmelige, ja i dag legendariske karakterer (fra Robin Hood-røveren Omar til den fordrukne politimand McNulty), samtidig med at den diskede en reel samfundsanalyse op så nuanceret som en akademisk afhandling.
Og det er selve grundessensen i den tidligere journalist David Simons arbejde: Han gør os klogere, samtidig med at det er såre menneskeligt og konstant underholdende. Efter ’The Wire’ se så hans serie om porno- og prostitutionsmiljøet omkring Times Square i slut-70’erne, ’The Deuce’, fortsæt over i hans gennemmusikalske skildring af New Orleans efter orkanen Katrine i ’Treme’ og se hans lige så formidable miniserier ’Generation Kill’ om invasionen i Irak og ’Show Me a Hero’ om en boligpolitik (ikke så kedeligt, som det lyder) i New York i starten af 90’erne.
‘Band of Brothers’
Er Steven Spielbergs krigsserie patriotisk? Er den sentimental? En anelse svulstig?
Ja, ja og ja. Ikke desto mindre er det en dybt gribende ode til heltemod og soldaterfællesskab og et vigtigt dokument over Anden Verdenskrigs gru, fra de iskolde vintre til det ubegribelige chok, da soldaterne for første gang opdager nazisternes uhyggelige koncentrationslejre (en scene, man sent vil glemme).
Vi følger en gruppe af de soldater fra US Airborne, der i 1944 var med til at sikre overtaget over Hitlers styrker frem mod afslutningen på krigen ved Hitlers residens i Sydtyskland.
Det er her, man kan opleve David Schwimmer fra ’Venner’ brillere som uduelig og gemen kaptajntype, se Damian Lewis fra ’Homeland’ i en sympatisk tidlig hovedrolle og i øvrigt spotte en perlerække af cameos fra navne, der senere skulle blive verdenskendte, fra Michael Fassbender til Tom Hardy og Jimmy Fallon.
Dialogen er ekstremt velskrevet og militæroperationerne suspensefyldt forløst uden at blive overmåde nørdede. Og selvom det er barske løjer, får næsten alle, der har set ’Band of Brothers’ én gang, lyst til at se den igen.
‘Veep’
Mens komedieserier efterhånden dyster om, hvem der kan være mest deprimerende, er det betryggende med en serie som ’Veep’, der kører en joke per minute-ratio så høj, at man mister pusten.
I første sæson er Selina Meyer en totalt overset og, for nu at sige det direkte, dybt ignorant vicepræsident, der med sin udspekulerede fedterøvsforsamling af en stab i ryggen opportunistisk forsøger at hævde sig selv for enhver pris. Senere stiger hun mod magtens tinder (og senere igen går det atter ned ad bakke), og gennem op- og nedturene får vi præsenteret et fantastisk kynisk blik på politik, en skildring, der i disse tider føles lige så sand, som det er sjovt.
Det er en serie, hvor en karakter – den historisk akavede og selvhævdende Jonah – i ét afsnit på små 30 minutter får 21 øgenavne, fra Spewbacca til The 60-Foot Virgin og Benedict Cum-in-his-own-hand. Og hvor Selina Meyer ikke kan undertrykke sit selvtilfredse grin, da præsidenten får et alvorligt hjerteanfald.
Hovedforfatter Armando Iannucci forlod roret efter sæson fire, men afløseren David Mandel er gledet ubesværet ind og har ført det sammentømrede hold af brillante komiske skuespiller. ’Veep’ er i sin grundsubstans en klassisk arbejdspladskomedie, men den er bare så vanvittigt godt skrevet og leveret, at den hæver sig over det meste andet.
‘Watchmen’
Seks-syv afsnit inde var det stadig svært at dechifrere, hvad der var op og ned i Damon Lindelofs remix (som han selv har kaldt det) af graphic novel-klassikeren ’Watchmen’. Man kan sagtens argumentere for, at han kørte forvirringstaktikken en tand for langt ud, men hey: Hellere for mange ambitioner end for få! Og når man får rendyrkede masterclasses i fortælleteknik som i næstsidste afsnit, ’A God Walks into Abar’, hvor mange puslespilsbrikker faldt på plads, må man bare overgive sig til en mester.
Og så må man også løfte hatten for Lindelofs valg om at bringe fortællingen om de maskerede super(anti)helte op til nutiden og lade tegneseriens koldkrigsstemning erstatte af racekrig og højreekstremisme.