’Mulan’: Disney-heltinden serverer faux-feminisme i fantasiforladt nyfortolkning

’Mulan’: Disney-heltinden serverer faux-feminisme i fantasiforladt nyfortolkning

Biografbilletterne på bordet og hånden på fanhjertet: Jeg får funklende julelys i øjnene, hver gang Disneys annoncerer et nyt live-action-projekt.

Hvor nogle ser sjælløse remakes for ren pengegrisk profit (tsk tsk), ser jeg (gerne igennem sentimentale tårer) forrygende farverig eskapisme, der ingenlunde kannibaliserer på de klassikere, jeg stadig skatter højt, men i stedet føjer friske dimensioner til universerne.

Nyfortolkningerne af især Kenneth Branaghs ’Askepot’ (længe leve Cate Blanchetts lede stedmor), Tim Burtons ’Dumbo’ og Jon Favreaus Animal Planet-fester ’Junglebogen’ og ’Løvernes Konge’ giver mig the feels helt ned i tæerne, når de vækker barnlig begejstring forankret i, som Jesper Fårekylling ville sige det, »mange gode minder« fra et mere følelsesmæssigt umiddelbart, mindre kynisk-analytisk tidspunkt i livet.

At min kære anti-live-action-redaktør så aldrig kommer til at tilgive mig for, at jeg gav Simba seks fuldfede stjerner sidste år, lever jeg fint med happy ever after

‘Mulan’.

Bevares, der har da været skingre toner undervejs: »Realismen« i Bill Condons ’Skønheden og Udyret’ fremhævede utilsigtet fortællingens lettere problematiske stockholmssyndrom-subtekst (jeg holder på, at Ewan McGregor havde været et bedre bæst end lysestage), Guy Ritchies ’Aladdin’ savnede en mere karismatisk gavtyv i centrum (Will Smiths overdådige ’Prins Ali’ reddede dagen), og de bizarre hundemunde i Charlie Beans ’Lady og Vagabonden’ glammede efter Favreaus magiske CGI-touch.

Men for filan, jeg havde glædet mig til ’Mulan’ – girlpower-eposset om den kinesiske pige, der forklæder sig som mand for at infiltrere hæren aka. patriarkatet og slutteligt overbeviser sine omgivelser om, at ligestilling er vejen frem. En sjælden kvinderettighedsforkæmper på Disney-slottet, der i modsætning til kollegaen Askepot ikke kaldte på en større selvtillids-boostende psykologisk makeover for at få live-action-udgaven til at spille i det 21. århundrede.

I hælene på repræsentations-bølgebryderne ’Black Panther’ og ’Captain Marvel’s gigantsuccesseer gjorde ’Mulan’ sig klar til at erobre boxoffice som en huntiger på spring med en Mushu-drage i skjul. Og derfor er det med anseelig bitterhed, at jeg efter to timer på slagmarken (samme newzealandske slagmark, som hver en storfilm siden ’Ringenes herre’ har pløjet op) bare må konstatere, at jovist, ’Mulan’ vækker skam et ganske særligt barndomsminde:

Den synkende følelse af at flå glanspapiret af den mest indbydende pakke under træet blot for at finde et par kedelige, kradsende sokker.

‘Mulan’ på Disney+.

For ak og ve, dragen (med stemme af Eddie Murphy i originalen) er aflivet, sangbogen kylet ud og tigeren tæmmet til en anonym mis i en skal af generisk fantasy-action med et dovent copycat-crush på Zhang Yimous ‘Hero’ og ’House of Flying Daggers’ såvel som Jingle Mas ikke-Disney-associerede ’Mulan’ fra 2009.

Og nå ja: Mulans flirt Li Shang – soldaten, der i tegnefilmen sendte lange blikke efter vor hovedperson, mens hun stadig var forklædt som mand – er naturligvis blevet eskorteret ud af bagdøren og kløvet i to nye, knastørre karakterer. Tak for 22 års tro tjeneste som biseksuelt ikon og farvel, inden den kinesiske censur får færten af forskrækkeligt fordærvende LGBTQ-vibes.

Dén kreative beslutning skabte en fan-shitstorm på Twitter sidste år, der senere blev toppet op af hovedrolleindehaver Liu Yifeis støtte til Hong Kongs politi og offentliggørelsen af, at Disney har filmet i Xinjiang-provinsen, der huser Kinas menneskerettighedskrænkende »genopdragelseslejre«. Kontroverserne har klæbet til ’Mulan’s lancering, og vil man læse op på sagerne, har jeg forfattet en oversigt HER.

Liu Yifei i ‘Mulan’.

Selv når man sætter al udenoms-furore på lydløs, er der imidlertid ikke nogen vej udenom, at ’Mulan’ som værk tynges fatalt af Disneys identitetsforvirrede bestræbelser på at tilgodese både kinesiske interesser og kultur samt vestlig mainstreamsmag (det har dog ikke forhindret filmen i at floppe fælt i Kina).

Rammefortællingen om iltre Mulans oprør mod samfundsnormerne – der forskriver hende at favne fuld geishamakeup og blive giftet væk i en ruf – er velkendte, men tegnefilmens skæve charme kvases eftertrykkeligt af alvorstung dedikation til storfilmsformatet, da Mulan først har nappet sin svagelige fars rustning for at tage hans plads i kejserens mægtige hær

Målet, at rydde en storskrydende barbar af vejen for at sikre Kinas handelsveje, havde næsten haft et strejf af fræk, storpolitisk satire over sig, hvis det ikke var, fordi »fræk« og »satire« var en by i Rusland i ‘Mulan’:

Dialogen er tåkrummende ekspositionstung, forsøg på humoristisk ping-pong mellem soldaterkammeraterne lander i et akavet ingenmandsland mellem amerikansk og kinesisk komik, der absolut ikke fremmer nydelsen af nogen af delene – endsige gavner de stakkels castmedlemmer, for hvem den engelske tale ofte virker som et ærgerligt benspænd – og effekterne ligner noget fra en fantasy-serie på flow-tv (så meget for 200 millioner dollars-budgettet).

Gong Li som heksen i ‘Mulan’.

Det gør naturligvis ikke filmens svulstige tilsnit mange tjenester, at den for de fleste landes vedkommende sendes direkte på streaming på Disney+ grundet corona, men skærmens størrelse har ikke megen indflydelse på helhedsindtrykket af superstjernen Yifeis tilknappede præstation – som ville ethvert tiltag til Disney-tant og fjas bryde illusionen om, at Mulan først og fremmest tager sit hverv som hårdtarbejdende kinesisk soldat dødsens seriøst.

Instruktør Niki Caro (’Whale Rider’) har angiveligt forsøgt at skabe en kvindefigur til tiden, men er på mystisk vis endt med en karaktertegning, der synes mere firkantet end 90’er-versionen . Et sideplot med en heks i fugleham (Gong Li fra ‘Memoirs of a Geisha’) skærer ud i pap, hvordan magtliderlige mænd stækker vinger og moral på stærke kvinder, men selvom hun og heltinden deler en gnist af genkendelse, er det kun førstnævnte, der oprigtigt kæmper for sig selv.

Mulan kan gribe efter mandlige privilegier ved at tage en hjelm på hovedet og flyve-sparke til skæftet af et samuraisværd (mange gange), men fysisk udholdenhed giver ikke status som feministisk ikon, når der ikke er synderligt mange andre personlige motivationer at spore end iveren efter at please imperiet – præcis som alle mændene omkring hende.

Godt nok åbner ‘Mulan’ anno 2020 i en nøglescene døren på klem for en alternativ fremtid for krigerkvinden, men det er paradoksalt, at hovedpersonen i et eventyr om at slå et slag for kvindelig selvstændighed, langt overvejende har mere tilfælles med en stormtrooper end Prinsesse Leia.

Kejseren vil gerne have sit tøj tilbage, Mulan.

’Mulan'. Spillefilm. Instruktion: Niki Caro. Medvirkende: Liu Yifei, Jet Li, Donnie Yen, Yoson An, Gong Li. Spilletid: 120 min. Premiere: Den 5. december på Disney+
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af