’The Mandalorian’ – hele sæson 2: Hvad nu, Mando?
(Læs først, når du har set ’The Mandalorian’ sæson 2 til ende)
Man kan ikke beskylde ’The Mandalorian’ for at trække handlingen i langdrag. Sæson 2 skulle handle om mandalorianerens mission for at få sit lille hittebarn sikkert frem til der, hvor det hører til. Andre serier kunne sagtens vente mange sæsoner med at give os et delvist svar på, om det lykkes. I stedet fik vi en sæsonfinale, hvor missionen lykkes, og som næsten kunne have afsluttet hele serien.
Det er en slutning, som ikke kan undgå at skubbe til den balance, serien havde fundet. Fra at være en selvstændig buddy road movie, der foregår langt fra galaksens storpolitik, bliver ’The Mandalorian’ endnu en brik i spillet om at bringe balance til kraften – og vi ved jo, hvordan det ender.
Hvad vi slet ikke ved er, hvordan ’The Mandalorian’ kommer videre her fra. Og i et Star Wars-univers, der i lang tid har føltes ret forudsigeligt, er denne usikkerhed forfriskende.
Far-søn-forholdet mellem Din Djarin og Grogu, som vi nu ved, at de hedder, var seriens bankende hjerte. Det løftede serien op til at være mere end bare god rumwestern. Siden sæson 1 har vores hovedperson, den hjelmklædte kriger, ændret sig fra at være en lone ranger med et ekstremistisk religiøst kodeks til at være indblandet i adskillige sager, hvor han kæmper for folkets retfærdighed. Mandalorianeren tumler med eksistentielle spørgsmål, fordi der er blevet rokket ved hans verdenssyn (galaksesyn?).
Og så er han ikke ensom længere. Han har fået venner. Man kan endda tænke sig, at Cara Dune eller Bo-Katan bliver en love interest i fremtiden, hvor to krigere kan hele hinandens sår og traumer. Traditionel kærlighed mellem voksne mennesker er noget af det, som ’The Mandalorian’ endnu ikke har handlet om. Selvfølgelig skal man passe på med, hvad man ønsker sig, for er der én ting, der er sikkert i Star Wars-universet, så er det, at kærlighed fører til tragedie.
Med ’The Mandalorian’ har Star Wars endelig fået en serie, som er netop det, franchisen oprindeligt er inspireret af, nemlig George Lucas’ barndoms eventyrserier.
I det ene afsnit befinder mandalorianeren sig i en western med cowboydere og indianere, og i det næste handler det om glubske pirater, blodtørstige monstre eller ædle samuraier.
’The Mandalorian’ leger med genrer og vender klichéer på hovedet. I sæsonpremieren ‘The Marshal’ fik vi rendyrket western, hvor Tatooines sandfolk er indianerne, der røg fredspibe med nybyggerne, fordi de var tvunget til at samarbejde mod en fælles fjende.
I næste afsnit, ‘The Passenger’, skulle mandalorianeren føre frø-damen og hendes æg sikkert hjem til familien. Som Bruce Willis i ’Det femte element’ bliver Din Djarin her til en slags rum-taxachauffør, der skal understøtte en andens mission. Det fører dem til en hule, hvor frygtindgydende is-edderkopper lurer. Dernæst fik vi i ’The Heiress’ et pirat-eventyr, hvor skumle sørøvere var ude efter vores helts guld (beskar), og vi møder en gæv krigerpige, som i virkeligheden er Prinsesse af Mandalore.
I ’The Jedi’ fulgte vi vores helts møde med en anden samurai, og de samarbejdede om at befri en landsby fra den onde hersker. Martial arts-opgøret fandt sted på en bro, med templet i baggrunden og kirsebærblomster (aske) dalende fra himlen.
Da ’The Mandalorian’ startede, var den det eneste Star Wars-produkt (inden for kanon), som ikke havde et direkte link til Skywalker-sagaen.
Det var tiltrængt, for der var ved at blive trængt i George Lucas’ galakse. Alt hang sammen og handlede om Skywalker-familien. I Prequel-trilogien fik vi blandt andet at vide, at det var Anakin, der havde bygget C3PO. Hvorfor? Og selvom Sequel-trilogien slingrede lidt, vendte den tilbage til, at alt drejede sig om, hvorvidt den kraftfulde Skywalker-familie ville ødelægge eller redde galaksen.
`The Mandalorian’ handlede ikke om at redde galaksen. Det var små, mere intime historier om et umage makkerpars eventyr i The Outer Rim. På en omvendt måde fik det Star Wars til at føles stort igen.
Da rygterne om, at Boba Fett, Bo-Katan Kryze og Ahsoka Tano ville dukke op i sæson 2, var jeg bekymret for, om formatet kunne holde til det. Ville en kultfigur som Boba Fett tage fokus fra mandalorianerens historie? Ville Bo-Katan og Ahsoka blande historiestrenge fra serierne ’Clone Wars’ og ’Rebels’ ind i legen, så man pludselig skulle have en masse baggrundsviden for at få det hele med?
Nej. Hovedforfatteren Jon Favreau har bevist med sæson 2, at det er muligt at lave broer til fortiden og fremtiden i Star Wars-universet samtidig med at fortælle selvstændige eventyr og holde fast i kernefortællingen om mandalorianeren og Baby Yoda.
Sæsonafslutningen viser dog, at ’The Mandalorian’ nu er direkte forbundet med Skywalker-sagaen, og dermed mister den noget selvstændighed og fornemmelsen af at være en frisk start i Star Wars-universet. Men serien er nu også et sted, hvor den kan gå i hvilken som helst retning.
Jeg håber og tror på, at serien kan fortsætte sin selvstændige kurs og stadig bare være eventyr om en dusørjæger uden altid at skulle handle om snarlig galaktisk ragnarok.
Kort sagt:
Ny Star Wars må igen bøje sig for kraften fra Gammel Star Wars, men ’The Mandalorian’ formår alligevel at bevare fornemmelsen af at være en ny begyndelse for franchisen og i sig selv ganske enkelt en fremragende serie.