De 15 bedste komedier på Netflix lige nu

Netflix svømmer over med komedier, og det kan være sin sag at skille fuser fra festfyrværkeri. Vi har taget udfordringen op og præsenterer her – i tilfældig rækkefølge – de sjoveste komedier på streamingtjenesten.
De 15 bedste komedier på Netflix lige nu
Will Ferrell og Rachel McAdams i ‘Eurovision: Fire Saga Story’. (Foto: Elizabeth Viggiano/Netflix)
STREAMING TOGETHER

Artiklen er senest opdateret 27. januar 2021.

1. ‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’

Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).

Ferrell – som i virkeligheden er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.

Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.

Thank you for the music, Ferrell!

PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…

Luke Evans, Adam Sandler og Jennifer Aniston i ‘Murder Mystery’.

2. ‘Murder Mystery’

Du er ikke alene, hvis du krummer tæer bare ved tanken om Adam Sandlers ukritiske produktion af infantile Netflix-komedier, og så meget desto mere overraskende er det, at ‘Murder Mystery’ rent faktisk ikke bare er langt mere velspillet, end man kunne have forventet, den er også oprigtigt sjov – navnlig hvis man elskede det ditto Agatha Christie-inspirerede mordmysterium ‘Knives Out’.

I ‘Murder Mystery’ spiller Sandler og Jennifer Aniston parret Nick og Audrey, der langt om længe tager på den romantiske ferie til Europa, som Nick har lovet sin hustru i årtier. På flyet møder Audrey en charmerende tall dark stranger med millioner på kontoen (Luke Evans fra ‘Skønheden og Udyret’), der inviterer parret med om bord på sin families yatch til en overdådig middag med flere gæster. Men inden aftenen er omme er der begået et mord…

Filmen er proppet med satiriske genreklicheer og slapstick, og det taler til plottets fordel, at man selv gætter ivrigt med på, hvem morderen er langt hen i forløbet.

‘Bridesmaids’.

3. ‘Bridesmaids’

Der er komediefilm, og så er der kvindekomediefilm.

Den forestilling var dominerende i Hollywood i årtier, hvor kønsspecifikke markedsføringskampagner af sidstnævnte kategori syntes at have været gennemsyret af en konsekvent antagelse af, at mandlige publikummer alligevel ingen interesse har i sjove kvinder. Mænd fremtryller boxofficehits ved at slå plat på deres liderlighed og klodsede drengerøvsopførsel, mens kvinder på slap line er anderledes »skingre«.

Men så kom ’Bridesmaids’.

Paul Feigs grovkornede og overraskende varme skildring af to BFF’s, hvis tætte relation slår sprækker, revitaliserede slet og ret genren og åbnede branchedøren på vid gab for et nyt kuld af kvindelige komikere med Kristen Wiig, Melissa McCarthy og Maya Rudolph som spydspidserne, der rakte hånden ud til Lena Dunham, ’Saturday Night Live’-geniet Kate McKinnon og komiker Amy Schumer.

Røvballehumoren overskygger aldrig karakterens basale menneskelighed eller stereotypificer deres kvindelighed, som inferiøre komediefadæser har for vane. Wiig og McCarthy sked i deres couture, men de sked aldrig på publikum.

Rebel Wilson i ‘Isn’t it romantic?’. (Foto: Netflix)

4. ‘Isn’t it romantic?’

Den australske komiker Rebel Wilson bliver ofte parkeret i lettere sexgale sidekick-roller, men her får hun endelig lov til at shine på egen banehalvdel som newyorker-arkitekten Natalie, der ikke føler sig værdsat på sin arbejdsplads og inderligt hader romcoms.

Da Natalie en dag slår hovedet, vågner hun imidlertid op i et syret romcom-univers, komplet med sporadiske dansenumre på gaden, enerverende voiceover og en selvindbildsk wannabe-Richard Gere i ’Pretty Woman’-limousine (Liam Hemsworth aka. den Hemsworth, man hyrer, hvis storebror Chris er over budget) – og Wilsons komiske timing sikrer den ene spot-on satiriske spidning af genrens absurditeter én for én.

Paul Giamatti og Kathryn Hahn i ‘Private Life’. (Foto: Netflix)

5. ‘Private Life’

Hvor langt vil du presse dit forhold for at realisere drømmen om at blive forælder, hvis biologien arbejder stædigt imod dig og alderen begynder at trykke?

I Tamara Jenkins (’Savages’) hverdagsmesterlige indieperle ’Private Life’ spiller solide Paul Giamatti og Kathryn Hahn et par i slut 40’erne, der stadig bor i den lille to-værelses i New York, de flyttede ind i i 20’erne, hvor drømmene om identitetsmættende karrierer og familiestiftelse endnu var friske. Nu tikker frugtbarhedsuret hastigt ned, mens parret bruger al energi og opsparing på opslidende fertilitetsbehandlinger, der knægter både sex og livslyst. Pludselig tilbyder en ung og idealistisk niece imidlertid sin hjælp som rugemor, og for en stund spirer håbet. Men det er risikabelt at lægge alle sin æg i et andet menneskes kurv.

Manuskriptets lune sensibilitet og livskloge parforholdskundskab slægter selveste Woody Allen på, og Giamatti og Hahn stråler fuldstændig autentisk som almindelige mennesker med ondt i følelserne. Det er bittersødt, sortkomisk og vekommende underholdning i en tid, hvor stadigt flere får brug for hjælp til at få børn eller uforvarende venter til 11. time.

George Clooney i ‘O Brother, Where Art Thou?’.

6. ‘O Brother, Where Art Thou?’

Den sydstatssvedige Coen-klassiker, der byder en af George Clooneys suverænt bedste præstationer!

’O Brother, Where Art Thou’ er Coen-brødrenes helt egen filmatisering af Odysseen, der her følger straffefangen Everett McGill (Clooney), og hans flugt med sin chaingang (geniale John Turturro og Tim Blake Nelson) gennem Mississippi for at nå hjem til sin kone, inden en dæmning sprænges, og de 1,2 millioner dollar, han har gemt, bliver skyllet væk.

’O’Brother, where art Thou’ er en forrygende og fantasifuld tour de force gennem det kringlede Coen’ske sind, og filmen er fuld af fantastiske detaljer – såvel som John Goodman som den enøjede bibelsælger, Kyklopen, der er tæt på at gøre en ende på vor uheldige helte. Filmen er desuden vanvittigt musikalsk, og man forlader den med fiktionens landeplage The Soggy Bottoms Boys’ ’Man of Constant Sorrow’ på læberne. 

‘Klovn: The Movie’ (Foto: PR)

7. ‘Klovn: The Movie’

En af dansk films største biografsuccesser nogensinde er også en af de sjoveste. Der blev således grædt af grin ned i popcornbægre over det ganske land, da Casper Christensen og Frank Hvam i 2011 transporterede deres alter egoer fra ‘Klovn’-serien til det store lærred i en dannelsesrejsefortælling om herreturen »tour-de-fisse«, der selvfølgelig kører helt ad sporet i liderlighed, druk og overraskende erotiske udskejelser under Smukfest.

‘Klovn: The Movie’ tager seriens pinligheder udi ekstremerne, men uden at gå på kompromis med forlæggets skæve charme, eller hovedkarakterernes menneskelighed, der i senere filmatiseringer tangerede det rent stereotype.

John Cleese, Michael Palin og Graham Chapman (som også spiller Brian) i ‘Life of Brian’. (Foto: PR)

8. ‘Life of Brian’

And now for something completely different… Den engelske komediegruppe Monty Pythons alternative Jesus-fortælling er en af de mest veloplagte religionssatirer i filmhistorien til dato, og dens gakkede spidning af kristent hysteri og dobbeltmoral, venstreorienteret pleaser-bureaukrati og vingeskudt maskulinitet er utroligt nok mindst lige så relevant og skarp i dag som ved premieren helt tilbage i 1979.

’Life of Brian’ fortæller historien om tøffelhelten Brian (Graham Chapman), hvis liv seriøst kompliceres, da han forveksles med Messias, og et hav af tilbedende disciple begynder at følge ham overalt. Filmen skabte i sin tid stor kontrovers – ikke mindst for sin ’latterliggørelse’ af Jesus korsfæstelse – og blev sågar bandlyst i Irland og Norge. Et træk, der prompte fik svenske biografer til at reklamere for ’Life of Brian’ med teksten: »Så sjov, at den blev forbudt i Norge«.

Python-medlem og sangskriver Eric Idles hit ’Always Look on the Bright Side of Life’ klinger evigt aktuelt (»Life’s a piece of shit, when you look at it … «), men filmen var nær aldrig blevet til noget, havde det ikke været for super Python-fan og Beatle George Harrison, der skaffede produktionen fire millioner dollars. Og dermed sikrede tilblivelsen af en monumental klassiker.

‘Bad Neighbors’.

9. ‘Bad Neighbors’

Vaskebrættet Zac Efron og hyggebamsen Seth Rogen tørner sammen i hvad der snildt er den sjoveste nabokrigsfilm nogensinde.

De nybagte forældre Mac (Rogen) og Kelly (Rose Byrne) føler sig overrumplede af søvn- og sexmangel, så da en flok frat boys flytter ind i nabohuset gør parret en indsats for at understrege, at 1) de altså ikke er helt tabt bag bleskift og villahæk og 2) at det på den anden side heller ikke er cool med abefester til den lyse morgen, når man har en baby, der skal sove. Capiche?

College-knægtenes »leder«, den infantilt dominerende Teddy (Zac Efron) nikker overbærende – men så eksploderer konflikten ellers.

Det veloplagte cast blander genial slapstick-komik med anslag af snigende melankoli, for både Teddy og Mac føler sig pressede af voksenlivets konformitet. Alt imens Kelly er et virkelighedstro billede på en ung mor, hvis hele identitet pludselig  centrerer sig om barnets akutte behov.

De er alle tre lige barnlige og på bunden sympatiske karakterer, der får ’Bad Neighbors’ til at stikke et spadestik dybere end gængse ’frat-boy’-film.

Zoe Kazan i ‘The Ballad of Buster Scruggs’.

10. ’The Ballad of Buster Scruggs’

Coen-brødrenes kapitelopdelte wild west-epos er en udsøgt fornøjelse af karakteristisk kulsort humor, besk samfundskritik pakket ind i Hollywood-klassisk westernikonografi med et dødeligt svirp af katarsis.

Tim Blake Nelson, Liam Neeson, James Franco, Zoe Kazan og Tom Waits er blandt topnavnene i det velspillende cast, der formidler mere eller mindre absurde skæbnefortællinger fra de endeløse vidder, hvor hver mand var sig selv og sin seksløber nærmest, og alle kunne gøre krav på/voldtage landskabernes rigdom. Filmen indeholder nogle af de smukkeste billeder i Coen-kataloget, der står i skærende ironisk kontrast til historiernes brutalitet, når naturens skønhed og skovens dyr agerer tavse vidner til tragedierne, der udfolder sig.

Dialogerne er skarpladte med satirisk livsvisdom og fatalistisk filosofi over menneskesjælens fordærvelse, og i det ondeste kapitel af dem alle må Harry Melling (Dudley fra ’Harry Potter’!) som arm- og benløs skuespiller således se sit eksistensgrundlag revet væk under sig, da hans publikum (med reference til vor tids ukritiske, fordummende reality-mæskeri) pludselig foretrækker en klog hønes kunstner frem for Shakespeare-dannelse.

‘She’s Gotta Have It’. (Foto: PR)

11. ‘She’s Gotta Have It’

Spike Lees sort-hvide klassiker er stadig et gensyn værd, for historien om den smukke Nola Darling (Tracy Camilla Johns), der ikke kan beslutte sig for, hvilken mand hun helst vil have og derfor dater tre på en gang, er brandcharmerende og romantisk på den helt rigtige usentimentale vis. Samtidig med, at den på fornem vis skildrer sorte skæbner i 80’ernes New York igennem Lees samfundssatiriske kunstneriske filmprisme.

Instruktøren selv spiller den søde nørd Mars Blackmon, der må konkurrere med en rig narcissist (John Canada Terrell) og en overbeskyttende alfa-han (Tommy Redmond Hicks), og filmen gør en dyd ud af at spinde komik over de tre mandetypers underholdende shortcomings og sårede maskulinitet overfor dejlige Darling.

Ryan Gosling og Emma Stone i ‘Crazy, Stupid, Love’.

12. ’Crazy, Stupid, Love’

Da Cals (Steve Carell) kone Emily (Julianne Moore) afslører, at hun har knaldet uden om med kollegaen David (Kevin Bacon), forsøger Cal at genvinde en smule af sin mandighed ved at lære scoretricks fra den unge storcharmør Jacob (Ryan Gosling på hjerteknuserkurs). Jacob er en selverklæret fri fugl, men i mødet med kække Hannah (Emma Stone) slår det pludselig anderledes dybfølte, ’Dirty Dancing’-inspirerede gnister. Der er bare én stor hage ved romancen …

’Crazy, Stupid, Love’ er den sjældne komedieperle, der giver lige så mange forelskede sommerfugle i mellemgulvet, som den forårsager latterkramper. Og kemien mellem Stone og Gosling er så smittende brandvarm, at duoen da også flirtede sig hele vejen til ’La La Land’s kæmpesucces fem år senere.

Ben Stiller og Adam Sandler i ‘The Meyerowitz Stories’.

13. ‘The Meyerowitz Stories’

»Ingen kan skabe sympati for navlepillende kunstnertyper som Noah Baumbach, og med Dustin Hoffmans Harold har han skabt sin mest ulideligt højrøvede narcissist til dato. Værre end Jeff Daniels i ’The Squid and the Whale’ og Ben Stiller i ‘Greenberg’ tilsammen. Og holy shit, hvor er det sjovt at se på«.

Sådan skrev vores anmelder om Netflix’ funklende filmperle, ‘The Meyerowitz Stories’, og kvitterede med fem flotte stjerner. Indieinstruktør Baumbachs familiekrønike er en af Netflix’ mest vellykkede originale film til dato – og så meget desto mere finkulturelt ironisk er det, at en af streamingtjenestens kritikerprygelknaber, Adam Sandler, leverer en af sine bedste straight-face præstationer nogensinde i den fintfølende hovedrolle (han supplerede siden med pragtpræstationen i Netflix-filmen ‘Uncut Gems’).

Sandler spiller den ene af Dustin Hoffmans egocentrerede kunstpatriarks to sønner, mens Ben Stiller ligeledes lægger ansigtet i alvorlige folder som den anden, mere succesfulde arving. Elizabeth Marvel er søsteren, hvis liv er permanent stagneret i dead-pan-tungsind, Emma Thompson er den alkoholiserede stedmor (der konsekvent omtaler sin mand som ’The Dad’ overfor de voksne børn) og det upcoming talent Grace Van Patten er Sandlers kunstneriske datter.

Det er en sorthumoristisk genistreg med knivskarp, Woody Allen’sk dialog.

‘De urørlige’. (Foto: PR)

14. ‘De urørlige’

Omar Sy har fået et gedigent internationalt comeback med Netflix-serien ‘Lupin’, så hvilken bedre anledning til at genbesøge den franske skuespilleres kommercielle gennembrud, ‘De urørlige’?

Komedien om den charmerende, sorte arbejderklasseflab Driss (Sy) fra Paris, der bliver venner med den lammede, hvide mangemillionær Philippe (François Cluzet) er til dato en af de største franske filmsuccesser nogensinde – og selvom den siden premieren i 2011 har fået en kende (for meget) på puklen for at gengive ‘Driving Miss Daisy’-smægtende tematikker, fremstår filmen stadig både varm og rørende, med Omar Sy i absolut topform.

Elsie Fisher i ‘Eighth Grade’.

15. ‘Eighth Grade’

Hvor mange coming of age-film har vi ikke set om den amerikanske highschool- og college-tid?

Hvor mange film har vi så til gengæld set om at gå i middle school, om tiden som ung teenager? Ikke særligt mange. Men det er netop den tid, som komikeren Bo Burnham behandler med udsøgt følsomhed i sin første, overraskende film som instruktør.

Da vi først møder hovedpersonen Kayla, optager hun en video til sin Youtube-kanal om at turde være sig selv. Men i virkeligheden, når kameraet er slukket, er hun ensom og venneløs med et standard-anstrengt forhold til sin far, som hun bor alene med. Vi kommer helt tæt på Kayla, spillet med utrolig overbevisning af debutanten Elsie Fisher i et sjældent rammende portræt af, hvordan det er at være ung i en SoMe-tid.

Nøglesamtalen mellem Kayla og hendes far mod slutningen gør far-søn-snakken i ’Call Me By Your Name’ rangen stridig som en af nyere tids bedste af sin slags. Som resten af filmen vrider den i hjertet – men ikke uden håb.

Læs også: De 20 bedste film på Netflix

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af