De 25 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden store klassikere og skæve indiekomedier også byder på en række af de seneste års bedste film a la 'The Assistant', 'Jojo Rabbit' og 'Once Upon a Time in Hollywood'. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund – i tilfældig rækkefølge.
De 25 bedste film på Viaplay lige nu
'Jojo Rabbit'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

Pattinson og Dafoe i ‘The Lighthouse’.

‘The Lighthouse’

Robert Eggers’ fortælling om en ung mand (Pattinson), som kommer i lære hos en vranten fyrtårnsbestyrer (Willem Dafoe) i et mildest talt vindblæst New England i 1890’erne, er noget helt særligt.

Med den sorthvide-billedside, det kvadratiske billedformat og det højlitterære sprog kan den forekomme meget artsy ved første øjekast, men det er også en platsjov tango mellem to mænd på vej ud over galskabens afgrund. ’The Lighthouse’ er horror, kammerspil, artfilm og komedie i ét. Den ligner ingen anden. Og Pattinson er utrolig.

‘The Last Black Man in San Francisco’. (Foto: PR)

‘The Last Black Man in San Francisco’

En ægte perle landede på streaming i januar, da vi endelig fik mulighed for at se ’The Last Black Man in San Francisco’ herhjemme – små to år efter premieren i det amerikanske. Men bedre sent end aldrig!

Multitalentet Jimmie Fails har både skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen i den poetiske fortælling om Jimmie, der klynger sig til sin bedstefars smukke, gamle hus i San Francisco. Problemet er bare, at huset i dag ejes af et hvidt ægtepar, som ikke just sætter pris på, at Jimmie konstant sniger sig til at male vindueskarme og ordne have…

Filmen har en drømmerisk, Wes Anderson’sk kvalitet og skildringen af Jimmies frustration over gentrificeringen af hjembyen er både melankolsk, humoristisk og varm. For måske det i virkeligheden er vor nostalgiske helt, der er fortabt i livet, og ikke byen, som han synes forandrer sig for hurtigt…? ’The Last Black Man in San Francisco’ er et filmisk kærlighedsbrev, som du ikke bør snyde dig selv for.

Julia Garner i ‘The Assistant’.

‘The Assistant’

En af 2020s mest hypede amerikanske film er en lille genistreg med stor slagkraft. Den spillefilmdebuterende instruktør Kitty Green har nemlig begået den hidtil mest effektive MeToo-film om en ung assistent på et filmselskab i New York, der får fornemmelsen af, at hendes magtfulde chef driver rovdrift på kvindelige ansatte såvel som klienter.

The Assistant’ er det modsatte af en film, der råber sit budskab igennem en megafon, men derimod en afdæmpet, uhyggeligt realistisk skildring af magthierarki og hverdagsudnyttelse på en arbejdsplads i mediebranchen, hvor det er de yngste ansatte, der trædes på af indifferente chefer. Og Julia Garner (’Ozark’) er en åbenbaring i hovedrollen som Jane, hvis øjne afslører hvert et lille selvværdsknæk og tvivl, da hun forsøger at gå imod »systemet«.

Tilbage sidder man med ondt i maven og spørgsmålet: Hvad ville jeg selv gøre?

Roman Griffin Davis, Taika Waititi og Scarlett Johansson i ‘Jojo Rabbit’. (Foto: PR)

‘Jojo Rabbit’

Kan man lave sjov med Hitler? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden Charles Chaplins ‘Diktatoren’ tilbage i 1940, og nu i den Oscar-vindende coming of age-komedie ‘Jojo Rabbit’ af newzealandske Taika Waititi (‘What We Do in the Shadows’, ‘Thor: Ragnarok’). For i ‘Jojo Rabbit’ har Waititi tilsat et mørkt satirisk element til filmens forlæg, Christine Leunens roman ‘Caging Skies’ fra 2008, i form af Hitler som overstyret fantasiven til den 10-årige hovedperson Jojo.

Jojo (Roman Griffin Davis) er en usikker dreng i Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han netop er blevet medlem af Hitler Jugend. Han er indoktrineret i en sådan grad, at han har dekoreret sit værelse med hagekors, men troen på styret begynder langsomt at smuldre. Og så bliver fantasivennen gal.

Scarlett Johansson blev velfortjent Oscar-nomineret for rollen som Jojos mor, mens Waititi løb med en Oscar for Bedste adapterede manuskript i en overraskende rørende film, der underholder fra a-å.

Brady Noon, Keith L. Williams og Jacob Tremblay spiller de tre hovedroller i ‘Good Boys’.

‘Good Boys’

Snitfladerne mellem barndommens troskyldighed og teenagelivets hormon-stormløb er morsomt fremstillet i denne coming-of-age komedie, der er en slags tween-version af ’Superbad’.

Filmen skåner ikke just sine unge talentfulde drengeskuespillere, hvoraf Jacob Tremblay spiller 12-årige Max, der er medlem af en seminørdet sjette klasse-trio, der også består af Thor (Brady Noon) og Lucas (Keith L. Williams) og kalder sig Bean Bag Boys. De forvilder sig ud på et eventyr, der involverer analkugler, dildoer, MDMA-piller og voldelige skydescener med paintball-pistoler.

Det er en x-rated rutsjebanetur, de fleste forældre til den virkelige verdens 12-årige nok foretrak, at deres egne unger skippede til fordel for en genudsendelse af ’Alene Hjemme’ eller ’My Girl’. Men den har hjertet med hele vejen.

Emma Stone i ‘The Favourite’. (Foto: PR)

‘The Favourite’

Den græske særling Yorgos Lanthimos håndterede for første gang en andens manuskript, men resultatet bærer alligevel umiskendeligt instruktørens kulsorte humor og skæve repliklevering. Rachel Weisz og Emma Stone duellerer sprudlende om Olivia Colmans gunst i 1700-tallets engelske kongehus, og alle tre er svidende fornøjelige med Colmans ynkværdige dronning som fortjent Oscar-vindende højdepunkt.

The Favourite‘s kostumer er forrygende over the top-pompøse, Robbie Ryans kamera skaber feberhed surrealisme med sin fiskeøjelinse, og magtspillet er uimodståeligt intrigant.

Alicia Vikander i ‘Ex Machina’.

’Ex Machina’

Kærlighed, ensomhed og vores komplekse forhold til kunstig intelligens. Det er de helt store temaer, den amerikanske instruktør Alex Garland kaster sig over i den ambitiøse debutfilm ’Ex Machina’, der allerede har fået status som science fiction-nyklassiker.

Filmen lægger sig i slipstrømmen på Spike Jonzes ’Her’ med en ny form for science fiction, der skildrer en ikke så fjern fremtid, hvor kunstig intelligens er så veludviklet, at mennesker er tilbøjelige til at udskifte deres personlige relationer med AI’s.

Domhnall Gleeson er perfekt castet i rollen, som den lidt for godtroende Caleb, der småforelsker sig i menneskerobotten Ava (sublimt spillet af Alicia Vikander), mens Oscar Isaac leverer endnu en af sine kraftpræstationer i rollen som det lunefulde supergeni, Nathan, som det ene øjeblik er venskabelig og i det næste er mistænkeligt hemmelighedsfuld.

De tre karakterer er alt, vi behøver i Garlands dvælende men alligevel dybt medrivende kammerspil, hvor alle – ja, selv robotten – har hemmelige planer for og med hinanden. Garland er ligeledes tilbageholdende med informationer til seeren, der ligesom Caleb-karakteren må prøve at finde hoved og hale i, hvad Nathan i virkeligheden pønser på i det hemmelige forskningsanlæg.

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

’Once Upon A Time In Hollywood’

Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.

Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).

Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

’Free Solo’

 Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

‘Le Mans ’66’. (Foto: Twentieth Century Fox)

‘Le Mans ’66’

Også kendt under originaltitlen ‘Ford v Ferrari’ handler James Mangolds nostalgidrevne racerbildrama om det årlige racerløb, der siden 1923 har testet verdens bedste kørere og deres maskiner i udholdenhed og teknik, når bilerne i 24 timer kører i ring i den lille franske by Le Mans.

Matt Damon og Christian Bale giver den som klassiske underdogs, der kæmper for at nå målstregen før Ferraris Le Mans-favoritter. Samtidig slås de internt mod Ford Motor Companys alfahanner, som forgæves forsøger at holde de idealistiske og risikovillige racerkørere i kort snor på vejen mod førstepladsen.

Bales præstation som kompromisløs motorelsker sikrede ham en Oscar-nominering, mens filmen (meget passende) snuppede to af de mere tekniske priser for bedste klipning og lydredigering.

En oldschool, men solid filmoplevelse.

Kirsten Dunst i ‘Melancholia’.

‘Melancholia’

Få filmskabere deler vandene lige så meget som Lars von Trier, der gennem fire årtier har markeret sig som en af Europas vægtigste auteurs med sine provokerende formmæssige nyskabelser. Men med ’Melancholia’ fra 2011 skabte han sin mest menneskelige film til dato – en gudesmuk dommedagsvision om kunsten og jordens forfald, som ingen ringere end USA’s førende humanist Bernie Sanders har som sin favoritfilm.

Filmen står som en perfekt samfundsallegori over menneskets depressive afmagt i en dybt uoverskuelig tid, hvor destruktive klimaforandringer har lagt sig over vores tilværelse og coronapandemien har blottet samfundets skrøbelighed.

Kirsten Dunst leverer sin bedste præstation længe i rollen som Justin, der bevæger sig gennem sin bryllupsnat i en depressiv døs, ledsaget af sin formanende, neurotiske storesøster (Trier-darlingen Charlotte Gainsbourg). Men i takt med at det stort anlagte bryllup går i vasken, vågner Justin op til dåd, da den faretruende og mystiske planet Melancholia nærmer sig Jorden. Vil den kollidere eller passere? Trier giver på vanligt provokerende vis svaret i filmens allerførste minutter, men alligevel sidder man som på nåle frem mod den gåsehudsfremkaldende slutning.

’Melancholia’ er dog ikke nær så tung, som den måtte lyde, når Trier hudfletter alt fra reklamebranchen til tidens (manglende) personlige relationer – tilsat en god portion af sin karakteristiske galgenhumor – og samtidig brænder igennem med en stærk hyldest til familiebåndet og medmenneskelighed. Når Jorden brænder sammen, har vi kun hinanden.

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i Ang Lees ‘Brokeback Mountain’.

‘Brokeback Mountain’

Ang Lees smerteligt smukke cowboyromance fra 2005 er en Hollywood-banebrydende nyklassiker, der er lige så poetisk som den er brutal i sin skildring af kærligheden mellem to mænd, hvis hemmelige relation i 60’ernes Wyoming er dømt til at ende i tårer (for både dem og os, vel og mærke). Hvis ikke værre…

Heath Ledger og Jake Gyllenhaal leverer pragtpræstationer som den formummede knudemand Ennis og rapkæftede Jack (de to skuespilleres kemi affødte et tæt venskab IRL), mens Michelle Williams og Anne Hathaway yder stærk support som hustruerne på sidelinjen.

Filmen blev nomineret til otte Oscars og vandt de tre, for Bedste instruktør, adapterede manuskript og musik, men at Ledger og Gyllenhaal begge blev forbigået var lettere skandaløst (om end førstnævnte trods alt tabte til Philip Seymour Hoffman).

‘Gravity’. (Foto: PR)

‘Gravity’

Sandra Bullock har sit livs bedste rolle i Alfonso Cuaróns visuelt imponerende, men næsten ubærligt klaustrofobiske rumfilm, hvori en række uheldige events pludselig efterlader en astronaut, Bullocks Ryan, mutters alene i en lille rumkapsel.

George Clooney tilføjer yderligere gravitas i en glimrende og vigtig nøgle-birolle, og fotograferingen er intet mindre end eminent – det var ikke noget under, at ’Gravity’ blev en bragende succes i 3D, der her for en gangs skyld var fuldt ud berettiget (ergo: Se filmen på den største fladskærm, du kan finde).

Der er skønhed i tragedien, men også et reelt, praktisk problem der må og skal løses: For Ryan nægter at acceptere, at der ikke kan findes en snarrådig måde at styre kapslen mod jorden. Man holder selv vejret til det sidste.

Mads Mikkelsen i ‘Pusher II’.

‘Pusher’ + ‘Pusher II’

Ja, ja, nu snyder vi lidt på bundlinjen, men ‘Pusher’ og ‘Pusher II’ skal stå sammen. Førstnævnte var Nicolas Winding Refns hårdtslående debut fra 1996, der landede som et veritabelt paradigmeskifte i dansk film, og etablerede Mads Mikkelsen som branchens største rising star.

Tonny – med solbriller koket i panden og »RESPECT« tatoveret i nakken – var på papiret en sølle og dybt enerverende smartass, som først og fremmest med sin urolige energi skulle irritere hovedrolleindehaver Kim Bodnias pusher på afveje mest muligt. Men i Mikkelsens vibrerende gestaltning fornemmede man alligevel en følsomhed bag facaden.

Det var denne følsomhed, Mads Mikkelsen byggede eminent oven på, da den pengepressede Refn ringede og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en opfølger – der resulterede i skuespillerens bedste præstation til dato.

Og det siger ikke så lidt

‘Snowpiercer’ (Foto: PR)

‘Snowpiercer’

Glemt alt om den langt inferiøre Netflix-serie af samme navn: ’Parasite’-instruktør Bong Joons særegne sci-fi-action-dystopi fra 2015 er en grum actionseværdighed med Chris Evans, Tilda Swinton, John Hurt og Ed Harris på rollelisten, der giver dig svedige håndflader og togfobi.

I historien er alt liv på kloden blevet udraderet af et forfejlet klimaeksperiment, og de eneste overlevende befinder sig på Snowpiercer-toget, som farer af sted på skinner over et iskoldt snelandskab.

Toget er hierarkisk opdelt, så det lille samfunds fattigste bor under kummerlige kår i bagenden, mens de rigeste befinder sig forrest i vogne, der giver selv Orientekspressens luksus baghjul. Chris Evans’ Curtis leder et arbejderoprør, der kæmper sig vej gennem toget, hvor hver togkupé er sin egen lille, farverige verden. Det er blodigt, sortkomisk og særdeles neglebidende.

‘Clueless’. (Foto: PR)

‘Clueless’

»As if!«

Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.

Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.

Og vi tager alle sammen stadig noter.

Anders Danielsen Lie i ‘Reprise’.

’Reprise’

 Norske Joachim Trier markerede sig som en af Nordens største nye filmstemmer med debutfilmen ’Reprise’, et eksistentielt coming of age-drama om to forfatterspirer, der drømmer om at slå igennem på den litterære scene i Oslo.

Med sit legesyge portræt af ungdommelig ambition og eksistentielle kriser inspirerede filmen blandt andet tv-sensationen ’Skam’, mens den også selv bærer sine referencer til klassikere som Truffauts ’Jules and Jim’ uden på tøjet.

’Reprise’ er dog helt sin egen, når den følger de to unge venner Erik (Espen Klouman-Høiner) og Philip (Triers faste leading man Anders Lie Danielsen), der på samme tid kaster manuskriptet til debutromanen i forlagets postkasse med håb om en stor forfatterkarriere. Verden ligger for deres fødder og alt kan ske. Tror de. Men da Erik får afslag og Philip opsluges af en stormombrust forelskelse, brister den ungdommelige naivitet og energi i mødet med virkelighedens borgerlige realiteter.

Filmen balancerer poesi og melankoli i sin rørende fortælling om venskab og kærlighed, og hvad det vil sige at være ung og sårbar, når virkeligheden ikke altid realiserer sig i henhold til forventningerne.

Joaquin Phoenix i ‘Her’.

‘Her’

Spike Jonzes film om en mand (eminente Joaquin Phoenix), der forelsker sig i sit avancerede styresystem (sensuel stemme af Scarlett Johansson) er slet og ret uforglemmelig.

Jonze formår noget meget usædvanligt med filmen: At ramme lige ned i en hyperaktuel tematik – vores nærmest patologisk tætte forhold til vores elektroniske devices – og samtidig forløse en universel fortælling: En kærlighedshistorie og en historie om en ensom, vingeskudt mand, der søger bekvemt nærvær uden de risici for at blive såret, et almindeligt forhold uundgåeligt fører med sig.

Når man dertil lægger et fuldstændigt gennemført visuelt univers, hvor storbymiljøet i den nære fremtid er blevet tweaket nøjagtigt så meget, at det virker fremmed og genkendeligt på én gang, et kongenialt melankolsk score fra Arcade Fire og en række pirrende filosofiske refleksioner lige under overfladen – ja, så har man en sci fi-klassiker.

Will Poulter i Kathryn Bigelows ‘Detroit’.

’Detroit’

Kathryn Bigelows ’Detroit’ er kun blevet mere og mere aktuel siden premieren i 2017. Filmen er en brutal skildring af de voldsomme raceprotester i Detroit anno 1967, hvor en nærmest borgerkrigslignende tilstand udspillede sig mellem de (hovedsageligt) sorte demonstranter og politiet.

I fokus er den hjerteskærende tragedie, der udfoldede sig på Algier Motel, hvor tre ubevæbnede sorte mænd blev dræbt af politiet. Det skildres på uafrystelig vis med et nærgående kamera, der aldrig vender blikket væk fra den umenneskelig tortur begået af politiet – anført af den modbydeligt racistiske Krauss (en forfærdende Will Poulter).

Som vores anmelder skrev: »Jeg kan ikke anbefale filmen nok, hvis man gerne vil tættere på at begribe USA’s evigt aktuelle racekonflikt, konsekvenserne af racisme, der bestemt ikke er specifikt for USA, og følelsen af at være undertrykt og bange for sit liv på grund af sin hudfarve«.

‘Revolutionary Road’. (Foto: PR)

‘Revolutionary Road’

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet leverer begge pragtpræstationer i Sam Mendes’ (’American Beauty’) fremragende ægteskabsdrama, der af uforståelige årsager altid er fløjet under radaren til trods for, hvor meget filmen har at byde på.

Det var ellers ikke fordi, der ikke i sin tid var gedigen hype over genforeningen af ’Titanic’-stjerneduoen, men kanske ’Revolutionary Road’s alvorstunge tone lagde en dæmper på begejstring blandt dem, der forventede endnu en storslået romance – for historien her er meget langt fra nogen rosenrød solnedgang, men derimod en knugende skildring af to håbefulde idealister, hvis drømme kvases under forstadsidyllens monotoni i 50’ernes USA.

Dialogen slår gnister, når Leo og Kate tørner sammen, og Michael Shannon yder stærk birollesupport.

Frances McDormand i ‘Fargo’.

’Fargo’

Et gensyn med Coen-brødrenes kulsorthumoristiske klassiker fra 1996 er altid en god ide.

Filmen handler kort fortalt om pushoveren Jerry Lundegaard (William H. Macy), der i desperat pengenød hyrer et par håndlangere (Steve Buschemi og Peter Stormare) til at kidnappe hans kone (Kristin Rudrud) med en aftale om at dele findelønnen på 80.000 dollars. En plan, der selvfølgelig ender helt galt.

’Fargo’ er Coen-brødrene, når de er bedst. Vold og suspense går hånd i hånd med satire og (tragi)komik, og så foregår filmen i det iskolde og snedækkede Minnesota – de to auteurinstruktørers hjemstavn ­­– hvilket giver filmen et mindeværdigt æstetisk udtryk. Man kommer heller ikke uden om Frances McDormands Oscar-vindende pragtpræstation som den ihærdige gravide politikvinde Molly Gunderson, der langsomt men sikkert opruller mordkomplottet.

Viola Davis og Cynthia Erivo i ‘Widows’.

‘Widows’

Steve McQueen fulgte op på sin Oscar-succes med ’12 Years a Slave’ med den hårdtslående ’Widows’, der kredser om instruktørens faste temaer som klasseskel, racisme og systemisk uretfærdighed.

Filmen udfolder sig som lige dele slow burn-karakterdrama og hæsblæsende action-ridt, når McQueen følger fire kvinder – anført af fænomenale Viola Davis – der sætter sig for at udføre et kup for at betale deres afdøde kriminelle mænds gæld til den lokale mafiaboss (Brian Tyree Henry fra ’Atlanta’).

McQueen åbenbarer et Chicago blottet for medmenneskelighed, hvor livsglæde måles i iskolde kontanter, og målet helliger midlet i alle samfundets lag. ’Widows’ er en eksplosiv og åndeløst spændende kupfilm med et all star-cast i front, der samtidig diagnosticerer det pilrådne samfund – gennemsyret af systemisk korruption – som gør nogle samfundslag til konger og andre til hjælpeløse bønder.

Tom Hanks og Matt Damon i ‘Saving Private Ryan’.

‘Saving Private Ryan’

Steven Spielbergs 2. Verdenskrigs-storværk er en af de bedste krigsfilm nogensinde. Og den tåler stadig et gensyn over to årtier efter premieren.

Historien følger op på sin indledende rystende skildring af det blodige kaos på Omaha Beach med en dybt human og nærværende fortælling om en lille gruppe soldater, der sendes på en hovedløs pr-mission for at finde den sidste søn i Ryan-familien. Tom Hanks leder soldaterkammeraterne bestående af Tom Sizemore, Barry Pepper, Giovanni Ribisi, Adam Goldberg og Vin Dielsel, der må indse, at Ryans (Matt Damon) symbolske redning er vigtigere for hærens image end deres egne liv.

Alle involverede spiller bagdelene ud af bukserne som mændene, der igennem vidt forskellige følelsesmæssige reaktioner kæmper for at acceptere deres skæbne. Og ved premieren påvirkede ‘Saving Private Ryan’ flere amerikanske krigsveteraner i en sådan grad, at regeringen opfordrede særligt ramte til at kontakte en hjælpelinje. Mange veteraner takkede dog også Spielberg for at sætte billeder på de krigsoplevelser, de aldrig selv havde kunnet formidle med ord til deres pårørende efter hjemkomsten, og filmen står som en af instruktørens bedste.

Brad Pitt i ‘Seven’ i 1995.

‘Seven’

Det regner konstant i David Finchers første favntag med seriemordergenren, ’Seven’, der åbenbarer en mørk storby blottet for enhver medmenneskelighed, hvor ethvert spinkelt håb om en lysere fremtid visner bort, inden det når at slå rødder.

Morgan Freeman og Brad Pitt udgør et af nyere tids bedste politimakkerpar som henholdsvis den desillusionerede og pensionsparate kriminalbetjent Sommerset og den grønne, skråsikre idealist Mills, der sammen vikles ind i den bestialske seriemorder John Does velkonstruerede spind – isnendende godt spillet af Kevin Spacey.

Does nøje planlagte ondskab, der udspringer af de syv dødssynder, er et produkt af en sjælløs og forkullet storbys fordærv.

Og den ikoniske slutning, som satte nye standarder for, hvor konfrontatorisk en Hollywoodfilm kunne ende, sætter budskabet på spidsen: Ingen kan se sig fri for selv at blive ædt op af ondskaben i den trøstesløse verden.

‘No Country for Old Men’. (Foto: PR)

‘No Country for Old Men’

Coen-brødrene skabte deres mindst Coen’ske film med Oscar-vinderen ’No Country For Old Men’, der spidder amerikansk senkapitalisme og grådighed med sit isnende portræt af et åndsforladt USA, hvor ondskaben svæver over de asfalterede ørkenveje ved højlys dag.

Josh Brolin spiller den fåmælte cowboy af i går, Llewelyn Moss, der falder over en kuffert med to millioner dollars midt ude i ørkenen, hvor en narkohandel er gået grueligt galt. Han nupper pengene, men hans bedagede retskaffenhed tvinger ham til at vende tilbage til gerningsstedet, hvor han får den nådesløse lejemorder Anton Chigurgh (en uforglemmelig Javier Bardem) på nakken.

Hvad der følger, er et åndeløst spændende spil katten-efter-musen, der ville gøre salige Hitchcock stolt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af