45.000 kroner for en enkelt video af Fie Laursens beskidte fødder, der spankulerer frem og tilbage. Det lyder da ærligt talt som ret lette, fede penge, gør det ikke?
I den nye DR3-dokumentarserie ’Fie’ følger vi i fire afsnit den skandaleombruste influencer Fie Laursen – fra den svære, angstprægede tid i kølvandet på et selvmordsforsøg forrige år frem til for et par måneder siden, hvor hun efter eget udsagn er landet et bedre sted. Et sted, hvor hendes primære indtægt kommer fra pornomediet OnlyFans, hvor hun sælger erotiske og pornografiske billeder og videoer af sig selv, hvilket hun i dokumentaren betegner som det bedste, nemmeste og fedeste job, hun nogensinde har haft.
I en ny artikel fra Politiken kritiseres DR for dokumentarseriens promovering af OnlyFans. Ifølge Christian Mogensen, der er specialkonsulent i Center for Digital Pædagogik, sætter både Fie Laursen og DR OnlyFans i positivt lys og er dermed med til at påvirke unge piger til at gå i Laursens fodspor.
»Fie Laursen siger jo eksplicit, at det er fedt og sjovt, og at pengene er rigtig gode,« forklarer Christian Mogensen. »Så når den historie, der bliver fortalt både i dokumentaren, på Instagram og på TikTok, er, at det er rigtig fedt, og at det bare drejer sig om videoer af fødder, så lyder det meget ufarligt. Næsten tilforladeligt og sjovt«.
Mogensen mener, at det er dybt problematisk, at influencere som Fie Laursen, der har så mange tusinde unge følgere, promoverer et pornomedie som OnlyFans uden at gøre opmærksom på de enorme konsekvenser, det kan have at være sexarbejder.
»Ligesom der bør rettes en ekstrem kritik mod de plastikkirurgiske klinikker, der brugte Fie Laursen som reklamesøjle, bør der rettes samme kritik mod DR,« lyder det fra Mogensen. »Det er en god historie, men den opmærksomhed, der kommer, er på bekostning af hovedpersonen, på bekostning af Fie. Det er at malke fænomenet Fie Laursen endnu en gang«.
Politiken har forelagt kritikken for DR-redaktør Trine Skovgaard, der dog ikke mener, at det er et lyserødt billede, dokumentaren maler af OnlyFans. Til spørgsmålet om, hvorfor Fie får lov til at fremstille OnlyFans i så positivt et lys, svarer Skovgaard: »OnlyFans er et kontroversielt og omdiskuteret medie, men det er kendt og udbredt i målgruppen. Man kan være enig eller uenig med Fie, men for hende er det positivt. Det er bestemt ikke det samme, som at vi fremstiller OnlyFans i et positivt lys«.
»Som udgangspunkt skal DR 3 heller ikke være en løftet pegefinger, men belyse og spejle det, der foregår hos de unge, så de kan reflektere over de tematikker, der findes i vores programmer. I stedet for at tale ned til dem, vil vi gerne spørge: Hvad tænker du? Hvad mener du?«, lyder det fra Trine Skovgaard.
Fie Laursen har ikke ønsket at kommentere på sagen i Politikens artikel.