De 25 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden store klassikere og skæve indiekomedier også byder på en række af de seneste års bedste film a la 'The Assistant', 'Jojo Rabbit' og 'Once Upon a Time in Hollywood'. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund – i tilfældig rækkefølge.
De 25 bedste film på Viaplay lige nu
'The Last Black Man in San Francisco'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

Timothée Chalamet i ‘Call Me By Your Name’.

’Call me by your name’

Luca Guadagnino skabte en af nyere tids mest sensuelle filmforelsker med ’Call Me By Your Name’, der katapulterede Timothée Chalamet mod toppen af Hollywood og langsomt knuste vores hjerter.

Men selvom filmens slutning får tårerne til at trille ned ad kinderne, står filmen som en hjertevarm hyldest til kærligheden og et smukt øjebliksbillede på en snotforvirret teenagers overgang til voksen.

Guadagninos sansemættede billeder og det fantastiske score fra Sufjan Stevens formidler et italiensk paradis af ferskner og korte shorts, der sætter sig i kroppen som en indre varme. Man kan måske anfægte, om filmen er lidt berøringsangst, når det gælder de omdiskuterede sexscener, men det tager ikke noget fra det stærke helhedsbillede af en af 10’ernes mest ikoniske kærlighedshistorier (om end Armie Hammers stjerne er gået ned i flammer sidenhen).

Jake Gyllenhaal i ‘Nightcrawler’. (Foto: PR)

‘Nightcrawler’

I instruktør Dan Gilroys snigende ubehagelige noir leverer Jake Gyllenhaal en af karrierens stærkeste præstationer (hvis ikke den stærkeste!) som særlingen Lou Bloom, der med lys og lygte leder efter et job og ender som talentfuld ambulancejæger, der sælger optagelser fra Los Angeles’ ulykkessteder videre til grådige tv-stationer.

Lou er et årvågent, nysgerrigt dyr, der suger til sig fra den kyniske regelbog i spillet om den amerikanske drøm. Hans mangel på empati og sociale kompetencer gør ham samtidig til et livsfarligt rovdyr, hvis grænseløshed langsomt udfoldes for publikum.

Så mens filmens mediekritik måske nok føles lidt velkendt, konstruerer Gilroy med sin debutfilm en af årtiets stærkeste karakterskildringer, hvori også Riz Ahmed brillerer i nøglebirolle. ‘Nightcrawler’ er et uhyggeligt spejl af et patologisk samfund.

‘Spotlight’. (Foto: PR)

‘Spotlight’

Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i 2016, var der mange, der så det som et konservativt valg. Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.

Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.

’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo i front.

Pattinson og Dafoe i ‘The Lighthouse’.

‘The Lighthouse’

Robert Eggers’ fortælling om en ung mand (Pattinson), som kommer i lære hos en vranten fyrtårnsbestyrer (Willem Dafoe) i et mildest talt vindblæst New England i 1890’erne, er noget helt særligt.

Med den sorthvide-billedside, det kvadratiske billedformat og det højlitterære sprog kan den forekomme meget artsy ved første øjekast, men det er også en platsjov tango mellem to mænd på vej ud over galskabens afgrund. ’The Lighthouse’ er horror, kammerspil, artfilm og komedie i ét. Den ligner ingen anden. Og Pattinson er utrolig.

‘The Last Black Man in San Francisco’. (Foto: PR)

‘The Last Black Man in San Francisco’

En ægte perle landede på streaming i januar, da vi endelig fik mulighed for at se ’The Last Black Man in San Francisco’ herhjemme – små to år efter premieren i det amerikanske. Men bedre sent end aldrig!

Multitalentet Jimmie Fails har både skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen i den poetiske fortælling om Jimmie, der klynger sig til sin bedstefars smukke, gamle hus i San Francisco. Problemet er bare, at huset i dag ejes af et hvidt ægtepar, som ikke just sætter pris på, at Jimmie konstant sniger sig til at male vindueskarme og ordne have…

Filmen har en drømmerisk, Wes Anderson’sk kvalitet og skildringen af Jimmies frustration over gentrificeringen af hjembyen er både melankolsk, humoristisk og varm. For måske det i virkeligheden er vor nostalgiske helt, der er fortabt i livet, og ikke byen, som han synes forandrer sig for hurtigt…? ’The Last Black Man in San Francisco’ er et filmisk kærlighedsbrev, som du ikke bør snyde dig selv for.

‘The Prestige’. (Foto: PR)

‘The Prestige’

Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Men sjældent har han dog været så drillesyg som i  ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.

Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick.

Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført.

Saoirse Ronan og Timothée Chalamet i ‘Little Women’.

‘Little Women’

Lad det være sagt med det samme: Dem, der måtte antage, at en film med titlen ‘Little Women’ givetvist også kun er for kvinder, risikerer at snyde sig selv for en flot og medrivende filmoplevelse fra en af Hollywoods bedste unge instruktører, Greta Gerwig.

Ja, Louisa May Alcotts amerikanske romanklassiker er blevet filmatiseret et hav af gange før (okay, kun fem), men det her er ‘Little Women’, som du aldrig har set den før: Både på den fantastisk flotte billedside og indholdsmæssigt, hvor Oscar-nominerede Gerwig, som også har skrevet manuskriptet, har givet fortælleformen et interessant, nyt twist, der især vender slutningen på hovedet.

‘Little Women’ er en opløftende, feministisk film, der byder på aldeles fremragende skuespilpræstationer af blandt andre Oscar-nominerede Saoirse Ronan og Florence Pugh, såvel som Timothée Chalamet i en nøglerolle på sidelinjen. Det handler om søskendebånd og familieloyalitet, jovist, men først og fremmest om at turde favne sit eget potentiale, også selvom det betyder, at man måske vælger den rosenrøde romance fra i processen.

‘Queen & Slim’.

‘Queen & Slim’

Det er ikke helt ved siden af, når vor to hovedpersoner her bliver sammenlignet med ‘Bonnie & Clyde’, om end Queen og Slim (Daniel Kaluuya og Jodie Turner-Smith) har en helt anden årsag til deres flugt fra politiet på tværs af stater:

Efter en mislykket Tinder-date bliver de stoppet af en racistisk politibetjent, og efter en konfrontation skyder Slim betjenten med dennes pistol. Og så er gode råd dyre, for historien er ikke just spækket med eksempler på, at sorte går ustraffede fra sådan en affære.

Filmen udvikler sig til en slags roadmovie, hvor Queen og Slim bliver nationale ikoner for sorte – levende billeder på USA’s uretfærdighed – og instruktør Melina Matsoukas sikrer medrivende og poetisk underholdning, som hele vejen til slutscenen lever i kraft af dens ikonografi og evne til at få os til at indse, at historien ville tage sig radikalt anderledes ud, hvis Bonnie og Clyde havde haft en anden hudfarve.

Derigennem bringer ‘Queen & Slim’ fine nuancer om racisme og oplevelsen af at være sort i USA på bordet.

Julia Garner i ‘The Assistant’.

‘The Assistant’

En af 2020s mest hypede amerikanske film er en lille genistreg med stor slagkraft. Den spillefilmdebuterende instruktør Kitty Green har nemlig begået den hidtil mest effektive MeToo-film om en ung assistent på et filmselskab i New York, der får fornemmelsen af, at hendes magtfulde chef driver rovdrift på kvindelige ansatte såvel som klienter.

The Assistant’ er det modsatte af en film, der råber sit budskab igennem en megafon, men derimod en afdæmpet, uhyggeligt realistisk skildring af magthierarki og hverdagsudnyttelse på en arbejdsplads i mediebranchen, hvor det er de yngste ansatte, der trædes på af indifferente chefer. Og Julia Garner (’Ozark’) er en åbenbaring i hovedrollen som Jane, hvis øjne afslører hvert et lille selvværdsknæk og tvivl, da hun forsøger at gå imod »systemet«.

Tilbage sidder man med ondt i maven og spørgsmålet: Hvad ville jeg selv gøre?

Den kriminelle familie fra ‘Kød og blod’ med Sidse Babett Knudsen i front. (Foto: Christian Geisnæs)

‘Kød og blod’

»Jeg vil gøre alt for min familie«, siger Joachim Fjelstrups Jonas undervejs i ’Kød og blod’ og opsummerer samtidig den gennemgående tematik for Jeanette Nordahls spillefilmdebut. En film, hvori instruktøren (’Når støvet har lagt sig’) sammen med manusforfatter Ingeborg Topsøe (’Charmøren’) fortæller en historie, der vækker minder om australske David Michôds ’Animal Kingdom’:

Da 17-årige Idas (Sandra Guldberg Kampp) mor omkommer i en bilulykke, placerer familieforsorgen hende hos mosteren Bodil (fabelagtige Sidse Babett Knudsen), der har de voksne sønner Jonas (Fjelstrup), David (Elliott Crosset Hove) og Mads (Besir Zeciri) boende. Familie lever af lyssky aktiviteter i lokalsamfundet, og bruger trusler og vold, hvis ikke »forretningsforbindelserne« makker ret.

Det er altid sjovt at se genrefilm i en dansk kontekst, som da Fenar Ahmad med ’Underverden’ placerede en dyster actionthriller i de københavnske kvarterer, og i ’Kød og blod’ udspiller det kriminelle drama sig i rammer, vi normalt aldrig ville forbinde med gangsterfamiliebrutalitet:

Et fynsk forstadshus med lædersofaer og dåse-Pepsi ad libitum i køleskabet. Og det er knugende klaustrofobisk.

Roman Griffin Davis, Taika Waititi og Scarlett Johansson i ‘Jojo Rabbit’. (Foto: PR)

‘Jojo Rabbit’

Kan man lave sjov med Hitler? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden Charles Chaplins ‘Diktatoren’ tilbage i 1940, og nu i den Oscar-vindende coming of age-komedie ‘Jojo Rabbit’ af newzealandske Taika Waititi (‘What We Do in the Shadows’, ‘Thor: Ragnarok’). For i ‘Jojo Rabbit’ har Waititi tilsat et mørkt satirisk element til filmens forlæg, Christine Leunens roman ‘Caging Skies’ fra 2008, i form af Hitler som overstyret fantasiven til den 10-årige hovedperson Jojo.

Jojo (Roman Griffin Davis) er en usikker dreng i Tyskland i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor han netop er blevet medlem af Hitler Jugend. Han er indoktrineret i en sådan grad, at han har dekoreret sit værelse med hagekors, men troen på styret begynder langsomt at smuldre. Og så bliver fantasivennen gal.

Scarlett Johansson blev velfortjent Oscar-nomineret for rollen som Jojos mor, mens Waititi løb med en Oscar for Bedste adapterede manuskript i en overraskende rørende film, der underholder fra a-å.

Alicia Vikander i ‘Ex Machina’.

’Ex Machina’

Kærlighed, ensomhed og vores komplekse forhold til kunstig intelligens. Det er de helt store temaer, den amerikanske instruktør Alex Garland kaster sig over i den ambitiøse debutfilm ’Ex Machina’, der allerede har fået status som science fiction-nyklassiker.

Filmen lægger sig i slipstrømmen på Spike Jonzes ’Her’ med en ny form for science fiction, der skildrer en ikke så fjern fremtid, hvor kunstig intelligens er så veludviklet, at mennesker er tilbøjelige til at udskifte deres personlige relationer med AI’s.

Domhnall Gleeson er perfekt castet i rollen, som den lidt for godtroende Caleb, der småforelsker sig i menneskerobotten Ava (sublimt spillet af Alicia Vikander), mens Oscar Isaac leverer endnu en af sine kraftpræstationer i rollen som det lunefulde supergeni, Nathan, som det ene øjeblik er venskabelig og i det næste er mistænkeligt hemmelighedsfuld.

De tre karakterer er alt, vi behøver i Garlands dvælende men alligevel dybt medrivende kammerspil, hvor alle – ja, selv robotten – har hemmelige planer for og med hinanden. Garland er ligeledes tilbageholdende med informationer til seeren, der ligesom Caleb-karakteren må prøve at finde hoved og hale i, hvad Nathan i virkeligheden pønser på i det hemmelige forskningsanlæg.

Brad Pitt og Leonardo DiCaprio i ‘Once Upon a Time in Hollywood’.

’Once Upon A Time In Hollywood’

Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.

Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).

Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.

Alex Honnold i ‘Free Solo’.

’Free Solo’

 Oscar-vinderen ’Free Solo’ understreger, at dokumentarfilm kan være mindst ligeså angstprovokerende som en vellykket spændingsfilm.

Den nervepirrende dokumentar viser, hvordan klatreren Alex Honnold tager kampen op med den amerikanske klippe ’El Capitan’, som han sætter sig for at bestige – vel at mærke uden sikkerhedsudstyr. Hårene rejser sig, når man overværer Honnold flagre på det famøse bjerg, som er svimlende 914 meter højt. Kun hans indeborende fingre- og fodspidser holder ham oppe, når han står med ryggen direkte mod døden – men en ukuelig indre ild får ham alligevel til at fortsætte kampen mod toppen.

’Free Solo’ formår at fortælle en adrenalinfremkaldende historie med stof til eftertanke. For hvorfor har en mand behov for at hænge på en af verdens hårdeste klatreklipper uden sikkerhedsudstyr?

Filmen går en glimrende balancegang mellem sensation og en dybt vedkommende historie om mål, perfektion, kærlighed og natur. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke bare effektivt drama, men en dybt rørende og menneskelig fortælling fra svimlende højder, der kommer hele vejen rundt om mennesket Alex Honnold«.

‘Le Mans ’66’. (Foto: Twentieth Century Fox)

‘Le Mans ’66’

Også kendt under originaltitlen ‘Ford v Ferrari’ handler James Mangolds nostalgidrevne racerbildrama om det årlige racerløb, der siden 1923 har testet verdens bedste kørere og deres maskiner i udholdenhed og teknik, når bilerne i 24 timer kører i ring i den lille franske by Le Mans.

Matt Damon og Christian Bale giver den som klassiske underdogs, der kæmper for at nå målstregen før Ferraris Le Mans-favoritter. Samtidig slås de internt mod Ford Motor Companys alfahanner, som forgæves forsøger at holde de idealistiske og risikovillige racerkørere i kort snor på vejen mod førstepladsen.

Bales præstation som kompromisløs motorelsker sikrede ham en Oscar-nominering, mens filmen (meget passende) snuppede to af de mere tekniske priser for bedste klipning og lydredigering.

En oldschool, men solid filmoplevelse.

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i Ang Lees ‘Brokeback Mountain’.

‘Brokeback Mountain’

Ang Lees smerteligt smukke cowboyromance fra 2005 er en Hollywood-banebrydende nyklassiker, der er lige så poetisk som den er brutal i sin skildring af kærligheden mellem to mænd, hvis hemmelige relation i 60’ernes Wyoming er dømt til at ende i tårer (for både dem og os, vel og mærke). Hvis ikke værre…

Heath Ledger og Jake Gyllenhaal leverer pragtpræstationer som den formummede knudemand Ennis og rapkæftede Jack (de to skuespilleres kemi affødte et tæt venskab IRL), mens Michelle Williams og Anne Hathaway yder stærk support som hustruerne på sidelinjen.

Filmen blev nomineret til otte Oscars og vandt de tre, for Bedste instruktør, adapterede manuskript og musik, men at Ledger og Gyllenhaal begge blev forbigået var lettere skandaløst (om end førstnævnte trods alt tabte til Philip Seymour Hoffman).

‘Arrival’.

‘Arrival’

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende.

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede.

Mads Mikkelsen i ‘Pusher II’.

‘Pusher’ + ‘Pusher II’

Ja, ja, nu snyder vi lidt på bundlinjen, men ‘Pusher’ og ‘Pusher II’ skal stå sammen. Førstnævnte var Nicolas Winding Refns hårdtslående debut fra 1996, der landede som et veritabelt paradigmeskifte i dansk film, og etablerede Mads Mikkelsen som branchens største rising star.

Tonny – med solbriller koket i panden og »RESPECT« tatoveret i nakken – var på papiret en sølle og dybt enerverende smartass, som først og fremmest med sin urolige energi skulle irritere hovedrolleindehaver Kim Bodnias pusher på afveje mest muligt. Men i Mikkelsens vibrerende gestaltning fornemmede man alligevel en følsomhed bag facaden.

Det var denne følsomhed, Mads Mikkelsen byggede eminent oven på, da den pengepressede Refn ringede og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en opfølger – der resulterede i skuespillerens bedste præstation til dato.

Og det siger ikke så lidt

‘Snowpiercer’ (Foto: PR)

‘Snowpiercer’

Glemt alt om den langt inferiøre Netflix-serie af samme navn: ’Parasite’-instruktør Bong Joons særegne sci-fi-action-dystopi fra 2015 er en grum actionseværdighed med Chris Evans, Tilda Swinton, John Hurt og Ed Harris på rollelisten, der giver dig svedige håndflader og togfobi.

I historien er alt liv på kloden blevet udraderet af et forfejlet klimaeksperiment, og de eneste overlevende befinder sig på Snowpiercer-toget, som farer af sted på skinner over et iskoldt snelandskab.

Toget er hierarkisk opdelt, så det lille samfunds fattigste bor under kummerlige kår i bagenden, mens de rigeste befinder sig forrest i vogne, der giver selv Orientekspressens luksus baghjul. Chris Evans’ Curtis leder et arbejderoprør, der kæmper sig vej gennem toget, hvor hver togkupé er sin egen lille, farverige verden. Det er blodigt, sortkomisk og særdeles neglebidende.

‘Clueless’. (Foto: PR)

‘Clueless’

»As if!«

Alicia Silverstone er lige så sød og gammelklog, som hun er himmelråbende blåøjet i Amy Heckerlings 1990’er-perfekte komedie ’Clueless’. Nok er filmen løst baseret på Jane Austens vittige Kirsten Gifteknivs-fortælling ’Emma’, men det er Cher (Silverstone) og vennernes farvestrålende highschool-hverdag i Beverly Hills, der cementerer filmens status som stilskabende nyklassiker.

Heckerling beviste allerede med debuten ’Fast Times at Ridgemont High’ i 1982 (også en klassisk highschool-film) sin særlige evne for at portrættere tidens ungdom med ironisk vid og bid. Helt i tråd med midt-90’erne, byder ’Clueless’ derfor også på både kopierbare håndtegn, Dolce & Gabbana outfits, murstenstunge mobiltelefoner i guldkæder og knæhøje skolepigestrømper. Og hvad ville en highschool-film være uden en makeover? I ’Clueless’ er det stoneren Tai (nu sørgeligt afdøde Brittany Murphy), der får uvurderlige modetips af Cher.

Og vi tager alle sammen stadig noter.

Joaquin Phoenix i ‘Her’.

‘Her’

Spike Jonzes film om en mand (eminente Joaquin Phoenix), der forelsker sig i sit avancerede styresystem (sensuel stemme af Scarlett Johansson) er slet og ret uforglemmelig.

Jonze formår noget meget usædvanligt med filmen: At ramme lige ned i en hyperaktuel tematik – vores nærmest patologisk tætte forhold til vores elektroniske devices – og samtidig forløse en universel fortælling: En kærlighedshistorie og en historie om en ensom, vingeskudt mand, der søger bekvemt nærvær uden de risici for at blive såret, et almindeligt forhold uundgåeligt fører med sig.

Når man dertil lægger et fuldstændigt gennemført visuelt univers, hvor storbymiljøet i den nære fremtid er blevet tweaket nøjagtigt så meget, at det virker fremmed og genkendeligt på én gang, et kongenialt melankolsk score fra Arcade Fire og en række pirrende filosofiske refleksioner lige under overfladen – ja, så har man en sci fi-klassiker.

‘Revolutionary Road’. (Foto: PR)

‘Revolutionary Road’

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet leverer begge pragtpræstationer i Sam Mendes’ (’American Beauty’) fremragende ægteskabsdrama, der af uforståelige årsager altid er fløjet under radaren til trods for, hvor meget filmen har at byde på.

Det var ellers ikke fordi, der ikke i sin tid var gedigen hype over genforeningen af ’Titanic’-stjerneduoen, men kanske ’Revolutionary Road’s alvorstunge tone lagde en dæmper på begejstring blandt dem, der forventede endnu en storslået romance – for historien her er meget langt fra nogen rosenrød solnedgang, men derimod en knugende skildring af to håbefulde idealister, hvis drømme kvases under forstadsidyllens monotoni i 50’ernes USA.

Dialogen slår gnister, når Leo og Kate tørner sammen, og Michael Shannon yder stærk birollesupport.

Tom Hanks og Matt Damon i ‘Saving Private Ryan’.

‘Saving Private Ryan’

Steven Spielbergs 2. Verdenskrigs-storværk er en af de bedste krigsfilm nogensinde. Og den tåler stadig et gensyn over to årtier efter premieren.

Historien følger op på sin indledende rystende skildring af det blodige kaos på Omaha Beach med en dybt human og nærværende fortælling om en lille gruppe soldater, der sendes på en hovedløs pr-mission for at finde den sidste søn i Ryan-familien. Tom Hanks leder soldaterkammeraterne bestående af Tom Sizemore, Barry Pepper, Giovanni Ribisi, Adam Goldberg og Vin Dielsel, der må indse, at Ryans (Matt Damon) symbolske redning er vigtigere for hærens image end deres egne liv.

Alle involverede spiller bagdelene ud af bukserne som mændene, der igennem vidt forskellige følelsesmæssige reaktioner kæmper for at acceptere deres skæbne. Og ved premieren påvirkede ‘Saving Private Ryan’ flere amerikanske krigsveteraner i en sådan grad, at regeringen opfordrede særligt ramte til at kontakte en hjælpelinje. Mange veteraner takkede dog også Spielberg for at sætte billeder på de krigsoplevelser, de aldrig selv havde kunnet formidle med ord til deres pårørende efter hjemkomsten, og filmen står som en af instruktørens bedste.

Brad Pitt i ‘Seven’ i 1995.

‘Seven’

Det regner konstant i David Finchers første favntag med seriemordergenren, ’Seven’, der åbenbarer en mørk storby blottet for enhver medmenneskelighed, hvor ethvert spinkelt håb om en lysere fremtid visner bort, inden det når at slå rødder.

Morgan Freeman og Brad Pitt udgør et af nyere tids bedste politimakkerpar som henholdsvis den desillusionerede og pensionsparate kriminalbetjent Sommerset og den grønne, skråsikre idealist Mills, der sammen vikles ind i den bestialske seriemorder John Does velkonstruerede spind – isnendende godt spillet af Kevin Spacey.

Does nøje planlagte ondskab, der udspringer af de syv dødssynder, er et produkt af en sjælløs og forkullet storbys fordærv.

Og den ikoniske slutning, som satte nye standarder for, hvor konfrontatorisk en Hollywoodfilm kunne ende, sætter budskabet på spidsen: Ingen kan se sig fri for selv at blive ædt op af ondskaben i den trøstesløse verden.

‘No Country for Old Men’. (Foto: PR)

‘No Country for Old Men’

Coen-brødrene skabte deres mindst Coen’ske film med Oscar-vinderen ’No Country For Old Men’, der spidder amerikansk senkapitalisme og grådighed med sit isnende portræt af et åndsforladt USA, hvor ondskaben svæver over de asfalterede ørkenveje ved højlys dag.

Josh Brolin spiller den fåmælte cowboy af i går, Llewelyn Moss, der falder over en kuffert med to millioner dollars midt ude i ørkenen, hvor en narkohandel er gået grueligt galt. Han nupper pengene, men hans bedagede retskaffenhed tvinger ham til at vende tilbage til gerningsstedet, hvor han får den nådesløse lejemorder Anton Chigurgh (en uforglemmelig Javier Bardem) på nakken.

Hvad der følger, er et åndeløst spændende spil katten-efter-musen, der ville gøre salige Hitchcock stolt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af