For et par måneder siden blev Lady Gagas sjældne franske bulldogs stjålet under et væbnet røveri, hvor hendes hundelufter, der i dag er ved at komme sig, blev skudt.
Mistænkeligt få dage efter afleverede en kvinde hundene i bytte for en dusør på 500.000 dollars. Hun hævdede at have fundet dem i nærheden af gerningsstedet ved et tilfælde, men ifølge politiet i Los Angeles er det løgn og latin.
De har nemlig arresteret kvinden, inklusive fire andre, som de mener har stået bag røveriet. Tre af de mistænkte, i alderen 17 til 27 år, er bandemedlemmer, mens kvinden, der afleverede hundene, menes at have et forhold til en af de mistænktes far, som også blev arresteret.
Lady Gagas hundelufter, Ryan Fischer, er stadig indlagt på hospitalet, hvor han er ved at komme sig efter at være blevet skudt.
De tre mistænkte gerningspersoner er blevet sigtet for væbnet røveri og mordforsøg og skal for retten i den nærmeste fremtid. Faren og hans kæreste er sigtet for at være medskyldige.