’Nomadland’: Det store lærred giver Chloé Zhaos Oscar-vinder den ekstra stjerne
Da Chloé Zhao natten til mandag vandt en Oscar for bedste instruktør for sin tredje spillefilm ‘Nomadland’, citerede hun i sin takketale første strofe af det klassiske kinesiske digt ‘The Three Character Classics’, som hun har holdt fast i fra sin barndom: »Mennesker er født gode«.
Zhao fortalte, at hun – ligegyldigt hvor hun har rejst i verden – altid er blevet mødt med godhed, og hun dedikerede sin Oscar til »de mennesker, som har troen og modet til at holde fast i det gode i sig selv og det gode i hinanden, ligegyldigt hvor svært det er«.
Den filosofi præger ‘Nomadland’. Den tredobbelte Oscar-vinder og kritikerroste festivaldarling skildrer et økonomisk ulige USA, hvor en gruppe ældre mennesker tvinges ud i en nomadetilværelse som omrejsende daglejere. Men der optræder ingen skurke i filmen – ikke engang Amazon, hvis lagerarbejde i julesæsonen udgør en vigtig indtægtskilde for filmens hovedperson, Fern (Frances McDormand).
Tværtimod er alle mennesker, som Fern møder på sin vej, imødekommende og omsorgsfulde. Og i det loyale nomadefællesskab, som Fern bliver del af, hjælper man hinanden både med at skifte dæk og holde ryggen rank. Det kan godt være, at de er blevet nomader af nød. Men de betragter selv tilværelsen som et aktivt og værdigt fravalg af kapitalismens hamsterhjul og tilvalg af frihed og stjernehimmel. Zhaos kritik er strukturel og subtil.
Fern har mistet alt: Sin mand, sit arbejde, sit hjem og hele sit lokalsamfund. Da den fabrik i den lille by Empire i Nevada, som både hun og manden Bo arbejdede for, inden han døde af kræft, lukkede ned som følge af finanskrisen, blev Empire til en spøgelsesby og postnummeret nedlagt. Både for at overleve og for at få en frisk start har Fern nu indrettet sin gamle varevogn til en beboelig autocamper og tilsluttet sig den store gruppe amerikanere, der kører rundt i landet efter sæsonarbejde. Udover Amazon ser vi blandt andet Fern arbejde på en burgerbar, på en campingplads og i en rodfrugthøst.
Nomademiljøet er baseret på journalisten Jessica Bruders nonfiktionsbog ‘Nomadland’, som Frances McDormand havde købt rettighederne til. Skuespilleren præsenterede projektet for Zhao, der også har skabt sine tidligere film ‘Songs My Brother Taught Me’ og ‘The Rider’ ud fra grundig research i et amerikansk underklassemiljø. Sammen udviklede de den fiktive karakter Fern, som i filmen blander sig med bogens virkelige karakterer, der spiller udgaver af sig selv. McDormand og David Strathairn, der indtager en rolle som Ferns love interest, er filmens eneste professionelle skuespillere. De blender imponerende sømløst ind med de ikke-professionelle skuespillere, som tilfører filmen en særlig autenticitet.
Sammenlignet med især den mesterlige ‘The Rider’ mister ‘Nomadland’ en smule af den upolerede autenticitet ved at lade en Hollywood-stjerne indtage hovedrollen. Man glemmer aldrig, at Frances McDormand spiller en rolle. Til gengæld er hun om nogen troværdigt uglamourøs, og hun spiller sindssvagt godt: åben, lyttende, stolt, ihærdig og melankolsk. Ofte alene uden ord, men også naturligt engagerende, kærlig og humoristisk over for andre.
Chloé Zhao har både skrevet filmens manuskript, instrueret, klippet og produceret sammen med blandt andet McDormand, mens hendes partner og faste fotograf Joshua James Richards står bag filmens storslåede og nærværende billedside. Ligesom i Zhaos tidligere film indtager naturen en essentiel rolle til at skabe harmoni, refleksion og forbindelse til noget, der er større end os selv. Når Fern vågner op til en uberørt solopgang eller kører gennem det vestlige USA’s kæmpe vidder og tørre landskab, er det svært ikke at blive ramt af hendes længsel efter et simpelt liv med ro og frihed.
På den måde indskriver filmen sig både i den klassiske, mytiske amerikanske western- og road movie-genre, der hylder den amerikanske drøm og individualistisk handlekraft, tilsat et skud empatisk og systemkritisk neorealisme. For filmen tegner langt fra et glansbillede, men skildrer i lige så høj grad Ferns ensomhed, økonomiske usikkerhed, det opslidende arbejde i de midlertidige jobs og den sociale fordømmelse, hun møder.
Fortælletempoet er tålmodigt og meditativt, og Zhao udfolder stille og roligt Ferns og nomademiljøets baggrundshistorie uden klodset eksponering. Det virker naturligt, når nomaderne deler deres livshistorier, fordi de møder hinanden for første gang og deler skæbnefællesskab som marginaliserede fightere.
‘Nomadland’ har premiere på Disney+, men efter at have set filmen både på hjemmeskærmen og på det store lærred, vil jeg kraftigt anbefale at få den fulde oplevelse i biografen, som for mig gjorde udslaget for den sidste stjerne.
Kort sagt:
Chloé Zhaos Oscar-vinder ‘Nomadland’ med en fabelagtig Frances McDormand i hovedrollen er en subtilt samfundskritisk, fascinerende og smuk skildring af moderne nomader i USA.