Spoiler forude for ’Kvinden i vinduet’ på Netflix.
Åh, Amy Adams.
Du hele seks-gange Oscar-nominerede skuespiller, der i en ikke så fjern fortid syntes at sidde så sikkert på Hollywoods Olympen. How the mighty have fallen! Hele vejen ned på bunden af en billig Merlot, for at være helt præcis.
Og er der én ting, moderne amerikanske film og serier har lært os om kvinder er det, at raffinerede fruer udelukkende sipper jomfruelig hvidvin ved køkkenøen, mens blodskamsrødvin er forbeholdt fordrukne furier med tvivlsom hygiejne og knas i forholdet.
Jep, kære læser, først fik vi ’Kvinden i buret’, så ’Kvinden i toget’ og nu ’Kvinden på randen af et nervøst sammenbrud i vindueskarmen’. Hvad laver hun der? Godt spørgsmål, knurrer vi og Adams’ agent i kor.
I thrilleren spiller vor tidligere superstjerne den psykisk plagede, men rasende økonomisk privilegerede børnedoktor Anna Fox, der efter en traumatisk hændelse, og efter den lokale Netto på Manhattan løb tør for Svanemærkede stofmundbind, ikke tør gå udenfor en dør.
Men hvem behøver dog også det, når genboernes blodige husspektakler er så intense som et afsnit af ’Mare of Easttown’ og sågar overspillet med bravur og hidsigt hjemmefrisør-afblegede lokker af ingen ringere end Gary Oldman, Julianne Moore og Jennifer Jason Leigh?
Ikke så underligt, at knapt så foxy Fox hellere slår benene op og fylder glasset til kanten i stedet for at tage på arbejde eller undre sig nærmere over, hvem der mon gør rent i hendes 280 km2 kattedamepalæ, når hun ligger komatøs i alkohollage 23 ud af døgnets 24 timer.
Måske er det Goldie Hawn og Kurt Russells søn Wyatt Russell, der lejer kælderetagen og spiller filmens næststørste rolle, men hvis navn end ikke pryder plakaten, fordi producenterne hellere vil fremhæve ’The Falcon and the Winter Soldier’-kollegaen Anthony Mackies tre minutter lange optræden?
Måske.
Uanset hvad, så tænker du nok i dette øjeblik, at Annas tilværelse da ikke lyder så meget mere dramatisk end en almindelig onsdag på sofaen under den første lockdown.
Men lur os, om ikke ’Kvinden i vinduet’ alligevel efterlader dig med stadigt flere spørgsmål i takt med, at Joe Wright, den ærværdige instruktør bag ’The Darkest Hour’ og ’Atonement’, udlever sin indre M. Night Shyamalan på stræberisk Hitchcock-kurs.
Lad os se nærmere på de mest presserende gåder:
Jeg har været i New York og havde ikke engang råd til en luset etværelses-Airbnb i Williamsburg uden bad. Hvordan kan Dr. Fulde-Fox residere i en tre etagers brownstone-hybel uden at arbejde?
Tsk, tsk. Der er vist en, der ikke har set Susanne Biers ’The Undoing’ med Nicole Kidman som hårdtprøvet parforholdspsykolog.
Hvis du havde, ville du nemlig vide, at Hollywood-royale hjernelæger i det store æble lever som Marie Antoinette på toppen af fødekæden, hvorfra de allernådigst dissekerer pøblens trivielle problemer for 2.500 dollars i timen, inden de skynder sig hjem til de bonede sildebensparketgulve.
Rødt hår er en fordel for troværdigheden (nej, ingen ved hvorfor).
En hovedperson, der ikke tør forlade sit hjem, og som ser et måske-mord på den anden side af gaden. Hvor har jeg hørt den før?
Som din filmnørdede ven kan fortælle dig, er ’Kvinden i vinduet’ en slet skjult homage til Alfred Hitchcocks ’Rear Window’ fra 1954, hvori James Stewart spionerer på naboerne fra sin lejlighed, som han ikke kan forlade grundet et brækket ben.
Så slet skjult faktisk, at instruktør Joe Wright i et anfald af rablende storhedsvanvid simpelthen har sat et klip fra klassikeren ind i starten af ’Kvinden i vinduet’ for at hamre ’slægtskabet’ hjem.
It’s so wrong, Wright.
Og tro ikke, at vi ikke også har luret, at du gudhjælpemig samtidig skamløst copycatter 90’er-gyseren ’Copycat’ med Sigourney Weaver og Holly Hunter, hvor førstnævnte ikke tør forlade sin lejlighed efter, ja, en traumatisk hændelse.
Men … Anna kigger jo ud af husets »front« vindue, ikke det »rear« vindue …?
Og du kan være stensikker på, at Joe Wright klynger sig til den forskel (såvel som sin professionelle stolthed) med det yderste af neglene.
Hvad laver Gary Oldman i en film, der foregår i nutiden, hvor er hans fatsuit, og hvorfor bliver hans kone ikke spillet af en 21 år yngre kollega?
Valide spørgsmål, alle som ét. Via betroede kilder i Hollywood Foreign Press Association har vi fået en eksklusiv mulighed for at stille dem videre til manden selv:
Mr. Oldman, hvilken ære! Hvordan går det?
»Piss off«.
Right. Vil du kommentere på rygterne om, at du har baseret dit look i ‘Kvinden i vinduet’ på Gellert Grindelwald?
»I take no pleasure in taking a life if it’s from a person who doesn’t care about it«.
Øh, okay. Hvad vil du sige til de kritikere, der påstår, at du nu officielt ikke har lavet en hæderlig film siden 2011?
»Bring me everyone«.
Everyone, sir?
»EVERYONE!!!«
(Forbindelsen afbrydes).
Hvem skal Julianne Moore forestille at være, og hvorfor knalder hun med Kurt Russells søn i Annas kælder?
Oscar-vinder Moore er en lumsk druggie, der ikke har for travlt med at forsøge at genetablere kontakt til sin creepy søn, som hun har med Gary Grindelwald, til at hun ikke også lige kan nå et dyt i bamsen med Annas lejer.
Når det kommer til stykket, har sønnike alligevel heller ikke meget kærlighed til overs for mommy dearest, hvorfor han dræber hende Hitchcock-style med Norman Bates’ køkkenkniv fra ’Psycho’.
Desværre for filmens underholdningsværdi når han dog ikke at udstoppe hende (så vidt vi ved), før han afslører sig selv ved at stikke et haveredskab igennem Annas kind, i hvad der må være et nyt lavpunkt i vinduespionens glorværdige karriere som børnehvisker.
Annas mobilforbrug virker ikke helt sundt. Har hun galoperende FOMO efter at have kukkeluret bag ruden i ti måneder?
Hvor ufølsomt! Annas oversized mobil er faktisk meget vigtig for hendes karakterudvikling. MEGET! skulle vi hilse og sige fra Joe Wright, som gerne så, at du analyserede lidt mere seriøst på mobilen som paradoksalt dobbelttydigt symbol både på Annas livline til verden udenfor samt som den ting, der forpester det moderne menneskes tilværelse og ødelægger vores relationer.
Ja, Annas mand og barn omkom, fordi hun rodede efter mobilen, på hvad der ellers skulle have været hyggekøretur i snestorm post-udenomsægteskabelig affære. Fordrukken, psykisk syg og en ho – Wright, hvor du kæler for nuancerede kvindeskildringer på film.
Jeg synes, at I lyder som nogle mavesure filmsnobber derinde på Soundvenue. Jeg vil bare gerne vide, om der ikke snart kommer en toer!
’Den kvindelige filmkritiker, der hellere ville kaste sig skrigende ud af vinduet end at se Amy Adams stikke sin blege no-makeup-makeuppede snabel i en ny Merlot i denne levetid’ lander på Netflix i 2022.
’Kvinden i vinduet’ kan ses på Netflix.
Eller ikke.