De 30 bedste serier på Netflix lige nu

Vi guider til de største serieoplevelser på Netflix lige nu – og går uden om de allermest oplagte, som du nok allerede har set.
De 30 bedste serier på Netflix lige nu
'Feel Good'. (Foto: Netflix)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

Spørgsmålet om, hvad man skal se på Netflix lige nu, er evigt påtrængende, men det bliver blot mere og mere uoverskueligt at navigere i de rekordmange friske titler, der lander hver eneste uge. Så denne guide er et værn mod spildtid og ubeslutsomhed – en direkte pil mod serier, der med garanti holder højt niveau. Vi forsøger at opdatere den jævnligt.

Vi forventer, at de fleste læsere af denne guide er rimeligt velverserede ud i seriekunstens herligheder. Og derfor har vi valgt at gå uden om de allermest oplagte kandidater ud fra devisen: Har man ikke allerede set dem, er der nok en grund til det.

Det gælder altså nyklassikerne ’House of Cards’, ‘Black Mirror, ’Orange Is the New Black’, ‘Homeland’, ‘Breaking Bad’, ‘Mad Men’, ‘Stranger Things’, ‘The Crown’, ‘Sherlock’, ‘Arrested Development’ og ‘Making a Murderer’.

Nedenfor kan du forhåbentligt finde inspiration til serier, du endnu ikke kender eller har givet en chance – listet i tilfældig rækkefølge.

‘Feel Good’. (Foto: Netflix)

‘Feel Good’

Er du vild med ‘Master of None’, vil du formentlig også elske ‘Feel Good’.

Den canadiske komiker Mae Martin har skabt en bittersød komedieserie semi-inspireret af sit eget liv, hvori Mae (som hun også hedder i serien) forelsker sig i George (Charlotte Ritchie) – men er hidtil heteroseksuelle George bare nysgerrig på at udforske lidt fræk lesbisk sex, eller er hun oprigtigt skudt i Mae, selvom hun ikke tør introducere hende for vennekredsen?

Parrets op- og nedture skildres med stor humor og varme, men i takt med at Maes traumatiske misbrugshistorie trænger sig på, føjes der stadigt flere dystre, tragikomiske lag til romancen. Lisa Kudrow brillerer som Maes kølige mor, og både Martin og Ritchie er så knuselskelige og momentvis hylende morsomme, at man flyver igennem begge korte sæsoner.

‘Sweet Tooth’. (Foto: Netflix)

‘Sweet Tooth’

En apokalyptisk pandemi. En dreng med hjortegevir. Et fremtidsunivers, hvor mutantbørn, læger, ungdomshus-beslægtede aktivister og skumle militante organisationer kæmper for overlevelse.

Netflix’ flotte og dybt syrede fantasy-serie om lille Gus (med førnævnte gevir) er både elementært spændende og oprigtigt rørende, baseret på en graphic novel af  Jeff Lemire. Og særligt det voksne cast står stærkt, med britiske Nonso Anozie som det helt store fund i rollen som Gus’ modvillige beskytter og rejsefælle.

Man sluger grådigt den korte sæson frem til den sidste, ulideligt intense cliffhanger. Kom nu Netflix, giv så grønt lys til sæson 2 så vi atter kan sove roligt!

‘Shtisel’. (Foto: PR)

‘Shtisel’

’Shtisel’ må være en af de mest oversete serier herhjemme.

Det første afsnit af den israelske serie blev sendt helt tilbage i 2013, og efter fem års pause, prisregn til den israelske Oscar, Ophir Awards, og en ellers erklæret afslutning efter sæson to er den nu tilbage med en tredje sæson på Netflix.

Vi følger faren og læreren Shulem Shtisel, hans aldrende mor, fire børn og mange børnebørn, som udgør den jødiskortodokse (haredi-)familie med særligt fokus på ældstedatteren Gitis ægteskab og familieliv samt hans fortabte yngste søn, Akiva (Michael Aloni, som spillede skurken i ‘Unorthodox’).

’Shtisel’ leverer en stilsikker pause fra det individuelle konkurrencesamfund. Med poesi, når Akiva drømmer om sine afdøde mor, der skærer gulerødder i himlen. Med tør humor, når Shulem begår hybris ved at erklære, at det er spild af dyrebar tid at være rar over for tilfældige mennesker – for så at forelske sig i den kvinde, han ikke orkede at være rar over for i toget.

Og til enhver tid med exceptionelt skuespil og et elskværdigt karaktergalleri, der kryber helt ind under huden.

‘The Bold Type’. (Foto: PR)

‘The Bold Type’

Tre smukke 20-somethings arbejder på et glittet kvindemagasin i downtown New York. Kat (Aisha Dee) er en snappy social media manager, Jane (Katie Stevens) en aspirerende kvindesagsskribent parkeret i sexjournalistik, og Sutton (Meghann Fahy) drømmer om at blive stylist, mens hun henter kaffe som assistent.

De er omgivet af high fashion og skinnende marmorlobbyer, men man skal ikke skue hunden på den hundedyre, etisk ansvarlige fake fur.

’The Bold Type’, skabt af Sarah Watson, er nemlig en drønseværdig overraskelse om kvindevenskaber, sex og karriere, der griber klicheerne i luften og gør fordommen om den »blanke modedulle« til skamme, når seriens hovedpersoner diskuterer alt fra feminisme og god sex til homoseksualitet i minoritetskulturer, dobbeltstandarder på arbejdsmarkedet og seksuelle krænkelsers vidtrækkende grene.

Omar Sy i ‘Lupin’ på Netflix.

‘Lupin’

Mens den danske arm af det gigantiske Netflix-maskineri fedter rundt med forvrøvlet sølvpapirshat-sci-fi, sprøjter den franske afdeling lystigt den ene velklædte titel ud efter den anden fra ’Ring til min agent’ til blodigt satiriske ’La Révolution’, gyset ’Marianne’ og senest ’Lupin’ – 2020s første »se-den-før-din-nabo«-fænomen.

’Lupin’, skabt af George Kay (medforfatter på ’Killing Eve’) og François Uzan (Netflix-serien ’Family Business’), er slet og ret en lækkerbisken af god gammeldaws kup-underholdning, der inviterer til sofaeskapisme med lappen i slikskålen og hjernen på flytilstand, mens den franske nationalskat Omar Sy (’De urørlige’) løber om hjørner og over hustage med bundkorrupte kapitalister (lige en sag for de gule veste).

‘Ethos’. (Foto: Reelgood.com.)

‘Ethos’

Vores anmelder kaldte tyrkiske ‘Ethos’ for »en af de største serieoplevelser, jeg har haft på Netflix«, og med dén anbefaling i ryggen skulle man (og her mener vi du) være et skarn, hvis man ikke gav serien en chance.

Med sin langsommelighed, lange dialoger og nul action skiller ’Ethos’ sig ud fra serieslipstrømmen, men dens omfattende meditation over, hvad det vil sige at være tyrker i dag, er svær ikke at lade sig opsluge af, når først man har tilbragt fem minutter med fortællingens fantastiske bindeled Meryem, fantastisk spillet af Öykü Karayel.

Meryem har bevæget sig ind til Istanbul fra sin lille forstadslandsby, bærer hijab, gør rent for en mand, Hr. Sinan, og elsker tyrkiske sæbeoperaer. Men hun sidder også med sin blanding af uskyldig sødme og snuhed og plaprer ud ad sidetangenter, mens psykiateren forsøger at nå ind til, hvorfor Meryem tit besvimer – ofte i relation til bryllupper…

Darren Criss i ‘The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story’. (Foto: Pari Dukovic/FX)

‘American Crime Story’

Over to løsrevne sæsoner har den Ryan Murphy-producerede ’American Crime Story’ holdt os i et jerngreb med en kulørt iscenesættelse af virkelige begivenheder tilsat subsantielle tematikker som race og homofobi. Den formidable første sæson tager udgangspunkt i O.J. Simpson-sagen med skuespillere som Cuba Gooding Jr., Sarah Paulson, John Travolta og Sterling K. Brown, og selv hvis man følte, man kendte sagen rimeligt godt, er dens skildring af alle undertonerne i den opsigtsvækkende retssag vanvittigt velforløst.

Anden sæson handler om mordet på Gianni Versace, og ikke mindst Darren Criss’ helt igennem geniale præstation som den hyperintelligente psykopat, der slog modeskaberen ihjel, er dybt gruopvækkende. En tredje sæson, med udgangspunkt i Monica Lewinsky-affæren, er på vej i år.

Gus Fringe og Mike Ehrmantraut i ‘Better Call Saul’.

‘Better Call Saul’

Når man tænker på, at alle har set ’Breaking Bad’, er det stadig forbløffende, at så få er sprunget med på ’Better Call Saul’-karavanen. Måske bærer mediernes omtale en del af skylden. Vi har nemlig i flæng behæftet termer som »tålmodig« og »dybt karakterstudie« på denne origin story til Saul Goodman, og selvom det i anmelderjargon er lutter lovord, har mange nok læst mellem linjerne og tænkt: Lyder dødkedeligt.

Men ’Better Call Saul’ er også for alle, der elskede det konstant overraskende, sublimt suspenserige narkodrama i ’Breaking Bad’. Narkoelementet spiller en stor rolle fra første færd, særligt gennem evigt-seje Mike Erhmantraut, og serieskaberne Vince Gilligan og Peter Gould holder fuldt ud ’Breaking Bad’-niveauet i forhold til originalitet og uforudsigelighed.

‘Ring til min agent!’ på Netflix. (Foto: Netflix)

‘Ring til min agent’

Hvordan filan kunne vi lade Netflix-serien ’Ring til min agent!’ flyve så langt under radaren?

Ganske vist lukkede serien (på fransk ‘Dix pour cent’) faktisk efter to sæsoner på flow-tv, men blev siden købt af Netflix, genoplivet og præsenteret for internationale publikummer i 2019. Og det er ikke svært at se, hvorfor streaming-giganten og nu også resten af verden faldt pladask for karaktererne.

Plottet følger de ansatte på et (fiktivt) parisisk agentur, ASK, der repræsenterer en række af Frankrigs største skuespillere – spillet med fantastisk selvironi af stjernerne selv fra Isabelle Hubert til Jean Reno, Monica Bellucci og Oscar-vinderen Jean Dujardin fra ’The Artist’ (Sigourney Weaver joinede festen i sæson 4).

Der er klare ‘The Office’ møder ‘The Devil Wears Prada’-vibes over seriens spidning af kontorkulturen, og de mange plottvists eksekveres med spandevis af charme. Sjældent har man fået så stor lyst til at kramme en serie.

Regé-Jean Page og Phoebe Dynevor i ‘Bridgerton’. (Foto: Liam Daniel/Netflix)

‘Bridgerton’

Et romantisk periodedrama baseret på en kærlighedsromanserie var ikke, hvad man havde forventet fra seriemogul Shonda Rhimes’ første projekt under sin banebrydende milliardkontrakt med Netflix.

Men faktisk giver det mening, at Rhimes med ‘Bridgerton’ sætter sig for at opdatere den historiske dramagenre, efter at hun moderniserede hospitalsdramaet med ‘Grey’s Anatomy’, det politiske drama med ‘Scandal’ og retsdramaet med ‘How to Get Away with Murder’. Serier, der er kendetegnet af et mangfoldigt cast, ambitiøse og fucked up kvindelige hovedkarakterer og skamløst underholdende sæbeopera-agtige handlingstråde.

‘Bridgerton’ er drønforudsigelig, jovist, men det gør ikke så meget, hvis man holder af genren med alle dens romantiske forviklinger, skjulte følelser og konstante optagethed af social status og omdømme. Og så vil rygtebørsen det, at den mandlige hovedrolle Regé-Jean Page er på tale som den næste James Bond…

‘BoJack Horseman’ sæson 3.

‘BoJack Horseman’

I det boblende festfyrværkeri af opfindsomme animationsserier, der er blevet skudt til himmels de senere år med alt fra ’Big Mouth’ til ’Tuca and Bertie’, er Netflix-serien om den fallerede tidligere barnestjerne BoJack stadig et højdepunkt. For ud over den hektiske postmoderne humor, der vitterligt også er i højsædet her, udvikler den sig til en overraskende rørende saga om et mentalt plaget menneske (nå nej, hest), som kæmper for at finde balance i sit liv i Hollywoo(d). Og så er dens fænomenale enkeltafsnit – som et helt afsnit under vand eller BoJack’s ubrudte begravelsestale i sæson 5 – exceptionel.

‘Cheer’

‘Cheer’

Dokumentarserien om elite-cheerleaderholdet på Navarro College i Texas blev et snigende fænomen. Det skyldes de utrolige optagelser af cheerleading-sporten, som vil få alle, der troede, det kun var et spørgsmål om smækre kroppe og et par pomponer, til at komme på helt andre tanker. Men også portrættet af de unge kvinder og mænd, for hvem cheer er deres eneste vej ud af en socialt plaget baggrund, gør stort indtryk. Og så er træneren, som de alle forguder, selvom hun kører dem hårdt, en forrygende seriekarakter.

Greg Whiteley (’Last Chance U’) har skabt en nyklassisk sportsdokumentar, der kulminerer i neglebidende spænding, når vor helte skal konkurrere ved årets altafgørende stævne.

Louis Hofmann i ‘Dark’. (Foto: PR)

‘Dark’

I kølvandet på anden sæson ’Stranger Things’ ramte ’Dark’ Netflix, og sammenligningerne faldt prompte. Begge serier opererer i sci-fi/gyser-genren og slår rødder i 80’erne, men her hører lighederne også op, for ’Dark’ er både mørkere (…), uhyggeligere og ikke så lidt forvirrende at hitte hoved og hale i – uden at det dog forhindrer ens engagement i plottet. Tænk ’Twin Peaks’ møder ’The OA’.

Afsættet er Einsteins ord om, at vores skelnen mellem fortid, nutid og fremtid er en stædig illusion. ’Dark’ konkretiserer teorien ved at bygge bro fra nutid til fortid – fra 1986 til 2019. I begge årstal forsvinder nogle børn i en tysk provins, mens deres forældre og søskende stakåndet forsøger at finde dem. Er der en morder på spil, eller er de ofre for de højere magter?

Anya Taylor-Joy i ‘Dronninggambit’.

‘Dronninggambit’

Scott Franks seks afsnit lange fortælling om det unge skakgeni Beth Harmon formår at iscenesætte neglebidende skakdueller (hvor man heppede på heltinden, som var det en fodboldkamp), men serverer også en grundlæggende stærk dannelsesrejse om et socialt akavet menneske, der klynger sig til den eneste ting, der får hende til at føle sig i kontrol i en ulige verden.

Fantastiske Anya Taylor-Joy overbeviser med hud og 60’er-stylet hår, mens instruktøren Marielle Heller (’A Beautiful Day in the Neighbourhood’, ’Diary of a Teenage Girl’) gør en mindeværdig figur som adoptivmoren med et alkoholmisbrug.

‘Easy Love’

‘Easy’

Forsvindende få herhjemme er hoppet med på antologiserien ‘Easy’, hvis tredje og sidste sæson landede sidste år som en funklende lille perle proppet med pissesvær og uimodståelig forelskelse, storby-eksistentialistiske hverdagsudfordringer, Tinder-dating og mikrobryggeris-hipstere. Sågar skabt af Skabt af Joe Swanberg, der har givet os en af nyere tids bedste anti-romcoms, ’Drinking Buddies’.

 Marc Maron, Dave Franco, Zazie Beetz (‘Joker’) og Elizabeth Reaser (‘Twilight’) med mange flere indtager hovedrollerne på skift i seriens korte, enkeltstående episoder, hvoraf højdepunkter inkluderer ’Blank Pages’, der viser en MeToo-sag fra mandens (Marons) synspunkt, ‘Lady Cha Cha’, hvori den lesbiske hovedperson er ved at gå til af jalousi over kærestens frække dansehobby (»Jeg er en dårlig feminist!«), mens dobbeltafsnittene ’Swipe Left/Swipe Right’ rummer en uforglemmelig ærlig dialog om det åbne forholds op- og nedture, som du med garanti aldrig har set emnet italesat før.

Guruen Bhagwan Shree Rajneesh i ‘Wild Wild Country’.

‘Wild Wild Country’

Chapman og Maclain Ways dokumentarserie genfortalte med en imponerende mængde arkivoptagelser den utrolige historie om en spiritualitets- og polygami-dyrkende kults sammenstød med det amerikanske samfund.

I 80’erne bosætter guruen Bhagwan Shree Rajneesh og hans følge sig i den lille by Antelope i staten Oregon. Det sker til stort postyr, for de lokale er bestemt ikke glade for de fremmedes indtog i gadebilledet og i byrådet. Det leder til ondsindede trusler og våbenoprustning på begge sider. Da guruens talskvinde Ma Anand Sheela tager sagen i egen hånd, eskalerer konflikten i ekstrem grad. Kulten splittes internt, og FBI undersøger mistanker om telefonaflytning, masseforgiftning og attentatforsøg.

Alle involverede parter medvirker i serien, der ikke kun svælger i skandalerne, men også tegner interessante menneskeportrætter. For på trods af deres til tider tvivlsomme handlinger vækker kultmedlemmerne sympati, og specielt den rapkæftede Sheela er en af den slags figurer, man aldrig selv ville have kunnet finde på.

Darren Criss, Jeremy Pope, David Corenswet og Jake Picking i ‘Hollywood’. (Foto: Netflix)

‘Hollywood’

Ja, gu fanden var kitschkongen Ryan Murphys første serie skabt direkte til Netflix over the top! Hvad havde du ellers regnet med fra manden bag ’Glee’, ’Pose’ og ’American Horror Story’?

’Hollywood’ er en kontrafaktisk fortælling, der genfortæller filmbyens guldalderhistorie i 50’erne, hvis kvinder, sorte og homoseksuelle havde fået bedre mulighed for at skrive den. Virkelige personer fra Rock Hudson til Anna May Wong filtrer sig ind i fiktive plots om eksempelvis en ung kvindelig sort skuespillerspire, der drømmer om et gennembrud, og en ung mand, hvis forsøg på at bryde Hollywood-muren i første omgang fører ham til et job som prostitueret på en berømt tankstation with benefits.

Det er kulørt og hektisk og campet og fandens medrivende. »Kan du sluge de godhjertede konklusioner og den bevidst lemfældige omgang med historiske fakta, er ’Hollywood’ en stærkt intoksikerende (og meget binge-værdig) cocktail«, som vores anmelder formulerede det.

‘Marianne’.

‘Marianne’

’The Haunting of Hill House’ smadrede for alvor gyserglasloftet for Netflix, men færre har tilsyneladende opdaget denne franske perle af en gyserserie, der fulgte små to år senere. Serien handler om den sky Camille, der er assistent for den alkoholiserede succesforfatter Emma Larsimon, som fortrænger heksen Marianne ved at skrive om hende i sine gyserbøger. Men da Emmas barndomsveninde begår selvmord, tvinges hun tilbage til barndomshjemmet, og her går det for alvor løs i Samuel Bodins serie, der er spækket med brillante skrækscenarier. Måske den uhyggeligste serie på streamingtjenesten.

Alex Lawther og Jessica Barden i ‘The End of the Fucking World’. (Foto: Netflix)

‘The End of the Fucking World’

Der er dem, der bliver frygteligt irriterede over den massive omgang quirk i Netflix-serien baseret på en tegneserie af Charles S. Forman: De deadpan-drevne replikker. ’Blur’-komponisten Graham Coxons indiemusik. De overlagte framnings. Og de skæve hovedpersoner i form af den depressive, 17-årige James, der tror, han er psykopati, samt hans jævnaldrende skolekammerat, den rapkæftede nihilist Alyssa, der foreslår, at de stikker af sammen.

Men overgiver man sig først til universet, er ’The End of the F*** World’ gaven, der bliver ved med at give. Når den tvivlsomme spændingsmotor omkring, hvorvidt James vil slå Alyssa ihjel, er trådt i baggrunden for det umage makkerpars faktiske oplevelser på landevejen, rammer en lige dele humoristisk og bevægende dannelsesrejse, som smager af både Lynch, Bonnie & Clyde og ’True Romance’.

Her er faktisk noget rigtigt og ømt på spil i forholdet mellem de to, og når først, man får deres bagage ind på livet, tager den langvarig plads i ens mentale garderobe.

Og så er det kvindelige politipar, der er i hælene på dem, en attraktion i sig selv. De fortjener deres egen spinoff.

Aziz Ansaris ‘Master of None’.

‘Master of None’

Aziz Ansaris serie falder på overfladen ind i en kategori, der ellers har nået mæthedspunktet: Den semiselvbiografiske skildring af den kreative klasses navlepilleproblemer i New York. Men mod alle odds har den amerikanske komiker med indiske rødder skabt en serie, der føles forfriskende, ikke mindst ved at forholde sig selvrefleksivt til sine egne privilegier, som i afsnittet ’Parents’, der handler om, hvad hovedkarakteren Devs forældre gik igennem for at komme til det forjættede land i USA.

Serien er – i de første to sæsoner – tematisk bygget op, og afsnittene tager med kløgt og humor fat på et nyt emne hver gang, der spænder vidt over Tinder-eskapader til tabuiseret homoseksualitet i minoritetskulturer. Særligt første sæsons ’Indians on TV’ og ’Old People’ og den noget nær mesterlige anden sæsons ’New York, I Love You’, ’Religion’ og ’Thanksgiving’ rammer en perfekt balance mellem urkomisk dialog og spidende socialpolitik. Man griner af ’Master of None’, men der er absolut også stof til eftertanke.

Tredje sæson skifter radikalt tone og fokus i en grad, så serien nærmest ligeså godt også kunne have skiftet titel. Ansaris samarbejdspartner Lena Waithe går fra birolle i de foregående sæsoner til hovedperson, og resultatet er både frustrerende og afsindigt smukt.

Holt McCallany og Jonathan Groff i ‘Mindhunter’.

‘Mindhunter’

Joe Penhalls og David Finchers serie om de to FBI-agenter, der udviklede psykologiske profiler af seriemordere i 70’erne, dyrker en langsom, klaustrofobisk suspense, der er mere gennemført end i nogen anden krimiserie, og som i den grad slægter et Fincher-hovedværk som ’Zodiac’ på.

I første sæson skaber duoens møder med seriemorderne isnende fascinerende scener, mens anden sæson excellerer, når efterforskernes teorier pludselig møder virkeligheden i en efterforskning af en række virkelige barnemord i Atlanta. ’Mindhunter’ er et stilistisk uovertruffet dyk ned i den menneskelige psykes mørkeste afkroge og en sjældent troværdig skildring af FBI’s arbejde.

Cillian Murphy som Thomas Shelby i ‘Peaky Blinders’.

‘Peaky Blinders’

Gangstersagaen om familien Shelby og deres håndfaste – men ofte truede – greb om Birmingham i England er hårdkogt, djærv underholdning med Nick Cave og PJ Harvey på lydsiden og glimrende psykopat-præstationer fra blandt andre Cilian Murphy og Tom Hardy.

Murphy har hovedrollen som den ambitiøse Tommy Shelby, en Første Verdenskrig-veteran, der i mistro til systemet har valgt at omsætte sin ærgerrighed til en kriminel løbebane. I hver sæson er Shelby-familien truet af nye magtspillere, og det er aldrig mindre end medrivende. Mere for husarerne end store gangsterfortællinger a la ’The Sopranos’, men mindre kan også gøre det.

‘Rick and Morty’ sæson 4.

‘Rick and Morty’

Ved første øjekast ligner ‘Community’-skaber Dan Harmons animationsserie en stærkt forsinket parodi på ‘Tilbage til fremtiden’. Hovedrollerne besættes af Rick, en genial og excentrisk videnskabsmand, og Morty, hans naive barnebarn. Men serien twister figurerne voldsomt – Rick er kynisk og fordrukken, Morty borderline udviklingshæmmet. Og duoen begrænser sig ikke til at rejse i tiden, de krydser galakser og dimensioner i jagten på det næste eventyr, der snildt kan involvere både uplanlagte apokalypser, grænseoverskridende sex og koldblodigt mord.

De opfindsomme science fiction-påfund står i kø, det ene vildere end det næste. Tag for eksempel episoden, hvor Rick grundlægger en forlystelsespark i en hjemløs tiggers krop. Eller den, hvor Morty får fingre i en sexrobot og bliver far til en menneske/rumvæsen-bastard. Dan Harmons hjertebarn er en begavet, velskrevet serie fuld af tankevækkende sci fi-indfald og sylespidse replikker.

Natasha Lyonne i ‘Russian Doll’.

‘Russian Doll’

Hvad fuck er det her, tænker man måske under den første episode af ‘Russian Doll’, hvori Natasha Lyonne (som også har produceret serien) spiller en rapkæftet, storrygende kvinde, der gennemlever sin fødselsdag igen og igen.

Men hvad der lægger jævnt ud som en kæk, men ikke synderligt original nyfortolkning af 90’er-filmhittet ‘Groundhog Day’, afslører lag for lag sine sande intentioner i en overraskende dyster mareridtsfabel med et budskab, der transcenderer forbilledets dannelsesrejse.

‘The Haunting of Hill House’

‘The Haunting of Hill House’

Det har lignet en umulig opgave at lave en gyserserie, der var uhyggelig hele vejen igennem og havde en stærk nok fortælling til, at man gider bliver hængende i afsnit efter afsnit.

Men med ’The Haunting of Hill House’ viste Netflix’ hushorrormester Mike Flanagan, at det kan lade sig gøre. Forankret i en velkendt gyserformular – det hjemsøgte hus – skabte han (baseret på Shirley Jacksons bogklassiker) en rørende fortælling om, hvordan traumer hjemsøger mennesker på meget forskellig vis. Og traumer, ja, dem forstår man godt, at Crain-børnene kæmper med efter den skæbnesvangre sommer, hvor deres forældre har sat sig for at renovere det dunkle Hill-hus.

’The Haunting of Hill House’ vil spøge længe i bevidstheden på enhver, der har set den med øjnene halvt dækket af sofapuderne.

‘The Last Dance’.

‘The Last Dance’

Der varusædvanlig rift om de københavnske basketballbaner, efter den vældigt omtalte ESPN-serie om Michael Jordan og Chicago Bulls’ storhedstid i 90’erne blev et fænomen. Det siger lidt om, hvor magnetisk en kraft Jordans udfoldelser med bolden havde og stadig har.

’The Last Dance’ fik kritik for, at Jordan selv havde final cut på historien, men ikke desto mindre er det samtidig alle de mindre flatterende ting, der også står tilbage i portrættet af alfavindertypen over dem alle: Småligheden, hævngerrigheden, hans apolitiske fremfærd. Serien lader os forstå, hvordan Jordans dårlige og gode sider vitterligt var yin og yang.

Og så var serien – om end lige vel lang over 10 timelange afsnit, hvilket også var længere, end instruktør Jason Heir selv havde foreslået og foretrukket – bare fandens underholdende som portræt af en svunden uskyldig tid og af et sportshold, hvis lige vi måske ikke kommer til at se.

Michael Peterson i ‘The Staircase’.

‘The Staircase’

Blandt de utallige true crime-serier, der har set dagens lys de seneste år, er den allerbedste serien, som skabte rystelser, længe før genren blev et modefænomen. Allerede i 2004 startede Jean-Xavier Lestrade sin serielle dækning af sagen om den umiddelbart vældigt sympatiske krimiforfatter Michael Peterson, som blev anklaget for mordet på sin kone.

I 2018 gav Netflix så Lestrade mulighed for at runde fortællingen af, så vi nu står med et samlet storværk, der på tætteste hold følger sin hovedperson gennem 15 års helvede. På den måde transcenderer ’The Staircase’ den klassiske true crime-opklaring af en sag og bliver til et dybdegående karakterportræt.

Rapperen Kano spiller Sully i ‘Top Boy’.

‘Top Boy’

Drake spillede en nøglerolle i at få genoplivet den britiske narkoserie ‘Top Boy’, der blev lukket efter to korte sæsoner i 2013. Og tak for det! Serien følger kampen om narkotronen i Londons Hackney-kvarter og er ikke blot en autentisk oplevelse på linje med ‘The Wire’. Den giver også et sjældent autentisk indblik i de unge drugdealers familieliv, på godt og ondt. Hjertet er i den grad med.

På Netflix ligger kun den nye sæson under navnet ‘Top Boy’ – og man kan sagtens se den uden at have nuppet de første to sæsoner forinden. De to gamle sæsoner ligger under navnet ‘Top Boy: Summerhouse’, og dem bør man bestemt også se, enten først eller bagefter. Rappere som Dave og Little Simz dukker op undervejs.

Merritt Wever og Toni Colette i ‘Unbelievable’.

‘Unbelievable’

Er det ikke alt for deprimerende at se en serie om et voldtægtsoffer, der bliver anklaget af politiet for at lyve om overgrebet? Det kan man godt tænke, når man umiddelbart læser om ‘Unbelievable’, men efter et knugende barskt første afsnit bliver serien til en stærkt medrivende, moderne og uhørt realistisk krimi, hvor de to politikvinder Rasmussen og Duvall – spillet helt fænomenalt af Toni Colette og Merrit Wever – er umanerligt godt selskab: Knalddygtige og empatiske.

‘Unbelievable’ viser, hvordan systemet nærer mistro til kvinders fortællinger, men også hvordan forandring er muligt. Den falder i ingen af de vante krimifælder, mens den samtidig er elementær neglebidende spænding.

Shira Haas i ‘Unorthodox’.

‘Unorthodox’

Man fik håb for menneskeheden, da en følsom dramaserie overvejende på yiddisch blev et Netflix-hit. Shira Haas er et mirakel som den unge Esty, der beslutter sig for at flygte fra det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg, New York, hun er vokset op og nu også giftet væk i.

Esty søger tilflugt mod Berlin, hvor et lovlig rosenrødt billede af vestlig hipster-tolerance møder hende, men fortiden indhenter hende, og man sidder med hendes hjerte i hænderne, mens man følger hendes frigørelsesproces. Skildringen af det fremmedartede parallelsamfund – baseret på Deborah Feldmans erindringer – er øjenåbnende troværdige, og dens brug af musik er vital og essentiel.

Som vores anmelder skrev: »’Unorthodox’ er en sjældent god chance for at blive underholdt, dybt berørt og klogere på én gang«.  

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af