Kom i EM-stemning: De bedste film og serier om fodbold åbner dine øjne for sportens dybder

Selv hvis du ikke interesserer dig for fodbold, vil du få noget ud af disse film og serier med alt fra gangstermord til et poetisk storværk.
Kom i EM-stemning: De bedste film og serier om fodbold åbner dine øjne for sportens dybder
'Diego Maradona' (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

EM 2020 i fodbold er endelig over os efter et lille års forsinkelse.

Og det kan godt være, at du ikke ved, hvorfor det er så slemt at spille en kold og regnfuld aften i Stoke, eller hvorfor Belgiens gyldne generation er nødt til at vinde i år. Men læs med alligevel. For fodbolden rummer sociale, kulturelle og politiske dimensioner og moralske eksistensfortællinger, som strækker sig langt u dover spillet med de to hold og 22 spillere.

Vi har her samlet en række film om fodbold ud fra forskellige kategorier. Udover at fungere som supplement til de mange daglige timers EM-fodbold kan titlerne forhåbentlig også være med til at åbne dine øjne for de mange lag, som fodbolden rummer.

‘The Two Escobars’. (Foto: PR)

Bedste landsholdsfilm:
’Narkobaronen og den myrdede fodboldspiller’

Selvom de danske ’Sommeren 92’ og dokumentaren ’… og det var Danmark’ er fine og fornøjelige, er der ingen film, der som ’The Two Escobars’ placerer fodbold i en større nationsfortælling.

Filmen er en både euforisk og forfærdelig tragisk kausalfortælling om narkokartellernes økonomiske opstigning i 80’ernes Colombia, som for alvor satte gang i den nationale klubfodbold og det colombianske landshold og i sidste ende ledte til holdet og landets mangeårige forfald. En fortælling om ’Narkobaronen og den myrdede fodboldspiller’, som dokumentarens danske titel lyder.

Dokumentaristerne Jeff og Michael Zimbalist forsøger nemlig, at vise, hvordan fodbolden og narkokriminaliteten i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne flettes sammen ved at spejle den herskende narkobaron Pablo Escobars kriminelle handlinger, men også enorme sociale betydning i den retskafne og klippefaste forsvarsspiller Andrés Escobar, der blev myrdet efter at have scoret selvmål ved VM-slutrunden i 1994.

Dokumentaren er glimrende komponeret af flere steder chokerende arkivmateriale og beretninger fra pårørende og kollegaer, fodboldspillere såvel som gangstere. Og så har den en opsigtsvækkende udlægning, der peger på, at Andrés Escobar aldrig var blevet myrdet, hvis Pablo Escobar på daværende tidspunkt havde levet.

Det største must-see på listen.

Kan ses på DRTV.

‘Diego Maradona’. (Foto: Meazza Sambucetti/AP/Shutterstock)

Bedste portrætfilm:
’Diego Maradona’ og ’Bobby Robson: More Than a Manager’

Hvis den evige diskussion om fodboldhistoriens bedste spiller skulle afgøres ud fra portrætfilm, ville argentinske Diego Armando Maradona klart løbe med sejren. Den anerkendte portrættør Asif Kapadia (’Senne’, ’Amy’) har ud af flere tusinde timers arkivmateriale skruet en dokumentar sammen, som afdækker den argentinske troldmands storhedstid i 80’erne i Napoli og med det argentinske landshold og hans efterfølgende drastiske narkorelaterede deroute.

En lovlig traditionel og – for kendere – forventelig fremstilling ophøjes af de sekvenser, hvor Kapadia betoner den opslidende kærlighedsrelation mellem de underkuede napolitanere og frelseren Maradona, der i en kort årrække satte de selvsikre og velbeslåede norditalienere på plads. Den kan fint spices op med en efterfølgende visning af Emir Kusturicas mere uortodokse og politisk funderede dokumentar, som blot hedder ’Maradona’.

Et af Maradonas højdepunkter i karrieren var de to mål imod England i VM-kvartfinalen i 1986. Det ene en solotur uden lige, det andet med ’guds hånd’. Det sidste snydemål var alt det, som den daværende britiske landstræner Sir Bobby Robson ikke stod for. Sådan fortælles der i den fantastisk livsbekræftende dokumentar om en institution i engelsk fodbold.

Robson var en munter og af spillerne højt elsket træner, måske fodboldens sidste gentleman, som i en sen alder fik sit andet fodboldliv med trænerjobs i Holland, Portugal og Spanien og med en vis José Mourinho som hans faste højre hånd og tolk.

Kronologien hopper interessant mellem den traditionelle lange karrierebue og et skelsættende år, hvor Robson kom ud af et langt kræftforløb og fik sin drengedrøm opfyldt som træner i FC Barcelona. Sir Alex Ferguson, Pep Guardiola, Frank Arnesen, den brasilianske Ronaldo og selvfølgelig José Mourinho medvirker alle til at fremhæve, hvilken usædvanlig træner og ikke mindst person Robson var.

’Diego Maradona’ kan ses på DR. ’Bobby Robson: More Than a Manager’ kan ses gennem engelsk Prime Video eller købes på Itunes.

‘Sunderland ‘Til I Die’. (Foto: PR)

Bedste kig bag facaden:
’Sunderland Til I Die’

Som inkarneret culé (FC Barcelona-fan) har jeg haft voldsom lyst til at fremhæve den danskproducerede dokumentarfilm ’FC Barcelona Confidential’ fra 2004, hvor vi følger det første år af den dengang forholdsvis unge præsident Joan Laportas fodbold- og identitetsmæssige genskabelsesprojekt af den catalanske storklub – et succesfuldt projekt han næsten 20 år efter nu skal til at gentage.

Valget er dog i sidste ende faldet på Netflix-serien ’Sunderland ‘Til I Die’. De seneste år har mange store klubber opdaget branding-potentialet i  sæsonportrætter. Du kommer med i omklædningsrummet, til kontraktforhandlingerne og med i bilen hos topspillerne og mesterstrategerne i hæderkronede klubber som Leeds United, Tottenham Hotspurs og Manchester City. Sæsoner er skarpt dramaturgisk tilslebne tilsat den rette patos med røst af henholdsvis Russell Crowe, Tom Hardy og Ben Kingsley.

Og så er der den tragikomiske og uglamourøse nedturshistorie om den nordengelske arbejderklub Sunderland A.F.C. På to sæsoner og med et opsigtsvækkende præsidentskifte formår klubben at ryge fra den bedste engelske liga, Premier League, og ned i den tredjebedste række, Ligue One – for rullende kamera på og uden for banen.

Serien er produceret af nogle af de samme folk, der stod bag dokumentaren ’The Class of 92’ om Manchester Uniteds gyldne årgang med David Beckham og co. Den sociokulturelle kontekst er tilsvarende i fokus. En tilbagevenende vinkel handler om den i fodboldøjne romantiske, men grundlæggende socialt bevidste understregning af klubbens betydning for lokalsamfundet.

De evigt optimistiske fans og kantinedamen spiller en lige så stor rolle som de prøvede spillere og inkompetente præsidenter. I de bedste passager agiteres en klassebetonet kamp imod den moderne topfodbolds verdensfjerne pengeforhold, som var den en Ken Loach-film, hvilket bringer os til…

Kan ses på Netflix.

‘Looking for Eric’. (Foto: PR)

Bedste fanfilm:
’Looking for Eric’

I midten af 00’erne dukkede de to glorificerende hooligan-film, ’Football Factory’ og ’Hooligans’, op – måske som endnu et forsøg på at appellere til amerikanerne om det kulturelt særegne ved det, de kalder soccer. Filmene kunne have handlet om hvad som helst. De virker aldrig interesserede i at sætte ord eller billeder på fodboldens positive sociale dimension.

I slutningen af årtiet kom så britisk films store socialrealist og humanist, Ken Loach, med ’Looking for Eric’:  En lun og med en for Loach uset inddragelse af magi oven i det kradse realismeudsnit om det modne postbud Eric fra Manchester, som i livets mørkeste hul finder fornyet håb gennem et par sug på en joint, der fremkalder hans store idol – den ikoniske Manchester United-angriber Eric Cantona, spillet af den karismatiske franskmand selv.

Som en flaskeånd i hashtågerne bliver Cantona en coach for Eric. Filmen er dog særligt værd at fremhæve for Loachs velkendte øje for arbejderklassens – ofte overhørte – vanskeligheder. I en fodboldkontekst bliver det i ’Looking for Eric’ formuleret gennem Eric og United-vennerne på postkontoret og pubbens kritik af den dengang nye amerikanske ejer Malcolm Glazer og af ideen om, at de ’rigtige’ lokale fans ikke har råd til at gå på stadion. Kritik, som i dag runger klarere end nogensinde med de europæiske storklubbers forsøg tidligere i år på at danne en oligarkisk superliga til fansenes forfærdelse.

Som en ekstra lille anbefaling bliver jeg nødt til at nævne den Nick Hornby-baserede ’Fever Pitch’ fra 1997 – ikke at forveksle med baseball-versionen fra 2005 med Jimmy Fallon og Drew Barrymore – hvor en herligt bøvet Colin Firth gør den som fanatisk Arsenal-fan, der skal lære at passe pardates ind i fodboldkalenderen og måske endda lære at opgive en kamp eller to. Noget så sjældent som en romantisk fodboldkomedie og i det hele taget en slemt overset film inden for genren.

Kan ses på Filmstriben.

‘Shaolin Soccer’. (Foto: PR)

Bedste fiktionsfilm:
’Shaolin Soccer’

Det siger en del om fodboldfilmens historisk tvivlsomme kvalitet, at man blandt de ofte fremhævede finder den eventyrlige saga om mexicanske Santiago i ’Goal’-filmene og Sylvester Stallone, Michael Caine og Peles kamp i fangelejren imod et nazi-fangevogterhold ledet af Max von Sydow i ’Victory’. Det er svært at genskabe sport på film, men spillet om den runde læderbold virker ofte som en decideret umulighed – selv i relativt velfungerende film som ’The Damned United’ og ’Sommeren 92’.

Derfor er det her 20 år efter stadig forfriskende at gense Hong Kong-instruktøren Stephen Chows latterligt overdrevne ’Shaolin Soccer’, eller ’Kung-Fu Soccer’, som den kom til at hedde med Harvey Weinstein og Miramaxx’ distribution. Præmissen hos Chow er netop det idiotisk umulige: at mikse den gamle kung-fu. form ’Shaolin’ med fodbold. Resultatet er en kulørt blanding af flyvende eksplosiv anime à la ’Dragon Ball’, Bruce Lee-film og Chows insisterende deadpan-numre – der tilfældigvis kredser om en fodbold.

’Shaolin Soccer’ har intet med englændernes regelbundne opfindelse at gøre, men alligevel er der mere sandhed i filmens fodboldskildring ind i det meste andet. Chow søger det rytmiske sammenspil og de ekstatiske øjeblikke. Filmen bliver i sig selv en inspiration, når vi i vores store aarhusianske streetfodbold-gruppe – shoutout til ’Boys and Girls of Wonder FC’! – kaster os ud i ukontrollerede genialiteter.

’Shaolin Soccer’ kan desværre ikke streames i Danmark på nuværende tidspunkt.

Brendan Hunt og Jason Sudeikis i ‘Ted Lasso’. (Foto: PR)

Bedste fiktionsserie:
’Ted Lasso’

Sidste forår landede Netflix-serien ’The English Game’ på et tørt sted, da alle europæiske fodboldligaer – minus Hviderusland – var blevet suspenderet på grund af covid-19. Jovist hørte fortællingen om den professionelle fodbolds fødsel i England i slutningen af det 19. århundrede til den mere klichéfyldte og klistrede side, men det var en tiltrængt »mormorsovs«, som jeg dengang skrev i min anmeldelse.

Formentlig også årets fodboldserie – havde det ikke været for en lille undseelig overraskelse fra Apple TV+. ’Ted Lasso’ var navnet på serien og træneren spillet af Jason Sudeikis, der med sin positive tilgang til livet på og uden for banen spillede sig direkte ind i manges hjerter i løbet af efteråret og vinteren 2020.

Jo mere jeg tænker over det, jo tydeligere er det, hvordan seriens skabere – heriblandt Sudeikis – har skelet til de tidligere omtalte sæsonportrætter. I serien følger vi den opdigtede Premier League-klub AFC Richmonds overlevelseskamp på grønsværen. Lassos triumf består dog i at skabe kemi mellem spillerne og pointere vigtigheden i opbakningen fra de lokale. Hovedkarakteren og serien synes at have en oprigtig humanistisk agenda og det kan man ikke andet at omfavne.

Første sæson af ’Ted Lasso’ kan ses på Apple TV+. Sæson 2 er sat til premiere den 23. juli

‘Zidane: A 21st Century Portrait’. (Foto: PR)

Den poetiske:
‘Zidane: A 21st Century Portrait’

En ret eksklusiv kategori, hvor der sikkert kunne findes flere titler. Jeg kom dog primært i tanke om Jørgen Leths dokumentar om ’Michael Laudrup: En fodboldspiller’ og ‘Zidane: A 21st Century Portrait’ af de to verdenskendte videokunstnere Phillippe Parreno og Douglas Gordon.

 Jørgen Leth skal have respekt for at prøve, men hans manglende forståelse for sporten kommer til udtryk i det misforståede forsøg på gennem lyrisk repetition at systematisere spillet hos Michael Laudrup og det daværende Dream Team i FC Barcelona. Laudrup og holdkammeraternes mesterværk lå ikke i den maskinelle gentagelse, men derimod i det uventede og det uovertrufne.

Og så er der al den ’døde’ tid indimellem de udslagsgivende bevægelser, som stort set ingen fodboldfilm har beskæftiget sig med – på nær Parreno og Gordon i deres videoinstallation/portrætfilm fortalt af den franske elegantier Zinedine Zidane.

For de to kunstnere lod sig nemlig inspirere af dokumentaren ’Football As Never Before’ fra 1970, hvor otte kameraer fulgte Englands dengang største stjerne George Best gennem en kamp. I ’Zidane: A 21st Century Portrait’ er det 17 kameraer, som på Real Madrids enorme stadion Santiago de Bernabéu i 2005 imod Villarreal indrammer hver en sveddråbe og gestikulation hos den aldrende Zidane.

Tilsæt Mogwais post-rock-score, og du har det bedste bud på en film, som forsøger at indfange fodboldkunstnerens genialitet og det umiddelbart ubetydelige forspil – selve håndværket, som ligger til grund for timingen i alle de afgørende berøringer.

‘Zidane: A 21st Century Portrait’ blev i 2020 vist på både Louisiana og Aros, men er umiddelbart ikke tilgængelig på dansk streaming lige nu.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af