De 10 bedste serier på Disney+ lige nu

Da Disney+ blændede op for ’voksenafdelingen’ Star, blev Marvel-helte og Mandalorians pludselig spædet gevaldigt op med prisvindende seriestorværker. Vi guider dig til de mest seværdige serieperler på streamingtjenesten lige nu.
De 10 bedste serier på Disney+ lige nu
Evan Peters i første sæson af 'American Horror Story'.
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

‘American Horror Story’

Endelig! I årevis er vi blevet snydt for først den ene, så den anden sæson af Ryan Murphys ekstravagante – og ekstravagant blodige – gyser-antologiserie ’American Horror Story’.

Men nu ligger alle ni – snart 10! – sæsoner søreme pænt på række på Disney+, hvor fans såvel som nytilkommere til det Emmy-vindende univers kan kaste sig over samtlige drabelige dræberklovne, bitchy hekse og ’Friday the 13th’-hyldester. Naturligvis anført af Murphys ’Horror’-hofskuespillere Jessica Lange, Sarah Paulson og Evan Peters, og med ekstra krydderi af Lady Gaga, Neil Patrick Harris og Angela Bassett.

Et vis stænk humor til trods er ’American Horror Story’ absolut ikke for sarte sjæle (og nej, ikke alle sæsonerne har lige så højt niveau som den mesterlige anden, ’Asylum’), men skuespilpræstationerne og Murphys karakteristisk labre scenografi sidder konsekvent lige i skabet.

Tom Hiddleston i ‘Loki’-finalen. (Foto: Disney+)

‘Loki’

Marvels til dato mest ambitiøse og lettere batshit-crazy superhelteserie lader langt om længe fanfavoritten Loki (Tom Hiddleston) folde sig ud som herre i eget hus. Et vist kendskab til karakterens tidligere film er påkrævet, men glem alt om en ‘Avengers’-lignende spinoff. I det hele taget: Glem alt, hvad du troede, du kendte til Marvels helteunivers.

‘Loki’ løfter sin titulære karakter ud af tid og sted i mødet med den Kafka-lignende organisation Time Variance Authorithy, der arresterer antihelten for at have snydt sin skæbne. Og serieskaber Michael Waldron krydrer indledningsvist fortællingen med ferme ‘Seven’-referencer, da Loki modvilligt må samarbejde med TVA-kontormusen Mobius (Owen Wilson) for at fange en mystisk usling, der spreder død på tværs af universet.

Som afsnittene sætter turbo på, favner ‘Loki’ imidlertid et stadigt mere forrygende tegneserievanvid, der efterlader én bombet af syrede sanseindtryk i sofaen, ude af stand til at gætte, hvad der venter om næste hjørne. Det er velspillet, morsomt og uhyre originalt.

‘Better Things’. (Foto: FX)

‘Better Things’

Sam Fox er verdens værste mor. Og verdens bedste. At man kan skrive det uden at overdrive, siger noget om, hvor mangesidet et familieportræt Pamela Adlon leverer i sin komedieserie, der finder sit fokus i anden halvdel af første sæson og bevarer det tårnhøje niveau i de følgende tre.

Adlon har selv instrueret alle afsnit, mens den nu skandaliserede Louis C.K. har været medforfatter på de første. Og fortælleoverskuddet bobler i deres historie om den hårdt prøvede skuespillermor, der bliver presset til det yderste af tre krævende børn (alle piger): En umuligt vrængende teenager, en overintellektuel tween og en quirky otteårig.

Det fine er, at man spejler de rapkæftede, ofte øretæveindbydende børn i moren, der skider højt og flot på politisk korrekthed, når hun skrider fra dem og tager på dating-weekend i et anfald af ’jeg har fået nok’ eller mobber dem under en bar mitzvah. Men det ville ikke være så godt og så sjovt, hvis det ikke også blev fulgt op af rørende kærlige øjeblikke, der understreger forældreskabets kompleksitet.

Dan Stevens som mutanten David i ‘Legion’.

‘Legion’

’Fargo’-skaber Noah Hawleys pilotafsnit til sin originale ’X-Men’-seriespinoff fra 2017 er et af de bedste, vi nogensinde har set: Psykedelisk, eksperimenterende, visuelt overdådigt.

Hawley tager fat på en stort set ukendt X-Men-figur, David Charles Heller (søn af Professor Charles Xavier, kendt fra filmene), der er indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af sin personlighedsspaltning, men i virkeligheden besidder voldsomme kræfter, som der er rift om fra alle sider.

Efter første afsnits utrolige introduktion går der mere konventionel superhelte-opbygning i den gennem et par afsnit, men derfra vender serien ad flere omgange tilbage til sin hjernebrydende form, der blander virkelighed, mareridt og drømmeinfiltration a la ’Inception’.

Dan Stevens fra ’Downtown Abbey’ er perfekt castet til hovedrollen i en serie, som giver håb om, at der stadig kan være spræl og uforudsigelighed i superheltegenren. Og som i øvrigt sagtens kan ses, selvom man ikke har den mindste interesse for X-Men-universet som helhed.

Lakeith Stanfield, Donald Glover og Bryan Tyree Henry i ‘Atlanta’.

‘Atlanta’

Med mesterværket ’Atlanta’ har Donald Glover vist sig som en af serielands mest visionære auteurs i nyere tid. Opusset er en skiftevis hårdtslående og poetisk tackling af, hvordan det er at være sort og desillusioneret i USA, men også en komplet uforudsigelig seriestørrelse, hvor hvert afsnit fungerer som en perfekt afrundet novellefilm spækket med overraskende drejninger.

Heriblandt, selvfølgelig, det forlængst ikoniske ’Teddy Perkins’-afsnit fra sæson 2, hvor Glover selv er uigenkendelig som en slags aldrende Michael Jackson-klon.

’Atlanta’s udsyn og filmiske sensibilitet kunne udelukkende være udsprunget fra multitalentets krøllede hjerne, og hovedpersonerne – Glovers musikmanageraspirant Earn, rapperen Paper Boi (Brian Tyree Henry) og slackervennen Darius (LaKeith Stanfield) – er alle tre forrygende karakterer, man har umådeligt svært ved at give slip på igen.

Brendan Fraser i ‘Trust’.

’Trust’

Det er en yderst saftig, spontant neglebidende og rasende velspillet (semi-)autentisk historie, der folder sig ud i Simon Beaufoy og Danny Boyles historie om verdens rigeste mand, den usædvanligt nærige John Paul Getty, der i 1973 nægtede at betale løsesummen, da hans barnebarn (Harris Dickinson) blev kidnappet i Italien.

’Trust’ opererer et sted mellem kunst og kitsch, og aldrende Donald Sutherland har ikke overraskende en fest som iskold patriark. Men det er især blandt birollerne, at FX-serien løfter niveauet, med en gennemført fremragende Brendan Fraser som cowboy-cool privatdetektiv (dén havde man lige ikke set komme) og italienske Luca Marinelli som uhyggeligt temperamentsfuld, opportunistisk mafia-yngling.

Den hidsige Boyle’ske klipning, varme farvepalet og page turner-tempoet emmer til tider af lufthavnsroman – men når ’Trust’ borer kniven ind, løber det en koldt ned af ryggen.

‘WandaVision’. (Foto: Disney+)

‘WandaVision’

Disney+’s første, forrygende vellykkede Marvel-superhelteserie folder sig ud som en ni afsnit lang emotionel rutsjebanetur igennem syv tv-tidsaldre, med slapstick som traumebearbejdelse, superheltemytologi for viderekommende og easter egg-jagt udi himmerigs detaljerigdom.

Villavejs-løjerne, der løfter inspiration fra både ‘Pleasantville’, ‘Modern Family’ og ‘Twin Peaks’, er drøneffektivt drevet af to af MCU’s mindst sandsynlige MVP’s, heksen Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og androiden Vision (Paul Bettany) fra ‘Avengers’-filmenen – begge karakterer, der aldrig fik mulighed for at træde i karakter i vrimlen af helte på det store lærred, men som her fra første introduktion i blød 1950’er-sort-hvid fremstår som den Lynch-smægtende sitcom-familie, vi ikke anede, at vi savnede til at tage brodden af hverdagsabsurditeterne anno 2021. Sådan har vi ganske enkelt aldrig oplevet Marvel før.

Handlingen er … alternativ. Og jo mindre afsløret på forhånd, jo bedre. Men ja: Du skal have set ‘Avengers’-filmene først. Alle ‘Avengers’-filmene.

Keri Russell i ‘The Americans’.

’The Americans’

’The Americans’ har aldrig helt fået den anerkendelse herhjemme, den fortjener. Men det bør der laves om på, for serien skrev sig direkte ind i tv-fortællingernes hall of fame, da den kørte fra 2013-18.

Hovedforfatter Joe Weisbergs historie om to sovjetiske agenter Philip (Matthew Rhys) og Elizabeth (Keri Russell), der lever et avanceret undercover-liv som amerikanske bedsteborgere med børn og fine jobs i Washington D.C., er noget nær ulideligt spændende, når ’ægteparret’ med tiltagende ekstreme metoder forsøger at aftvinge hemmeligheder fra magtens korridorer for at sende dem hjem på den anden side af jerntæppet.

’The Americans’ er gennem seks sæsoner en skarp og dybt nuanceret fortælling om idealernes konsekvenser: Aldrig entydig i sin moralske afdækning, aldrig klichéfyldt i sin plotmæssige forløsning, men påfaldende troværdig og skarpsindig i sit blik på sine bærende karakterer.

Claire Danes i ‘Homeland’. (Foto: PR)

‘Homeland’

Hører du til dem, der sprang fra i tredje sæson, er det værd at spidse ører, for ’Homeland’ lykkedes med noget, som meget få serier formår: At genopfinde sig selv.

Fra at have haft den komplekse relation mellem CIA-agenten Carrie Mathison (Claire Danes) og POW-soldaten Nicholas Brody (Damien Lewis) som altoverskyggende centrum i de første to sæsoner, udviklede den sig til en usædvanligt velsmurt, mere rendyrket thrillerserie.

Med Carrie på rundfart til Mellemøsten, Tyskland og det private erhvervsliv sætter serien tænderne ned i de meget aktuelle debatter som droner og overvågning.

Og selvom historien sommetider balancerer på kanten af det troværdige (er verdens sikkerhed så afhængig af én, temmelig ubalanceret agent, er vi ilde stedt), er der ingen tvivl om, at ’Homeland’ er den mest fundamentalt neglebidende tv-oplevelse i nyere tid. Serien sluttede med sæson 8, som først for nylig er blevet tilgængelig i Danmark, heriblandt altså på Disney+.

Zoe Kravitz i ‘High Fidelity’. (Foto: Phillip Caruso/Hulu)

’High Fidelity’

Ligesom Nick Hornbys romanforlæg fra 1995 og Stephen Frears loyale filmatisering med John Cusack fra 2000 handler Veronica West og Sarah Kucserkas serie om pladebutiksejeren Rob, der svælger i selvmedlidenhed og hjertesmertesange efter at være blevet forladt af sin kæreste.

Den store forskel er dog, at Rob i serien er en forkortelse for Robin og i skikkelse af Zoe Kravitz har skiftet køn og race.

Kravitz’ Rob er knap så tonedøv over for sine omgivelser eller ensporet i forhold til at vinde sin eks tilbage som Cusacks karakter. Men selvom hendes brud med drømmemanden Mac (Kingsley Ben-Adir fra ‘One Night in Miami’) ligger et år tilbage, er hun lige så enerverende i sine besatte enetaler om sit forliste forhold, som hun både leverer direkte til kameraet og til alle, der er uheldige nok til at befinde sig inden for hendes talevidde.

Vi kender typen, man simpelthen ikke orker at høre på længere. Derfor er det en kæmpe cadeau til Zoe Kravitz, at man alligevel nyder hendes selskab gennem 10 episoder, fordi hun udover at være egocentreret og belastende (som de fleste, hånden på hjertet, også selv har været efter et breakup) også er karismatisk, sjov, nørdet og sårbar på en relaterbar måde.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af