De 30 bedste film på Netflix lige nu

Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 30 bedste titler på streamingtjenesten lige nu, listet i tilfældig rækkefølge. Og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller animationsmagi. God fornøjelse!
De 30 bedste film på Netflix lige nu
Hugh Jackman i 'Prisoners'. (Foto: PR)
STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

‘Prisoners’

Hugh Jackman har karrierens bedste rolle som den bistre knudemand Keller Dover i Denis Villeneuves Hollywood-debut ’Prisoners’ – en af nyere tids mest isnende intense thrillere.

Som Keller oplever han enhver forældres værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede mand Alex (Paul Dano), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling.

Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok. ’Prisoners’ er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man som seer sidder på kanten af stolen. Slutscenen glemmer man aldrig.

Tom Cruise som ond silverfox i ‘Collateral’.

‘Collateral’

Få år efter Michael Mann nåede karrierehøjdepunkter med ’Heat’ og ’The Insider’ i sidste halvdel af 90’erne, sendte han Jamie Foxx på en nervepirrende køretur gennem Los Angeles’ underverden, mens Tom Cruise åndede ham tungt i nakken fra passagersædet i en anonym taxa.

Cruise er herligt modcastet som lejemorderen Vincent – komplet med sølvgråt hår, fipskæg og et skarpt gråt jakkesæt – der tilbyder den intetanende taxachauffør Max (Foxx) 600 dollars for at køre ham fra offer til offer. Hvad der i starten ligner lette penge, forvandler sig hurtigt til et sandt mareridt, når Max må vriste sig fri af den iskolde morders greb.

Mann skildrer endnu engang et liv i overhalingsbanen med en radikal formalisme forankret i neonfarvede digitale billeder, der balancerer mellem kitsch og blær. Tom Cruise har sjældent været bedre som den nihilistiske sociopat, der på engang gestalter uhyggelig ro og ulmende vrede bag en uigennemtrængelig facade.

Jeniffer Lopez og Constance Wu i ‘Hustlers’.

‘Hustlers’

»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.

Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.

Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.

‘The Last Black Man in San Francisco’. (Foto: PR)

‘The Last Black Man in San Francisco’

Endelig har vi i år fået mulighed for at se ’The Last Black Man in San Francisco’ herhjemme – små to år efter premieren i det amerikanske. Bedre sent end aldrig!

Multitalentet Jimmie Fails har både skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen i den poetiske fortælling om Jimmie, der klynger sig til sin bedstefars smukke, gamle hus i San Francisco. Problemet er bare, at huset i dag ejes af et hvidt ægtepar, som ikke just sætter pris på, at Jimmie konstant sniger sig til at male vindueskarme og ordne have…

Filmen har en drømmerisk, Wes Anderson’sk kvalitet og skildringen af Jimmies frustration over gentrificeringen af hjembyen er både melankolsk, humoristisk og varm. For måske det i virkeligheden er vor nostalgiske helt, der er fortabt i livet, og ikke byen, som han synes forandrer sig for hurtigt…?

’The Last Black Man in San Francisco’ er en åbenbaring af filmisk kærlighedsbrev, som du absolut ikke bør snyde dig selv for.

‘Boyhood’. (Foto: PR)

‘Boyhood’

Richard Linklater optog opusset ‘Boyhood’ over 12 år, og dermed ser vi vitterligt drengen Mason (en velcastet dybsindig og følsom Ellar Coltrane) vokse op for øjnene af os, fra han er seks til 18 år.

En sekvens for hvert leveår følger Mason, hans storesøster Samantha (instruktørens datter, Lorelai Linklater) og deres fraskilte forældre (Patricia Arquette og Ethan Hawke) gennem små og store øjeblikke i deres liv. Familien flytter flere gange, forældrene skændes, forsøger at samarbejde og finder og går fra nye kærester. Mason får kærlighedsråd og musiktips af sin far, bliver inspireret af sin mors videreuddannelse og karriereskift, ryger pot, fatter interesse for fotografi, forelsker sig og går ud af gymnasiet.

»Jeg troede bare, der ville være mere«, siger hans mor grådkvalt, da han kører afsted til universitetet. Men filmens pointe er netop, at det er hverdagens øjeblikke, der former os. En lærers opsang på det rigtige tidspunkt, en weekend i en ny by, en overnatning med vennerne, de evige skænderier med sin søster eller en særlig samtale med sin mor og far. Det er smukt og rørende at være vidne til, hvad der føles som et realistisk levet liv og at se Mason blive ældre og mere moden og tænksom scene for scene. Som seer har man overhovedet ikke brug for »mere«.

‘Midsommar’.

‘Midsommar’

Nu spørger du måske: »Kan en gyser nu for helvede ikke bare være en gyser – fire jumpscares, et knirkende hus, et møguhyggeligt barn – uden vi skal overvære svenske midsommerritualer i pinefuld realtid?«

Heldigvis ikke.

Med ’Hereditary’ og ’Midsommar’ gik stortalentet Ari Aster godt i gang med at revitalisere horrorgenren med foruroligende psykologisk uhygge og et manende tålmodigt filmsprog, der sætter sig i kroppen. Stort set hele ’Midsommar’ foregår i dagslys, og efterhånden som vores hovedpersoner, (soon to be eks-)-kæresteparret Dani og Christian kommer længere og længere ind i det mystiske hedenske samfund langt ude på landet i Sverige, forstærker lyset faktisk den klaustrofobiske stemning med chokerende grafiske scener, man ville ønske, man aldrig havde set.

‘Blue Story’ på Netflix. (Foto: PR)

‘Blue Story’

Hvis du også var vild med den britiske krimiserie ‘Top Boy’ på Netflix, så er ‘Blue Story’ et must. Faktisk minder filmens præmis indledningsvist så meget om et ‘Top Boy’-spinoff, at hovedrolleindehaveren Micheal Ward værgede sig ved at tage jobbet – for ja, han var også leading man i selvsamme ‘Top Boy’.

Men nok sammenligninger.

‘Blue Story’ syder af energi, og er skrevet, instrueret og fortalt igennem rap af musiker og skuespiller Andrew Onwubolu. Multitaltentet har baseret filmen på sin semiselvbiografiske webserie af samme navn, der ligeledes oprullede en række virkelige begivenheder fra Onwubolus opvækst i Londons bandemiljø.

Vi følger barndomsvennerne Marco (Ward) og Timmi (Stephen Odubola), der ender på hver sin side i en grum bandekonflikt, og det er neglebidende at bevidne duoens deroute i miljøet samtidig med, at de forsøger at holde fast i en flig af, hvad der engang var deres vigtigste relation i verden.

‘Once Upon a Time in Hollywood’. (Foto: PR)

‘Once Upon a Time in Hollywood’

Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.

Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).

Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.

‘Moonlight’. (Foto: PR)

‘Moonlight’

’Moonlight’s Oscar-triumf vil blive husket som et af de mest vanvittige øjeblikke i prisuddelingens historie, da Faye Dunaway ved en fejl udnævnte ’La La Land’ som Bedste film. Få minutter senere spildte 70 millioner seere kaffen i skødet, da fadæsen blev opdaget under vild forvirring – men ’Moonlight’s sejr var langt større end Oscar-fadæsen, den blev hvirvlet ind i.

Barry Jenkins smukke film har et fantastisk blik for de sanselige, nærmest kropslige iagttagelser af skismaet mellem begær og skam, der raser i homoseksuelle, sorte Chiron fra Miamis ghetto. Her følger vi ham igennem tre livsfaser fra sårbart barn til forrået voksen (sublimt spillet af trioen Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes).

’Moonlight’ skriver sig ind i Black Lives Matter-debatter om sortes levevilkår i USA såvel som homoseksuelles fortsatte kamp for accept i minoritetskulturer og belastede miljøer – rammet ind af en overraskende kunstfærdig billedside og klassiske strygere på soundtracket.

Mahershala Ali vandt velfortjent en Oscar for Bedste mandlige birolle som drug dealer med et hjerte af guld.

Jeremy Strong i ‘The Trial of the Chicago 7’.

‘The Trial of the Chicago 7’

‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.

Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.

‘The Trial of the Chicago 7’ er i år blevet nomineret til seks Oscars, hvoraf Sacha Baron Cohen ligger lunt i svinget til at nuppe prisen for Bedste mandlige birolle.

‘Boyz N the Hood’. (Foto: PR)

’Boyz N the Hood’

 Et styks uomtvistelig klassiker værsgo: 30 år efter premieren i 1991 formår ’Boyz N the Hood’ stadig at sætte gangstarappens nihilisme i perspektiv med en rystende kraft.

Filmen markerede i sin tid et afgørende skift inden for film om hiphop, for i 1980’erne havde genren først og fremmest været optaget af relativt uskyldige portrætteringer af kulturens udtryksformer. Med ’Boyz N the Hood’ viste instruktør John Singleton imidlertid, at der var en alvorlig bagside af medaljen, og filmen tegner et skarpt portræt af livet i de notoriske Los Angeles-bydele South Central og Compton.

’Boyz N the Hood’ udstiller effektivt bandekriminalitetens destruktive samfundssociale konsekvenser igennem historien om fire vidt forskellige drenge, der vokser op i netop South Central. Gennem drengenes skæbner formidles det desillusionerende budskab, at den meningsløse vold ikke kender forskel på god og ond med isnende intensitet, og det føles både aktuelt og seværdigt anno 2021.

‘I’m No Longer Here’ på Netflix.

‘I’m No Longer Here’

Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.

Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.

’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.

Joaquin Phoenix som Arthur Fleck i ‘Joker’.

’Joker’

Joaquin Phoenix vandt fuldfortjent sin første Oscar for sin pragtpræstation som titelfiguren i Todd Phillips’ mørke origin story om Batmans ærkefjende, Jokeren.

Phoenix går planken ud, når han med hysterisk grinegråd skildrer den mentalt forstyrrede hospitalsklovn, Arthur Fleck, der antænder et oprør mod magteliten i Gothams virkelighedsnære gader, hvor de allerrigeste har trådt samfundets udskudte under fode alt for længe.

’Joker’ er fyldt med referencer til ikoniske 70’er-klassikere som Martin Scorseses ’Taxi Driver’ og ’King Comedy’. Ligesom i disse hovedværker handler ‘Joker’ om en desillusioneret, forvitret sjæl, fanget i storbyens isolerende mørke. Det er tungt og dystert – og en helt ny retning for tidens altdominerende superheltefilm.

‘Arrival’. (Foto: PR)

‘Arrival’

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende.

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede.

‘The Revenant’. (Foto: PR)

‘The Revenant’

Han spiste rå bisonlever, han sov inde i et kadaver, og han kravlede, frøs, gryntede og skreg sig omsider til den Oscar, han øjensynlig var parat til at gøre alt for.

Leonardo DiCaprios indædte hengivelse til rollen som den historiske pelsjæger Hugh Glass, der bliver flået levende af en grizzlybjørn og efterladt til sin egen skæbne i et ugæstfrit vildnis, vil stå tilbage fra Alejandro González Iñárritus episke hævnwestern. Det samme vil mesterfotografen Emmanuel Lubezskis bjergtagende panoramaer af ødemarkens ufremkommelige vidder skudt i stoflig 65mm uden kunstig belysning, der kun overgås af vidden af Iñárritus vision.

Historien er egentlig ganske ligetil, dens metafysiske mellemspil irriterede mange, og filmen er nok lidt for lang. Men alt det virker som flueknepperi, når bjørnen kommer, for her er vi ikke blotte tilskuere – vi er simpelthen til stede sammen med Leo og kan på egen krop mærke kløerne, kulden og alle de umenneskelige pinsler, han må udstå i sin kamp for overlevelse, hævn og, ikke mindst, en Oscar.

Bjørneangrebet vil gå over i filmhistorien, men gennem samfulde 156 minutter er ’The Revenant’ spækket med overvældende scener, der minder os om, hvorfor investeringen i den der nye fladskærm måske alligevel var en meget god idé.

Adam Sandler i ‘Uncut Gems’.

‘Uncut Gems’

»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.

Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter  Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.

Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.

Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.

Jessie Buckley og Jesse Plemons i ‘I’m Thinking of Ending Things’.

‘I’m Thinking of Ending Things’

Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.

Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.

Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.

‘A Sun’.

‘A Sun’

Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.

Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…

Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.

 
‘Okja’. (Foto: Netflix)

‘Okja’

Oscar-sejren til ‘Parasite’ er en god anledning til at dykke ned i Bong Joon-hos bagkatalog, og her finder man blandt andet Netflix-filmen ‘Okja’, der måske ikke er så god som hans koreanske mesterværker, men alligevel mere end seværdig – og hyperaktuel.

Supersvinet Okja vokser op i landlig idyl hos pigen Mija i Sydkorea, men kidnappes og udsættes for ikke så få uhyrligheder af selvsamme grumme kødindustri, der har fremavlet grisebassen.

Ganske vist er Okja ikke mere virkelig end Gollum og E.T., men Joon-hos barske og excentriske ’familiefilm’ og skildringer af slagterier som veritable koncentrationslejre vil få selv den mest hardcore kødæder til at tænke en ekstra gang, inden der bestilles en skovlfuld Jagger-bugere til søndagstømmermændene. ’Okja’ er en film om en verden besat af infame vækstideologier og samvittighedsløs voldtægt af naturressourcer for profit, men det er – heldigvis – også en rørende og tidløs fortælling om et barn og hendes elskede dyrefølgesvend, der går lige i hjertet.

Heath Ledger i sin Oscar-vindende rolle som Jokeren i ‘The Dark Knight’.

‘The Dark Knight’

Endnu en Joker på listen, men der er ingen vej udenom evigt savnede Heath Ledgers historiske, Oscar-vindende skurkepræstation i Christopher Nolans bedste Bat-film, ‘The Dark Knight’. En præstation, der for mange stadig står som det ultimative, tøjleløse Joker-portræt af en superskurk, der her hverken er udstyret med en baggrundshistorie eller samfundssociale spidninger af »systemet«, der sviger. Ledgers Joker er legemliggjort kaos, der bare gerne vil brænde hele lortet ned, og australieren er noget nær ugenkendelig i hvad der på tragisk vis blev hans sidste rolle.

Med til det store billede hører naturligvis også, at resten af ‘The Dark Night’ er en gedigent velturneret actionfilm, der byder på en af de bedste biljagter nogensinde (til tonerne af Hans Zimmers bragende Nolan-horn, selvfølgelig) og Christian Bales ‘American Psycho’-smægtende flagermus i topform. Det er en popcornsfilm alenlangt over standard mainstreamniveau og en klassiker i superheltegenren, der snildt tåler mange gensyn.

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

’Marriage Story’

Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.

Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.

’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.

Kleenex påkrævet.

Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

‘Roma’

Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.

Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.

Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.

Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.

Natalie Portman i ‘Annihilation’.

’Annihilation’

’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.

Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.

En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.

‘The Boys in the Band’ (Foto: Netflix)

‘The Boys in the Band’

Træt af musicals? Bare rolig, der er nul mikrofoner her!

Netflix’ guldfugl Ryan Murphy (ham med ’Hollywood’ og ’Ratched’) har produceret denne filmatisering af 1960’er-teaterstykket af samme navn, hvis fortælling om en flok homoseksuelle mænd markerede en milepæl for LGBTQ-repræsentation på scenen i New York. Og selvom vi måske går og tænker, at underholdningsindustrien er kommet langt siden, føles filmversionen fra 2020 med et rent homoseksuelt cast både banebrydende og nødvendig.

Nihilistiske Michael (Jim Parsons) har arrangeret en fødselsdagsmiddag for sin BFF Harold (Zachary Quinto i dræberhumør), og de tætteste fem venner dukker op klar til fest (heriblandt Matt Bomer og Andrew Rannells). Men stemningen tager en giftig drejning, da frustrationer og fordomme bobler op til overfladen – og Michaels hetro-collegeven Alan banker på døren.

Parsons og Rannells især er tornadoer af selvlede og spydigheder, og man får selv helt ondt i maven, mens relationerne går op i limningen.

‘Atlantique’

’Atlantique’

Et forarmet Afrika, unge elskende, mænd, der driver afsted mod Europa, men kommer tilbage som zombier. Det er noget artsy shit, det her, er det ikke?

Til dels – man skal bestemt ikke vente sig konventionel fremdrift af den unge, kvindelige fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops debutfilm, der vandt Juryens Pris ved årets Cannes-festival. Det er en mystisk og drømmerisk film, men også gudesmuk og et flimrende billede af håb og aspiration i en ulige verden.

Så hvad laver sådan en film på Netflix? Det kan bestemt overraske, at lige netop Netflix nuppede distributionen af en så udpræget festivalfilm, men det siger noget om, at tjenesten også vil markere sig på artfilmområdet, og ’Atlantique’ havde sikkert ikke været tilgængelig i Danmark – ud over enkelte festivalvisninger – uden streamingtjenesten. Se den en dag, hvor du har overskud til at sætte pris på, hvordan filmsproget også kan formuleres.

Mads Mikkelsen og Kim Bodnia i ‘Pusher’. (Foto: Dick Lyngsie/Nordisk Film)

‘Pusher’ + ‘Pusher II’

Ja, ja, nu snyder vi lidt på bundlinjen, men ‘Pusher’ og ‘Pusher II’ skal stå sammen. Førstnævnte var Nicolas Winding Refns hårdtslående debut fra 1996, der landede som et veritabelt paradigmeskifte i dansk film, og etablerede Mads Mikkelsen som branchens største rising star.

Tonny – med solbriller koket i panden og »RESPECT« tatoveret i nakken – var på papiret en sølle og dybt enerverende smartass, som først og fremmest med sin urolige energi skulle irritere hovedrolleindehaver Kim Bodnias pusher på afveje mest muligt. Men i Mikkelsens vibrerende gestaltning fornemmede man alligevel en følsomhed bag facaden.

Det var denne følsomhed, Mads Mikkelsen byggede eminent oven på, da den pengepressede Refn ringede og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en opfølger – der resulterede i skuespillerens bedste præstation til dato.

Og det siger ikke så lidt.

‘Spirited Away’ på dansk ‘Chihiro og heksene’.

’Spirited Away’

Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.

Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.

Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.

Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.

’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.

‘Good Time’. (Foto: PR)

‘Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie – også repræsenteret på denne liste med ‘Uncut Gems’ – er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

‘Paddington’.

‘Paddington’

Hvis du aldrig har set hyggekomedien ‘Paddington’ fra 2014, undrer du dig muligvis lige nu over, om filmredaktionen kanske har fået en kollektiv hjerneblødning.

Men tro os: Det er simpelthen umuligt ikke at blive smaskforelsket i instruktør Paul Kings mesterlige film om den lille, talende  bjørn Paddington, der med sin kuffert rejser fra sit trygge hjem i Perus jungle (tænk ikke nærmere over geografien) til pulserende London. Paddington inviteres indenfor hos den søde familie Brown – med Sally Hawkins (‘The Shape of Warer’) og Hugh Bonneville (‘Downton Abbey’) i front – men den ondsindede »aristokrat« Millicent (Nicole Kidman) fra The Natural History Museum øjner en mulighed for at erhverve sig et pragteksempler til sin samling af udstoppede, sjældne dyr.

‘Paddington’ er propfuld af en vidunderlig scenografisk detaljerigdom og varm, velskrevet engelsk humor, der smyger sig om én som et varmt tæppe på en kold dag. Det er rent ud sagt magisk.

 
Al Pacino og Robert De Niro i ‘The Irishman’. (Foto: Netflix)

‘The Irishman’

’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge Martin Scorsese, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.

Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Frank ’The Irishman’ Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede.

Sikkert er det dog, at Sheeran (Robert De Niro) qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa (Al Pacino), en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne.

Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande går an, men langt vigtigere får de to kæmper Pacino og De Niro lov til at kappes om kameralinsens gunst, mens Joe Pesci er tilbage fra pensionen med et fantastisk underspillet portræt af en venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden.

Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre, hvor vi følger de leverplettede gangstere til alderdommens yderste kant, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller i ugedoseringsæsker. Muligheden for tilgivelse berøres, og ’The Irishman’ bliver en fornem elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen.

God streaming!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af