‘Bohemian Rhapsody’, hvor Rami Malek spillede Queen-forsanger Freddie Mercury, fik en blandet anmeldermodtagelse, men blev et kæmpe hit ved billetlugerne og nuppede fire Oscar-statuetter.
Den slags kalder jo på en opfølger, men det resterende Queen-band via guitarist Brian May har hidtil afvist ideen. Indtil nu.
»Vi kigger på det. Ja, vi har kigget på nogle idéer«, siger May i en Instagram Live-session.
»Det bliver svært at følge op på den første, da ingen af os kunne have forudset, hvor stor den ville blive. Vi lagde en masse hjerte og sjæl ind i at lave den, og ingen kunne have forudset dens succes […]. Men ja, we tænker, at det måske kunne ske, men det skal være et fantastisk manuskript. Det kommer til at tage noget tid at finde ud af det«.
Særligt Brian May spillede en stor rolle i tilblivelsen af ‘Bohemian Rhapsody’, hvilket ifølge nogle kritikere kunne mærkes, da Mercury blev fremstillet værre end bandet omkring ham.
‘Bohemian Rhapsody’ var med til at starte en mindre bølge af musik-biopics, der blandt andet har inkluderet ‘Rocketman’ om Elton John.