‘Abbott Elementary’
Det vrimler med prestigeserier som ‘The White Lotus’ og ‘Succession’ om verdens allerrigeste mennesker.
I den helt modsatte ende af skalaen finder man den gammeldags sitcom ‘Abbott Elementary’, der følger en gruppe hårdtprøvede lærere på en ludfattig folkeskole i Philadelphia.
Det komiske stortalent Quinta Bronson har både skabt den ‘The Office’-lignende mockumentary-serie og spiller hovedrollen som den overengagerede ildsjæl Janine, der sammen med sine kollegaer konstant må stå på mål for elevernes tarv på komisk vis.
‘Abbott Elementary’ har vundet adskillige fortjente Emmy-priser, og selvom serien følger en langt mere gammeldags komedieskabelon, formår den at smede banebrydende mainstream-underholdning ud af livet på lærerværelset. Og så er den virkelig godt og hyggeligt selskab.
‘A Murder at the End of the World’
Selv for folk, der er gået kold i mordopklarende krimier, er der noget at komme efter i ‘A Murder at the End of the World’, der måske bedst kan beskrives som elevated crime eller som ’Knives Out’ møder ‘Halt and Catch Fire’ møder true crime i et vemodigt filmsprog.
Historien handler om hacker-geniet Darby Hart (Emma Corrin fra ’The Crown’), hvis livslange besættelse af uopklarede mord på kvinder er resulteret i en bestseller, som igen resulterer i, at hun sammen med en række internationale frontfigurer bliver inviteret til et ganske særligt symposium i Island hos det Elon Musk-agtige techgeni Andy Ronson, spillet af Clive Owen.
Her møder Darby en særlig person fra sin fortid. Og står inden længe med et mystisk dødsfald på hånden.
‘The Bear’
Selvom det lyder tilforladeligt med en familiejet sandwichbiks i Chicago, er der ingen, der går helskindede ind eller ud af køkkenet i ‘The Bear’. For selvom restaurantens hjerteblod kan være mellem to stykker brød, er dens tragiske og hardcore-dramatiske fortælling en rå mundfuld. Det står klart fra øjeblikket, Carmy dropper sin tilværelse som pincetanrettende Noma-kok for at redde familierestauranten i kølvandet på sin brors selvmord.
Man kan kun elske hvert eneste umulige led i køkkenets rablende hakkeorden. Fra den bløde brødfyr Marcus til den ambitiøse unge kok Sydney, og ‘Girls’-skuespilleren Ebon Moss Bachrach, der er brillant som køkkenets fornærmede næstkommanderende.
‘The Bear’ har et bredt følelsesregister, og selvom det er tættere på dysfunktionel familieterapi end klassisk comedy, er de gode stunder heldigvis også intense. I seriens ventede anden sæson skal den umage madfamilie håndtere nye fine dining-udfordringer, og det går ikke stille for sig.
‘Only Murders in the Building’
Med en umage konstellation af Selena Gomez og de komiske legender Martin Short og Steve Martin er denne populære mysterieserie lidt af et unikum i tv-landskabet. Ikke mindst på grund af den gennemførte blanding af hyggekrimi og true crime-satire mikset med kærlige generationskløfter.
Da tre beboere i The Arconia – en historisk lejlighedsbygning på Manhattens Upper West Side – opdager, at de (trods mange forskelligheder) alle er superfans af den ‘Serial’-parodiske podcast ‘All Is Not Okay in Oklahoma’, sker der nemlig sjovt nok et mord i deres egen ejendom. Hvilket får dem til at starte deres egen detektivpodcast.
‘Only Murders in the Building’ er som oftest mere sjov end uhyggelig, men serien kender sin mysteriegenre ud og ind, så det er en rendyrket fornøjelse at se med. Undervejs bliver det endda tiltagende stjernespækket med både Paul Rudd og Meryl Streep som biroller i seriens tredje sæson.
’Fleishman is in Trouble’
På overfladen er der intet nyt under solen i skilsmissedramaet med Jesse Eisenberg og Claire Danes i hovedrollerne. En rig mand og en rig kvinde bliver skilt, og vi bliver klogere på, hvordan de kom til at hade og afsky hinanden.
Men i serieversionen af Taffy Brodesser-Akners bestsellerfænomen af samme navn, bliver newyorker-skilsmissen som filmisk institution også vendt på vrangen, da den velkendte Woody Allen-udlægning af snakkende og elskende overklassemennesker får en subtilt feministisk tur i manegen.
Toby Fleishman er en midaldrende læge, der netop har installeret en dating-app og er klar til at tage for sig af alt det, han gik glip af under sit lange ægteskab. Men da hans bryske og karrierefikserede kone Rachel afleverer børnene en dag for tidligt og forsvinder væk på et yoga-retreat uden udløbsdato, tager sommeren en eksistentielt eksplosiv drejning.
Man kan ikke se væk, før man får svaret på det banale bruds mysterie. Og uden vi mærker det, bliver der stukket akupunkturnåle i skilsmissefortællingens kønsstruktur, moderskab og faderskab med inspiration fra offertegnelsen i alt fra ‘Kramer mod Kramer’ til ‘Mrs. Doubtfire’ og ‘Marriage Story’.
‘What We Do in the Shadows’
Tilbage i 2014 begik Taika Waititi (ja, ham igen) en af nyere tids mest hysterisk morsomme komedier med vampyr-mockumentary-filmen ‘What We Do in the Shadows’. Filmen fulgte tre vampyrer i vor tids Wellington, New Zealand, som forsøger at tilpasse sig den moderne verden, og det samme gør spinoff-serien af samme navn, skabt af Waititi og samarbejdspartneren Jemaine Clement.
Handlingen er ganske vist rykket til Staten Island, New York, men det bliver serien absolut ikke mindre sjov af, når vampyrerne blotter både hjørnetænder og deres mest navlepillende sider foran ‘dokumentarkameraet’. Den har bevaret et højt niveau af grotesk, dybt fjollet og blodig genne tre sæsoner, hvor en række store stjerner har lagt vejen forbi i urkomiske vampyr-gæsteroller – heriblandt Tilda Swinton, ‘Booksmart’s Beanie Feldstein, Wesley Snipes og Waititi selv.
’The Americans’
’The Americans’ har aldrig helt fået den anerkendelse herhjemme, den fortjener. Men det bør der laves om på, for serien skrev sig direkte ind i tv-fortællingernes hall of fame, da den kørte fra 2013-18.
Hovedforfatter Joe Weisbergs historie om to sovjetiske agenter Philip (Matthew Rhys) og Elizabeth (Keri Russell), der lever et avanceret undercover-liv som amerikanske bedsteborgere med børn og fine jobs i Washington D.C., er noget nær ulideligt spændende, når ’ægteparret’ med tiltagende ekstreme metoder forsøger at aftvinge hemmeligheder fra magtens korridorer for at sende dem hjem på den anden side af jerntæppet.
’The Americans’ er gennem seks sæsoner en skarp og dybt nuanceret fortælling om idealernes konsekvenser: Aldrig entydig i sin moralske afdækning, aldrig klichéfyldt i sin plotmæssige forløsning, men påfaldende troværdig og skarpsindig i sit blik på sine bærende karakterer.
‘Reservation Dogs’
Med ‘Reservation Dogs’ har det newzealandske stortalent Taika Waititi (‘Jojo Rabbit’, ‘Thor: Ragnarok’) og vennen Sterling Harjo leveret en serie uden lige.
Vi har simpelthen aldrig tidligere set unge, indfødte amerikaneres dagligdag blive skildret med så stor originalitet og varme, der endegyldigt afliver Hollywoods stereotype »indianertroper«.
Historien følger fire elskeligt skæve teenage-rødder i et nutidigt »indianerreservat« i Oklahoma, hvor dagene går med småkriminalitet, så vennerne kan spare penge sammen til at flytte til Californien. Harjo er selv både indfødt amerikaner og fra selvsamme Oklahoma-miljø, og socialrealisme, surrealisme og en heftig dosis popkultur fletter sig fornemt ind i hinanden i serien, der er både meget, meget morsom og oprigtigt rørende.
‘Atlanta’
Med mesterværket ’Atlanta’ har Donald Glover vist sig som en af serielands mest visionære auteurs i nyere tid. Opusset er en skiftevis hårdtslående og poetisk tackling af, hvordan det er at være sort og desillusioneret i USA, men også en komplet uforudsigelig seriestørrelse, hvor hvert afsnit fungerer som en perfekt afrundet novellefilm spækket med overraskende drejninger.
Heriblandt, selvfølgelig, det forlængst ikoniske ’Teddy Perkins’-afsnit fra sæson 2, hvor Glover selv er uigenkendelig som en slags aldrende Michael Jackson-klon.
’Atlanta’s udsyn og filmiske sensibilitet kunne udelukkende være udsprunget fra multitalentets krøllede hjerne, og hovedpersonerne – Glovers musikmanageraspirant Earn, rapperen Paper Boi (Brian Tyree Henry) og slackervennen Darius (LaKeith Stanfield) – er alle tre forrygende karakterer, man har umådeligt svært ved at give slip på igen.
‘Under the Banner of Heaven’
»En af de bedste krimithrillers siden ‘True Detective’s første sæson«. Sådan skrev vores anmelder Lau Lehrmann begejstret om serien ‘Under the Banner of Heaven’, inspireret af Jon Krakauers kritikerroste true crime-roman af samme navn fra 2003.
Afsættet er den forfærdelige historie om et bestialsk mord på den unge mormonske kvinde Brenda Wright Lafferty (her spillet af Daisy Edgar-Jones) og hendes spæde datter i en forstad i Salt Lake Valley i Utah i 1984. Til serien har showrunner Dustin Lance Black (’Milk’) opfundet den mormonske politibetjent Jeb Pyre (Andrew Garfield), som sammen med den udefrakommende kollega Bill Taba (Gil Birmingham), der har rødder fra Paiute-stammen, sættes til at opklare sagen.
Morderen synes ligefor, da Brendas mand Allen (Billy Howle) træder blodindsmurt ud af mørket nær familiens hus – men så enkelt er det ingenlunde. Storspillende Wyatt Russell og Sam Worthington er også på rollelisten som Allens brødre, og hudfletningen af den mormonske tro og levevis er både rasende fascinerende og dybt forfærdende.
‘The Dropout’
Amanda Seyfried er skræmmende god i rollen som den virkelige, amerikanske iværksætter Elizabeth Holmes, der som bare 19-årig grundlagde virksomheden Theranos – et på papiret revolutionerende foretagende, der opfandt en lille maskine til avancerede blodtests med blot få dråber blod. Men hele eventyret var fup og svindel.
Theranos smuldrede i kølvandet på en afslørende artikel i Wall Street Journal i 2015, og Holmes afventer i skrivende stund en dom, der meget vel kan sende hende bag tremmer i 20 år. ‘The Dropout’ er skabt af Elizabeth Meriwether (‘New Girl’) og de første fire afsnit er instrueret af komiker Michael Showalter. Og det er forrygende god binge-underholdning, der vil få dig til at tabe underkæben af forargelse.
‘Oussekine’
Disney+’s egenproducerede ’Oussekine’ udfolder de virkelige begivenheder omkring politidrabet på en ung, uskyldig studerende i 80’ernes Paris: Malik Oussekine.
Malik blev tævet ihjel på vej hjem fra en koncert i 1988, og serien følger hans families kamp for retfærdighed imod et politisk system, der for alt i verden ikke vil give politiet et dårligt ry. Og som er gennemsyret af racisme. Det er en rørende og barsk serie, der ufortjent er fløjet under radaren herhjemme – men som man sluger i ét hug.
‘The Beatles: Get Back’
Nu tænker du måske: »En næsten otte timer miniserie fra Peter Jackson aka. manden med akut klipperumsallergi? Det lyder lige tungt nok«. Men tro os: ‘Get Back’ er intet mindre end en historisk oplevelse, der giver os det mest intime indblik i de fire beatlers venskaber og arbejdsproces, vi nogensinde har set fanget på film. Ja, redaktionens største Beatles-fan brød simpelthen ud i gråd undervejs i serien, som Jackson har klippet sammen af over 60 timers aldrig før set videomateriale.
Over en enkelt måned i 1969 samles firkløveret for at indspille en række nye sange, skabe en dokumentarfilm og forberede et koncert-event på fire uger. No biggie! Der er bare lige det, at Beatles ikke har optrådt live i årevis, og gruppen kan ikke blive enige om, hvad der egentlig ville være fedest: En tv-transmitteret show? En klassisk koncert?
Kameraet er med overalt: Når ’Get Back’ og ’Let it Be’ fødes fra anslag til færdig indspilning, når der grines, småskændes, jammes for sjov, og når gruppen endelig giver en ulovlig koncert fra toppen af Apple Studios midt i London, der trækker politiet til. Det er en dybt fascinerende bedrift, der føles så sprudlende, som var den optaget i går.
‘Dopesick’
Instruktøren af ‘Rain Main’, Barry Levinson, og skaberen af ‘Empire’, Danny Strong, står bag Disney+’s nye, store dramaserie. Og den er vred.
Rigtig vred.
Titusindvis af amerikanere dør hvert nemlig år af overdoser, og for mange starter forfaldet med noget så simpelt som en recept på smertestillende piller – og en stor del af tragedien kan spores tilbage til medicinalfirmaets Perdue Pharmas griske ugerninger i 1990’erne.
’Dopesick’ genfortæller tragedien fra pillens indtog på markedet til det juridiske opgør mod Purdue mange år senere. Over flere tidslinjer følger vi sælgerne, arbejderne, skurkene, anklagerne og lægerne, og sidstnævnte spor er det, der stråler klarest:
Michael Keaton er decideret fremragende som travl læge i en Virginia-flække, hvor kulminen slider arbejderne op. Hans intentioner er rene, men ligesom massevis af andre læger, bliver han forført på smertekonferencer, og brugt som værktøj i medicinalskurkenes skumle plan.
Andetsteds i castet brillerer Rosario Dawson og Kaitlyn Dever som henholdsvis efterforsker og ung pillemisbruger, og skønt Michael Stuhlbarg overspiller som en anden Dr. Evil i rollen som Perdue Pharma-skurk, er serien stærkt medrivende.
‘The Mandalorian’
Nu tænker nogle måske: »Nope, niks, sorry: Jeg er bare ikke til ’Star Wars’«
Hånden på hjertet og med fare for at træde nogen over tæerne: Det er heller ikke os alle på filmredaktionen, der er det. Men med ’The Mandalorian’ har Disney+ og Jon Favreau på magisk vis formået at skabe en brandcharmerende, actionpakket og overraskende rørende rum-western med et strejf af ’Indiana Jones’ i halvtimes-format (en hurtig tak til kvalitetsserier, der har forstået, at ikke alle afsnit nødvendigvis må og skal vare 58 minutter).
I princippet behøver du ikke kende en dyt til det oprindelige ’Star Wars’-univers, før du stifter bekendtskab med den maskerede dusørjæger og hans über-nuttede følgesvend, Baby Yoda, men for hardcore-fans er oplevelsen en sand skattejagt af easter-eggs. Og så formår Pedro Pascal (’Narcos’) at gøre The Mandalorian til en flerfacetteret karakter stort set uden at vise sit ansigt.
Læs vores anmeldelse af første sæson her og anden sæson her.
‘The Chi’
Serieskaber og ’Master of None’-Emmy-vinder Lena Waithe skævede ikke så lidt til ’The Wire’, da hun skabte ’The Chi’ om en række skæbner i Chicagos berygtede ghettobydel af samme navn. Og hendes karakteristiske føling med diversificeringen af sort repræsentation i moderne amerikansk fiktion fornægtede sig ikke:
»Et fascinerende karakterstudie af en gruppe (primært) mænd i Chicagos Southside, hvis liv forandrer sig af efterdønningerne af et mord på en ung mand. En gribende serie om hverdagen efter en tragedie, om sorg, maskulinitetskriser, uskyldstab og social arv«, skrev vores anmelder og kvitterede med fem stjerner.
Serien går i rette med stereotype skildringer af beboerne i udsatte storbymiljøer af den slags, Donald Trump tordnede imod under sin valgkamp, og skriver sig således ind i rækken af nyere film og serieværker om minoritetskulturer i USA, der med ’Moonlight’ i spidsen spinder vigtig samfundskritik over de dybt humane identitetsproblematikker bag statistikkernes sort-hvide skræmmebilleder.
‘Better Things’
Sam Fox er verdens værste mor. Og verdens bedste. At man kan skrive det uden at overdrive, siger noget om, hvor mangesidet et familieportræt Pamela Adlon leverer i sin komedieserie, der bevarer sit tårnhøje niveau igennem alle fem sæsoner.
Adlon har selv instrueret, mens den nu skandaliserede Louis C.K. var medforfatter på de første afsnit. Og fortælleoverskuddet bobler i historien om den hårdt prøvede skuespillermor, der bliver presset til det yderste af tre krævende børn (alle piger): En umuligt vrængende teenager, en overintellektuel tween og en quirky otteårig.
Det fine er, at man spejler de rapkæftede, ofte øretæveindbydende børn i moren, der skider højt og flot på politisk korrekthed, når hun skrider fra dem og tager på dating-weekend i et anfald af ’jeg har fået nok’ eller mobber dem under en bar mitzvah. Men det ville ikke være så godt og så sjovt, hvis det ikke også blev fulgt op af rørende kærlige øjeblikke, der understreger forældreskabets kompleksitet.
‘Legion’
’Fargo’-skaber Noah Hawleys pilotafsnit til sin originale ’X-Men’-seriespinoff fra 2017 er et af de bedste, vi nogensinde har set: Psykedelisk, eksperimenterende, visuelt overdådigt.
Hawley tager fat på en stort set ukendt X-Men-figur, David Charles Heller (søn af Professor Charles Xavier, kendt fra filmene), der er indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af sin personlighedsspaltning, men i virkeligheden besidder voldsomme kræfter, som der er rift om fra alle sider.
Efter første afsnits utrolige introduktion går der mere konventionel superhelte-opbygning i den gennem et par afsnit, men derfra vender serien ad flere omgange tilbage til sin hjernebrydende form, der blander virkelighed, mareridt og drømmeinfiltration a la ’Inception’.
Dan Stevens fra ’Downtown Abbey’ er perfekt castet til hovedrollen i en serie, som giver håb om, at der stadig kan være spræl og uforudsigelighed i superheltegenren. Og som i øvrigt sagtens kan ses, selvom man ikke har den mindste interesse for X-Men-universet som helhed.
’Trust’
Det er en yderst saftig, spontant neglebidende og rasende velspillet (semi-)autentisk historie, der folder sig ud i Simon Beaufoy og Danny Boyles historie om verdens rigeste mand, den usædvanligt nærige John Paul Getty, der i 1973 nægtede at betale løsesummen, da hans barnebarn (Harris Dickinson) blev kidnappet i Italien.
’Trust’ opererer et sted mellem kunst og kitsch, og aldrende Donald Sutherland har ikke overraskende en fest som iskold patriark. Men det er især blandt birollerne, at FX-serien løfter niveauet, med en gennemført fremragende Brendan Fraser som cowboy-cool privatdetektiv (dén havde man lige ikke set komme) og italienske Luca Marinelli som uhyggeligt temperamentsfuld, opportunistisk mafia-yngling.
Den hidsige Boyle’ske klipning, varme farvepalet og page turner-tempoet emmer til tider af lufthavnsroman – men når ’Trust’ borer kniven ind, løber det en koldt ned af ryggen.
‘WandaVision’
Disney+’s første, forrygende vellykkede Marvel-superhelteserie folder sig ud som en ni afsnit lang emotionel rutsjebanetur igennem syv tv-tidsaldre, med slapstick som traumebearbejdelse, superheltemytologi for viderekommende og easter egg-jagt udi himmerigs detaljerigdom.
Villavejs-løjerne, der løfter inspiration fra både ‘Pleasantville’, ‘Modern Family’ og ‘Twin Peaks’, er drøneffektivt drevet af to af MCU’s mindst sandsynlige MVP’s, heksen Wanda Maximoff (Elizabeth Olsen) og androiden Vision (Paul Bettany) fra ‘Avengers’-filmene – begge karakterer, der aldrig fik mulighed for at træde i karakter i vrimlen af helte på det store lærred, men som her fra første introduktion i blød 1950’er-sort-hvid fremstår som den Lynch-smægtende sitcom-familie, vi ikke anede, at vi savnede til at tage brodden af hverdagsabsurditeterne anno 2021. Sådan har vi ganske enkelt aldrig oplevet Marvel før.
Handlingen er … alternativ. Og jo mindre afsløret på forhånd, jo bedre. Men ja: Du skal have set ‘Avengers’-filmene først. Alle ‘Avengers’-filmene.