’Gagarine’: Fransk Cannes-film er en blomst på en kirkegård for nedrevet boligbyggeri
Filmen om boligblokken Cité Gagarine var anledning til forventningsfulde roser på sidste års Cannes-festival med de to debuterende instruktører Fanny Liatard og Jérémy Trouilh bag kameraet.
Gagarine er en rejse til en nedrivningstruet og nedslidt boligblok i udkanten af Paris, som den russiske kosmonaut og første mand i rummet, Yuri Gagarine, har lagt navn til.
Fortællingen har et klart anker i den virkelige verden, da boligblokken Cité Gagarine, som vi i filmen bevæger os rundt i, faktisk eksisterede. Nedrivningerne af byggeriet startede i 2019 og stod på i omtrent 16 måneder. Og filmen er altså en sidste rejse ind i blokken, som har været et hjem for mange siden 60’erne.
Der er omdiskuterede boligområder i de fleste byer. Den såkaldte ghettoliste satte mange hidtil ukendte danske boligblokke på landkortet. Det er noget, de fleste har en holdning til, men det er de færreste, der ved, hvordan det ser ud indeni. I ’Gagarine’ får vi et indblik ind i virkeligheden bag bygningernes facader, hvor fællesskab og følelser blomstrer frem og giver summende liv til den omstridte beton.
Vi følger 16-årige Youri, som med sit navn og med fascinationen af stjernerne og rummet nærmest er en slags genfødsel af den russiske kosmonaut. Youri elsker sit hjem i Gagarine, og det eneste sted, han længselsfuldt drømmer om, er rummet.
Som et barn af Gagarine kender Youri ikke til andet. Han engagerer sig i fællesskabet og deler sin passion med beboerne ved at arrangere en skueplads til solformørkelse, så de sammen kan betragte det særlige fænomen. Selvom Youri er et forsømt barn, er han mild, følsom og vellidt af de øvrige beboere.
Moren har efterladt Youri i Gagarine til fordel for sin nye mand og deres fælles børn – der er ikke plads til ham i det nye liv. Men han har ikke opgivet håbet og prøver gentagne gange at komme igennem telefonsvaren, dog uden held. Man forstår derfor udmærket, hvorfor Youri ikke kan bære tanken om at se Gagarine gå til grunde. Hjemmet er hans eneste holdepunkt, og beboerne her er hans familie.
Uden meget at kæmpe med forsøger Youri og vennen Houssam at udbedre bygningerne, inden de skal synes af kommunen. De fikser elevatoren og allierer sig med den kække Diana, som kan skaffe adgang til en lagerhal med alskens efterladenskaber fra tidligere levende boligblokke – en kirkegård for alment boligbyggeri. Dianas romafamilie har slået sig ned ved siden af Gagarine, og Youri har fået øjnene op for Diana gennem sit teleskop.
Håbet står stærkt, og en spirende ungdomsforelskelse vokser mellem generte Youri og den mere vovede Diana. Sammen får de tre sat bygningen i stand, men da synet kommer, bliver indsatsen knap bemærket. Og kort tid efter bliver nedrivningen en realitet. Alle skal flytte eller genhuses, og opbruddet tager hårdt på Youri, som ikke har andre steder at søge hen.
’Gagarine’ er en film om, hvordan drømme godt kan blomstre i nedslidte boligblokke. Hvordan der er mere end blot mursten på spil med skildringen af det rumlige fællesskab. Den politiske tone træder momentvis lidt for meget frem. Det er meget tydeligt, hvor empatien ligger.
Flere indstillinger indfanger det trygge, hjemlige og konfliktfyldte i et område som Gagarine, mens filmens montager tilføjer en lidt happy-go-lucky-agtig stemning, hvor der skøjtes lidt let hen over karakterernes udvikling og tyngde. Spillet med magi og virkelighed tilføjer en poetisk og vemodig tone til filmen.
Youri fortæller Diana om galaktiske forstæder, der ikke lyser tydeligt op på himmelen, men er nødvendige for, at stjernerne kan eksistere. Måske er det den samme fortælling med Gagarine og de mange forhadte boligblokke.
For Youri er de planetariske drømme både en flugt fra virkeligheden og drivkraften til at kæmpe videre. Youri giver Gagarine sjæl og liv, og de to vokser nærmest sammen.
Kort sagt:
Med en socialrealistisk nerve prikker ’Gagarine’ til en betændt og vanskelig diskussion, og med sine magiske indslag tilbyder den en poetisk indgang til de forhadte boligblokke.