De 25 bedste film på Viaplay lige nu

Viaplay gemmer på et fuldfedt filmkatalog, der foruden store klassikere og skæve indiekomedier også byder på en række af de seneste års bedste film a la 'The Assistant' og 'Never Rarely Sometimes Always'. Det kan være svært at få overblik i stjernevrimlen, så vi guider her til de bedste fund – i tilfældig rækkefølge.
De 25 bedste film på Viaplay lige nu
'God's Own Country'. (Foto: PR)

Har du tjekket vores podcast Soundvenue Streamer, som hver uge sætter krogen i de mest opsigtsvækkende nye serier og film?

‘God’s Own Country’

Francis Lees debutfilm står på overfladen i skærende kontrast til Guadagninos solrige paradis. Her er settingen det barske landliv i West Yorkshire, hvor Johnny (Josh O’Connor fra ’The Crown’) arbejder som modvillig fårefarmer, da hans far er blevet invalideret af et hjerteanfald.

Men filmens kerne er på mange måde den samme som i ’Call Me By Your Name’, idet Johnnys liv som skabshomoseksuel med engangsknald og sanseløs druk vendes på hovedet ved ankomsten af rumæneren Gheorge (Alec Secareanu) – et blidt naturtalent inden for landbrug, som tvinger Johnny til at konfrontere sin egen seksualitet og modstridende følelseshav.

’God’s Own Country’ står som en nyklassiker inden for genren med to uforglemmelige præstationer i front. Og filmen sendte Francis Lee direkte til Hollywood, hvor han senere instruerede ‘Ammonite’ med Kate Winslet.

‘The Babadook’ – en af nyere tids mest skræmmende gyserfilm.

‘The Babadook’

Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.

Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.

’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.

Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.

’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.

Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.

Dan Stevens i ‘The Guest’. (Foto: PR)

‘The Guest’

Er Dan Stevens et af de bedste bud på den næste James Bond? Vi er klar til at kaste en stemme efter englænderen, og hvis du hidtil kun har set ham i ‘Downtown Abbey’ eller ‘Eurovision Song Contest’, så anbefaler vi at tjekke thrilleren ‘The Guest’ ud i aften.

En mystisk fremmed dukker op på dørtrinnet hos familien Peterson, der bor i en lille flække i Midtvesten. Han præsenterer sig som ’David’ og påstår at have tjent i militæret med deres afdøde søn, Caleb. Familien inviterer ham til at blive i huset, og han flytter sågar ind på den afdøde søns værelse. Men i takt med at voldelige hændelser hober sig op i den lille flække, begynder familien at fatte mistanke om, at David ikke er den, han udgiver sig for at være.

Indrømmet, filmen stikker noget af i sidste akt, men man bider stadig negle over Dan Stevens isnende præstation som totalt utilregnelige David, hvis psykopati skinner stadigt mere igennem i takt med at nettet strammes.

‘Never Rarely Sometimes Always’. (Foto: PR)

‘Never Rarely Sometimes Always’

Det kan muligvis undskyldes med corona, men det er uanset hvad skandaløst, at Eliza Hittmans sublime historie om en 17-åriges piges kamp for at få en abort aldrig fik biografpremiere i Danmark.

Men! Nu kan du fange filmen på Viaplay, hvor du får en af nyere tids mest emotionelt nervepirrende thriller, når Autumn og kusinen Skylar tager på en farefuld færd mod New York, fordi hjemstaten Pennsylvania umuliggør en abort uden forældrenes indblanding. Med udsøgt empati og naturalisme viser Hitman, hvor udsat man som ung kvinde kan være i verden – og de uprøvede Sidney Flanigan og Talia Ryder er simpelthen utrolige i hovedrollerne.

»Et indigneret, gribende og sjælknusende mesterværk«, som vores anmelder Jannie Dahl Astrup skrev.

Kumail Nanjiani og Zoe Kazan i ‘The Big Sick’.

‘The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i 2017 af hylende morsomme ’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist. Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selv hovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.
Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre – scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano – og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tage aktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid – ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’ – og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA. ’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellem blomstrende fordomme og politisk korrektheds-pavernes tyranni – og den mest ærlige romance i årevis.

Daniel Kaluuya i ‘Get Out’. (Foto: UIP)

‘Get Out’

Sidste år kårede vi slet og ret komikeren Jordan Peeles racesatiriske gyser til 2010’ernes vigtigste film, der formidabelt spidder det liberale Amerikas selvtilfredse hykleri (»jeg ville have stemt på Obama for tredje gang«), mens den nuanceret skildrer oplevelsen af at være sort i Guds Eget Land. Sat på spidsen, jovist, men dog alligevel følelsesmæssigt rodfæstet i en genuin afroamerikansk erfaring.

Historien om en ung sort fyr (Daniel Kaluuya), der skal møde sin hvide kærestes (Allison Williams) mistænkeligt imødekommende familie for første gang, rammer zeitgeisten lige i røven, og filmen blev en kæmpesucces både ved billetlugerne og i Oscar-sammenhæng, hvor Peele vandt statuetten for bedste originale manuskript.

Men jo mindre du ved om plottet forinden, jo bedre.

’Get Out’ er en film af sin tid, hvis cocktail af isnende gys (10’ernes måske mest sprudlende genre), komedie og samfundsanalyse samtidig gør den til et fyrtårn for både arthouse- og mainstream-filmens fremtid. Og så indeholder den scener, du simpelthen aldrig vil glemme.

‘The Handmaiden’. (Foto: PR)

‘The Handmaiden’

Få film kan bryste sig af flere twist’n’turns end Chan-wook Parks ’The Handmaiden’, der (næsten) erstatter instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv til fordel for en kalejdoskopisk, betagende smuk fortælling om forførelse, lesbisk kærlighed og bedrag i 1930’ernes japanskbesatte Korea.

Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte…

’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten på hovedet, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet tørt på.

‘Blade Runner 2049’. (Foto: PR)

‘Blade Runner 2049’

Den forudgående hype til trods blev Denis Villeneuves opfølger til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ikke nogen videre succes ved de amerikanske billetluger tilbage i 2017 – akkurat som den første ’Blade Runner’ heller ikke var det tilbage i 1982.

Måske er det ’Blade Runner’s lod ikke at modtage retmæssig anerkendelse i sin samtid, om end ’2049’ dog begejstrede en lang række kritikere. Villeneuves feberdrøm af en futuristisk fabel var lang, ja – måske også for lang. Men filmen leverer ikke desto mindre en seeroplevelse, man meget sent glemmer.

Foruden Ryan Goslings medrivende centrale præstation som alle tiders mest poetisk melankolske androide (move over, Roy) på jagt efter en højere mening med sin eksistens, var ’2049’ en åndeløst overrumplende æstetisk såvel som audiovisuel triumf, der sømløst byggede ovenpå Scotts oprindelige fortælling uden at give tab på sine egen originalitet.

Ikke overraskende var Villeneuves filmiske sensibilitet for sjælfuld filosofisk slow-sci-fi (’Arrival’) og personinstruktion (’Prisoners’) et perfekt match med ’Blade Runner’s univers, der i ’2049’-udgaven forvandlede selv et lystent hologram (Ana de Armas) til en overraskende rørende allegori over falmende menneskelighed i maskinernes tid.

Julia Garner i ‘The Assistant’.

‘The Assistant’

En af 2020s mest hypede amerikanske film er en lille genistreg med stor slagkraft. Den spillefilmdebuterende instruktør Kitty Green har nemlig begået den hidtil mest effektive MeToo-film om en ung assistent på et filmselskab i New York, der får fornemmelsen af, at hendes magtfulde chef driver rovdrift på kvindelige ansatte såvel som klienter.

The Assistant’ er det modsatte af en film, der råber sit budskab igennem en megafon, men derimod en afdæmpet, uhyggeligt realistisk skildring af magthierarki og hverdagsudnyttelse på en arbejdsplads i mediebranchen, hvor det er de yngste ansatte, der trædes på af indifferente chefer. Og Julia Garner (’Ozark’) er en åbenbaring i hovedrollen som Jane, hvis øjne afslører hvert et lille selvværdsknæk og tvivl, da hun forsøger at gå imod »systemet«.

Tilbage sidder man med ondt i maven og spørgsmålet: Hvad ville jeg selv gøre?

‘Spider-Man: Homecoming’.

‘Spider-Man: Homecoming’

»Har verden virkelig brug for flere ’Spider-Man’-film?« sukkede rundt regnet alle, da Sony Pictures og Marvel annoncerede, at vægkravleren skulle genoplives for tredje gang på et årti (en træt skæbne kun matchet af DC’s Batman). Og så meget desto mere glædeligt naturstridigt er det, at drønsympatiske Tom Hollands kejtede Peter Parker ikke alene er en knuselskelig, ungdommelig tilføjelse til Marvel Cinematic Universes voksenhelte, men ganske enkelt den bedste Spider-Man set på film.

Anslaget alene er en lille genistreg: Frem for at slæbe sig igennem edderkoppebid og Uncle Bens tragiske død igen, igen, lægger ’Homecoming’ ud med en urkomisk introsekvens, hvori Peter tager os med bag scenerne under Civil War-opgøret, der blev Spider-Man’s debut i Avengers-folden. Det er herligt absurd at få optrevlet den håbløst ordinære rejselogistik bag actionbraget i Tyskland: En ekstatisk spændt Peter babysittes af Tony Starks mutte højrehånd Happy (Jon Favreau) på flyrejsen til Europa, hvor den står på hotelindlogering, dragtpåklædning og møjsommelig transport til kamppladsen.

Senere får vi dejligt tvetydige Michael Keaton som flerfacetteret, meget menneskelig arbejderklasseskurk, Zendaya som MJ og vidunderlige Marisa Tomei som Tante May 2.0. Men størst af alle: Tom Holland, altså. For pokker, hvor er han god.

‘The Farewell’.

‘The Farewell’

Glem alt om, hvorvidt du synes eller ikke synes, at komikeren Awkwafina er sjov i sine humoristiske roller a la ’Crazy Rich Asians’, for her leverer hun en dramatisk storpræstation. Awkwafina spiller amerikansk-kinesiske Billi, der rejser fra sin semimislykkede tilværelse som forfatter i New York tilbage til Kina, hvor hendes farmor er dødeligt kræftsyg. Hvilket familien efter kinesisk tradition undlader at fortælle hende.

Lyder det for mærkeligt til at være troværdigt, så er det faktisk instruktør Lulu Wangs egen historie, hun her gengiver med skønt blik for sammenstødet mellem amerikanerdelen af familien og den del, der er blevet tilbage i hjemlandet. ’The Farewell’ er faktisk sjov og ja, den er indbegrebet af det, man med et forslidt ord vil kalde hjertevarm.

Michael B. Jordan og Kevin Durand i ‘Fruitvale Station’.

‘Fruitvale Station’

Når protesterne i kølvandet på mordet på George Floyd koger over, som de gjorde tidligere i år, skyldes det selvfølgelig, at det langt fra er en engangsforeteelse: Amerikansk historie er skræmmende rig på eksempler, hvor sorte mennesker er døde i politiets varetægt. I 2009 blev 22-årige Oscar Grant III for eksempel skudt af en politibetjent nytårsdag på en togstation i Oakland, mens han blev holdt nede på jorden af en anden betjent. Også dengang blev begivenhederne optaget på flere mobiltelefoner, og også dengang medførte hændelsen store protester. Betjenten kom i fængsel i 11 måneder for uoverlagt mord.

I 2013 debuterede den senere ’Black Panther’-instruktør Ryan Googler med en film, der loyalt og med dybfølt humanisme skildrer Oscar Grants liv op i døgnet op til det fatale møde med politiet, så man kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve sit komplicerede liv som alle andre for pludselig at møde en ubodelig skæbne, blot fordi man er sort og bliver anset som en trussel. Michael B. Jordan er fremragende i hovedrollen.

Jacob Lohmann og Tarek Zayat i ‘Shorta’.

‘Shorta’

Dansk film fik sig et sjældent potent actiondrama, da Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid stak alle fire hænder i hvepsereden og lavede en film om to politimænd fanget i et socialt boligbyggeri, på et tidspunkt hvor politibrutalitet og racisme blev debatteret som aldrig før i kølvandet på George Floyd-mordet, og ghettopakken var på den politiske dagsorden.

Filmen vakte debat, og man kan sagtens diskutere, om vi ikke trænger til flere film, hvor de brune danskere er andet end biroller. Men Ølholm og Hviid skabte til gengæld den første danske film nogensinde, der har sat racisme og brutalitet i det danske politi på dagsordenen. Og hverken Mike eller Jens skildres ligefrem som Guds bedste børn.

Først og fremmest er ’Shorta’ dog en stram, veldrejet og stilistisk overbevisende film med tre forrygende skuespilpræstationer i centrum: Jacob Lohmann og Simon Sears som de to betjente Mike og Jens med forskelligt moralsk kompas, der udviskes og delvist ombyttes undervejs, og stortalentet Tarek Zayat som den unge knægt, der bliver offer for førstnævntes chikane.

‘Waves’. (Foto: PR)

‘Waves’

Velkommen til en af sidste års bedste ungdomsfilm – med det suverænt bedste soundtrack.

Den 31-årige instruktør Trey Edward Shults (’Krisha’, ’It Comes at Night’) har sammensat en uimodståelig playliste i ’Waves’, der byder på blandt andre Tame Impala, Tyler, The Creator, Kendrick Lamar, SZA og Kanye West. Sammen med den æstetiske billedside i blød neon og flimrende sollys væver sangene sig fornemt ind i fortællingen om det sorte brydetalent Ty (Kelvin Harris Jr.), hvis sorgløse highschool-liv pludselig krakelerer, da en skulderskade sætter punktum for sportsdrømmene.

Halvvejs igennem historien tager filmen dog en højest overraskende drejning, der retter fokus mod Tys lillesøster Emily (Taylor Russell), og uden at afsløre for meget sidder man tilbage en stærk fortælling om sorte unges kamp for at claime deres plads i samfundet – selv dem, der begår sig i den øvre middelklasse.

‘Festen’. (Foto: PR)

‘Festen’

En af dansk films største værker luner sig også på Viaplay:

I ‘Festen’ drog debutanten Thomas Vinterberg sublimt fordel af dogmereglernes frisættelse og fandt en uimodståelig energi i det simple, håndholdte filmsprog. Dialogen i familiedramaet er naturlig, og de enkelte scener bobler af vitalitet – men filmen undgår samtidig at skære filmsproget så meget ind til benet, at det ender som prosaisk socialrealisme.

Vinterberg dyrker poesien i blandingen af drøm og mareridt, og fremlægger samtidig en blændende satire over dansk fællesskab og hygge som repressivt filter over sandhed og retfærdighed.

Midt i traurigheden står de gyldne humoristiske øjeblikke i kø, og Thomas Bo Larsen leverer oneliners på stribe (»deet sgu da min bror«, »det er DIG, der pakker skoene« og »hvor får du krøllet din skjorte« er et par af mine favoritter). Filmen var et gennembrud for den vel nok bedste danske skuespilgeneration, vi har set i Danmark nogensinde, med Ulrich Thomsen, Paprika Steen, Trine Dyrholm, Bjarne Henriksen og Thomas Bo Larsen i uforlignelige præstationer.

‘The Place Beyond the Pines’.

‘The Place Beyond the Pines’

I instruktør Derek Cianfrances melodiøse og gribenden neo-noir spiller Bradley Cooper en ung politibetjent, der kæmper for ikke at blive revet med i den korruption, der dominerer i hans afdeling, mens Ryan Gosling er stuntmotorcyklist turned kriminel (han og instruktøren samarbejdede også på ‘Blue Valentine’).

De to mænd kommer på fatal kollisionskurs, og i et seperat plotsspor opruller to teenagedrenge (Dane DeHaan og Emory Cohen) konsekvenserne af de dramatiske begivenheder 15 år senere. Det er en barsk fortælling om fædre og sønner, løs inspireret af Cianfrances eget forhold til sin far, og på sidelinjen brillerer Eva Mendes (Goslings hustru IRL), Rose Byrne og Ben Mendelsohn.

‘Manchester by the Sea’. (Foto: PR)

‘Manchester by the Sea’

Instruktør Kenneth Lonergan har blot lavet tre film, og selvom han startede på allerhøjeste niveau med ’You Can Count on Me’, må man konstatere, at han bare er blevet bedre og bedre med årene.

Lonergan viser, at intensitet og spændingsmæssig fremdrift ikke behøver forlade sig på cliffhangers, action og anden højdramatik. Den kan også udspringe af noget så simpelt som menneskeligt nærvær, ultratroværdig dialog og minutiøse iagttagelser af mennesker med ondt i livet. Og ondt i livet har Casey Afflecks sørgmodige Lee Chandler i ’Manchester by the Sea’.

Først langt inde i filmen bliver det afsløret hvorfor, men når det sker i en skæbnesvanger sekvens, er det en af de største mavepuster på film i nyere tid.

’Manchester by the Sea’ er en hård og illusionsløs film, men også en human film. Der er mere humor, end man skulle tro – særligt i forholdet mellem Lee og hans nevø (Lucas Hedges), som han bliver ufrivillig værge for efter sin brors død.

Det er meget svært at forestille sig, at Lonergan også kan overgå sig selv næste gang.

Timothée Chalamet i ‘Call Me By Your Name’.

’Call me by your name’

Luca Guadagnino skabte en af nyere tids mest sensuelle filmforelsker med ’Call Me By Your Name’, der katapulterede Timothée Chalamet mod toppen af Hollywood og langsomt knuste vores hjerter.

Men selvom filmens slutning får tårerne til at trille ned ad kinderne, står filmen som en hjertevarm hyldest til kærligheden og et smukt øjebliksbillede på en snotforvirret teenagers overgang til voksen.

Guadagninos sansemættede billeder og det fantastiske score fra Sufjan Stevens formidler et italiensk paradis af ferskner og korte shorts, der sætter sig i kroppen som en indre varme. Man kan måske anfægte, om filmen er lidt berøringsangst, når det gælder de omdiskuterede sexscener, men det tager ikke noget fra det stærke helhedsbillede af en af 10’ernes mest ikoniske kærlighedshistorier (om end Armie Hammers stjerne er gået ned i flammer sidenhen).

‘Spotlight’. (Foto: PR)

‘Spotlight’

Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i 2016, var der mange, der så det som et konservativt valg. Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.

Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.

’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo i front.

Saoirse Ronan og Timothée Chalamet i ‘Little Women’.

‘Little Women’

Lad det være sagt med det samme: Dem, der måtte antage, at en film med titlen ‘Little Women’ givetvist også kun er for kvinder, risikerer at snyde sig selv for en flot og medrivende filmoplevelse fra en af Hollywoods bedste unge instruktører, Greta Gerwig.

Ja, Louisa May Alcotts amerikanske romanklassiker er blevet filmatiseret et hav af gange før (okay, kun fem), men det her er ‘Little Women’, som du aldrig har set den før: Både på den fantastisk flotte billedside og indholdsmæssigt, hvor Oscar-nominerede Gerwig, som også har skrevet manuskriptet, har givet fortælleformen et interessant, nyt twist, der især vender slutningen på hovedet.

‘Little Women’ er en opløftende, feministisk film, der byder på aldeles fremragende skuespilpræstationer af blandt andre Oscar-nominerede Saoirse Ronan og Florence Pugh, såvel som Timothée Chalamet i en nøglerolle på sidelinjen. Det handler om søskendebånd og familieloyalitet, jovist, men først og fremmest om at turde favne sit eget potentiale, også selvom det betyder, at man måske vælger den rosenrøde romance fra i processen.

Leonardo DiCaprio i ‘The Wolf of Wall Street’.

‘The Wolf of Wall Street’

Er Scorseses film om Wall Street-milliardæren Jordan Belfort en apologi for amoralsk opførsel? Det mente mange, da ‘The Wolf of Wall Street’ ramte biograferne i 2014, men filmen er immervæk en tour de force i rytme, klipning og fortælleenergi, der er noget nær umulig at modstå.

Skildringen af Belfort gav hovedrolleindehaver Leo mulighed for at spille på alle tangenter (endnu en film, han burde have fået en Oscar for), hvor kropssprog og fysik smelter sammen med hans verbale kadencer. Og han snakker rigtigt meget – ikke mindst i de forrygende peptalks, han giver sine ansatte. Der er en rytme og et energisk svaj i Leos diktion filmen igennem, og han tillader ikke en falsk forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen. Fornemt suppleret af Jonah Hill, Margot Robbie og Matthew McConaughey på sidelinjen.

Det er en af instruktør Martin Scorsese bedste og mest ublu underholdende film siden ’Goodfellas’ – og absolut den sjoveste til dato.

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i Ang Lees ‘Brokeback Mountain’.

‘Brokeback Mountain’

Ang Lees smerteligt smukke cowboyromance fra 2005 er en Hollywood-banebrydende nyklassiker, der er lige så poetisk som den er brutal i sin skildring af kærligheden mellem to mænd, hvis hemmelige relation i 60’ernes Wyoming er dømt til at ende i tårer (for både dem og os, vel og mærke). Hvis ikke værre…

Heath Ledger og Jake Gyllenhaal leverer pragtpræstationer som den formummede knudemand Ennis og rapkæftede Jack (de to skuespilleres kemi affødte et tæt venskab IRL), mens Michelle Williams og Anne Hathaway yder stærk support som hustruerne på sidelinjen.

Filmen blev nomineret til otte Oscars og vandt de tre, for Bedste instruktør, adapterede manuskript og musik, men at Ledger og Gyllenhaal begge blev forbigået var lettere skandaløst (om end førstnævnte trods alt tabte til Philip Seymour Hoffman).

‘Arrival’.

‘Arrival’

Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve årtiets mest ambitiøse og dybt originale sci-fi-film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander. Og sekvensen, hvor sprogforskeren Louise Banks (Amy Adams) og fysikeren Ian Donnellys (Jeremy Renner) for første gang stiger op i UFO’ens indre, er intet mindre end sublimt spændings- og stemningsopbyggende.

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som han også demonstrerede i narkothrilleren ’Sicario’ (en anden nyklassiker), og som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende, slet skjult samfundssatirisk (og melankolsk) ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers snarere er mobbeoffer end forbillede.

Mads Mikkelsen i ‘Pusher II’.

‘Pusher’ + ‘Pusher II’

Ja, ja, nu snyder vi lidt på bundlinjen, men ‘Pusher’ og ‘Pusher II’ skal stå sammen. Førstnævnte var Nicolas Winding Refns hårdtslående debut fra 1996, der landede som et veritabelt paradigmeskifte i dansk film, og etablerede Mads Mikkelsen som branchens største rising star.

Tonny – med solbriller koket i panden og »RESPECT« tatoveret i nakken – var på papiret en sølle og dybt enerverende smartass, som først og fremmest med sin urolige energi skulle irritere hovedrolleindehaver Kim Bodnias pusher på afveje mest muligt. Men i Mikkelsens vibrerende gestaltning fornemmede man alligevel en følsomhed bag facaden.

Det var denne følsomhed, Mads Mikkelsen byggede eminent oven på, da den pengepressede Refn ringede og spurgte, om han ville spille hovedrollen i en opfølger – der resulterede i skuespillerens bedste præstation til dato.

Og det siger ikke så lidt

Daniel Day-Lewis i Paul Thomas Andersons ‘There Will Be Blood’.

‘There Will Be Blood’

Paul Thomas Anderson overraskede alt og alle, da han fulgte op på den lille romantiske komedie ’Punch-Drunk Love’ med episke western ’There Will Be Blood’ – der sidenhen har toppet adskillige lister over det 21. Århundredes foreløbigt bedste film.

‘There Will Be Blood’ er ganske vist ikke en western i traditionel forstand, men genrens karakteristiske, barske kulegravning af den amerikanske drøm er mere end intakt i fortællingen om sølvgraveren Daniel Plainview (alene efternavnet … ), der tilfældigt støder på en oliekilde.

Filmen udspiller sig i prærierens sortstænkte ørkenstøv mellem 1898 og 1927, hvor Plainviews opdagelse lægger grunden til et ambitiøst borefirma. Undervejs tager manden en forældreløs dreng til sig, men mens olien siver op til overfladen, kommer også grådigheden og magtliderligheden til syne.

Det er grumt – og grumt velspillet med af Daniel Day-Lewis i front, der her leverer en af filmhistoriens måske bedste præstationer.

’There Will Be Blood’ lægger sig selvbevidst i forlængelse af tidligere amerikanske storfilm som ’Citizen Kane’, og guitaristen fra Radiohead, Johnny Greenwood, har leveret det stærke soundtrack.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af