‘The Beatles: Get Back’: Peter Jacksons Beatles-dokumentar er ganske enkelt mageløs
Da The Beatles udsendte deres sidste album ‘Let It Be’ i maj 1970, var gruppen netop gået i opløsning.
Tilblivelsen af forgængeren ‘Abbey Road’ havde ikke været gnidningsfri, og historierne om The Fab Four’s skærmydsler fik yderligere mediebevågenhed, da instruktøren Michael Lindsay-Hoggs film ‘Let It Be’ ramte biograferne samtidig med nyheden om bruddet og viste firkløveret med en anspændt kemi.
Var de fire ungdomsvenner fra Liverpool virkelig så eddikesure på hinanden?
Med adgang til mere end 56 timers råmateriale fra Lindsay-Hoggs filmruller giver Peter Jackson i denne nye serie á tre episoder en frisk, nuanceret og ikke mindst yderst detaljerig fremstilling af, hvordan The Beatles samarbejdede og interagerede med hinanden.
Efter at have fordybet sig i et væld af eksotiske instrumentklange og komplekse produktioner på ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ (1967), ‘Magical Mystery Tour’ (1967) og ‘The White Album’ (1968) ønskede gruppen at vende tilbage til det enkle, rå udtryk, som kendetegner deres første plader.
Af samme grund skulle albummet også oprindeligt hedde ‘Get Back’ samt skrives og indspilles i løbet af tre uger i januar 1969, mens et filmhold fulgte processen som en flue på væggen.
Dele af denne plan skrider dog hurtigt, da filmkulisserne i Twickenham ikke just er befordrende for kreativiteten. The Beatles kæmper med at få form på de nye sange, og da George Harrison pludseligt forlader gruppen, er vi vidne til et band i krise.
Selvom han vender tilbage nogle dage senere, er det i stunder som disse, at seriens gennemgang af bandets hverdag virkelig kommer til sin ret. Lennon forsøger at lette anspændtheden med en joke (»hvis George ikke er tilbage på tirsdag, får vi fat i Eric Clapton«), men kameraets dvælen ved McCartneys bekymrede blik fastholder situationens alvor.
Peter Jackson gør ligeledes suverænt brug af kildematerialet ved at implementere en hidtil ukendt lydoptagelse af en samtale mellem John og Paul. Man er fuldkomment tryllebundet af dette musikhistoriske topmøde, hvor The Beatles’ kreative drivkræfter reflekterer over gruppens historie og sammenhold.
‘Get Back’ gør desuden eftertrykkeligt op med myten om Yoko Ono som en årsag til splid i gruppen. Bevares, hun viger ikke fra Lennons side, men blander sig heller ikke på noget tidspunkt, når The Beatles diskuterer tekstbidder og akkordskift.
I øvrigt får de tre andre medlemmer skam også besøg af familien, hvilket blandt andet belyses i en livsbekræftende scene, hvor McCartneys steddatter Heather leger med Ringo Starrs hi-hat.
Efter nogle uinspirerende dage i filmstudierne flyttes produktionen til Beatles’ hovedkvarter Apple, og her løftes stemningen og samarbejdet betragteligt. Hvor de andre hovedsaligt var passive over for McCartneys initiativer i Twickenham, er den kreative dynamik langt mere i balance nu, hvor de er på hjemmebane i London.
Det er dybt rørende at se verdens største band i så højt humør og være lige dele fjollede og fokuserede, alt imens klassikere som ‘Let It Be’, ‘Get Back’ og ‘Don’t Let Me Down’ finjusteres foruden forsigtige forsøg på senere solosange som Lennons ‘Gimme Some Truth’ og Harrisons ‘All Things Must Pass’.
Filmholdet foreviger de brede smil, og magien i Apple-optagelserne er en eviggyldig påmindelse om, hvordan atmosfæren skal være, når man laver musik.
Den gode stemning til trods skal The Beatles stadig tage stilling til det, der allerede var aftalt med Lindsay-Hogg, og som skal udgøre filmens klimaks: en liveopførsel af de nye sange.
Tidligere har ideer om både en optræden på et amfiteater i Libyen og ombord på en luksusliner været oppe at vende. Men få dage før den legendariske begivenhed besluttes det at spille koncert på taget af Apple-bygningen.
Herefter melder tvivlen sig: Gruppen har ikke spillet offentligt i to-et-halvt år, og det diskuteres, hvor mange sange der skal på sætlisten. Selve rooftop-koncerten er vist i adskillige programmer om The Beatles, men Peter Jackson kombinerer snedigt de velkendte optagelser af bandet med sekvenser fra de kameraer, som filmer på gadeplan og i Apples reception.
Selvom mange forbipasserende direkte adspurgt nyder dette pludselige musikalske akkompagnement til deres frokostpause, går der alligevel ikke længe, før ordensmagten bliver tilkaldt.
Man trækker på smilebåndet, når The Beatles’ roadie Mal Evans holder to bobbies hen så længe som muligt, før han til sidst må give dem adgang til taget og selv påtage sig den utaknemlige opgave at slukke guitarforstærkerne, bedst som bandet for alvor har spillet sig varme.
Da Jacksons sammensætning af materialet er stringent kronologisk, ringer serien også ud, da The Beatles og deres entourage herefter har samlet sig i kontrolrummet og lyttet koncertoptagelserne igennem.
Med en spilletid på mere end syv timer kunne man frygte, at koncentrationen udfordres.
Og om end Jackson sagtens kunne have udeladt lydtekniker Glyn Johns’ snak om, hvor kostbare båndene er, som foreviger de adskillige takes, og det vedvarende fokus på politibetjentene, som tålmodigt venter i Apple-receptionen, er det samtidig sekvenser som disse, der virkelig forstærker nærværet og den konstante følelse af at være til stede i begivenhederne, mens de udspiller sig.
At være med The Beatles på arbejde hver dag i tre uger er ganske enkelt mageløst, og man keder sig ikke et eneste øjeblik. ‘Get Back’ er en overdådig bedrift, der nuancerer historien om gruppens sidste tid.
Kort sagt:
Peter Jackson nuancerer portrættet af tilblivelsen af The Beatles’ sidste album, og det er dybt bevægende at se, hvordan kemien stråler mellem firkløveret fra Liverpool.