’Wheel of Time’: Episk fantasyserie baseret på 14.000 siders bogværk flyver lidt for tæt på solen

’Wheel of Time’: Episk fantasyserie baseret på 14.000 siders bogværk flyver lidt for tæt på solen
'Wheel of Time' (Foto: Amazon)

Amazon har de seneste år påtaget sig et antal svært ambitiøse, hybrisflirtende projekter, der blandt andet tæller ’Ringenes Herre’, ’Fallout’, ’Ringworld’ og, hvis rygterne taler sandt, en serie baseret på en af de mest anmelderroste spiltrilogier nogensinde, ’Mass Effect’. 

Men i første omgang har de nu kastet sig over en filmatisering af Robert Jordans episke fantasyfortælling ’Wheel of Time’, en 14-bog lang serie, der blev udgivet mellem 1990 og 2013 (læs: den har altså et seks års forspring på ’Game of Thrones’ – bare en indskudt bemærkning til dem, der allerede inden, de har set serien, begynder at råbe plagiat i gevær!). 

Dem, der har læst bøgerne – eller bare dem, der har brugt dem til vægttræning under lockdown – er ikke et sekund i tvivl om, at det er et digert værk. At skulle omdanne de godt 14.000 sider til en serie kræver ren og skær alkymi – eller i al fald et kreativt geni af øverste hylde. Så her kommer det helt store spørgsmål: Er Rafe Judkins (’Hemlock Grove’, ’Agents of S.H.I.E.L.D.’) alkymist, geni – eller Ikaros, der flyver for tæt mod solen? 

’Wheel of Time’ finder sted i en verden, hvor aldrene kommer, går og kommer igen (deraf titlen). Det siges, at en sagnopspunden helt, the Dragon, vil blive genfødt for at kæmpe i det endelige opgør med the Dark One, der har siddet indespærret siden skabelsen. Men indtil da er det op til en magisk orden kaldet Aes Sedai at trodse de ranker af ondskab, der stadig perforerer verdenen. 

‘The Wheel of Time’ (Foto: Amazon)

Ved seriens start er en af disse Aes Sedai, Moiraine, og hendes Warder (forestil dig en bodyguard blandet med en Belieber) Lan på sporet af fire unge mennesker fra det idylliske Two Rivers: Mat, Perrin, Egwene og Rand, der hver især kan vise sig at være the Dragon Reborn. Men om dragen er genfødt for at redde verden eller for at påbegynde dens undergang, vides endnu ikke. 

Der er rigtigt meget at elske ved Amazons storslåede filmatisering. Den er postkort-smukt filmet (i Tjekkiet, Kroatien og Slovenien), den gør brug af kulisser og rekvisitter, der kan tage kampen op med Peter Jacksons WETA-hold, og så satser den stort på en effektiv kombination af digitale og praktiske effekter. Amazon har i den grad været ude og vifte med guldkortet. 

Men hvor Ikaros’ drilske vinger begynder at bukke under, er, når fortælleriveren tager overhånd og overskygger karaktererne – og det kan altså være et coup de grâce for en serie, der skal tilbagelægge 14 murstenstykke bøger. 

‘The Wheel of Time’ (Foto: Amazon)

Bog et, som seriens første sæson tager udgangspunkt i, er langt mere simpel i sin struktur og ambition end de senere bøger, og det er sandsynligvis også derfor, at Judkins har valgt at plukke nogle fremtidige plottråde og lægge dem ind allerede nu, så seeren fra start af forstår, hvor dybt denne verdens rødder strækker sig. 

Problemet er bare, at det er for meget, for tidligt. Vi når slet ikke at knytte os ordentligt til karaktererne (hvilket er ærgerligt, da der faktisk med en enkelt undtagelse er blevet castet en flok rigtigt dygtige – og ukendte – unge skuespillere), inden de bliver kastet hovedkulds ud i forskellige afkroge af historien. Afkroge, som vi knapt nok kan nå at bearbejde, inden vi skal videre til den næste plottråd. 

Det er ærgerligt, at serien kun meget sjældent giver sig tid til at sætte farten lidt ned og tage ét afmålt skridt ad gangen, for i kraft af dens iver efter at afsløre flere og flere bidder af Jordans fantastiske univers risikerer den simpelthen at blive kedelig. 

‘The Wheel of Time’ (Foto: Amazon)

Jeg havde gerne set mange flere scener som den, hvor seriens hovedpersoner rider langsomt gennem landskabet, mens de spontant begynder at synge en folkevise, der på én og samme tid graver et spadestik dybere ned i historien og verdenen og samtidig viser os de forskellige karakterers relationer til hinanden. 

Men som det er nu, sidder man lidt med følelsen af, at hver enkel fortælletråd aldrig når at folde sig nok ud til at blive virkelig spændende, inden tre nye er begyndt at væve videre. 


Kort sagt:
’Wheel of Time’ har mange gode kvaliteter, men havde sæson 1 lænet sig mere direkte op ad den første bog i stedet for at skynde sig videre til fremtidige bøgers plottråde, havde det været en mere dybfølt og i sidste ende langt mere givende indgang til en ny stor flagskibsserie.

Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.

’The Wheel of Time’. Serie. Skaber: Rafe Judkins. Medvirkende: Rosamund Pike, Daniel Henney, Madeleine Madden, Josha Stradowski, Marcus Rutherford, Barney Harris, Zoë Robins. Spilletid: 8 episoder à 55 minutter. Premiere: Kan ses på Amazon Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af