‘Talk to Me’
Ved første øjekast kan ‘Talk to Me’ sagtens virke som et banalt teenagegys, som vi kender det fra masser af andre film: En gruppe unge får fat i en hjemsøgt hånd og udfordrer hinanden til at kommunikere med dens overnaturlige kræfter. Men udover at være effektivt uhyggelig, gemmer det australske horrorhit også på sort komik og nogle urovækkende takter, man ikke lige sådan glemmer. Det unge talent Sophie Wilde er i hovedrollen, som den netop hjemvendte psykiatripatient Mia, et vildt bekendtskab.
‘Talk To Me’ er instrueret af Phillipou-tvillingerne, der blev kendt for at lave alternativ horror på YouTube-kanalen Racka Racka, og de rammer et slibrigt sweetspot mellem traumer og poppet uhygge.
’No Hard Feelings’
Det er en umage idé: En 32-årig er nødsaget til at forføre et 19-årigt curlingbarn .
Men Jennifer Lawrence lykkes storkomisk med at vende sexkomedien og Mrs. Robinson-myten på hovedet millennial-style i Greg Stupinsky’s ’No Hard Feelings’.
Her spiller hun den hårdtprøvede Uber-chauffør Maddie, der for alt i verden redde sit lille hus i Montauk. Det er dog mildest talt op ad bakke, da hendes bil bliver inddraget af skattevæsenet.
Nød lærer nøgen kvinde at stå på rulleskøjter og sige ja til et overbekymret forældrepars mildest talt bizarre tilbud. Hvis hun har en affære med deres indesluttede teenagesøn, får hun en bil. Så er spørgsmålet bare, om hun skal »date ham«, eller »date ham« (læs: kneppe ham)? Svaret bliver mere hjertevarmt end som så. I et komedielandskab hvor der er langt mellem snapsene, leverer ‘No Hard Feelings’ på den vigtigste front: Med et godt grin. Hvorvidt præmissen var gået med omvendt fortegn, kan man så diskutere bagefter.
’Red Rocket’
Den fallerede ’Scary Movie’-skuespiller Simon Rex leverer en storslået præstation som den ligeledes fallerede pornostjerne Mikey Saber, der vender hjem til en lorteby i Texas for at tigge husly hos sin Meth-rygende ekskone og hendes mor.
Faktisk er det svært at tage øjnene fra ham i Sean Bakers tåkrummende og dybt underholdende ’Red Rocket’, hvor han i intensive 128 minutter »lyver, snylter, forfører, charmerer, plaprer, manipulerer, råber, skriger, slår, sparker, kaster med ting, spæner, løber, cykler som et sagesløst barn, ryger, knepper som en gal, praler i en endeløs ordstrøm uden skyggen af selvindsigt, fører folk bag lyset og ødelægger alt omkring sig uden selv at ænse det«, som Soundvenues anmelder skrev i femstjernet begejstring.
’Aftersun’
‘Normal People’-stjernen Paul Mescal har en 11-årig datter i Charlotte Wells voldsomt rørende debutfilm, ’Aftersun’, der trods sin lille historie og beskedne produktionsbudget fik enorm kritisk opmærksomhed, en dedikeret fanbase online og skaffede Mescal en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle i 2023. Fuldt fortjent.
Det er en dybt personlig historie, som er følelsesmæssigt inspireret af instruktørens forhold til sin egen far.
Mescal spiller den unge far Calum, der let kunne være bror til sin datter Sophie, spillet af det 13-årige stjerneskud Frankie Corio. I filmen følger man dem gennem voksne Sophies erindring. Hun ser videobånd fra sin barndoms rejse til Tyrkiet med faren, der konstant skifter farve fra normal og hyggelig til småtraumatisk.
Hver nuance af minderne bliver nøjsommeligt smurt ud, som den aftersun-creme far-Calum nusser omsorgsfuldt på sin datters hud om aftenen på hotelværelse. Mod slutningen sætter filmen sig i følelsesregisteret på en måde, så man ikke helt ved, hvad der ramte én. Netop derfor rumsterer den også i hovedet – og i hjertet – længe efter man har set den.
‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’
Det siger en hel del om fortælleglæden, opfindsomheden og hjertet i ‘Spiderverse’-animationsfilmene, at de brager succesfuldt igennem på et tidspunkt, hvor man ellers drømmer sig hen til et andet og fuldkommen singulært univers, hver gang man hører ordet »multivers« optræde i en superheltesammenhæng.
Opfølgeren til den epokegørende ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ levede op til forventningerne og mere til med en svimlende ambitiøs fortælling, der på utrolig vis formår at forene skæbneafsøgende møder mellem hundredvis af multiversets edderkoppemænd (og … Spider-grise og … heste og …) med en jordnær historie om en ung mand, der bare prøver at finde sig selv og et fællesskab.
’Game Night’
Selvom fænomenet brætspilsaften ikke ligefrem emmer af action, er det en kendsgerning, at den type hverdagskonkurrencer kan bringe en djævel frem i folk.
I den undervurderede amerikanske komedie ’Game Night’ udvikler en ellers traditionsrig spilaften med entusiasterne Max og Annie sig i hvert fald i en hæsblæsende retning.
For da Max’ blærerøvsbror Brooks gør sin entré og inviterer dem hjem i sin penthouse-lejlighed til et omfattende live-rollespil, der er centreret omkring en fysisk kidnapning, bliver det pludselig svært at fatte konturerne mellem leg og virkelighed.
Jason Bateman og Rachel McAdams er charmerende og morsomme i hovedrollerne som quiznørderne, der er helt og aldeles på udebane, da de pludselig kommer i karambolage med rigtige kriminelle. Derudover skinner både Jesse Plemmons, Kyle Chandler (’Friday Night Lights’) og Lamorne Morris (‘New Girl’) i birollerne.
’Hereditary’
Nøglen til ’Midsommar’-instruktør Ari Asters særlige succes finder man i debuthittet ’Hereditary’, der med uforglemmelige chok og en vild fortælling om arvelig psykisk sygdom spinder en af de mest fremsynede gysere i nyere tid.
Toni Colette er umulig at tage øjnene fra som den sorgplagede miniature-kunstner Annie, der bliver ubehageligt meget klogere på sin egen familiehistorie, da hun mister sin mor, og de pludselig hjemsøges af en stor flok morens ukendte bekendtskaber.
Det er en lige dele klaustrofobisk og fascinerende oplevelse at mærke det morderne hjems vægge snævre ind.
‘Sorry to Bother You’
Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.
Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle (præ-skandalesager).
Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden.
’Lady Macbeth’
Stortalentet Florence Pugh (’Little Women’, ’Midsommar’) fik en bragende flot filmdebut i instruktør William Oldroyds isnende gode ’Lady Macbeth’, der fortæller historien om en ung kvinde i 1800-tallets England, Katrine, som giftes bort til en langt ældre, komplet indifferent gårdmand. Katrine er ved at gå til af kedsomhed, men da hun kaster blikket på en af gårdkarlene, vækkes hede, altopslugende lyster. Og et voksende, uhyggeligt magtbegær.
’Lady Macbeth’s kulde kan mærkes helt ind i knoglerne, forbudte kys får kinderne til at blusse og moralske tvetydighed forplanter sig til en ubehagelig fornemmelse i maven.
’Beautiful Beings’
Hvis du ganger ‘Zappa’ med 100 får du ’Beautiful Beings’, der er en næsten uhyggeligt hårdtslående coming of age-film om islandske teenagere.
Bag filmen står den ualmindeligt dygtige Gudmundur Arnar Gudmundsson, som debuterede med ’Heartstone’, og som har et helt særligt blik for at beskrive unge, så det både er følsomt og brutalt.
’Beutiful Beings’ handler om en gruppe 14-15-årige outsiderdrenge, der hvirvles ind i – og ofte selv opsøger – en voldsspiral i det lille samfund, hvor forældrene er fraværende eller fordrukne, og hvor de unge efterlades til deres eget forsøg på at finde mening i et fællesskab af alkohol og konfrontation. Det er både smukt og desillusioneret, skæbnesvangert og indimellem håbefuldt. Og med et par utrolige præstationer blandt de unge af den slags, Gudmundsson er exceptionelt dygtig til at fremkalde.
’Bodies Bodies Bodies’
Man skal ikke tage tingene alt for alvorligt i det spydige gen z-gys ’Bodies Bodies Bodies’. Eller nødvendigvis forvente en gruopvækkende slasher.
Til gengæld skal man nyde den som et blodigt og skarpt generationsportræt leveret med enorm karisma af nogle af Hollywoods sejeste nye talenter, der hver især gør det fremragende som ulidelige unge mennesker.
Det gælder især Rachel Sennot, der har vakt opsigt i ’Shiva Baby’ og ’The Idol’, Amandla Stenberg (’The Hate U Give’), den brutale ’Industry’-stjerne Myha’la Herrold og Pete Davidson.
Præmissen for historien er simpel: En vennegruppe (af den giftige slags) er samlet i et hus, mens hemmeligheder, seksuelle spændinger og uvenskab lurer i kulissen. Så hvad bedre til at sætte fut i konflikten end et spil morder, der udvikler sig til mere end en leg?
‘Den store stilhed’
Som regel møder vi nonner på film i genrefilm- og eksperimenter fra sexploitation til gys og musical. På den måde er den lavmælte danske ‘Den store stilhed’ ikke verdens letteste pitch. Men Katrine Brocks’ spillefilmsdebut er på alle måder et seværdigt, rørende og ikke mindst mærkbart stykke coming of age-drama, der er tillokkende originalt i sit valg af miljø.
For hvem går overhovedet i kloster i 2023? Det giver filmen et meningsfuldt og smukt bud på.
Den 29-årige Alma (stortalentet Kristine Kujath Torp) venter på at aflægge sit endelige løfte til Gud, da hendes forsøg på et fredeligt liv bliver afbrudt af et besøg fra hendes storebror Erik (en dirrende Elliott Crosset Hove). Med ham banker også deres fælles traume fra fortiden på døren, som pludselig skubber al Almas tillærte gudsfrygtighed ud af takt.
’Decision to Leave’
»En mesterligt medrivende thriller«, skrev Soundvenues anmelder og sendte fulde seks stjerner efter den sydkoreanske mester Park Chan-wook, der er kendt for ‘The Handmaiden’ og ‘Oldboy’.
‘Decision to Leave’ er en lækker noir om en kriminalbetjent, der efterforsker et dødsfald, hvor en mand er faldet ned fra et bjerg. Et uheld? Selvmord? Eller … mord? Mødet med den afdødes mystiske, forførende enke bringer manden i tvivl, også om hvor hans eget hjerte ligger.
Det lidt stille og forførende mysterium er uforudsigeligt og fantastisk flot at se på i sin stilfulde, og aldrig kitschede, homage til Hitchcock, en interessant fortolkning af den klassiske film noir-fortælling, der visse steder også bliver overraskende romantisk. Selvfølgelig med et bizart koreansk vrid.
’The Woman King’
Du har ikke set Viola Davis’ fulde potentiale, før du har set hende som banebrydende actionhelt i ’The Woman King’. Der er noget så sjældent som et elegant koreograferet actionbrag med sorte kvinder komplet i front. Et originalt og medrivende indspark i en genre, der er ikke altid brillerer i risikovillighed, centreret omkring et stykke historie fra det område i Afrika, der i dag udgøres af Benin.
Her bliver tiden skruet helt tilbage til 1823, hvor Dahomey-kongeriget er under trussel fra Oyo-empiriet, der bortfører deres befolkning og sælger dem til slavehandel. Stammens helt store styrke er dog den nærmest uovervindelige kvindelige krigertrup agojie, der bliver ledet af Davis’ bryske og fascinerende general Nanisca. Det er en lise at se energien hos det stærke cast, hvor ’Bond’-skuespiller Lashana Lynch vækker opsigt sammen med det nye stjernefrø Thuso Mbedu. Undervejs bliver der plads til både melodrama og smukke actionscener.
’Once Upon A Time In Hollywood’
Med ’Once Upon a Time in Hollywood’ skabte Quentin Tarantino sin mest nostalgiske film til dato (hvilket ikke siger så lidt!) – en melankolsk hyldest til Hollywoods gyldne æra anno 1969, hvor den amerikanske nybølge bankede på døren, mens Manson-kulten spøgte i periferien af La La Land med en uafrystelig tragedie til følge.
Men Tarantino tager sig som vanligt friheder med sin fortolkning af historiens gang, når han giver Hollywood uskylden tilbage med en herlig hang out-film om den fallerede tv-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntman Cliff Booth (Brad Pitt).
Det er en udsøgt fornøjelse at være i de to has beens’ selskab, når de kører gennem Los Angeles’ gader (optaget på sprød 35mm med en utroligt detaljeret scenografi) og får sig en drink eller to for meget. DiCaprio og Pitt har en gnistrende kemi som to forskellige mandetyper, der er ude af trit med tiden omkring dem. Den improviserede scene, hvor Dalton desperat bryder sammen i sin trailervogn efter at have glemt sine replikker for gud ved hvilken gang, står blandt filmens bedste.
‘Dronningen’
May el-Toukhys grumme drama om en kvinde, der forfører sin teenage-papsøn med voldsomme konsekvenser til følge er slet og ret en af de forgange årtis vigtigste danske film. Trine Dyrholm er frygtindgydende god som (moder)naturkraften Anne, der opsluger svenske Gustav Lindh med hud og hår på et ’Antichrist’-smægtende visuelt bagtæppe af skovens dybe, våde vildnis, der grænser op til familiens skarpkantede skandinaviske designvilla. Og hudfletningen af, hvordan samfundets dyrkelse af ung maskulin virilitet – i modsætning til sager om teenagepigers seksualitet – overskygger svigtets alvor og magtforholdets sjæleknusende konsekvenser, er mesterligt iscenesat og debatværdigt.
‘Captain Fantastic’
Hvem drømmer ikke indimellem om at trække stikket, hoppe ud af hamsterhjulet, lukke ned for iPhonens evige informationsstrøm, trække eventuelle børn ud af folkeskolens testtyranni og flytte laaaangt ud i skoven? Hvor der er ro til fordybelse, nærvær og ægte værdier, og man kan mærke sin krop og få kontakt med sit indre urmenneske.
For Ben (Viggo Mortensen) og Leslie (Trin Miller) bliver den ultimative simple living-trang ikke ved fantasien. De har taget et radikalt valg og vendt det kommercielle samfund ryggen ved at opfostre deres seks børn dybt inde i en skov i USA. Men idyllen slår fatale sprækker, da Leslies helbred smuldrer, og Ben pludselig står som alenefar med sin alternative livsstilsfilosofi som eneste værn mod en snigende afmagt.
Viggo Mortensen er bedre end nogensinde som den benhårde bamsefar, og filmen tager en relevant diskussion om, hvordan man kan opdrage sine børn til at have andre værdier end forbrug og intellektuelt dovenskab – og om det er vigtigere end sociale færdigheder. Trods de tunge emner er der feel-good og skæv humor for alle pengene.
’En helt almindelig familie’
Den 11-årige Emma elsker fodbold og sin far. Faktisk er hendes liv helt almindeligt i bedste 90’er-stil med Hawaii-pizzaer og crushes, indtil det hele bliver vendt på hovedet.
En dag springer hendes far nemlig ud som kvinde, og transformationen fra Thomas til Agnete er både underholdende og gribende skildret med udgangspunkt i instruktør Malou Reymanns egen opvækst.
Der er en øm humor på spil, og et originalt dybfølt perspektiv på familieudfordringer. Selvom Reymann fortæller sin specifikke historie, er den alment relaterbar. Ikke mindst på grund af blændende præstationer fra det unge stjerneskud Kaya Toft Loholt som Emma og Mikkel Boe Følsgaard, der gør det grundforandrede fædreskab kærligt og menneskeligt.
‘I, Tonya’
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under stærkt underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Formidable Margot Robbie skøjtede sig til en Oscar-nominering for Bedste kvindelige hovedrolle, men det var kollegaen Allison Janney, der hjemtog den gyldne mand for sin birolle som Tonyas kyniske mor.
‘Are You There God? It’s Me, Margaret’
En coming of age-komedie om en 11-årig pige, der desperat drømmer om at få sin første menstruation. Er der virkelig grund til at se sådan en, hvis man ikke er… en 11-årig pige?
Ja! For ’Are You There God, It’s Me Margaret’, der er baseret på den amerikanske bogklassiker af Judy Blume er en helt universel fortællingen om vejen fra barn til voksen. Ikke kun for en pige, selvom træningen i at udstoppe bh’er og gå ærefrygtigt rundt med et bind også er skildret med stor humor, men for en hel familie. I centrum for det hele står Margaret, der flytter med sine hippieforældre fra Manhattan til New Jersey i 1970’erne, hvor hun kæmper for at passe ind i det friserede kvarter.
»Den type skuespiller, der kan frembringe kemi med selv et hygiejnebind«, skrev Soundvenues anmelder om den unge Abby Ryder Fortsons bærende hovedrollepræstation. Som hendes forældre finder man Benny Safdie, Rachel McAdams i en næsten Oscar-værdig rolle og ikke mindst Kathy Bates som hjertevarm farmor.
‘La La Land’
Damien Chazelles pangfarvede, men umiskendeligt sørgmodige musical-ode til Hollywood og jazz er en rutsjebanetur for følelserne, ledet af Emma Stone og Ryan Gosling som de mismatchede turtelduer Mia og Sebastian, der måske vil drømmen om kærligheden mere end de vil hinanden.
Chazelle er stærkt inspireret af den franske instruktør Jaques Demys musicalklassiker ‘Pigen med paraplyerne’ (filmen, der sløjfede musicalgenrens lykkelige slutninger), men der tippes også med tophatten til ‘Singin’ in the Rain’ og Disneys ‘Tornerose’, mens de elskende synger og danser sig igennem et næsten surrealistisk kulisse-L.A., der bidrager til filmens sælsomme stemning.
Stone vandt fuldt fortjent en Oscar for portrættet af Mia, mens Chazelles faste komponist Justin Hurwitz hjemtog statuetter for både Bedste score og Bedste sang.
‘The Babadook’
Australske Jennifer Kents ‘The Babadook’ har siden premieren i 2014 fået en stor fanskare i horrorkredse – helt velfortjent.
Den psykologiske gyser fortæller historien om alenemoren Amelia og hendes socialt utilpassede, seksårige søn Samuel. Da en mystisk pop-up børnebog, ’The Babadook’, pludselig dukker op, begynder Samuel at se monstret alle vegne.
’The Babadook’ er en på en gang skrøbelig og kradsbørstig oplevelse, der møver sig ind under huden. Filmen fungerer på flere planer, både som en klassisk børneskrækhistorie om monstret under sengen, men den væmmelige Hr. Babadook bliver også en metafor for den stadig voksende metastase af familiens ubearbejdede sorg.
Men hvad der virkelig løfter ’The Babadook’ op af mængden, er skuespilpræstationerne. Essie Davis leverer en kraftpræstation som Amelia, der konstant og troværdigt veksler mellem det sårbare og djævelske, og drengen Noah Wiseman giver en sjældent stærk børnepræstation, som omfavner både infantil magtesløshed og moden robusthed.
’The Babadook’ er en ubønhørlig film, der opbygger sin uhygge med ro og mag for til sidst at eksplodere på sin egen bidske facon.
Man tjekker skabet en ekstra gang efter sit møde med Hr. Babadook.
‘The Big Sick’
Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i2017 af hylende morsomme’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist.
Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selvhovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre–scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano–og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.
Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tageaktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid–ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’–og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA.
’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellemblomstrende fordomme og politiskkorrektheds-pavernes tyranni–og den mest ærlige romance i årevis.
‘The Prestige’
Christopher Nolan elsker at tage sit publikum ved næsen. Men sjældent har han dog været så drillesyg som i ’The Prestige’, der handler om to rivaliserende magikere, der vil gå meget langt for at overgå hinanden i trylleriets ædle kunst.
Christian Bale skifter superheltekappen ud med tryllekappen og leverer en fantastisk præstation som manisk magiker, der konstant er ved at bukke under for sine egne ambitioner. Hugh Jackman er ligeledes fremragende som hans tryllerival, der er så blind af misundelse, at han ikke kan se, hvor langt ud han er ved at komme i jagten på det perfekte trick. Genistregen ved ’The Prestige’ er, at den på den ene side omfavner illusionerne, mens den samtidig beder os stille spørgsmålstegn ved dem. Vi køber den utrolige historie, men prøver samtidig konstant at regne ud, hvad Nolan trækker op af hatten næste gang. Det er glimrende udtænkt og endnu bedre udført.
‘Hustlers’
»Kravl ind i min pels«, spinner en halvnøgen Jennifer Lopez i en blanding af campet forførelse og moderlig omsorg som stripperdronningen Ramona, der chiller med en smøg på taget af den stripklub, hun lige har givet en showstoppende optræden i – tematisk varslende til Fiona Apples ‘Criminal’.
Lorene Scafarias ‘Hustlers’ er et underholdende true-crime-komediedrama om strippere, der ripper mænd med fede tegnebøger. Filmen er baseret på en New York Magazine-artikel fra 2015 af Jessica Pressler, som i filmen figurerer i skikkelse af Julia Stiles i en rammefortælling, hvor hun interviewer Destiny om begivenhedernes gang.
Filmen blander på underholdende vis de socialrealistiske undertoner med krimi, finansdrama og glamourøs musikvideoæstetik i glossy shoppingmontager og masser af kunstige øjenvipper, pailletter og hoop-øreringe. Kvinderne er toplækre, men bliver aldrig objektiviseret af kameraet. De skildres derimod med et kvindeligt blik som magtfulde aktører, dygtige dansere og hele mennesker.