Susanne Bier har hænderne fulde i Hollywood.
Efter ‘Bird Box’ og ‘The Undoing’ er den danske Oscar-vinder nu klar med sit næste stjernespækkede projekt: Antologiserien ‘The First Lady’, der følger en række amerikanske præsidentfruer.
Den første trailer er netop landet og her ser vi Oscar-vinder Viola Davis som Michelle Obama, Michelle Pfeiffer som Betty Ford og Gillian Anderson som Eleanor Roosevelt.
Traileren giver en højdramatisk forsmag på de tre kvinders liv, der på ingen måde bare har udspillet sig i deres mænds skygger. Første sæson vil følge de tre præsidentfruer gennem sammenvævede plotlinjer fra de respektive tidsperioder.
På rollelisten ses også Aaron Eckhart som Gerald Ford, Dakota Fanning som datteren Susan Elizabeth Ford, Kiefer Sutherland som Franklin D. Roosevelt og O-T Fagbenle (‘Black Widow’) som Barack Obama.
Bier instruerer alle 10 afsnit i første sæson, der herhjemme får premiere på Paramount+ 18. april. Den danske verdensstjerne fungerer også som executive producer på serien sammen med showrunner Cathy Schulman (‘Crash’).