Det er nu 15 år siden, ’I Am Legend’ havde premiere, og næsten lige så lang tid siden Will Smith først sagde, han ikke ville være med i en opfølger. Nu er det officielt annonceret, at en 2’er skal laves, med Will Smith tilbage i rollen sammen med Michael B. Jordan.
I et interview med Entertainment Weekly fortæller Smith nu, hvad der overtalte ham om at vende tilbage til rollen.
»Det var en af de ting, jeg havde tænkt mig at lade være, men så hørte jeg ideen«.
Det fik ham til at tænke »det kunne godt virke. Jeg tror, vi kunne gøre det«.
Hvad ideen er, deler Smith ikke, men han nævner, at Michael B. Jordan havde en finger med i spillet med at skabe den: »Jeg kan ikke tale om det endnu. Men det er et virkelig, virkelig cool koncept, og han (Michael B. Jordan, red.) var med til at skabe ideen«.
Der er især meget spekulation om filmens plot, fordi den oprindelige ’I Am Legend’ havde to forskellige slutninger. Filmens oprindelige slutning efterlod ikke just Smiths karakter i en position til at vende tilbage i en 2’er, men slutningen blev ændret, mens den kørte i biografen. Det bliver sandsynligvis den alternative slutning, der bliver brugt til 2’eren, da Will Smith skal være med igen.
’I Am Legend 2’ skrives af Akiva Goldsman, som også skrev den første. Der er endnu ikke tilknyttet en instruktør til projektet.