De 30 bedste film på Netflix lige nu

Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 30 bedste titler på streamingtjenesten lige nu, listet i tilfældig rækkefølge. Og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller animationsmagi. God fornøjelse!
De 30 bedste film på Netflix lige nu
'Room'. (Foto: PR)

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

‘Room’

Brie Larson og Jacob Tremblay er gribende som mor og søn, der bliver holdt indespærret i et klaustrofobisk rum, i Lenny Abrahamsons intime og underspillede drama. Den både uhyggelige, nervepirrende og livsbekræftende film illustrerer på rørende vis, hvordan kærligheden mellem forælder og barn kan skabe mening i en håbløs situation.

Larson modtog velfortjent en Oscar for sine hovedrollepræstation, mens filmen også var nomineret for Bedste film, Bedste instruktion og Bedste adapterede manuskript. Det er en historie man sjældent glemmer.

Wunmi Mosaku og Ṣọpẹ Dìrísù i ‘His House’. (Foto: Monaghan/Netflix)

‘His House’

Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.

Remi Weekes’ debutfilm møder vi Bol (Sope Dirisu) og Rial Majur (Wunmi Mosaku fra ‘We Own This City’) på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. De får tildelt et hus og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være… 

Filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk – og det er ment som en stor ros til dens gyseligt gode effekt.

Emma Watson, Florence Pugh, Saoirse Ronan og Eliza Scanlen i ‘Little Women’.

‘Little Women’

Lad det være sagt med det samme: Dem, der måtte antage, at en film med titlen ‘Little Women’ givetvist også kun er for kvinder, risikerer at snyde sig selv for en flot og medrivende filmoplevelse fra en af Hollywoods bedste unge instruktører, Greta Gerwig.

Ja, Louisa May Alcotts amerikanske romanklassiker er blevet filmatiseret et hav af gange før (okay, kun fem), men det her er ‘Little Women’, som du aldrig har set den før: Både på den fantastisk flotte billedside og indholdsmæssigt, hvor Oscar-nominerede Gerwig, som også har skrevet manuskriptet, har givet fortælleformen et interessant, nyt twist, der især vender slutningen på hovedet.

‘Little Women’ er en opløftende, feministisk film, der byder på aldeles fremragende skuespilpræstationer af blandt andre Oscar-nominerede Saoirse Ronan og Florence Pugh, såvel som Timothée Chalamet i en nøglerolle på sidelinjen. Det handler om søskendebånd og familieloyalitet, jovist, men først og fremmest om at turde favne sit eget potentiale, også selvom det betyder, at man måske vælger den rosenrøde romance fra i processen.

Robert Pattinson i ‘Good Time’.

‘Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie – også repræsenteret på denne liste med ‘Uncut Gems’ – er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

‘Waves’. (Foto: PR)

‘Waves’

Velkommen til en af sidste års bedste ungdomsfilm – med det suverænt bedste soundtrack.

Den 31-årige instruktør Trey Edward Shults (’Krisha’, ’It Comes at Night’) har sammensat en uimodståelig playliste i ’Waves’, der byder på blandt andre Tame Impala, Tyler, The Creator, Kendrick Lamar, SZA og Kanye West. Sammen med den æstetiske billedside i blød neon og flimrende sollys væver sangene sig fornemt ind i fortællingen om det sorte brydetalent Ty (Kelvin Harris Jr.), hvis sorgløse highschool-liv pludselig krakelerer, da en skulderskade sætter punktum for sportsdrømmene.

Halvvejs igennem historien tager filmen dog en højest overraskende drejning, der retter fokus mod Tys lillesøster Emily (Taylor Russell), og uden at afsløre for meget sidder man tilbage en stærk fortælling om sorte unges kamp for at claime deres plads i samfundet – selv dem, der begår sig i den øvre middelklasse.

Hugh Jackman og Paul Dano i ‘Prisoners’. (Foto: PR)

‘Prisoners’

Hugh Jackman har karrierens måske bedste rolle som den bistre knudemand Keller Dover i Denis Villeneuves Hollywood-debut ’Prisoners’ – en af nyere tids mest isnende intense thrillere.

Som Keller oplever han enhver forældres værste mareridt, da hans seksårige datter og hendes veninde forsvinder sporløst i et gråt og forladt forstadsområde i Pennsylvania. Den nytilflyttede politibetjent Loki (Jake Gyllenhaal) mistænker straks den udviklingshæmmede mand Alex (Paul Dano, som pt. er i biografaktuel som Gækkeren i ‘The Batman’), men bevismaterialerne rækker ikke til mere end en varetægtsfængsling.

Det får Dover til at tage sagen i egen hånd i denne brutale skildring af en uforståelig ondskab, som kan korrumpere og opsluge menneskeliv, hvis de presses hårdt nok. ’Prisoners’ er en uafrystelig film, der undervejs tager så mange velskruede drejninger, at man som seer sidder på kanten af stolen. Slutscenen glemmer man aldrig.

‘Booksmart’.

‘Booksmart’

Olivia Wildes instruktørdebut om to stræberiske highschoolpiger, der skal indhente al den fest, de er gået glip af i deres tid på skolen, er en sprudlende tour de force, der blander ’Superbad’-likeability i samtlige bikarakterer med et progressivt blik for venskab og seksualitet samt en overraskende gennemført visuel identitet.

Og så er der altså lige Beanie Feldstein (‘How to Build a Girl’) og Kaitlyn Dever (‘Dopesick’, ‘Unbelievable’) i hovedrollerne, der charmer en fuldstændig i gulvet.

De to supertalenter har eksplosiv kemi, de er så overlegent tro- og seværdige både sammen og hver for sig. Det er ikke mindst deres fortjeneste, at skildringen af 12-talspiger på uregerligt trip overskrider enhver følelse af kliché. Man vil bare gerne være sammen med dem.

Robert Pattinson i ‘The Lighthouse’, hvis klaustrofobi og vanvid klart bedst opleves i biografen.

‘The Lighthouse’

Robert Eggers’ fortælling om en ung mand (Robert Pattinson), som kommer i lære hos en vranten fyrtårnsbestyrer (Willem Dafoe) i et mildest talt vindblæst New England i 1890’erne, er noget helt særligt.

Med den sorthvide-billedside, det kvadratiske billedformat og det højlitterære sprog kan den forekomme meget artsy ved første øjekast, men det er også en platsjov tango mellem to mænd på vej ud over galskabens afgrund. ’The Lighthouse’ er horror, kammerspil, artfilm og komedie i ét. Den ligner ingen anden. Og Pattinson er utrolig.

Lige nu Eggers igen biografaktuel med vikingefilmen ‘The Northman’, der byder på et episk svensker-dansker opgør mellem Alexander Skarsgård og vor egen Claes ‘Dracula’ Bang – alt imens Pattinson just er sprunget ud som kappeklædt hævner i ‘The Batman’ ovre på HBO Max.

Will Ferrell og Rachel McAdams i ‘Eurovision: Fire Saga Story’. (Foto: Elizabeth Viggiano/Netflix)

‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’

Forventningerne til Will Ferrells melodigrandprix-komedie var til at tage og føle på forud for Netflix-premieren, men at filmen simpelthen skulle gå hen og blive en af de sjoveste i nyere tid, var alligevel en velkommen overraskelse (måske især for de seere, som ellers ikke vanligt favner amerikanernes absurd-komik!).

Ferrell – som er svensk gift og derfor har et nært forhold til melodigrandprix-hypen – har både skrevet, produceret og spiller hovedrollen som den islandske sanger Lars Ericssong, der spiller i bandet Fire Saga sammen med barndomsveninden og crushet Sigrit (evigt seværdige Rachel McAdams). Duoen er rent ud sagt ringe – selv efter melodigrandprix-standarder, sorry – men drømmer alligevel om at kvalificere sig til Eurovision. Og efter en række groteske hændelser er de pludselig Islands eneste bud.

Filmen tager tykt pis på Eurovision-klicheerne, men den er ikke det ondskabsfulde take-down, som melodigrandprix-fans måske havde frygtet. Tværtimod er komedien gennemsyret af oprigtig kærlighed til »genren« og konkurrencens formål: At hylde tolerance og samle nationer i fællessang.

Thank you for the music, Ferrell!

PS: Du får aldrig Fire Sagas folkelige storhit ‘Jaja Ding Dong’ ud af hovedet igen…

Tobey Maguire som den første filmudgave af Spider-Man.

‘Spider-Man’-maraton

Okay, kæmpe snyd, for vi smider lige hele fem film ind under ét punkt – men med en aktualitetskrog.

Skulle det være gået nogens næse forbi, blev den nye, storroste ‘Spider-Man: No Way Home’ et gigant hit i biograferne, og har du tid og mod på det, er et gensyn med de tidligere ‘Spider-Man’-franchises med Tobey Maguire i 00’erne og Andrew Garfield i 10’erne absolut anbefalet opvarmning,

Det er ren nostalgifest fra en tid, hvor Spider-Man stod på egne superhelteben uden Avengers-vennerne, og hvor Willem Dafoe og Alfred Molina skabte ikoniske skurkeroller som Green Goblin og Doc Ock.

Og nå ja, så kan du skam også gense Tom Hollands debut i superhelteuniverset i ‘Spider-Man: Homecoming’, der ligeledes er at finde på tjenesten.

Filippo Scotti og Marlon Joubert i ‘The Hand og God’ (Foto: Netflix)

‘The Hand of God’

Ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona spiller en vigtig birolle i den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentinos (‘Den store skønhed’) personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.

‘The Hand of God’ er Sorrentinos mest jordbundne film til dato, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på instruktørens virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut. En af 2021’s bedste film, simpelthen.

Benedict Cumberbatch og Jesse Plemons i ‘The Power of the Dog’. (Foto: Kirsty Griffin/Netflix)

‘The Power of the Dog’

Med Oscar-kandidaten ’The Power of the Dog’ føjer Jane Campion et storværk til hylden for moderne westerns, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil. En brysk knudemand, der i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb. Af hud.

Phil bor med sin milde lillebror George (Jesse Plemmons) på en stor kvægranch, men da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst), og bringer hende og hendes teenagesøn Peter (Kodi Smit-McPhee) med på landet, er Phil ved at gå til at jalousi og foragt.

Og så udruller der sig ellers en suspensefyldt magtkamp mellem navnlig Phil, Rose og Peter, der er så foruroligende – og overraskende – at man sidder som på pinde op til den geniale slutning. Oscar-nomineringer til hele banden, tak.

Alicia Vikander i ‘Ex Machina’.

‘Ex Machina’

Kærlighed, ensomhed og vores komplekse forhold til kunstig intelligens. Det er de helt store temaer, den amerikanske instruktør Alex Garland kaster sig over i den ambitiøse debutfilm ’Ex Machina’, der allerede har fået status som sci fi-nyklassiker.

Filmen lægger sig i slipstrømmen på Spike Jonzes ’Her’ og Charlie Brookers ‘Black Mirror’ med en type sci fi, der skildrer en ikke så fjern fremtid, hvor kunstig intelligens er så veludviklet, at mennesker er tilbøjelige til at udskifte deres personlige relationer med AI’s.

Domhnall Gleeson er perfekt castet i rollen, som den lidt for godtroende Caleb, der småforelsker sig i menneskerobotten Ava (sublimt spillet af Alicia Vikander), mens Oscar Isaac leverer endnu en af sine kraftpræstationer i rollen som det lunefulde supergeni, Nathan, som det ene øjeblik er venskabelig og i det næste er mistænkeligt hemmelighedsfuld.

De tre karakterer er alt, vi behøver i Garlands dvælende men alligevel dybt medrivende kammerspil, hvor alle har skjulte motiver, og finalen får koldsveden til at pible frem.

‘The Harder They Fall’. (Foto: Netflix)

‘The Harder They Fall’

Debuterende spillefilminstruktør Jeymes Samuel tipper på cowboyhatten til Sergio Leone og Quentin Tarantino, og fylder samtidig soundtracket med hiphop i årets mest farverige hævnwestern, der følger en ung outlaw (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’) på jagt efter manden, der dræbte hans forældre (Idris Elba i tilbagelænet skurkehumør).

‘The Harder They Fall’ introducerer et ensemblecast med så karismatiske spillere på begge sider af den centrale konflikt (LaKeith Stanfield, Regina King, Zazie Beetz med flere), at man nødig ser en eneste, skurk som antihelt, lade livet i støvet, hvor opgøret naturligvis må ende. Jovist, filmen er i omegnen af et kvarter for lang, men alligevel keder man sig ikke et sekund i det unikke univers, Samuel opbygger – og så er det første gang i Hollywood-historien, at vi har fået en gedigen westernbasker befolket udelukkende af sorte skuespillere. Frem med popcornene fredag aften.

‘The Souvenir’ (Foto: Netflix)

‘The Souvenir’

Det er noget nær skandaløst, at vi først i denne måned har fået en af 2019’s suverænt bedste film til Danmark – men nu er den her! Den britiske instruktør Joanna Hogg skildrer sin egen ungdom som filmstuderende i London i 80’erne, hvor hun faldt for en alkoholiseret charlatan af en bad boy, her i skikkelse af Tom Burke (HBO-serien ’C.B. Strike’).

Filmen skildrer genialt, hvordan magtforholdet i et par skævvrides totalt, når den ene tromler hen over alle grænser, mens den anden lægger sig fladt ned i blind forelskelse. Vi har alle sammen været unge og dumme i kærlighed, og Hogg er hudløst ærlig i udlægningen af sin naivitet.

Hogg selv og hendes excentriske mor spilles af den virkelige mor-datter-duo Honor Swinton Byrne og Tilda Swinton (!). Filmen fik i år en fortsættelse, ‘The Souvenir Part II’, der, surprise, endnu ikke er kommet til landet.

‘Queen and Slim’.

‘Queen & Slim’

Det er ikke helt ved siden af, når vor to hovedpersoner her bliver sammenlignet med ‘Bonnie & Clyde’, om end Queen og Slim (Daniel Kaluuya og Jodie Turner-Smith) har en helt anden årsag til deres flugt fra politiet på tværs af stater:

Efter en mislykket Tinder-date bliver de stoppet af en racistisk politibetjent, og efter en konfrontation skyder Slim betjenten med dennes pistol. Og så er gode råd dyre, for historien er ikke just spækket med eksempler på, at sorte går ustraffede fra sådan en affære.

Filmen udvikler sig til en slags roadmovie, hvor Queen og Slim bliver nationale ikoner for sorte – levende billeder på USA’s uretfærdighed – og instruktør Melina Matsoukas sikrer medrivende og poetisk underholdning, som hele vejen til slutscenen lever i kraft af dens ikonografi og evne til at få os til at indse, at historien ville tage sig radikalt anderledes ud, hvis Bonnie og Clyde havde haft en anden hudfarve.

Derigennem bringer ‘Queen & Slim’ fine nuancer om racisme og oplevelsen af at være sort i USA på bordet.

‘Atlantique’

’Atlantique’

Et forarmet Afrika, unge elskende, mænd, der driver afsted mod Europa, men kommer tilbage som zombier. Det er noget artsy shit, det her, er det ikke?

Til dels – man skal bestemt ikke vente sig konventionel fremdrift af den unge, kvindelige fransk-senegalesiske instruktør Mati Diops debutfilm, der vandt Juryens Pris ved årets Cannes-festival. Det er en mystisk og drømmerisk film, men også gudesmuk og et flimrende billede af håb og aspiration i en ulige verden.

Så hvad laver sådan en film på Netflix? Det kan bestemt overraske, at lige netop Netflix nuppede distributionen af en så udpræget festivalfilm, men det siger noget om, at tjenesten også vil markere sig på artfilmområdet, og ’Atlantique’ havde sikkert ikke været tilgængelig i Danmark – ud over enkelte festivalvisninger – uden streamingtjenesten. Se den en dag, hvor du har overskud til at sætte pris på, hvordan filmsproget også kan formuleres.

Rachel McAdams, Mark Ruffalo og Brian d’Arcy James i ‘Spotlight’.

‘Spotlight’

Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i 2016, var der mange, der så det som et konservativt valg. Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.

Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.

’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift med Michael Keaton, Rachel McAdams og Mark Ruffalo i front.

Jeremy Strong i ‘The Trial of the Chicago 7’.

‘The Trial of the Chicago 7’

‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.

Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.

‘The Trial of the Chicago 7’ er i år blevet nomineret til seks Oscars, hvoraf Sacha Baron Cohen ligger lunt i svinget til at nuppe prisen for Bedste mandlige birolle.

‘I’m No Longer Here’ på Netflix.

‘I’m No Longer Here’

Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.

Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.

’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.

‘The Revenant’. (Foto: PR)

‘The Revenant’

Han spiste rå bisonlever, han sov inde i et kadaver, og han kravlede, frøs, gryntede og skreg sig omsider til den Oscar, han øjensynlig var parat til at gøre alt for.

Leonardo DiCaprios indædte hengivelse til rollen som den historiske pelsjæger Hugh Glass, der bliver flået levende af en grizzlybjørn og efterladt til sin egen skæbne i et ugæstfrit vildnis, vil stå tilbage fra Alejandro González Iñárritus episke hævnwestern. Det samme vil mesterfotografen Emmanuel Lubezskis bjergtagende panoramaer af ødemarkens ufremkommelige vidder skudt i stoflig 65mm uden kunstig belysning, der kun overgås af vidden af Iñárritus vision.

Historien er egentlig ganske ligetil, dens metafysiske mellemspil irriterede mange, og filmen er nok lidt for lang. Men alt det virker som flueknepperi, når bjørnen kommer, for her er vi ikke blotte tilskuere – vi er simpelthen til stede sammen med Leo og kan på egen krop mærke kløerne, kulden og alle de umenneskelige pinsler, han må udstå i sin kamp for overlevelse, hævn og, ikke mindst, en Oscar.

Bjørneangrebet vil gå over i filmhistorien, men gennem samfulde 156 minutter er ’The Revenant’ spækket med overvældende scener, der minder os om, hvorfor investeringen i den der nye fladskærm måske alligevel var en meget god idé.

Adam Sandler i ‘Uncut Gems’.

‘Uncut Gems’

»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.

Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter  Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.

Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.

Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.

Jessie Buckley og Jesse Plemons i ‘I’m Thinking of Ending Things’.

‘I’m Thinking of Ending Things’

Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.

Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.

Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.

‘A Sun’.

‘A Sun’

Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.

Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…

Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.

 
Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

’Marriage Story’

Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.

Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.

’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.

Kleenex påkrævet.

Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

‘Roma’

Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.

Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.

Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.

Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.

Natalie Portman i ‘Annihilation’.

’Annihilation’

’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands visuelt spektakulære sci-fi-horror ’Annihilation’ fik aldrig dansk biografpremiere (angiveligt fordi amerikanske interessenter frygtede, at den var for intellektuel for europæiske publikummer …), men takket være Netflix kunne Natalie Portmans militærbiolog Lena og ekspeditionskolleger Tessa Thompson, Jennifer Jason Leigh, Tuva Novotny og Gina Rodriguez gå på opdagelse i den mystiske karantænezone The Shimmer på hjemmeskærmen.

Tid, sted og jordiske naturlove synes at gå i opløsning for øjnene af gruppen og os i det frodige alien-øko-mareridt, hvor menneske, dyr og landskaber bogstaveligt talt smeltede sammen. Der var ingen ondsindede kræfter på spil, slet og ret organismer, der udviklede sig efter deres nye miljø, og hvor ’Ex Machina’ således udforskede det moderne menneskes etiske forhold til og potentielle kødelige forening med teknologien, var ’Annihilation’ en psykedelisk Adam og Eva-dystopi om menneskets dårskab over for naturen, der kan resultere i nogle særdeles uønskede, hastigt eskalerende ’klimaforandringer’.

En tankevækkende og tidssvarende miljøbevidst sci-fi-nyklassiker.

‘Spirited Away’ på dansk ‘Chihiro og heksene’.

’Spirited Away’

Kun én gang har en ikke-engelsksproget produktion vundet en Oscar for bedste animerede spillefilm. Det skete i 2003, og vinderen var Hayao Miyazakis ’Spirited Away’, eller ’Chihiro og heksene’, som den kom til at hedde på dansk. Filmen red til prisuddelingen på en bølge af succes: Den havde allerede overhalet ’Titanic’ som den mest indtjenende biograffilm i Japan nogensinde – i alt 200 millioner dollars havde den indkasseret, før den landede i USA.

Efter ’Spirited Away’ var Miyazaki ikke længere forbeholdt anime-nørder med regionsfri dvd-afspillere her i vesten. Nu var han mainstream, i hvert fald blandt filminteresserede.

Hele balladen drejer sig om 10-årige Chihiro, som mod sin vilje slæbes med ind i en nedlagt forlystelsespark af sine forældre, da de pludselig forvandler sig til grise. Chihiro flygter længere ind i parken, og herfra tager filmen form af en rejse gennem i en surrealistisk verden, der stiller hende over for en række allegoriske og nogle gange bare bizarre udfordringer.

Den ’Alice i Eventyrland’-inspirerede fortælling og enkle hjemme-ude-hjem struktur giver Miyazaki masser af tid til at udvikle ukuelige lille Chihiro til en figur, vi bare må elske. Og til at guide os rundt i en kulørt, umiskendeligt japansk verden af folklore-inspirerede skikkelser – nogle monstrøse, nogle bare finurlige.

’Spirited Away’ er essentiel Miyazaki, en vidunderlig lille film, der elegant forener ’Princess Mononoke’s store armbevægelser med letheden og opfindsomheden fra for eksempel ’My Neighbor Totoro’ og ’Kiki’s Delivery Service’.

Al Pacino og Robert De Niro i ‘The Irishman’. (Foto: Netflix)

‘The Irishman’

’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge Martin Scorsese, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.

Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Frank ’The Irishman’ Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede.

Sikkert er det dog, at Sheeran (Robert De Niro) qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa (Al Pacino), en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne.

Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande går an, men langt vigtigere får de to kæmper Pacino og De Niro lov til at kappes om kameralinsens gunst, mens Joe Pesci er tilbage fra pensionen med et fantastisk underspillet portræt af en venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden.

Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre, hvor vi følger de leverplettede gangstere til alderdommens yderste kant, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller i ugedoseringsæsker. Muligheden for tilgivelse berøres, og ’The Irishman’ bliver en fornem elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen.

God streaming!

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af